Måske den helt rigtige mand
Den netop udkomne Netflix dokumentarfilm MITT begynder med en scene, hvor Mitt Romney, hans team og familie i spænding og nervøsitet tæller valgmandstemmer på et hotelværelse.
Kandidaten selv kæmper med at holde tårerne tilbage før det hele går i sort, det øjeblik man indser, at han ikke vil vinde, det øjeblik en næsten ti år lang kamp for at vinde præsidentposten sluttes. Filmen går videre med at følge privatlivet hos en mand der kæmper om nationens højeste embede, på et tidspunkt hvor han liv så langt fra er privat.
Og hvis du er en af de få Republikanerne der stadig er fortørnet over 2012 valgkampen, overbevist om at Mitt Romney systematisk blev dæmoniseret af en medieverden der ganske uretfærdigt fremstillede ham som en Cyborg med overmenneskelige hårsække så vil filmen muligvis indfri din egen søgen efter en følelsesmæssig forklaring. For 10 minutter inde i filmen vil du være være dyppet i en skål af Ben & Jerry’s New York Triple Fudge Chunk, stortudende over den fremtid der aldrig skulle blive til noget, måske befinder du dig overlevelsesbunkeren der skal klare den kommende apokalypse ved afslutningen af Obamas anden periode.
MITT handler mindre om 2008 og 2012 kampagnerne deres overdrevne strategi eller om de mennesker der vandt eller tabte dem, den handler mere om hvad det vil sige for en familie når man stiller op til et offentligt embede, selv for en familie der synes af være så stærk og kærlig som Romneys. De tager beslutninger sammen, de morer sig, de græder sammen og deler i sidste ende nederlaget sammen.
Ganske få timer efter nyhederne om at næsten hver eneste swingstat var fejlet, gik Mitt og hustru hånd i hånd ind i et tomt rådhus i Massachusetts, som to forelskede, som i en scene fra en særdeles deprimerende Frank Capra film.
Filmproducenten Greg Whitely fulgte Romnes gennem hele Mitts kamp, fra det øjeblik i primærvalgene i 2008 da Charlie Crists falske solbrændthed og gennemskuelige offentlige fremtræden gav Florida til John McCain, til det øjeblik Mitt slugte en tallerken pasta og bad med sin familie forud for den første debat, og så lige til den bitre ende.
Vi ser ham vred (især over anklagerne om at han skulle være en “flip-flopper,” anklager han kaldte “hundeæde” sendt afsted fra McCain kampagnen”) hvordan han med stor glæde krammer sit barnebarn nummer ‘en million,’ taler om, hvordan han har tryghed i erindringen om sin fars mod, trøstende hans grædende hustru, i spænding over muligheden af en Secret Service eskorte, og diskuterer med sine børn om lufthavnenes noget mangelfulde madmenuer. Dele af dokumentaren blev færdiggjort i 2009, men Romney familien ville kun lade den komme ud nu, hvor Mitts karriere i rampelyset er, sådan kunne det se ud, forbi, og hvor enhver skadevirkning den kunne foranledige for Mitts kampagne således helt kunne undgås.
Der er sagt meget om, hvordan Documentary Romney, der kører på kælk ned ad sneklædte bakker med sine børnebørn, og snerrer af sin hustru, fordi hun kritisere hans gaffatapede handsker (og de er da også rædselsfulde) adskiller sig fra Kandidat Romney, en mand der måske ligeså godt kunne have været en metal Muppet, med en fejlbehæftet følelses-replikator chip og et poleret plastic overtræk.
Når det er sagt er Documentary Romney - den hårdtarbejdende, inderlige, kærlige og generøse mand, der ler og græder sammen med sine nærmeste - ikke nogen overraskelse for de fleste der var blot perifert med i kampagnen. Mitt var aldrig en plasticmand. Han var en god mand som man ønskede at tro ville være en god præsident. Men for de fleste i medierne der arbejdede ud fra den karikatur af Mitt Romney de selv havde skabt, er dette personlige indblik i Romney chokerende ligetil, nærmest revolutionerende.
Hvordan kunne en mand med en indretning til lettere at komme ind i sin bil (dårlig ryg) og det smukke grå hår have følelser som Amerikas Fjerde Statsmagt (medierne) ikke kunne finde ud af trods deres hidtil usete detektivevner?
Den (Fjerde Statsmagt) må helt sikkert have været dybt påvirket af en kampagne der var djævleblændt forhippet på at flå de sidste klædningsstykker af personlighed fra den Republikanske nominerede! Nu da Romney ikke længere er en trussel mod Barack Obamas anden salvelse, er Mitt Romny nu pludselig den bløde og venlige mand vi absolut intet fik at vide om.
Jo, det er sandt af Romney kampagnen ikke tog nogen chancer. Den gjorde intet for at gøre præsidentkampagnen til et reality TV show og en konkurrence som det meste af landet er overbevist en præsidentkampagne netop er - det er trods alt det eneste, hvor amerikanerne alligevel stemmer regelmæssigt.
Romney rådgivere rynkede på næsen af humor som værende uprofessionelt. modstod argumentet om at personlighed og tilstedeværelse definerer en kandidat for en befolkning der kun interesseret sig for politik hvert fjerde år, og de førte en utroligt beskyttet kampagne der afskar dem fra verden udenfor selv når meningsundersøgelserne viste grund til bekymring.
Men som dokumentaren åbenbarer så var Mitts fatale fejl ikke han han førte en elendig kampagne eller at han bare var en dårlig kandidat. Mitts fatale fejl var, at han i sidste ende og til enhver tid var en god mand, en retskaffen mand, en ærlig mand, måske endda den helt rigtige mand, der vidste hvad jobbet som præsident gik ud på, og vidste han var den bedst den med de bedste kvalifikationer. Eller for den sags skyld hans familie. For hvis du ikke ønsker en Ann Romney som din mor (eller i det mindste din tante) ved filmens slutning så er du bare en iskold, følelsesafstumpet betonklods.
Interessant at en frisk meningsundersøgelse viser at hele 71% af de som stemte på Obama har fortrudt deres stemme. (synopsis-olsen)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar