En arie holder pumaer fra døren

En arie om dagen holder pumaen fra døren

Pumaer, bjergløver - ligner meget store huskatte. Men disse katte i menneskestørrelse egner sig ikke som kæledyr. Pumaer er fremragende rovdyr, de jagter andre dyr, og man kender ingen andre dyr (udover os mennesker) der jager voksne pumaer. De er ikke kælne på nogen måde.

De fleste pumaer vil ikke gøre dig noget, hvis du møder en på en vandretur, men en sulten puma på jagt kan betyde døden for vandringsmanden. Ifølge the Mountain Lion Foundation, “hvis du ser en puma,og uanset hvor meget du ville ønske at være en af de meget få der får en sådan mulighed, så hold dig væk, være beredt på at mødet kan blive alvorligt for dig.” Man giver fem råd: Gøre sig selv så stor som mulig, lav så meget støj som muligt, stil dig i forsvarspositur, vis ingen angst, og lad så afstanden mellem jer øges, og i sidste instans - kæmp om nødvendigt.”

Eller du kan synge noget opera.

I august 2013 var en kvinde fra Colorado Kyra Kopenstonsky på en af sine vandreture. Hun var flyttet til Colorado fra Ohio for lidt over et år siden, hun havde aldrig set en puma i naturen, det skulle blive anderledes. Kopenstonsky hørte en gren knække bag sig og da hun vendte sig om så hun cirka 10 meter fra sig en puma. Derfor gik hun langsomt i den modsatte retning.

Pumaen fulgte efter.

I løbet af de næste tyve minutter fulgte pumaen efter Kopenstonsky, “ofte knurrede den foran hende” ifølge Outdoor Life. Dette var virkelig skræmmende og med god grund - når det drejer sig om pumaer der følger efter en - det er lig potentiel fare.

Som Wikipedia forklarer, “skønt pumaen er i stand til at sprinte er den typisk et rovdyr der benytter sig af baghold. Den følger efter gennem krat og træer før den indleder et kraftfuldt angreb ved at springe op på ryggen af det udvalgte dyr og bider dette med et kvælende nakkebid. Pumaen er i stand til at knække nakken på nogle af dens mindre byttedyr med et kraftigt bid og slynge dyret til jorden.”

Det er noget barske udsigter, hvis man er den ‘udvalgte’ men heldigvis for Kopenstonsky kendte hun til de fem ting man skal gøre når man møder en puma - hun havde også mobiltelefon med og ringede efter hjælp. Den hjælp kunne først nå frem 30 minutter senere, så i mellemtiden var hun på egen hånd.

Det var ikke lykkedes hende at øge afstanden til pumaen og hun greb en kæp og forsøgte at se større ud end hun var, - det fungerede ikke. Hun vidste at hun måtte lave støj. Kopenstonsky, alene i vildmarken, med en bjergløve der følger hende brød ud i sang.

Det virkede. Og hun fortalte efterfølgende pressen, “Jeg ved sådan set ikke hvorfor, men jeg begyndte blot at synge opera meget højt. Pumaen lagde så ørerne ned og blev ved med at betragte mig og forekom at bakke en smule. Så trådte den frem igen og lagde sig blot 5 meter fra mig.” Til sidst vandrede den bort, måske i søgen efter et måltid der ikke var så larmende.

Politiet ankom da Kopenstonsky kom ud af vandrestien, rystet men helt frisk. I en pressemeddelelse bemærkede politiet at “Hun [Kopenstonsky] er helt klar over, hvad man skal gøre i denne situation, “ og hun anvendte den viden - og hendes sangstemme var måske hendes redning.

Bonus fakta: Pumaer er meget vel meget dygtige rovdyr, men det betyder ikke at de ikke kan være venlige over for hinanden. Ifølge forskning af kattearter af organisationen Panthera, så deler de med hinanden. Ifølge forskningen som rapporteret af the Peninsula Daily News, "vil en puma der deler sit bytte med en anden puma med 7,7 gange større sandsynlighed selv få del i en anden pumas bytte fremover.”

Lokker Trump Kim og Xi i en dødsfælde?

Robert Arvay

Et af Macchiavellis principper om magt, i det mindste underforstået, er at diktatorer skal lade sig omgive af sine fjender. Det lyder ulogisk, men sandt. Mafia bosser skal omgive sig med et beskyttende lag af brutale, morderiske bøller, der villigt udfører ordrer om at dræbe potentielle fjender. Og alligevel, hvor mange mafia bosser er blevet myrdet af deres egne formodede beskyttere?

Et diktatur er intet andet end en organiseret kriminel pøbel på steroider. Statsoverhovedet skal på brutal vis undertrykke (læs - myrde) enhver og alle der udgør en blot fjern trussel mod hans magt. Diktatorer bliver ikke stemt ud af deres magt og embede. De bliver båret ud med fødderne først.

Kim Jong-un, Nordkoreas diktator (titlen formand er en eufemisme) er voldsom paranoid, Paranoia hos en diktator er ikke en ‘sygdom’ den er nødvendig overlevelsesmekanisme. Kim ikke kun myrder alle og enhver som han mistænker selv for den mindste forræderiske tanke, men han benytter også ikke dødbringende metoder. Han  medbringer endog sit eget toilet, hvor end han rejser for at hindre at hans DNA kunne falde i hænderne på analytikere der muligvis ville kunne udlede hvilke fysiske svagheder han kunne lide af.

Kim er rædselsslagen for at flyve, idet han ved at når han engang er i ‘metalrøret’ 10 kilometer oppe, da er han hjælpeløs, overladt til en potentiel selvmorderisk pilot, og også af mange andre under flyvningen, herunder de på jorden. Da han fløj til Singapore for at mødes med præsident Trump anvendte han utallige omfattende metoder til at afværge de mange der gerne vil slå ham ihjel. Da han rejste til Hanoi for at mødes med vor præsident, tog han sit tog gennem sin nærmeste allieredes land - Kina.

I Kina er Xi Jinping liv tids præsident. Xi er endnu en morderisk brutal diktator. måske ikke så flamboyant som spradebassen Kim, men ligeså meget en Macchiavelliansk manipulator. Ligesom Kim holder han sine medslynger tæt på sig og sine fjender endnu tættere. Diktatorer har nemlig ingen venner.

Såvel Kim som Xi ved at deres sande magt ligger i spillet med spille den ene drabsmand ud mod de andre. De lader dem gætte, aldrig vide hvem de kan stole tro og hvem der vil forråde dem. I Nordkorea er det ikke nok blot stille at bøje nakken for at vise man er enig i alt hvad diktatoren siger og gør. De skal overdrevent applaudere (eller græde som vanvittige, når det kræves) og gøre det overbevisende. Diktatoren ved at det hele er skuespil, men det er ikke pointen. Det er lettere at opdage falsk hyldest end at psykoanalysere en kalkulerende drabsplanlægger der lurer i skyggerne - og falsk hyldest er en sikker dødsattest.  

Diktatorens sande magt kræver også positive elementer. De som er loyale bliver betalt flot og godt. De kan leve i luksus. Med andre ord skal de have en masse at miste hvis diktatoren mister magten. Denne kombination af gulerod og pisk er nøglen til diktatorens overherredømme.

Diktatoren skal derpå omhyggelig afbalancere sine trusler og løfter. Hans disciple skal frygte ham. Faktisk skal de konstant terroriseres af diktatorens hensynsløse autoritet. Imidlertid skal diktatoren være yderst varsom med hvor megen terror han udøver. Terror holder ham i live. Panik kan dræbe ham.

Forskellen er altafgørende, og enhver diktator ved hvad forskellen er. Folk der er under terror vil bøje sig og adlyde. Folk der går i panik mister kontrol og reagerer desperat, uanset risikoen. En person i panik vil erkende at han intet har at miste ved at handle barskt, og alt at miste hvis han føjer sig truslen. Nogle mener at Josef Stalin blev slået ihjel af hans egen inderkreds da denne forventede endnu en udrensning med de sædvanlige henrettelsespelotoner, var nært forestående. Inderkredsen gik i panik.

Endelig og nu kommer vi til den geniale metode som præsident Trump behændigt manøvrerer såvel Kim som Xi ind i en potentiel dødsfælde. Begge mænd er omgivet at loyalister der ikke kun terroriseres men bliver rigt belønnet for deres fortsatte loyalitet. Når belønningen så tørrer ud, når diktatoren viser svaghedstegn, ved at han bliver besejret af en stærkere fjende, kunne loyalisterne gå i panik.

Trump benytter denne taktik til at manøvrere Xi til at føje sig for de amerikanske krav om ‘retfærdig handel.’ Dette gør at Xi kommer i et dilemma, som en lus mellem to negle. Hvis han ikke ’bøjer sig’ for Trump, vil hans økonomi falme, måske fatalt (for Xi). Hvis han ‘bøjer sig’ skal han på en eller anden vis overleve den vrede der opstår hos han loyalister der føler et bedrag, der vil opfatte ham som svag. Under alle omstændigheder er Xi sat i skak..

Det samme gælder Kim, dog langt mere. Hvor Xi kunne, selvom det nok er langt ude, erklære sig syg og trække sig tilbage i luksus og tilbageholdenhed så har Kim alt for mange hævngerrige fjender til blot at overveje ‘pension’ selv i udlandet.

Den diplomatiske katastrofe Kim fik i Hanoi, at have rejst med tog for at forhandle med (svindel’) præsident Trump for blot at opleve at Trump øjeblikkeligt forkaster Kims krav - og forlader Hanoi, og Kim  står tomhændet tilbage ved alteret - var stærkt skuffende for Nordkoreas inderkreds. Det er på det nærmeste helt sikkert at nogle af dem overvejede at “fjerne” Kim, men holdt sig tilbage ved deres korrekte formodning om, at deres medkonspiratorer er opportunistiske forrædere, der lige så sikkert vil slå hinanden ihjel,  som de ville bedrage Kim.  

Det skete så ikke, men både Kim og Xi er blevet mindet om den kendsgerning at det kunne komme til at ske i nær fremtid, og Trump der kender udfaldet kunne få det til at ske. De lever i frygt for ham, men ikke panik.

Hvilken anden amerikansk præsident (udover Ronald Reagan) har nogensinde ‘handicappet’ vore fjender så hurtigt, og uden at affyre et skud? Hvilken fremtidig præsident vil kunne gøre det?

https://www.americanthinker.com/articles/2019/10/is_trump_luring_kim_and_xi_into_a_death_trap.html

Greta Thunberg lyder meget blodtørstig

Monica Showalter

Time Magazine's Person of the Year begynder at forekomme en smule blodtørstig:

I dag fortalte Greta Thunberg de hujende demonstrerende, at ‘vi vil sikre at vi sætter verdens ledere op mod en mur’ hvis de svigter med at gribe hurtigt ind over for klimaforandring. 

Den svenske teenage-aktivist talte til en folkemængde ved en Fredag for Fremtiden demonstration i Torino, Italien.Hun var kommet dertil fra Madrid, hvor hun overværede FN Klimatopmødet, men sagde at hun frygtede mødet ikke ville føre til forandring.

‘Op mod muren?’ Det er i tråd med Bernie Sanders løfte om at sætte bankfolk i fængsel, dog lyder det noget mere totalitært og fanatisk som Hitler eller Lenin, eller Castro kunne sige det. ‘Op på en række og skyd dem’ hvis de ikke gør som unge Greta siger, eller hvad? Ingen uenighed, ingen samtale, ingen forhandling, ingen overbevisende argumenter? Slå blot disse afvigere ihjel, der forresten var valgt på demokratisk vis, ikke sandt? Så er problemet løst - helt og aldeles.

Og du kan være sikker på at det næste der flyder ud af hendes mund vil være endnu mere blodtørstigt. Pol Pot du er udfordret!

Denne stakkels, vildledte person bliver værre og værre jo mere berømt hun bliver. På et tidspunkt opfordrede hun med ildhu for “aktion,” som om der ikke var nogen andre fakta end hendes der gjaldt. Bliv Grøn, eller jeg lover Jer i bliver blå!

Hun er siden blevet mere marxistisk som vi bemærkede her, fremstår som en legemliggørelse af "Children of the Corn."  Nu går hun så ind for den mest logiske udvidelse af Marxismen, der er massedrab af demokratisk valgte ledere. Det er det Marxister gør. Det er hvad alle totalitære gør. Det lader mere end nogensinde formode at hun er en gennemført manipuleret ung person indhyllet i en totalitær dødskults fangarme. 

Totalitære har altid fundet de unges blodtørst brugbar, om det var Che Guevaras morderiske medslyngler, FARC der benytter børn fordi de er de bedst narko-terroristsoldater, MS-13’s rekruttering af 14 årige som bandemedlemmer, eller Hitlers HitlerJugend. Børn, unge er de mest fanatiske, de bedste dræbere, de mest hysteriske og i Gretas tilfælde er det den ‘skjulte’ Grønne Lobby der finansierer, og har beskidte midler til det..  Dog ser det nu ud til de har sat et Frankenstein Monster på fri fod, som ikke skyer noget middel - før ødelæggelsen er opnået. Enhver ved at unge er lette at manipulere indtil en Fluernes Herre opførsel, hvis de bliver tilstrækkeligt frataget alle værdinormer.

Her er hvad Sovjet gjorde:

Børn i Sovjetunionen havde en helt særlig plads hos borgerne og i Partiet. De repræsenterede ikke kun ungdommens uskyld, men også et løfte om den socialistiske fremtid. For at den internationale Marxistiske Revolution kunne lykkes, skulle unge og børn behandles godt og uddannes politisk. De kommunistiske myndigheder anvendte mange veje til at nå dette mål. Primært opfostrede Kommunist Partiet en kult af unge, børn, meget lig kulten om Stalin, der idealiserede Sovjet barndommen. Kommunist Partiet idealiserede denne kult som f.eks. Komsomol, De Unge Pionerer, og De Små Oktobrister.

Næsten ligesom Lenin gjorde i hans tale i 1920 til Komsomol, stolede denne kult på en sammenstilling mellem “ægte” kommunistbørn og alle andre. Ved at institutionalisere denne ‘hengivenhed’ for barndommen isolerede Kommunist Partiet de børn der ikke sluttede sig til sådanne grupper, og man var faktisk i stand til at skabe en radikal klasse, eller klassefjende, før de unge, kom ind i arbejdsstyrken. 

Styrken ved denne institutionalisering sås meget klart i de første år af Sovjetunionen og Stalin forfinede den. Den effekt disse grupper havde kan ikke benægtes. Kommunisterne skabte sekundære samfund for børn så de kunne forme dem. Fremfor at disse børn skulle knytte sig til deres familier blev Sovjet børn oplært til at prioritere kommunismen frem for alt andet. Disse ungdomsorganisationer var de første introduktioner til socialismen. Dette havde den væsentlige effekt at familiestrukturen blev nedtonet, og disse grupper blev Sovjet børns primære påvirkning. At bære identitetskortet for Komsomol var at erklære sig som loyal kommunist.

Venstrefløjen har forsøgt at sammenligne hende med Jeanne ‘dArc, og Jomfru Maria som førende i udfordringen om global opvarmning og en fuldstændig regeringsovertagelse, men det lyder mere som en af de skøre, onde børn af Sovjet tilsnit, en ond lille, stakkels knægt i Pavel Morozov blev gjort til helt, fordi han angav sine forældre til staten, fik dem (og sig selv) dræbt. Til sidst blev han en Sovjet helgen, sat på en piedestal som forbillede for alle andre børn i Sovjet der satte Kommunistpartiet før alt andet, herunder også forældrenes liv.

 

Og som afdøde store Eric Hoffer plejede at sige:

Tilføj nogle få dråber gift til en halv sandhed og du har den absolutte sandhed. 

Dette Greta halløj er ved at blive skræmmende.

https://www.americanthinker.com/blog/2019/12/greta_thunberg_starts_to_sound_bloodthirsty.html#ixzz68A8qAgS6

Banan fastgjort med gaffatape - er det kunst?

Bananen fastgjort med gaffatape - er det kunst? 

Arnold Cusmariu

Andy Warhol (1928-1987) efterlod sig et passende bevis på hans berømte udtalelse at “kunst er det du kan slippe afsted med.” Seks år efter hans død vurderede det britiske auktionshus Christie's hans palæ til en værdi af $220 millioner. Det er langt ude, Andy!

Hvis nogen kan slippe afsted med at Brillo æsker er kunst, så hvorfor ikke en banan sat op på en væg med gaffatape? Ja, hvorfor ikke. Mød  “Comedian,” af den italienske kunstner Maurizio Cattelan (b. 1960), der solgtes for $120,000. Det er langt ude, Maurizio!

I sidste uge skete det på den internationale kunstmesse Art Basel ved Miami Beach Convention Center der havde “Comedian” i udstillingen. Den var stjerne i showet. Jeg kan bevidne det, fordi jeg var der og så masser af mennesker der gik andægtigt rundt om det og tog fotos.

“Comedian” og en beundrer (YouTube screen grab)

Ikke meget andet fik så stor opmærksomhed. Da jeg spurgte til, hvor det befandt sig fik jeg at vide at jeg skulle “følge lugten.” Senere på dagen blev bananen skrællet og en person spiste den. Jeg så det desværre ikke, selvom jeg befandt mig i bygningen. Her er omtalen.

Hvad foregår der her? Nej, jeg vil ikke kede dig med udpindning af den moderne kunsts luner. Værd at bemærke er imidlertid at Cattelan kopierede en ide der for 100 år siden blev eksemplificeret af Marcel Duchamp (1887-1968), der i 1917 udgave en skinnende ny ...urinal han gav titlen “Fountain” på en udstilling i New York. Dette igangsætte en kunstform som kritikere og lærde dånede over og kaldte “Readymades.” Måske vil “Comedian” igangsætte en “Readygrowns” kunstform for kritikere og lærde de kan dåne over? Hvad med en gråpære fastgjort på en væg i et galleri - med hæfteklammer? Værsgo, Maurizio …

Noget vigtigt som følge af Warhols “anything goes” tese der går langt udover hensigten. For at begribe det så lad os første bemærke at ingen ville slippe afsted med “en bil er hvad du kan slippe afsted med,” udover måske i det gamle Sovjetunionen, hvor folk lod som om de arbejdede og staten lod som om de betalte løn. Ting der er bygget til at fungere efter sin hensigt, skal bare fungere ... ellers.

Derpå hvad med om “videnskab” er noget man kan slippe afsted med? Igen giver det gamle Sovjetunionen en model. En tåbe ved navn Lysenko fik injiceret politik i videnskab sent i 1930’erne ved at overtale Stalin om at Mendels genetiklære var kapitalistisk fiktion og at afgrøder i Sovjet kunne opdyrkes ifølge Sovjets principper. Resultatet var udbredt hungersnød og nedgørelsen, arrestationer og døden for videnskabsfolk der var imod denne galskab. 

Jeg vover at påstå, at fiktionen om klimaforandring - Al Gore er chef fabulisten der kopierer Lysenko, eller hvad? Jeg låner en sætning fra Mel Brooks’ virkelig morsomme film Blazing Saddles, “Dare, dare!” Her forleden dag opfordrede en professor i Danmark til en FN militæraktion mod skeptikere af klimaforandring, der allerede er dybt begravet i den Democrat presse og på læreanstalter. Lysenko gik efter magt, og det gør hans efterfølgere også, såre simpelt.

Lad os gå videre, hvad med “moral er hvad du kan slippe afsted med”? Tilbage dengang jeg underviste i anvendt etik på college måtte jeg behandle dette emne da de studerende insisterede på det. Der er lavet film, sagde de, om det perfekte røveri, det perfekte mord og så videre. Hvad forkert er der ved det så længe du ikke bliver fanget? Tja, må jeg minde om at en tidligere førstedame, udenrigsminister og præsidentkandidat slap afsted med en lang liste af aktiviteter der ville have fået alle andre smidt i fængsel? Dare, dare! Jeg forsøgte at overbevise de studerende om at moral bliver et modsatrettet begreb, hvis det ikke at blive fanget er et kriterium. De ignorerede mig åbenbart, bestod og stemte så Democrat sammen med deres børn og børnebørn.

Og så endelig, overvej dette “bevis er hvad du kan slippe afsted med.” Forløberen for dette sludder blev sat af Al Sharpton’s Tawana Brawley fup for cirka 30 år siden, og kopieret i 2012 af Diamond Eugene svindelen udført af Martin familiens advokat Benjamin Crump og Al Sharpton (igen) der førte til arrestation og retssag (men ikke domfældelse) af George Zimmerman.

Vover jeg at hævde at fuppen om russisk indblanding, Ukraine quid-pro-quo fuppet, og Schiff-Nadler undersøgelserne der kan føre til en House rigsretssag har samme troværdighed som Sharpton fiaskoer? Dare, dare! Emeritus Harvard juraprofessor Alan Dershowitz betragter Democrat rigsretssags procedurerne som stridende mod forfatningen, selvom han indrømmer han er Democrat, det vil sige han er barnagtigt for åben grænser, Sharia Lov, “Squad” anti semitisme .... Shiff-Nadler bevisførelsen er en oxymoron, ligesom Democrat moral, som Dershowitz ikke tør indrømme offentligt.      

Nu tilbage til Art Basel for en sidste kommentar. Jeg brugte mange timer på at finde en skulptur, der på sæt og vis kunne forekomme smuk, som kunstnere tilbage i tiden plejede at mene var målet for deres kunst. Jeg fandt en, måske to, og de var marginale. Alt det andet synes helt bevidst at være designet til i k k e at være smukke. Mange skulpturer var direkte hæslige, og nogle var endog frastødende - og ville nok skræmme mindre børn.

Så kan man spørge, hvorfor skulle nogen bruge utallige tusinder på at se på noget hver dag der ikke behager øjet eller gør hjertet glad.

A frequent contributor to American Thinker, Arnold Cusmariu holds a Ph.D. in philosophy and has been making stone sculptures for the past twenty years. He has published several articles explaining his working aesthetic, available at www.academia.edu. At the moment, he is working to complete #22 in his “Counterpoint” series, the fifth such sculpture done this year. Email  aclogic1@yahoo.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/the_ducttaped_banana_scam.html

Storbritannien i skyggen (af Brexit?)

Storbritannien i skyggen (af Brexit?)

Hjælp! Jeg fastholdes i EU mod min vilje

ROBERT TAYLOR

Det er ganske vidst: Vi briter udkæmper intet mindre end en borgerkrig. Eliten på den ene side og folket på den anden. Denne krig handler ikke om noget afgørende som økonomien, kriminalitet eller sundhedssektoren. Nej den handler om noget langt vigtigere end det: Det drejer sig om selve demokratiet.

Se blot på kendsgerningerne. I 2016 gav regeringen vælgerne en folkeafstemning om man ville forlade EU eller blive. I den største stemmeafgivning i britisk historie, og med et klart flertal, valgte vi at forlade EU. 

Jeg sammen med 17,4 millioner andre stemte for ‘leave, fordi EU’s arrogante vision om en “stadig tættere union” er direkte mod menneskets natur og folkets ønske om at sætte deres land først, og fordi EU er djævleblændt forhippet på at placere økonomisk og politisk teori før almindelig sund fornuft, indtil vi har intet mindre end et United States of Europe. Gud bevare os.

Der er så gået over 3 år. Ikke kun har Storbritannien ikke forladt EU, men vore valgte politikere, og faktisk hele det britiske etablerede samfund sætter alverdens forhindringer op på vor vej, ganske bevidst og dermed gør det alt for usandsynligt at vi nogensinde kunne komme ud.

 

Hillary Clinton beskrev Trumps støtter som “værende en flok ynkelige ..racistiske, sexistiske, homofobiske, xenofobiske, islamofobiske personer.” Det er på samme måde de fleste i Storbritanniens Remain elite, der i alt overvejende grad er mod Brexit, betragter Leave vælgerne.

Når de er venlige siger de at Leavers som jeg blev snørret af skrupelløse ledere (herunder  Boris Johnson), i værste fald er vi spadedumme hyklere. Vor stemme for at leave EU kan derfor med under dække af den bedste hensigt laves om, enten ved fair midler eller fup.

De, på andre områder ellers følsomme, fornuftige mennesker, der er stadig op til toppen i den britiske regering, samfund og forretningsverden synes at være væltet omkuld af en Zombielignende parere ordre indstilling til Bruxelles.

Tag Boris Johnsons egen bror, Jo Johnson. Indtil for nylig var han minister i Boris’ regering. Men han er også en nidkær Remainer, og har derfor trukket sig på et tidspunkt, kalkulerende med at skade sin bror politisk og give ham maximum politiske besværligheder.  

Hvis premierministerens egen bror sætter EU før loyalitet til familien, så kan man blot forsøge at forestille sig hvad resten af Remain eliten er klar til at gøre. De ville drukne hundehvallpe i en dam, hvis Bruxelles bad dem om det. Et Remain medlem af Parlamentet sagde endog at Storbritannien burde “bringes på plads” af EU. Åh, mange tak.

Indtil fornylig havde jeg stor tro (dumt, viser det sig) på britisk demokrati, og mente det nok skulle triumfere. Jeg stolede (naivt, erkender jeg nu) at vore valgte politikere ville indfri deres løfte om at implementere valgresultatet fra 2016, også selvom det betød - ud af EU, uden en aftale.  

Jeg formodede (alt for tidligt) at Boris og hans frygtløse gruppe, hvis de kom i undertal, af Leave parlamentsmedlemmer ville finde en vej til at gennemføre Brexit trods de åbenbare uværdige, anti demokratiske manøvrer fra Remain eliten.

Men nu, efter nogle meget nedslående uger med politik siden september, er jeg oprigtigt nervøs for at eliten - lusket, liberal og metropolitansk, og herunder naturligvis de fleste medlemmer af Parlamentet - vil lykkes med at holde Storbritannien i EU - direkt i modstrid med vælgernes instruktion eller at en Brexit vil betyde at vi er halvt med og halvt ude. 

Elitens strategi har været hensynsløst og dobbeltsidigt, og har været effektivt. Først lovede det overvældende flertal af politikere i valget 2017 højtideligt at implementere resultatet af folkeafstemningen. Derpå nægtede de at støtte den aftale (“withdrawal agreement”) som Theresa May, Johnson’s farveløse forgænger forhandlede sig frem til med EU. For det tredje vedtog de en lov, hvor der erklæres at Storbritannien ikke under nogen omstændigheder kan forlade EU uden en sådan aftale. Og endelig formulerede de en ny lov der påbyder Johnson at kræve endnu en forlængelse af vort medlemskab af EU.

De har i den grad bondefanget os i et frygteligt dilemma. Det kunne fortsætte for evigt - en slags skærsild hvor vore politikere forsikrer os om at vil vil forlade EU, men aldrig rigtig kommer til det. Vi forbliver Remain, i en eller anden udgave, for evigt. 

Sidste gang jeg besøgte U.S. og tog en taxi fra Dulles Airport nær Washington D.C. gik chaufføren lige til sagen på en facon vi briter synes er forbløffende, dog forfriskende. “Er i tossede I briter?” spurgte han refererende til vor beslutning om at forlade EU for derpå blot at blive holdt for nar i årevis af ubeslutsomhed og spidsfindigheder. “Nej!” ytrede jeg. “Vær ikke bekymret, vi skal nok klare det.”

Jeg tog fejl. Det er kun eliten der ‘klarer det.’ Vi de almindelige Leave vælgere er nul og niks. Vi er inviteret på en køretur af den perfide, skrupelløse bande der styrer vort land. 

https://spectator.org/britain-in-the-fall-of-brexit/

Hurtigste fugl satte fart i rekordbog

Hurtigste fugl satte gang i rekordbog

Billedet herunder er af en hjejle, en mindre fugl der er almindelig i United Kingdom, og også kan ses på Island, i Frankrig og De Baltiske Lande. For cirka 50 år siden var den en favorit som jagt blandt jægere på de britiske øer. Den vejer cirka 200 gram og derfor ikke jaget for kødets skyld, det var udfordringen ved at få ram på den. Og med sine kun cirka 25 centimeter i højden var den et lille mål - og meget hurtig. Faktisk så hurtig at den ændrede historien - eller snarere hvordan vi fører optegnelser.

I 1951, var Hugh Beaver, brygmester/ejer af et bryggeri i Irland på tur på Islands sydøstlige kyst, han var med på fuglejagt. Som the Washington Post bemærker, uden den store succes. Han sigtede på en hjejle og ramte ikke. Han havde dog en undskyldning, idet han hævdede at hjejlen var nærmest umulig at ramme da den var Europas hurtigste fugl. Det var hans venner ikke enige i, og sagde den ære tilfaldt den røde rype. Så indgik han et væddemål med en ven om hvilken fugl der var hurtigst - det kunne ikke umiddelbart afgøres - for hvordan skulle man finde et god metode til det.

Diskussionen sluttede, men Beaver var blevet inspireret af hændelsen - og indså at der var en mulighed for at lave noget nyt. Der måtte jo være hundredvis af spørgsmål som dette, hvor der er eet rigtigt svar, men ingen autoritative kilder. Da han var bryggeriejer var det oplagt at begive sig i kast med problemet da der på værtshuse/pubs altid var diskussioner om dit og dat, hurtigst, størst, længst mv. Øl og trivialiteter går hånd i hånd - nu var tiden kommet til at løse dem. Aldrig igen skulle nogen være usikker på, hvilken jaget fugl der var Europas hurtigste. I løbet af de næste få år arbejdede Beaver med udfordringen, og med at sammensætte en interessant bog, med ofte pudsige data om, hvem der var hurtigst, størst, længst mv. Hvad han nu kunne komme på.

Beaver var ikke opsat på at ændre erhverv og blive forfatter. Han ønskede blot at brygge og sælge øl - derfor knyttede han de to projekter til hinanden. I 1955 lod han trykke cirka 1000 eksemplarer af bogen, ikke med salg for øje, men til brug på pubs og så lige for at gøre reklame for hans bryggeri Guinness.

Bogen blev så kendt som the Guinness Book of Records, og så utroligt populær at folke ville købe den, og som the Guinness Book's website betoner, “blev bogen en best-seller til jul det år.”

I dag er Guinness World Records den autoritative kilde man henvender sig til for at finde ud af det mest utrolige der præsteres på kloden. Beaver ramte Bulls Eye, selvom han ikke ramte hjejlen.  

(Og den er god nok, hjejlen er den hurtigste fugl der jages i Europa.i det mindste  ifølge Guinness.)

Bonus fakta: Nu her 50 år senere er Guinness World Records rekordbogen, men den er ikke altomfattende - og det stræber den heller ikke på at være, for man vil ikke give tilskyndelse til tåbeligheder. For eksempel ifølge the Guinness World Records website, plejede man at have en kategori for “verdens tungeste kat.” Men i 1998 forsvandt den kategori fra den årlige udgivelse: “redaktørerne og de som holder øje med optegnelserne besluttede at fjerne kategorien for at hindre at folk overfodrede deres kæledyr så det kunne komme med i bogen.”

Hvorfor er journalister uden humor?

Brian C. Joondeph

Lærer man om humor og satire på journalistskolerne? Åbenbart ikke, da præsident Trump fortsætter med at afsløre, hvordan medie papegøjerne er fuldstændig blottet for humor. De er indbegrebet af “Bah Humbug” fra Dickens Ebenezer Scrooge (Et juleeventyr)

Præsident Trump bruger humor meget ofte ved sine rallies og i hans tweets. 

Såvel rallies som tweets er underholdende og Trumps måde at være sammen med den almindelige borger og ved at bruge en normal menneskelig følelse, i sammenligning med de forkrampede førende medier der kun kan kritisere, fordømme og brokke sig. Hvilke af de to holdninger mon er mest tiltalende for lytterne, tilskuerne, - humor eller klynken?

Trump har et stressende job da han skal håndtere mange vanskeligheder der opstår hele tiden, en special styrke slog ISIS chefen Al-Baghdadi ihjel og sagen om de evindelige Democratic bestræbelser for at rejse en rigsretssags. Trump benytte humor til at slå igen mod sine forfølgere og kritikere som et såmænd meget fornuftigt svar på den konstante fordømmelse.

Det første eksempel var Trump’s tweet fra October 30, 2019, efter det succesrige al-Baghdadi raid, et foto af ham selv som sætter en medalje om halsen på “American Hero” - hunden Conan der spillede en væsentlig rolle i den succesrige operation.

Enhver med en en IQ som en rumtemperatur vil vide at fotoet af photoshopped. Adskillige dage efter det succesrige raid befandt den sårede hund sig stadig i Mellemøsten et eller andet sted, ikke i Det Ovale Værelse. Medaljen er faktisk et tryk af en pote.

Billedet er en humoristisk måde at ære denne helt af en hund. Ikke andet. Dog tager medierne præsident Trump bogstavelig, de overser hele pointen i tweetet. Deres reaktion var forudsigelig. De overså helt og aldeles det morsomme i tweetet.

The New York Times fortalte læserne, “Trump tweeter et fupfoto med en hund der får en medalje,” Jo, den er god nok. Fra USA Today, Trump tweeter et ændret billede af ham selv der giver en medalje til en amerikansk heltehund såret i al-Baghdadi raidet.” Jamen tak fordi man gør læserne opmærksomme på at billedet er konstrueret, det ville ingen, som i ingen jo kunne komme i tanke om.

The Hill var med på holdet med,  “Trumps tweet med et redigeret billede af hunden fra al-Baghdadi raidet der modtager Medal of Honor.” Se, det var faktisk ikke Medal of Honor men et tryk af en pote. I deres vrede overså de den lille detalje.  Business Insider oplistede nogle af de humorforladte Twitter reaktioner, herunder adskillige ‘frygtløse’ journalister der faktisk kontaktede Det Hvide Hus for at se om denne given Medal of Honor begivenhed var på dagens program.

Det er en vits, kære piger og drenge i medierne. Hvordan kan I opfatte det anderledes? Åbenbart er det eneste de moderne journalister finder morsomt, en Kathy Griffin der holder et afskåret hoved af præsident Trump. Forestil dig, hvordan nutidens journalister ville reagere hvis  “All in the Family,” “The Honeymooners,” eller “The Three Stooges’ var populære komedier i dag?

De humorforladte medier bruges til Trumps sans for humor. For to år siden, tweetede han en video, hvor han brydes med CNN der kastes til jorden. Det var en metafor fra hans tidligere pressekonferencer, da CNN’s påfugl af en chef Jim Acosta, ganske råt afbrød og udfordrede præsidenten, og med tiden gjorde sig fortjent til frasen “Fake News CNN.”

Millioner af Trump støtter morede sig kosteligt, men CNN gik amok og beklagede sig til sit lille publikum, “Trump videoen med brydning er ikke en joke.” Det var så lige præcis det den var, men når man er iført briller der er farvet med “Orange Man Bad,” så er alt man ser orange.

I denne uge, i stedet for at være taknemmelige for et stærkt og velstående Amerika er medierne endnu engang i færd med at demonstrere deres mangel på humor. Ved hans rally i Florida i forrige uge fortalte præsident Trump en morsom beretning om, hvordan medierne fortalte om hans besøg på Walter Reed Medical Center på en søndag, for at udnytte nogle fritimer og få overstået hans årlige helbredstilstand, der ellers normalt sker i januar.

Trods det hævdede medierne at Trump havde fået et hjerteanfald, smerter i brystet og andre ikke afklarede dårligdomme. Det ‘lykkkedes’ Trump at vende tilbage til Det Hvide Hus efter “hans hjerteanfald” og holde en rally få dage senere. Det er noget af en helbredese. Mon medierne nogensinde har spekuleret over eller analyseret i detaljer helbredstilstanden hos nogen der faktisk har et hjerteanfald -- Bernie Sanders -- eller det skrantende helbred hos Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg?

Under sit rally jokede Trump om sin lægeundersøgelse, pralende med hans “pragtfulde bryst.” Han fulgte op den næste dag med et tweet af hans hoved photoshopped på den fiktive bokser Rocky Balboas krop. Igen en humoristisk fodnote til hans rally og et nævestød til medierne, som Trump ved fortsætter med at amok i vrede over billedet.

Det humorforladte Washington Post, tror deres læsere måske faktisk kunne tro af en 70 årig Donald Trump har en krop som en 25 årig boksechampion, og tweetede minsandten en påmindelse til læserne om at det foto ikke var ægte. De tweeted, “Trump tweets med doktoreret foto af hans hoved på Sylvester Stallones krop, det er uklart hvorfor.”

The Independent, og bekymret over Trumps tweet havde overskriften “Trump poster bizar skjorteløs billede af hans hoved på Rockys krop.” Mediaite beskriv mediereaktioner der åbenbart helt har misset joken og Trumps evne til effektivt at narre de humorforladte

Er præsident Trump en småforvirret gammel mand, magtliderlig, der vandrer rundt i Det Hvide Hus’ gange, talende til fotos af eks præsidenter, som medier gerne vil portrættere ham? Eller er han en mand i fuld vigør, helt i balance, sikker på sine holdninger og sin agenda for landet?

Er “løkken ved at blive strammet” om ham som medierne proklamerer på daglig basis efter hver lille læk af gætterier fra Adam Schiff og hans bande af fjolser? Eller er Trump hele to skridt foran sine modstandere, hvor han lægger fælder og lader stormvejret blæse den anden vej, og nydende hvert sekund som præsident?

Præsident Trump er en mester i at forbinde sig med almindelige mennesker der nyder en god latter, de som ikke er så indsmurt i at være så vigtig i egne tanker, at de ikke er i stand til at le af hverken dem selv eller verden om dem. Hvilket er derfor præsidentens popularitet forbliver konstant ved cirka 50%, per Rasmussen, trods den nonstop negativitet der rettes mod ham fra de førende medier. 

Trump er ikke den første til at anerkende god humor goder. Mark Twain said, “Humor er menneskehedens største velsignelse” Og Charlie Chaplin påmindede os, “En dag uden latter er en spildt dag.”

Tilværelsen er barsk for medierne, der uden succes har forsøgt at få resultatet af valget 2016 gjort om - for tre år siden. Trump har deres ‘nummer’ og nyder at taste det til deres fortrydelse. I det mindste kunne de da more sig over det. Men det kan de ikke.

Brian C Joondeph, MD, is a Denver-based physician, freelance writer and occasional radio talk show host whose pieces have appeared in American Thinker, Daily Caller, and other publications. Follow him on Facebook,  LinkedIn, Twitter, and QuodVerum.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/11/why_are_journalists_so_humorless.html#ixzz66h0V37xq