Islam og De Olympiske Lege

Islam og De Olympiske Lege

Nonie Darwish

Dækningen af De Olympiske Vinterlege i Sochi, Rusland er til dels blevet overskygget af truslen om terror fra islamiske jihadister. Videoer med advarende budskaber er lagt på internettet af jihadister, der lover at “de dæmoniske Olympiske Lege,” vil være i en “atmosfære af frygt og terror,” og man fortæller atleterne at “Satan er hos Jer.” Selv den egyptisk fødte al Queda leder Ayman Al-Zawahiri gav sine velsignelser ved at opfordre til en “global jihad mod legene i Sochi.

 

Verden venter på De Olympiske Lege der indtræffer hvert fjerde år for at fejre menneskehedens bedste evner til at udøve deres disciplin, samarbejde og i respektfuld konkurrence.

De muslimske jihadister betragter legene med bitterhed, misundelse og kritik.

Konkurrencesport er ikke en vigtig islamisk værdi, især hvis den sammenlignes med den mental og psykiske træning hos islams ungdom til jihad.

Det er vigtigt at bemærke at islamisk kultur ofte taler mod konkurrencesport, mod sang, dans og selvudfoldelse, og dette er den fundamentale årsag til at der er så få fremtrædende muslimske atleter.

Få medaljer er vundet af muslimske nationer der ofte kun rent symbolsk deltager i Legene. Med undtagelse af fodbold, har den muslimske ungdom kun få steder de kan udøve atletik, sport, og det meste af deres fodboldtræning foregår på snævre gader, hvor biler og fodgængere konstant forstyrrer.

Med hensyn til muslimske kvindelige atleter, så se på det kvindelige hold fra Saudiarabien der konkurrerer iklædt deres islamiske klædedragt. Mens de islamiske nationer hævder at være nære brødre, konkurreres der sjældent blandt de de kvindelige hold i de islamiske lande.

Hvorfor har de muslimske lande så i det hele taget et kvindehold med i De Olympiske Lege, hvis kvinders udøvelse af sport nedtones og er imod de islamiske kulturnormer?

Som så mange andre islamiske aktiviteter på den internationale arena, er de kvindelige Olympiske hold ikke med for sportens skyld eller for at vinde, men de er med for at bevise for verden at muslimske kvinder er frie og frigjorte. Hele seancen - deltagelse af muslimske kvindelige atleter i De Olympiske Lege - er et fupnummer, som da også forkastes som ikke-islamisk i den muslimske kultur. 

 

De Olympiske Lege gør opmærksom på utilstrækkelighed hos Islam og en misundelse overfor verden og dermed gives næring til deres offermentalitet - således er der tavshed i Islam over for terrortruslerne mod Legene.

Jihadisterne er bedøvende ligeglade med hvad Legene repræsenterer for resten af verden: En lejlighed til at kappes og anerkende det hårde arbejde nationer og enkeltindivider, der har ofret tid, penge og knaldhård træning på at opøve, og som håber på at vinde på retfærdig vis.

Mens verden er ‘sulten’ efter håb, enhed, harmoni og en fredelig fremtid, planlægger de muslimske jihadister at ødelægge det for alle andre.

Dette er ikke noget tilfælde, for de Olympiske værdier med samarbejde broderskab og respekt blandt nationerne, uanset religion, race, hudfarve, national oprindelse og kønsforskelle rammer direkte ned i hjertet på den islamiske overherredømme ideologi.

Fup klagemål og påstande om undertrykkelse af de tetjenske oprører og deres ‘sorte’ enker bliver undskyldninger der skal dække over deres jihadist lyster og deres manglende evne til at være sig selv undtagen gennem det de blev optrænet til som i en sport: Terror.

Fair kappestrid er ikke noget de islamiske overherredømmemennesker kan begribe eller er trænet til at være med i. Det de ønsker er verdensdominans og særbehandling for det har de fået at vide er deres, ret fordi de er muslimer.

Selv de islamiske mediers dækning af De Olympiske Lege er ofte farvet af misundelse og kritik, især over kvinder iklædt bikini der spiller volleyball og over badedragterne i svømning. Frustration over ikke at kunne klare sig mod de ‘vantro hold’ har drevet nogle muslimske ledere, som Saddam Hussein og hans sønner, til at true fodboldspillere der tabte med tortur og endog mord.

Glædelig atletisk konkurrence uanset køn og andre islamiske tabuer er svære at forsone med de islamiske værdier. Det er derfor det ikke er et tilfælde at Islamisk Jihad ofte benyttes ved sportsbegivenheder i Vesten, såsom Boston Marathon , hvor tre blev dræbt og hundreder sårede og lemlæstede at tjetjenske immigranter i USA.

Nu står verden tilbage med et retmæssigt spørgsmål:

“Hvor er den massive og oprigtige fordømmelse af de islamiske terrortrusler mod De Olympiske Lege af ‘moderate’ muslimer?”

I Vesten får vi hele tiden, at vide at moderate muslimer udgør flertallet, men en sådan majoritet har aldrig været i stand til at kontrollere og stoppe jihadister, der som vi også får at vide, har misforstået den sande fredelige natur i Islam.

Hvad vil der kræves af muslimerne for at tage ansvar for islamisk jihad og afslutte deres konstante skjulen af de islamiske utilstrækkeligheder?

Vil de nogensinde ophøre med at være i defensiven, være ærlige og sande om den negative effekt af Islam som den praktiseres i dag, om verdensfred, lykke og velstand?

Vil de fortsætte med at vælge at være mentalt isolerede, ikke assimilerbare, fornærmede og beskylde resten af verden for ikke at forstå Islam?

Vil jihadisterne nogensinde vende om og omfavne menneskeheden som Grinch gjorde med Julen og endelig vær med i fejringerne?

Eller vil de forblive en tung, tung byrde på menneskeheden som den islamiske Grinch der stjal De Olympiske Lege?

Nonie Darwish is author of ‘The Devil We Don’t Know; The Dark Side of Revolutions in the Middle East.”