Kvinden der skrev Liberty Valance
Min ven Happy Jack Feder boede i Missoula, Montana tidligt 1980’erne i det samme område som forfatteren Dorothy Johnson, der boede i et lille hus på Dearborn Avenue. Johnson var pensioneret lærer dengang, men havde arbejdet ved University of Montana.
Happy Jack kendte hende af omtale, havde læst nogle af hendes værker og undertiden mødt hende på gaden. Han husker hende som “blot en rar lille ældre dame.”
Der var engang (1920-1959’erne) da det var muligt for amerikanske skribenter at tjene til livet ved at skrive noveller. Forfattere så forskellige som Irwin Shaw, J.D. Salinger, John Cheever, Jean Stafford og Truman Capote har efterladt sig en rig samling af pudsige historier til de populære tidsskrifter.
Kurt Vonnegut skaffede sig penge til sine første rigtige bøger på den vis.
I løbet af denne Gyldne Tidsalder havde amerikanerne en umættelig appetit for noveller der kunne læses under togrejsen, på stranden om sommeren, eller i lænestolen.
The New Yorker, Esquire, Life, Argosy, Cosmopolitan, Harper’s Bazaar, Collier’s — listen er lang. Sidstnævnte var et tidsskrift der udkom en gang om ugen og som indeholdt fem noveller i hvert nummer. På højdepuntket i Den Store Depression krævede den økonomisk trængte F. Scott Fitzgerald 4000 dollars per novelle fra Saturday Evening Post, noveller man i dag anser som nogle af hans bedste.
Endnu en af disse skribenter var førnævnte Dorothy Johnson (1905-1984), der stræbte efter i sine arbejder at indfange Vestens myter og realisme. Dette gjorde New York udgiverne interesseret, og læserne, og Hollywood producenterne. Johnsons Vesten var ikke sådan at stedfæste geografisk, derfor fik historierne en mere universel appel. De handlede nemlig mere om konflikter mellem mennesker end om steder.
Tre af hendes historier: “Manden der skød Liberty Valance,” (1949), “En mand ved navn Hest” (1950) og “Hængningstræet” (1957) blev til film. Den første en klassisk western med en stjernebesætning, herunder John Wayne, Jimmy Stewart, Vera Miles og Lee Marvin, instrueeret af John Ford.
Johnson skrev manuskripterne til de to sidste film. Dette var også en gylden tid for skribenterne der kunne sælge deres fiktion til det indholdsmæssigt sultne Hollywood. Forestil dig en novelle på blot 17 sider som “Liberty Valance” med en sådan besætning blive til et storhit i dag. Alle tre film havde “stjernekvalitet.” “Hængningstræet” (1959) med Cary Cooper lige før han karrierer sluttede, “En mand ved navn Hest” med Robert Harris. (1970).
Dorothy Marie Johnson var født i McGregor, Iowa,datter af Lester og Mary Johnson, og som barn flyttede familien til den barske jernbaneby Whitefish, Montana, i det bjergrige område i statens vestlige del. Dorothy var allerede skribent i high school, og dækkede nyhderen i Whitefis for Daily Inter-Lake fra det nærliggende Kalispell.
Efter eksamen fra University of Montana flyttede Johnson til New York til en stilling der holdt 15 år med at udgive et tidsskrift, med en pause da hun tjente i Air Warder Service i 2. Verdenskrig. Under en ferie hjemme i Whitefish sagde hun ja til en stilling som redaktør for Whitefish Pilot, hjembyens ugeavis. I 1953 flyttede Johnson hjem til sit fødested Missoula og fik stilliing som hjælpeprofessor på Scool of Journalism.
Hun var begyndt at skrive noveller i New York efter et gennembrud hos Saturday Evening Post med en artikel. Materialet til historierne stammede fra hendes oplevelser i Montana, og ungdom i Whitefish.
Byen med dens sammensætning af cowboys, jernbanebørster (arbejdere) og lokale indianere var en rig kilde for hendes fiktion. Artiklerne hun skrev i New York var ingen større succes, ligesom et kortvarigt ægteskab. Når man ser bort fra de personlige forhold må historierne om Vesten som hun først havde fået ideerne til i området, have medvirket til hendes beslutning om at vende tilbage til Montana. Den bedste undskyldning var jobbet hos ugeavisen.
Historierne er realistiske, dog mættet med et mytisk melodrama som var de skrevet for det store lærred. “Manden der skød Liberty Valance” er beretningen om en mand der skylder sit held i livet en anden mand, der på et kritisk tidspunkt handlede for den gode sag. “En mand ved navn Hest” reflekterer over Johnsons store viden om prærieindianernes kultur. En hvid tilfangetagen rejser sig fra nedværdigelse til politisk magt i Crow stammen for blot at forlade den og vende tilbage til den hvides verden. i “Hængningstræet” redder en læge en uskyldig mand fra at blive hængt, for derefter at udnytte ham økonomisk. Filmversionen med Cary Cooper som lægen, er en af de få roller hvor han spillede skurk.
Dorothy Johnson udgav fem novellesamlinger, to “ungdoms” romaner (ikke særlig gode)
(Farewell to Troy—1964; Witch Princess—1967), de to førnævnte filmmanuskripter, men desværre ingen ægte voksenroman.
Hendes berømthed er dog sikret. I et forord til “En mand ved navn Hest” (i novellesamling med titlen Indian Country) skrev Jack Schaefer, forfatteren til Shane, at Johnsons historier “...emmer af den samme ånd, den ånd der voksende ud at storheden, og nåede Amerikas Vesten og gav en ny dimension til det vi nu kalder den amerikanske arv. De ser fremefter. De bekræfter livet.”
Johnsons eftermæle skyldes hårdt arbejde. Hun havde også en kynisk side. Hun insisterede på at på hendes gravsten i Whitefisk skulle der blot stå: “Betalt.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar