Benhård krigsførelse
Vestens civilisation har neutraliseret sig selv ved det politiske korrektheds sværd. Vore ledere har ikke villet erkende den eksistentielle trussel som vi står overfor, og er ikke villige til at tage de nødvendige tiltag for at bekæmpe truslen fra jihadist islamister.
Lederne på begge sider af det politiske spektrum nægter at identificere, hvordan vi kunne imødegå denne trussel. Dette er ikke nødvendigvis en ny form for trussel som vi aldrig har oplevet før. Imidlertid er det nye, at vi nægter på ordentlig vis at benytte de redskaber der er til vor rådighed for at bekæmpe denne trussel.
Vi hører ofte vort lederskab sige at det er imod vore værdier som amerikanere at benytte nogle af disse barske, men effektive redskaber. General George S. Patton sagde engang, “Krig er grusom, hensynsløs og der kræves en grusom, hensynsløs mand at kæmpe i den.” Det var implementeringen af denne indstilling der i sidste ende sikrede sejren i 1945.
Desværre besidder vor nation, lige for tiden, ikke Pattons “grusomme, hensynsløse og brutale mand” i nogen vigtig lederstilling i vor regering eller militær. Politikerne og generalerne slår ofte fast at det er imod vore ærede amerikanske værdier at ramme civile eller torturere fanger. Imidlertid er vort lands historie til overflod fyldt med eksempler på at vor ledelse har gjort det der er nødvendig for at vinde. Vi kan derfor på logisk vis komme til den konklusion at de som nægter at kæmpe ‘på den hårde måde’ vil være villige til at ofre vore liv og frihed på alteret af de absurde og forkerte holdninger til amerikanske værdier.
Under Revolutionskrigen hængte general George Washington spioner og henrettede desertører. Under krigen Mexico-Amerika beordrede general Winfield Scott henrettelsen af 50 medlemmer af St. Patrick’s Battalion i 1847. Mange medlemmer af denne enhed havde besluttet at desertere fra U.S. Army der mødte de meksikanske styrker under Santa Anna.
Såvel Union som Confederate generaler under Civil War henrettede fanger som gengældelse for henrettelser hos deres modparter.
General William Sherman udstedte en General Order under hans berømte march fra Atlanta til havet.
Det er alene Army Corps kommandører der har fået betroet magten at ødelægge møller, huse, bomuldsmaskiner, etc., og for dem er denne General Order fastlagt: I distrikter med beboelser, hvor Army ikke forulempes er der ikke tilladt ødelæggelse af nævnte ejendom; men skulle guerillas, eller bushwhackers forulempe vor march, eller skulle beboerne brænde broer, lave vejblokeringer eller på anden vis udvise lokal fjendtlighed, skal kommandørerne beordre og udføre en ødelæggelse mere eller mindre hensynsløs ifølge graden af sådan udvist fjendtlighed.
Det var også general Sherman der engang proklamerede, “Krig er det værktøj vore fjender har valgt, og jeg siger lad os give dem alt det de begærer! ”
Under krigene mod Plains indianerne sent i det 18. århundrede havde U.S. Army indianerlandsbyer som mål når indianerne havde angrebet og dræbt hvide bosættere og voldtaget kvinder. Army sendte en af de største kavalleri officerer i det gamle Vesten, Oberst Ranald Mckenzie.
Hans opgave var at dræbe Comanche indianere, og dette gjorde han med stor effektivitet. Han angreb uden nåde indianerlandsbyer og opløste deres hjorde af ponyer, der var at livsvigtig betydning for at disse indianersamfund kunne overleve. Disse sultende og ødelagte Comanche indianere trak sig tilbage til deres reservater, og var ikke længere en trussel mod de lokale borgere.
2. Verdenskrig er til overflod fyldt med beretninger om bombninger af tyske og japanske byer. Brandbombingen af Tokyo i marts 1945 anslår man at have været det mest ødelæggende bombeangreb i historien. Næsten 100000 japanere døde under dette angreb.
Efter 2. Verdenskrig er U.S. uheldigvis gået bort fra konceptet med benhård og total krig og har adopteret et mere politisk korrekt syn på krig. Som følge heraf har vi aldrig igen vundet en krig.
Nu står vi overfor brutale islamiske ekstremister der er villige til at slå uskyldige civile ihjel uden nåde. Præsident Obama nægter endog at anerkende truslen. Sun Tzu fastslog i sit altid relevante essay Krigskunst
Kend fjenden og kend dig selv: Og i 100 slag vil du aldrig være i fare. Når du ikke kender din fjende, men kender dig selv er chancerne for at vinde 50/50. Hvis du ikke kender dig selv eller din fjende vil du helt sikkert være i fare i ethvert slag. Sådanne mennesker kan kaldes “skøre banditter”. Hvad kan de forvente andet end nederlag?
Da jeg var ung Mariner under optræning ved Infantry Training School var der et orakellignende skilt på væggen i vort klasseværelse der ganske enkelt slog fast, “Når det civiliserede menneske ikke længere kan klare krigens rædsler og erklærer at han ikke længere vil kæmpe, så vil han helt sikkert blive slået ihjel, eller holdt som slave af den ikke civiliserede.”
Er vi kommet til det punkt? Er vi ikke længere villige til at gøre det som er nødvendigt for at sikre sejren?
http://www.americanthinker.com/articles/2016/04/hard_war.html#ixzz457Zntqt3
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar