John Mosier og Den Store Fædrelands Krig
Ben Cohen
Da Vladimir Putin skrev sin berømte artikel til New York Times henviste han til alliancen i 2. Verdenskrig mellem USA og USSR, hvor de to nationer arbejdede sammen for at besejre Hitler.
I årene siden 1945 er Sovjets sejr over Nazismen blevet hjørnestenen i russisk nationalisme. Hvert år fejrer russerne deres sejr ved store parader. Hvis nazisterne var historiens største skurke så kan russerne med rigtig god grund lykønske sig selv med at besejre dem. Eller kan de?
Den hædrede forfatter og amatør militærhistoriker John Mosier mener det ikke. Efter Mosiers vurdering var Sovjet krigsindsats inkompetent og deres sejr var et resultat af en kombination af held, vestlig intervention og alvorlige fejltagelser hos Aksemagterne.
Mosier er gennem lang tid kendt for at ‘angribe’ den konventionelle, vedtagne, visdom hos 2. Verdenskrig militærhistorikere. Før han skrev Death Ride, skrev han The Blitzkrieg Myth som argumenterede for at sejr og nederlag afgøres i højeste grad mere af nedslidning, end af manøvrer som strategi. Hvis krige vindes ved at smadre fjendens evne, vilje til at slås så er det absolut mest oplagt at slå fjendens soldater ihjel og ødelægge fjendens udstyr, metoden der kaldes ‘nedslidning.’
Alternativet til nedslidning er manøvrering, hvor man ødelægger fjendens evne til at slås uden fysisk at ødelægge deres styrker. At indeslutte fjendens hær, afskære den fra forsyninger er den typiske manøvretaktik. Mosier argumenterede for, at militærhistorikerne har overvurderet effektiviteten ved manøvrestrategien og underbetonet effektiviteten ved nedslidning.
På grund af hans tro på nedslidning som den mest typiske og effektive vej til sejr, lægger Moser stor betoning på antal ukampdygtige. Dette fører ham til at se lidt nærmere på Sovjets krigsindsats. Fra begyndelsen af 1943 til slutningen af 2. Verdenskrig var Aksemagternes hære på tilbagetog på Østfronten, men det mener Mosier ikke har en særlig betydning. På grund af de ulige tabstal tror Mosier, at Aksemagterne ødelagde Sovjets militærkapacitet hurtigere end Sovjet ødelagde Aksemagterne. Ved dette ræsonnement ‘vandt’ Aksemagterne på Østfronten, men tabte krige på grund af deres nederlag på Vestfronten.
Andre af Mosiers påstande vil næsten helt sikkert blive mødt med modstand af mange læsere (især russiske!). Ifølge Mosier var Sovjets krigsindsats afhængig af det amerikanske ‘låne-leje’ udstyr, sær lastbiler. Sovjetunionen kunne ikke producere mængden og kvalitetsmæssigt udstyr der var nødvendigt for at holde deres hære i felten, og således var den amerikanske hjælp altafgørende, mener Mosier.
Han hævder også at omkostningerne der hjalp Sovjetunionen gjorde at landet ikke kollapsede. Mest kontroversielt så hævder han at Sovjetunionen havde til hensigt at bryde Hitler/Stalin Pagten og angribe først.
Hvordan skal man vurdere sådanne påstande? De skrækindjagende tabstal hos Sovjet tropperne indikerer en hjernelam militær inkompetence. At de blev ved med at have ekstraordinært store tab lige til krigens slutning støtter det argument at historikere i svær grad har overvurderet Den Røde Hærs effektivitet.
Beviset Mosier har fremført ville helt sikkert støtte den mere moderate konklusion at Sovjets krigsindsats var utilstrækkelig, men magter ikke at støtte den mere radikale konklusion at krigen på Østfronten var en Hitler ville tabe.
For at yde Mosier retfærdighed må det siges af uenigheden er et spørgsmål om definitioner. En hurtig beregning og anvendelse af konventionel viden lader formode, at da Sovjet påførte Aksemagterne deres største tabstal, og låste de flest af Aksemagternes tropper i Sovjet, så fortjener Sovjet også den største andel i sejren.
Mosier benytter en anden målemetode for at vurdere bidragene hos de forskellige allierede, på grund af hans egne personlige holdninger til militærstrategi. Fordi Aksemagterne ødelagde Sovjet militærkapacitet langt hurtigere end Den Røde Hær ødelagde Aksemagternes, var Aksen ved at vinde på Østfronten. Da billedet på skuepladsen i Vesten blev ændret, reddede De Allierede Sovjet fra nederlaget (Mosiers logik).
Skønt han taler godt for sin sag, svigter han dog med at overbevise mig om hans bogs centrale påstand. Sejr kan ikke blot måles i antal lig, og hvor meget udstyr der bliver ødelagt, men ved opnåelsen af de politiske mål. En sejr på slagmarken der tabes ved forhandlingsbordet er stadig et nederlag. At Den Røde Hær endte med at besætte Berlin viser det var et militært nederlag, især når man tager konsekvenserne for tyskerne i betragtning!
Med hensyn til hans mest kontroversielle påstand, så har jeg meget svært ved at danne mig en mening. Enhver der ville kunne bekræfte at Stalin havde til hensigt at angribe Hitler, har taget den hemmelighed med sig i grav, eller der har ikke været en sådan plan.
I de seneste år har vi oplevet en sand strøm af bøger og artikler om 2. Verdenskrig af blandt andre David Glantz, af Andrew Roberts og selvfølgelig John Mosier. Mosier afviser den konventionelle visdom hos historikerne der giver Den Røde Hær broderparten af sejren. Mosier anser historikernes accept af dette synspunkt som en posthumt sejr for Stalin.. For russerne er “Den Store Fædrelands Krig” blevet hovedhjørnestenen i deres nationale identitet, og kilde til stor stolthed, men de forfærdelige tabstal er stadig en kilde til enorm national sorg. Denne store smerte kan endog være med til at forme Vladimir Putins psykologi og det i en grad som amerikanerne ikke værdsætter.
Mosier’s bog har uden tvivl bidraget til den nuværende debat, med hans karakteristiske måde at fremføre beviser på. Læserne vil være skuffede over bogens næsten totale mangel på kort, da kun meget få vil besidde en 2. Verdenskrig nørds kendskab til ukrainere, russere, polakker og hviderussere og geografien der.
Bogen kan undertiden var en smule tør og kedelig, især i midten. Trods disse stilistiske fejl, tilbyder Mosier læsere et nyt perspektiv på Østfronten, et perspektiv man hidtil ikke har kendt til.
2. Verdenskrigs studerende vil ikke blive skuffede.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar