Da jøderne var ligesom ISIS
Vi stenede også vore kvinder for utroskab. Patriarkalsk uretfærdighed overlever i Ortodoksi. Hvad skal en moderne Talmud læser gøre?
Litteraturkritikeren Adam Kirsch læser en side af Talmud om dagen, sammen med jøder rundt om i verden.
I de seneste uger har læsere af Daf Yomi kunnet følge debatterne i Tractate Ketubot om, hvordan man skal straffe en mand der voldtager eller forfører en ugift ung kvinde. I de fleste tilfælde går straffen ud på han skal betale en bøde, til pigens far og tilbyde at gifte sig med hende. Men hvad om pigen, når hun er forlovet med en anden mand har seksuelle relationer med en anden? Hvad er så hendes straf? - en bøde eller tvungent ægteskab?
Ak ja, desværre er det svar vi lærte om i denne uge i kapitel 4 af Ketubot helt anderledes. I overensstemmelse med den udtrykkelige udtalelse i 5. Mosebog 22:21 skal en brud der ikke er jomfru på bryllupsnatten stenes til døde: “skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begaaet en Udaad i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus. Saaledes skal du udrydde det onde af din Midte.”
Talmud i Ketubot 44a anvender sin sædvanlige sunde fornuft med denne lov. Hvad om brudens far ikke har sit eget hus, så kan hun jo ikke blive stenet “foran hendes Faders Husdør?”
I det tilfælde lærer vi “hun henrettes ved stening, da kravet om at blive henrettet ved indgangen til hendes fars hus kun anvendes for en mitzvah,men ikke er et ufravigeligt krav.” Lidt senere lærer vi at stedet og måden kvinden henrettes på afhænger af hendes alder og status på det tidspunkt overtrædelsen blev opdaget. Hvis man finder hun har været utro, efter hun allerede er gift, “stener man hende ved indgangen til hendes fars hus som for at sige: Se hvad du har opfostret.” Hvis hun afsløres mens hun stadig bor i sin fars hus, under forlovelsen, “så stenes hun ved byens port.”
Disse afstraffelser er for en “ung kvinde,” en na’arah—der som vi har lært Talmud definerer udelukkende som en pige mellem 12 og 12 et halvt år gammel. Hvis imidlertid hendes utroskab først afsløres når hun er ældre end det, og altså en juridisk set voksen kvinde, så skal hun ikke stenes, men stranguleres.
Den naturlige reaktion på en passage som denne er - vrede - over den seksuelle dobbeltstandard mellem mænd og kvinder, og så selve straffens grusomhed. Stening, strangulering, piskning - i dag er de brutale ting noget vi forbinder med ISIS. Det ville være hæderbringende at føle at de ikke er en del af vor jødiske arv; men Bibelen og Talmud tillader ikke den slags hæderbringelse.
Sandheden er, at i 5. Mosebog, finder vi den samme form for panik omkring kvindens seksualitet, det samme behov for kontrol over kvinders følelser og opførsel, som for det moderne menneske i Vesten er et af kendetegnene for barbariet. Sagens kerne er klarlagt i Ketubot 46b, hvor vi lærer at “en far har myndighed over sin datter” indtil ægteskabet, hvor hendes mand overtager myndigheden. En kvinde under Talmud, er ikke et juridisk kompetent individ, men en mands ansvar.
Når man læser Seder Nahim, den del af Talmud der behandler love i relation til kvinder, så dukker denne form for tankegang op igen og igen. Seder Moed, den første del af Talmud, der behandler den jødiske kalender og helligdage indeholdt masser af ‘fremmede’ og nu glemte ideer; de afstedkom dog ikke den samme indignation.
Hele præmissen for Sabbath Lovene, for eksempel, er at når man bevidst bryder Shabbat uden omtanke, det straffes med stening. I dag krænker mange, måske de fleste amerikanske og jødiske jøder Sabbath uden at tænke nærmere over det, og dog bliver vi ikke vrede når vi får at vide at det sådan set er lig med døden efter bibelsk lov. Hvorfor er det så helt anderledes når det drejer sig om love vedrørende kvinder og sex?
Grunden, tror jeg er, at den moderne frigørelse, emancipation i Vesten fra ritualer er meget ældre og bedre etableret end emancipationen fra patriarkatet. Det er trods alt over 4 århundreder siden at Katolikker og Protestanter myrdede løs på hinanden over sager som Nadverens betydning (brødet og vinens forvandling til Kristi kød og blod) eller om hvorvidt en præst skulle have ansigtet mod menigheden eller vende det bort fra menigheden under Messen.
Det moderne Europa og Amerika blev bygget op om den ide at sådanne religiøse udfordringer hørte til i privatsfæren - hvilket ikke betyder de ikke er vigtige, men det betyder dog ikke at de skal være underlagt tvang. I den jødiske kontekst, nåede Moses Mendelssohn, i sin berømte bog fra 1783, Jerusalem, allerede dengang til den konklusion at der ikke skulle være tvang når det drejede sig om religion. Samfundet, argumenterede han, havde ingen ret til at udstøde afvigere. I dag gælder det for næsten alle jøder - undtagen er de som er født ind i isolerede ultraortodokse, eller Haredi, samfund - at hvordan man vil udøve de jødiske praksis afgør man selv. Du kan vælge at være meget observant eller knap så observant, og ingen myndighed kan tvinge dig til at handle anderledes.
Når det drejer sig om forhold mellem kønnene er det imidlertid noget helt andet. Det er blot cirka 50 år siden at feministbevægelsen og den seksuelle revolution gjorde seksuel lighed til en central del af den liberale overbevisning. Mange amerikanere, især de mest religiøse, er stadig imod den udvikling og betragter den som et tegn på dekadence og umoral - det er derfor abort er en udfordring der i den grad splitter amerikansk politik, fordi den direkte vedrører kvinders suverænitet over deres kroppe.
Når vi ser kvindelig omskærelse i Afrika, eller tilsløring af kvinder i Saudi Arabien eller Iran, kan vi betragte en tankegang om køn og sex som vi først for nylig har fuldstændig overvundet. Det kan derfor ikke undre at vi definerer os selv som værende kraftigt imod sådan praksis - det gælder i Frankrig, hvor det for eksempel er ulovligt for piger at gå i skole iført slør. Dette er en kulturkrig der hele tiden er i gang, både i Vestens kultur og mellem den og andre kulturer.
For mit vedkommende har jeg ikke behov for at bringe denne kulturkrig sammen med Talmud. Selvom jeg anerkender at den måde rabbier opfattede køn som undertrykkende og patriarkalsk, så er det for mig ingen grund til ikke at læse Talmud. Jeg har tre bevæggrunde til denne reaktion. For det første, selvfølgelig fordi jeg er mand, og dermed mindre personligt berørt og frastødt af det jeg læser i Ketubot, end en kvinde ville være.
For det andet forekommer det mig imidlertid at tendensen i Talmud plejer at gå i retning af mere lighed mellem kønnene og mere retfærdighed, frem for mindre. Det er af yderste vigtighed at huske at rabbinerne bag Talmud ikke er lovgivere, de er fortolkere, bundet af en lovkodeks som på deres tid var mere end 1000 år gammel. Og den der ‘jernmoral’ i 5. Mosebog var allerede for de senere romerske rabbier noget man var flov over. Det er derfor, at de definerer na’arah meget snævert, således at de bibelske restriktioner og afstraffelser der anvendes over for en “jomfru” kun er i kraft 6 måneder i en kvindes liv. Det er derfor de løsner op for kravene for at erklære en fraværende ægtemand død, således at en enke ikke efterlades i et juridisk limbo. Det er derfor de vender traditionen om ‘broder/svogerægteskaber’ på hovedet, således at chalitza, at nægte at gifte sig med en død brors hustru bliver mere rosværdigt end at indgå ægteskabet. Det er derfor her til sidst, at dødsstraffene som Bibelen omtaler - såsom stening af ‘lystne’ unge kvinder - faktisk blev sløjfet i Talmud tiden, afgørelsen blev overladt til Gud og skæbnen.
Det som hermed indikeres er at jødisk lov, så langt fra er fastlåst, den er en altid udviklende proces mellem forhandling af nutidens behov og fortidens myndighed. Og selvfølgelig fortsatte denne forhandling lang tid efter at Talmud var færdiggjort. Talmud formoder at ægteskab med flere er noget der tages for givet. Men for cirka 1000 år siden gjorde Rabbi Gershom, “Light of the Exile,” monogamiet bindende for Ashkenazi jøderne med begrundelse i et ønske om at tilpasse sig den kristne kultur man levede i.
Der er dog stadig forskel på at forhandle med fortiden og så bare være uenig med den - hvilket måske er forskellen mellem Ortodokse og Konservative eller Reform jøder. Problemet er at
agunah, den “lænkede” kvinde der ikke kan få en skilsmisse fra sin mand opstår i Ortodoksien, fordi man er uvillig til at fravige den patriarkalske lov om at kun en mand kan kræve skilsmisse. Andre jøder adlyder den med glæde, sammen med andre uretfærdige og nederdrægtige love såsom forbud mod homoseksualitet som nævnt i 2. Mosebog.
Den ide at jødisk lov kan være uretfærdig, at vi har udviklet en moralsk sans der er mere kompleks og fremskreden end de bibelske kodeks kan rumme, er slet ikke et moderne fænomen.
For 2000 år siden læste Philo af Alexandria allerede beretningen i 1. Mosebog som en filosofisk allegori om individuel åndelig befrielse. 800 år senere fremførte Maimonides den teori at mange jødiske love blev indført for at skille Judaismen ud fra Hedenskabet, ikke fordi de sådan set var moralsk overlegne.
Dog var Philo og Maimonides begge lige så hurtige til at insistere på at deres revisionistiske forklaringer af jødisk lov ikke kompromitterede den lovs myndighed. Uanset hvad der ligger bag grundene for den lov skulle den adlydes i detaljen.
Det som er moderne er at vi har ret til at lovgive for os selv. Sikker på den frihed mener jeg det er muligt at læse Talmud med den nødvendige kombination af respekt og distance.
Adam Kirsch is a contributing editor for Tablet Magazine and the author of Benjamin Disraeli, a biography in the Nextbook Press Jewish Encounters book series.
http://tabletmag.com/jewish-life-and-religion/189805/daf-yomi-121-kirsch
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar