Gene Clark: en Byrd som ingen andre
Aaron Goldstein
Det sidste jeg forventede ville ske i dette nye år var at jeg ville befinde mig i en natklub med en flok 20 årige eller deromkring unge, og lytte til en opførelse af et album indspillet af Gene Clark for snart 40 år siden.
Nå men her sidste lørdag aften var jeg på natklub med netop en sådan flok unge mennesker og havde den oplevelse.
De af jer der ikke kender Gene Clark, ja han var medlem af den legendariske folk-rock gruppe fra 1960’erne - The Byrds.
Clark var født i Missouri og skrev størstedelen af gruppens sange såsom
s “I’ll Feel a Whole Lot Better,” “Here Without You,” “She Don’t Care About Time,” “Set You Free This Time,” og ikke mindst “Eight Miles High.” Clark’s sangskrivning løftede The Byrds til noget meget mere end blot et rigtig godt Bob Dylan cover band.
Alt dette præsterede Gene Clark - ikke engang fyldt 21. Men som mange 21’ årige der opnår overvældende hurtig succes, blev han også overvældet af den. Han drak meget og led af angst, hvilket er en potent ’cocktail.’ Clark forlod gruppen ret så kontant tidligt i 1966, da han krævede at komme af et fly på vej til en koncert. Bandmedlemmet Roger McGuinn sagde til Clark, “Hvis du ikke kan flyve så kan du ikke være en Byrd.”
Clark fortsatte med at skabe musik i de sidste 25 år af sit liv, men han skulle aldrig igen komme tilbage til toppen i hverken kritikernes øjne eller med kommerciel succes. Samarbejder med Gosdin Brothers og bluegrass legendem Doug Dillard som medlem af Dillard & Clark sammen med to andre solo albums (White Light og Roadmaster) skulle udgøre grundlaget for en fusion af country og rock musik i de årtier der fulgte. Men disse anstrengelser blev i det store og hele overset, og ikke mindst ikke værdsat på det tidspunkt de udkom.
I 1973 vendte Clark tilbage til The Byrds for et sidste album og bidrog med to sange - “Full Circle” og “Changing Heart.” De to sange gjorde så meget indtryk på David Geffen fra Asylum Records så han underskrev en kontrakt med Clark. Veteran produceren Thomas Jefferson Kay hjalp Clark med dennes musikalske uafhængighedserklæring idet Clark ønskede at gå helt videre bag det velkendte folk/country miljø.
Resultatet blev No Other. Det var i sandhed et helt andet album end de som Clark ellers havde indspillet. Udgivet i september 1974 var No Other en flot produceret amalgam af folk, country, r&b, og gospel, dens lydbilleder er blevet beskrevet som kosmisk. Der er vel næppe brug for at fortælle at kommercielt var det ikke kosmisk. Geffen var lamslået over de 100000 dollars i studieomkostninger og nægtede at promovere albummet.
Der fortælles at det gjorde Clark så rasende at han forsøgte at angribe Geffen på en restaurant i Hollywood, selvom Geffen benægter en sådan hændelse. Uanset hvad så var det forbi med the Asylum og No Other kom ingen steder.
Skønt Clark fortsatte med at optræde og indspille, kom han sig aldrig helt over fiaskoen med No Other, som han anså som sit mesterværk. Clarks drikkeri tog til, og i 1991 døde han af et hjertetilfælde som 46 årig. På hans gravsten i hjembyen Tipton, Missouri står der blot
“Harold Eugene Clark, 1944-1991 — No Other.”
I det næste kvarte århundrede siden hans død har Clarks musik langsomt, men sikkert fundet andre steder og nye publikum. Selvom jeg længe har vidst han skrev musik hørte jeg dog No Other for første gang i 2011, da jeg trawlede på YouTube og blev virkelig væltet omkuld af den. Nogle få måneder senere købte jeg en japansk importeret CD af No Other ved Planet Records på Harvard Square. Hvor jeg dog gerne ville kunne læse noterne.
Trods jeg har gjort det bedste jeg kunne for at dele Gene Clarks musik med venner og bekendte, vidste jeg at jeg vel nok var den eneste på Orange Line der lyttede til No Other på sin MP3. Men i løbet af de sidste dages tid indså jeg at jeg ikke var alene i min glæde og værdsættelse over denne sjældne Byrd.
Denne erkendelse var et resulatet af noget helt og aldeles uventet. Jeg ville gerne læse David Remnichs lange interview med præsident Barack Obama i New Yorker. Under normale omstændigheder ville jeg læse den online, Men af en eller anden grund kunne jeg ikke, med min hjemmePC, få forbindelse med New Yorker websitet. Enten er min computer allergisk over for New Yorker eller for Præsident Obama, måske dem begge, kan ikke sige det med sikkerhed. Det som dog er sikkert er, at jeg måtte købe New Yorker i kiosken. Før jeg kom i gang med interviewet så jeg denne overskrift i Nigthlife sektionen:
The Gene Clark “No Other” Tour
Jeg erfarede at Beach House, en indie pop gruppe fra Baltimore havde samlet en gruppe af andre indie musikere for en opførelse af No Other node for node ved Music Hall of Williamsburg i Brooklyn. Min ophidselse eskalerede da jeg desuden erfarede, at Iain Matthews var blandt de musikere der deltog i denne hyldest. Matthews var samtidig med Clark og har spillet, i mere end et halvt århundrede, i grupper som Fairport Convention, Matthews’ Southern Comfort og Plainsong. I løbet af den tid havde Matthews haft Clark sange som “Polly,” “Spanish Guitar,” og “Tried So Hard” på repertoiret. Nu bor han i Holland, og Matthews optræder sjældent i USA. Nu løb min mund virkelig i vand. Naturligvis skulle jeg undersøge om denne turne skulle komme forbi Boston eller Cambridge. I tidsplanen stod der Philadelphia, Baltimore, D.C. og New York. Derfor afsted sydpå ad I-95 to NYC.
Lige før koncerten gik igang, blev der vist klip fra den netop udgivne dokumentarfilm
The Byrd Who Flew Alone: The Triumphs and Tragedy of Gene Clark. Jeg var noget skeptisk, ville en flok 20’årige i en koncertsal fyldt med larm være stille nok til at se en dokumentarfilm? Det kunne de. Stilheden blev vendt til forbløffelse da et billede af Clark der optræder sammen på scenen med Bob Dylan kom på lærredet. Forbløffelsen blev til begejstring da et billede af No Other coveret blev vist.
Dette band holdt deres ord og spillede No Other node for node. Robin Pecknold fra Fleet Foxes indfangede “Life’s Greatest Fool” countrystemning, og den kosmiske essens af “Strength of Strings.” Grizzly Bear’s Daniel Rossen var i fin, funky form på titel sangen og direkte æterisk på “Some Misunderstanding” mens Hamilton Leithauser fra the Walkmen gjorde dybt indtryk med både “Refuse for a Silver Phial” og Dillard & Clark kompositionen “Lady of the North.” Hvor ville jeg ønske at Jesse Ed Davis havde spillet guitar solo på “Lady of the North,” men også han er draget til rock ‘n’ roll himlen for lang tid siden.
Senere skulle han vende tilbage med en beåndet udgave af “The True One.” Jeg skal lige nævne at Matthews ikke ser ud som en 67 årig. Godt det samme, men hvor er det en skam at Clark ikke er i live for at fejre det som kunne have været hans 70 års dag i år. Jeg er sikker på han ville have frydet sig over at høre Matthews fortælle publikum at salgstallene for No Other på iTunes er øget med 4000% siden denne turne blev annonceret. Når Matthews ikke sang stod han i baggrunden og spillede tambourine ligesom Clark gjorde i sin heyday med The Byrds.
En stor portion af publikummet der aldrig før havde hørt om Gene Clark og slet ikke lyttet til hans musik var helhjertede fans da den ottende sang fra No Other var færdig og de ønskede bare mere. The No Other Band skuffede ikke og vendte tilbage med et ekstra sæt der begyndte med “I’ll Feel a Whole Lot Better.” Victoria LeGrand of Beach House, der var med som del af en trio af kvindelige back up sangere, indtog scenen for at synge “Here Comes The Wind.” Den mandlige forsanger afsluttede derpå showet i fornem stil med “Eight Miles High.”
Jeg havde aldrig nogensinde troet at jeg skulle få chancen for at høre No Other omgivet af et publikum og endda et meget ungt et af slagsen. Dette publikum gik fra showet lykkeligere end da de kom, og hvor er jeg glad for jeg var en del af denne glæde. Der er ingen tvivl om at dette publikum nu har sluttet sig til mig og kan erklære at Gene Clark er en enestående Byrd.
About the Author Aaron Goldstein writes from Boston, Massachusetts
For hardcore fans her en side med alle teksterne:
http://www.metrolyrics.com/no-other-lyrics-gene-clark.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar