Mr. Præsident(er), Mød Frau Merkel
Det nyeste eksempel på at de førende medier forsøger at omskrive historien for at skade præsident Trump falskeligt og modstridende er at sammenligne hans første møde med den tyske kansler Angela Merkel med tidligere præsidents Obamas møde med hende.
Ifølge the Washington Post, var der en “synlig mangel på varme” mellem Trump og kansleren under deres møde i Det Hvide Hus. Det skulle så stå “i skarp kontrast til Merkel ‘varme’ relation til Obama.
Dette er en lattervækkende forvridning af historien. Merkels relationer med begge Trumps forgængere var problematisk, især i begyndelsen, hvilket igen antyder at Merkel kølighed over for Trump langt mindre er Trumps fejl, men må være Merkels og med til at vise ånden bag U.S. Tyskland relationerne på både nationalt som personligt plan.
Lad os begynde med George W. Bush. Merkel og Bush havde temperamenter der var helt forskellige, såvel personligt som politisk. Ligesom hendes landsmænd anså Merkel Bush for at være en typisk amerikansk politiker, hans politik repræsenterede det værste ved muskelkraft og klodset amerikanisme, efter tysk fortolkning.
Personlig kunne Bush, fra en velstående Yankee familie der flyttede til Texas og antog statens forestilling om en ubøjelig cowboy ikke have været mere forskellig fra den kølige tidligere østtyske videnskabskvinde. Men helt bogstaveligt skubbede Bush Merkel i den forkerte retning, ved på besynderlig vis at omfavne hende og derefter at give hende en ’røffel,’ hvilket virkelig gjorde kansleren vred, en vrede hun havde svært ved at skjule.
Alligevel, ved slutningen af Bush’ anden periode syntes det som om de to var kommet til en forståelse og relationerne mellem dem blev faktisk ret fine, og helt sikkert langt bedre, end med hendes forgænger Gerhard Schroeder.
Hvis Merkels relation med Bush var direkte forundrende, så var relationen til Obama langt mere komplekst og kunne knap beskrives som varmt, især i de første år. Skønt få ville indrømme det, på begge sider af Dammen, havde det muligvis en del at gøre med den kendsgerning at Obama er sort, og det forvirrede Merkel, der havde levet sit liv i det tidligere Østtyskland og voksede op uden nogen form for normal relation til en sort.
Det er ikke så usædvanligt i Tyskland, men det har aldrig hindret tyskerne i at forhåne amerikanerne for slaveriet mørke plet i vor historie, eller hele eftermælet af Jim Crow. Ligesom det at klandre Israel, får det tyskerne til at føle sig bedre tilpas, selvom det også afslører de latente fordomme.
Jeg har opholdt mig en del i Tyskland i de sidste 30 år som soldat, turist, studerende ved Goethe Instiuttet og leder af studerende. I den første rolle tjente jeg sammen med mange sorte tropper, og i den sidste var jeg leder for næsten udelukkende sorte studerende. Tyskernes holdning over for sorte interesserede mig, og selvom jeg ikke kan bevise at Merkel deler disse holdninger, så tillader jeg mig at formode at det gør hun. De holdninger er for det meste gamle forestillinger der har fokus på sort seksualitet, kriminalitet, og intellektuel mangel på formået, og det har man så forsøgt at dække over med forsøg på besynderlig og ikke ægte sympati og familiaritet.
Et aspekt af dette er de mange tyske kvinder der kastede sig i armen på en sort amerikansk menig, og det med en stor ihærdighed. Resultatet var en masse skilsmisser, forladte tyske Frauen, Milli Vanilli, og en god portion af the U.S. national soccer team. For det meste var det ikke soldaternes fejl, det var unge mænd, lagt væk hjemmefra. Dog har det givet en ‘dårlig smag’ i mangen et tyske hjem.
Et andet aspekt var at tyskerne altid er hurtige til at give skylden for kriminalitet i deres samfund til sorte G.I’s uanset om det var rigtigt eller ikke. Det er min personlige erfaring som en JAG, og det var ikke kun en gang den blev bekræftet. En sort soldat have røvet en lokal butik og flygtede. En tysk ansat optog forfølgelsen og fangede til sidst fyren. At høre tyskeren fortælle det, ja det var som om han havde fuldført et bemærkelsesværdigt løb da han således løb en sort fyr op, som om hver sort var en Jesse Owens.
Som eksempel på formodet intellektuel overlegenhed så kommer her beretningen om en mand jeg vil kalde Jim Smith. En sort mand der giftede sig med en tysk kvinde og slog sig ned i Tyskland. I årevis var han en glæde for den mindre tyske by han boede i, og som jeg var udstationeret til. Han var en rigtig morsom mand som lod de relativt unge hippe tyskere komme tæt på sig, altså en sort mand, og dermed mente de selv at være uden for nogen anklage om fordomme. Det drog Jim fordel af, men det held løb ud da han blev anklaget for spirtituskørsel. Han ankom til retten med en tolk, der var en fælles ven. Dommeren var fortørnet. Hvordan kunne han dog kræve en tolk når han havde boet i Tyskland i over tyve år? Svaret var at hans tyske “venner” aldrig krævede, eller forventede af ham at han talte tysk. De var jo så åbensindende.
På mange rejser med studerende har unge sort teenagere oplevet samme holdning, sammen med anstrengte forsøg på at være familiær, såsom rejsen til Berlin i 2009, hvor tyskerne helt spontant brød ud i råbene “Obama, Obama!” uanset hvor han gik.
Selvom disse fortællinger er anekdotiske, så afspejler de sandsynligvis, eller i det mindste delvist, den måde Merkel vurderede Obama. Hun brød sig formodentlig ikke om "Obama fænomenet" der næsten udelukkende drejede sig om at han er sort.
En artikel fra en pro-tysk-amerikansk organisation i 2009 beskrev dem som "frenemies." Merkel nægtede at lade kandidaten Obama tale ved Brandenburger Tor, og afslog en første invitation til Det Hvide Hus. Så sent som 2016, beskrev det prominente tyske medie Deutsche Welle Obama-Merkel forholdet som "komfortabelt men ikke nært." Og endog i det meget pro-Obama CNN, udtrykte Merkel "tvivl om den unge præsident.”
En del af den tvivl stammer helt oplagt fra den kendsgerning at Obamas NSA overvågede Merkel's personlige kommunikationer en kendsgerning Trump rejste ved deres fælles møde og som Merkel ikke brød sig om. På det tidspunkt Merkel erfarede om overvågningen var hendes reaktion vrede og rettet direkte mod Obama.
Derfor er det ret så latterligt at hævde at Merkel havde gode relationer med Obama og at gøre noget stort ud af Trumps holdning. Skulle Merkel og Trumps regeringer følges ad i adskillige år - et kæmpe Hvis - så er det kun rimeligt at vædde på at ved afslutningen så vil de have det udmærket samme, eller i det mindste som ‘tålte fjender.’ Trump kan ikke være værre end Obama.
http://www.americanthinker.com/articles/2017/03/mr_presidents_meet_frau_merkel.html#ixzz4bqpoCfve
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar