Dårlige skoler et tegn på en dårlig nationalkarakter
Det hårde slid ved læring er gået tabt
Ralph Peters
Sidste weekend så og lyttede jeg da Undervisningsminister Arne Duncan beklagede sig over vore “skoler i forfald.” Undskyld, men det er ikke vore skoler der er i forfald, hr. minister: Det er vore værdier. 

 
Den
 gennemført uens, alt for ofte utilstrækkelige tilstand  - fra vor 
Børnehave - til gymnaisum - er et symptom på en kulturel kræftknude: Vi 
er blevet en nation af dovne, selvtilstrækkelige og selvmedlidende 
klynkere der er rigtig gode til masser af undskyldninger. Vi ønsker alle
 topkarakter for - ingen præstation. Vore lærere og deres elever 
afspejler vor generelle kultur med mangel på disciplin og 
selvbevidsthed. Det er heller ikke udelukkende den surmulende 
venstrefløj der har inficeret vore offentlige skoler med en 
middelmådighedens indstilling, når den ikke er direkte en fiasko. Vi har alle del i skylden
Men
 vi kan ikke endog diskutere problemet åbent og ærligt og må trimme 
samtalen for at holde den indenfor det politisk korrekte mønster. Når så
 endnu en undersøgelse udpensler at U.S. er faldet til en sjetteplads i 
matematik og fysik, eller at vi er på en 15. plads i uddannelse generelt
 er min reaktion, “Javel, så lad os lave om på de pladser ved specifikke
 skoler.” 
I
 det store og hele kan skolerne i forstæderne og mange skoler i de små 
byer stadig levere konkurrencedygtige (dog ikke helt optimale) 
uddannelser. Vor statistik peger kraftigt i nedadgående retning på grund
 af de frastødende forhold i de store byer og i de spansktalende områder
 med lærernes fagforeningers ‘bunkers,’ og som vi lader som om er ægte 
skoler. 
Selv
 indenfor vor generelt sjuskede kultur, klarer visse sub-kulturer - der 
opmuntres til at vælte sig i en offerrolle - sig langt værre end andre. 
Men det har vi ikke lov til at sige. Vi skal lade som om vor nationale tilstand virkelig er national. Hvis
 det dog ikke var for de vanærende forhold (og vi kan ikke give 
venstrefløjen skylden for disse) som de narkotiserende “sociale” 
programmer har skabt blandt minoritetsbefolkningerne ville vi stadig 
være ved, eller nær toppen i uddannelse. De fleste børn der klarer sig godt, uanset race, har stadig adgang til solid (om dog uinspirerende) uddannelser. Men
 venstrefløjen, af hensyn til en politisk fordel, har uddannelsesmæssigt
 afskrevet de fattige sorte og brune - og ladet dem høre til i skoler der
 kun tager hensyn til de fagforeningsorganiserede lærere, og ikke de 
studerende.  
 
Lad
 os være ærlige: Konservative har heller ikke gjort sig nogen alvorlige 
anstrengelser for at reforme de skoler. Det eneste venstrefløjen skulle 
gøre var at råbe “Racisme!” og så vendte vi gladeligt ryggen til vore 
medborgere, og det med glæde over at have en undskyldning for ikke at 
gøre noget ved en national vanære. (lærerne kan måske hade “Intet barn lades tilbage”
 (loven som Bush indførte) men det program var et oprigtigt forsøg på at
 gøre noget i et miljø, hvor det intet at gøre var blevet accepteret).
Af
 forskellige grunde har alle (herunder også minoriteterne) afskrevet sig
 nogen inderlige bestræbelser på at give vor underklasse de elementære 
færdigheder der kræves for at komme ind i, og overleve i det 21. 
århundredes arbejdsstyrke. Dette
 menneskelige spild, som vi alle har en del af skylden for, er i 
ubegribelig grad skammeligt og ødelæggende for vort lands fremtid. Vi 
skal trækkes med de som godt kunne blive trukket frem selv. For at låne 
temaet fra en 1960 roman 
Everybody Knows and Nobody Cares.
Der
 er endnu et større problem knyttet til lærernes fagforeninger, og 
hvorfor de er blevet så dysfunktionelle: Den triste middelmådighed hos 
så mange der går efter karrieren som lærere nu til dags. I politisk 
henseende, da bærer højrefløjen en stor del af skylden fordi, i også i 
dette tilfælde, har vi overladt uddannelsessystemet til venstrefløjen. 
Som
 jeg altid har fortalt de på venstrefløjen der hylede op om vort 
militærs formodede dårlige kultur, “Jamen, så meld Jer ind og lav om på 
det!” da må jeg fortælle de borgerlige, at hvis de virkelig ønsker 
uddannelsesreformer, “Så bliv lærere.” Vi
 har overladt en hel vital profession til Venstrefløjen, ved at give lov
 til at det kan være en karrieretilflugt for de som er bange for 
konkurrencemiljøerne, for de som bare ønsker et sikkert job og 
regelmæssig arbejdstid, mens kun få af de som er dynamiske og har mod på
 nyt, endog ikke overvejer at lade undervisning være en levevej.  
 
 
Glade tider: Et klasseværelse i 1940’erne.
 
Lad
 mig sige det helt klart: Jeg ønsker ikke politiseret undervisning, det 
være sig højre eller venstre. Jeg ønsker ikke aktivistiske lærere under 
nogen form. Men hvis borgerlige giver venstreorienterede lov til at 
trænge ind i professionen med undervisning, da har vi også en skyld for 
den lave undervisningskvalitet. Hvis
 der ingen er på et fakultet der kan udfordre den venstreorienterede 
gruppetænkning, så vil den gruppetænkning sejre som en selvfølge. 
 
Problemet
 har sin rod i den seneste historie: To enslignende udviklinger har 
reduceret kvaliteten af læreren i de sidste to eller tre generationer. 
For det første - den lige mulighed for kvinderne, og dermed drænedes 
talentmassen. Uden tvivl har overførslen af kvinder fra at være 
andenklasse til fuldt ligeværdige deltagere i samfundet og for økonomien
 i overvældende grad været gavnligt: Det har medført at vor nation er 
blevet rigere, mere lige, retfærdig, human, og mere interessant og 
morsom. Jeg kan kun komme på en ulempe: De ofte fremragende kvinder der 
underviste mig i 1950’ernes grundskole i den lille by i Pennsylvania 
blev lærere fordi det var den bedste mulighed (af meget få) der var til 
rådighed for dem. Disse enestående lærere blev fanger i et socialt 
system der nægtede dem andre muligheder. Deres modparter i dag er 
guvernører, senatorer, NAVY piloter, investeringsrådgivere, 
selskabsledere...
Selv
 for mænd var der få muligheder der midt i århundredet. Eksplosionen i 
velstand og arbejdsstyrken som vi oplevede i det sidste halve dusin 
årtier gav også mændene flere muligheder og valg. Således ville det være
 højst usandsynligt at de par stykker af livsformende engelsk-lærere jeg
 havde i high school tilbage i 60’erne - og som overlevede på en elendig
 løn - at de i dag ville være i de samme jobs. (ingen af dem ville 
alligevel overleve i en nutidig high school, da deres læselister ikke 
kun var yderst krævende - fra oversættelser af Euripides og Sofokles, 
til James Joyce og D.H. Lawrence - for det ville gøre konservative 
forældre rasende, de forældre som tror at “børn” ikke skal udsættes for 
stor litteratur - eller virkeligheden).  
Den
 triste kvalitet ved så meget af undervisningen i dag har bragt mig til 
at erindre det sidste dusin år. Til ære for en af de engelsklærere, en 
mand der døde alt for tragisk ung, har jeg givet en lille årlig pris til
 den elev i min gamle high-school der skriver den bedste novelle, essay 
eller artikel. Selv når de “bedste” anstrengelser når mig pr. email, for
 at jeg kan vælge vinderen, så har ingen af dem været af tilstrækkelig 
kvalitet til at få en topkarakter af den afdøde Hr. Boyer. Værre er det 
at, vurderingerne som sendes til mig af engelsklærerne i dag selv ofte 
er fyldt med grammatiske fejl. Mine gode intentioner er blevet en gåde: 
Disse top-studerende kræves det ikke af, at de skal kunne skrive, men 
det forekommer også som de ikke læser meget litteratur af værdi. 
Således
 har vi nu et system, hvor unge mennesker med ‘ringere’ intelligens og 
færre ambitioner stiger ind i lærergerningen, og de uetisk og 
uansvarlige fagforeninger beskytter selv de værste af dem. For børnene 
er det ikke i orden. I stedet for at få en velordnet korrekt 
undervisning får de oppustede karakterer for at hjælpe dem til at komme 
på college (er
 det egentlig ikke værd at bemærke at “ansvarlige” forældre er mere 
tilbøjelige til at klage over lave karakterer end de lave standarder?)
 “Hvert barn får en belønning,” er formlen for senere fiasko. Vort 
system forsinker blot dommen indtil de unge kommer ud på 
arbejdsmarkedet. 
Udover
 den lave kvalitet hos de som bliver lærere (med mange individuelle 
undtagelser, selvfølgelig) står vi overfor en alvorlig mangel på indhold
 i grundskoleprogrammerne, der jo i teorien forbereder dem til 
klasseværelset. Undervisnings teknikker og filosofier har erstattet den kontante erhvervelse af kundskab, og det bliver uundgåeligt afspejlet i K-12 klasseværelset. Som
 resultat har vi altså engelsklærere der ikke selv kan læse ordentligt; 
historielærere der ingen meningsfyldt begreb har om historien; og 
matematiklærere der ikke mener det er nødvendigt at børnene lærer 
tabellerne udenad.  
I
 samtalerne med K-12 lærere (Fra K - Kindergarten - 12. klasse)  i 
årenes løb, har jeg kun kunnet bedømme dem som oprigtige og med de 
bedste intentioner. Jeg har også fundet at de fleste af dem er dumme som
 skovle. Hvis en engelsklærer kun læser pop-romaner (hvis han eller hun i
 det hele taget læser), og hvis en historielærer mener Livy er en af 
Kardashian søstrene og Parkman en videospil, nuvel så kommer unge Nathan
 og Emma ikke til at kunne huske meget Shakespeare eller lave opgaver om
 Føderalister. Og det har betydning: At
 kunne beherske sit sprog er et utroligt stærkt værktøj i karrieren, 
mens den borger der ingen grundviden har i historie mangler referencerne
 og rødderne til at kunne forstå verden rundt om sig - for slet ikke at 
tale om at kunne skille de sindssyge påstande fra politiske demagoger 
fra sandheden.
 (Mit favorit nuværende eksempel på vor historiske analfabetisme er den 
ofte hørte påstand at “Vort land har aldrig været splittet!” Her ser man
 jo helt bort fra vor Civil War, hvor 620000 amerikanere døde, eller 
Jackson æraen, eller William Jennings Bryan og Populismen eller 
Depressionen, eller de voldelige optøjer i de sene 1960’erne og tidlige 
1970’ere...)
 
Ingen anden del af uddannelse har fået et sådan uretfærdigt slag som det - at huske udenad.
 Hvis der er en ting jeg fortryder fra mine egne år i skolen (udover min
 stædighed) er det at jeg ikke blev krævet at huske en hel del mere 
udenad - og jeg skulle trods alt lære langt, langt mere udenad end 
nutidens børn. At
 lære udenad udvikler “hjernemusklerne” og giver os en database som 
internettet ikke kan erstatte. Jeg er altid misundelig på de studerende 
fra de eksklusive engelskskoler der kan citere lange dele af vers og 
finde det rette citat fra klassikerne (indrømmet, selv de skoler er ikke
 hvad de har været).
 Hjernerne som kroppene trives ved streng øvelse, og “kreativitet” er 
ikke det sted man begynder. Kreativitet er endestationen. Man begynder 
med at lære, med at tilegne sig en stor volumen af kundskab. Indtil 
sindet har suget tilstrækkeligt med omfattende ressourcer til sig som 
man derpå kan trække på, forsøger man at skabe et vakuum. Det vi kalder 
“kreativitet” er fingermaling af blinde.  
At
 gå i skole behøver ikke være “sjovt.” Det skal være effektivt. Og en 
skole skal være et selvopretholdende præstationssamfund. Dens første 
prioritet kan ikke opnås ved en falsk selvbevidsthed. Ægte selvbevidtshed stammer fra  hårdt arbejde, ikke ved at få at vide at man er brillant fordi man kan søge oplysninger. Enhver
 der har mødt - og skulle ansætte - unge jobansøgere der kommer friske 
fra universitetet nu om stunder står overfor enslydende ansøgere (lige 
fra det tøj de har på til interviewet) som strømmer over af selvtillid 
til et punkt, hvor det næsten giver pletter på gulvtæppet, men som når 
de først er antaget ofte ikke har nogen arbejdsetik, ingen referencer og
 er utilstrækkeligt klædt på til selv grundopgaver. For eksempel kommer der fra “top” universiteternes mesterprogrammer håbefulde
 journalister der ikke kan stave, ingen begreb har om tegnsætning eller 
kan konstruere en sætning der dækker et emne, og som ikke kan analysere 
problemer uden at være følelsesmæssigt engagerede, men som har vildt 
oppustede forventninger om hvad arbejdspladsen og samfundet skylder dem.
 
 
Men
 hensyn til de som går ud af high-school … nuvel mulighederne for dem 
skrumper ind for hver dag. Ikke desto mindre skal vi finde metoder til 
at reducere antallet som stopper før tid. En ung der mangler sit 
high-school diplom er dømt til at være en byrde for samfundet gennem 
hele sit liv. Var
 det op til mig da ville jeg også kræve et high-school dilom for at 
erhverve sig et førerbevis eller for at modtage hvilken som helst ydelse
 fra regeringen.
Uretfærdigt?
 Så absolut ikke. Alle rettigheder udover de mest elementære 
menneskerettigheder skal rettes til individets forståelse af sit ansvar 
for samfundet og staten. Sagt helt direkte, alle unge amerikaner der 
ikke er i alvorlig grad handicappede skylder vort land at bestå 
high-school. 
 
Alle problemerne går dog stadig tilbage til de ineffektive lærere, ikke til stakkels minister Duncans “forvitrede skoler.” En
 ‘ stor’ lærer kan gøre underværker på en skole i elendig forfatning, 
men en elendig lærer underviser ikke et hak bedre i en supermoderne 
skole. Nye computere i klasseværelset er jo storartet, men kvaliteten af
 læreren der forrest i lokalet er dog langt mere vigtig.  
 
 
Medmindre
 en ung opdager glæden - og det er en glæde - ved at læse stor 
litteratur eller blot gode bøger valgt af egen vilje, da er det 
usandsynligt at eleven opnår en passion for at læse i vort 
uddannelsessystem. Det samme gælder for kærlighed til matematik eller 
fysik. Vi har sænket forventningerne, ikke kun til eleverne. De 
studerende forventes det ikke af, at de skal arbejde rigtigt (og nej 
“socialisering” fra ekstra aktiviteter uden for pensum er ikke en 
erstatning for at kunne mestre geometri). Lad mig gå tilbage de de 
high-school engelsklærere jeg havde: De elskede
 litteratur, og selvom de ikke kunne få os alle til at elske den som de 
gjorde, var de dog helt sikre på at vi skulle udsættes for den.  Med 
tiden bestod jeg high-school (på trods af at have været en skuffende 
elev om dagen og en rockmusiker om natten), så havde jeg altså læst 
Aristoteles, Lucretius, de græske dramatikere, Shakespeare (ikke kun 
brudstykker af Romeo & Julie, men “Hamlet” “Othello” og “Macbeth”), 
Thomas Kyd, Dickens, Conrad, Lawrence, Tjekhov, Dostojevski, Tolstoj, 
Shaw, Steinbeck, Hemingway, Ibsen, Strindberg, Beckett, Arthuer Miller, 
Tennessee Williams, de store engelske poeter og andre. Hvor mange der 
går ud af college i dag har læst halvdelen af de forfattere på den 
liste? 
 
 
Jeg
 vil ikke lade de konservative slippe for dette krydsforhør: Forestil 
dig, hvordan en håndfuld “vrede” forældre ville hyle op om det latterligt
 godmodige seksuelle indhold i de bøger. Deres børn ser og hører langt 
langt værre ting på TV - eller deres smart phones -- men skolerne skal 
være renset for seriøs litteratur i Dydens Hellige Navn. 
Ligesom
 uddannelse i dag ikke drejer sig om de studerende men om lærerne, 
således er også meget uoplyst aktivisme om forældrene frem for eleverne.
 Hvis man ønsker at “beskytte” sit barn fra umoralitet, så fjern barnets
 smartphone, computer, TV, iPod og radio, der alle giver adgang til 
langt syndigere sager end noget af det Faulkner eller Steinbeck kunne 
drømme om. 
 
 Jovist, giver jeg konservative nogle venlige dask: Den mest vanærende 
bevægelse på uddannelsesfronten fra vore rækker har været at insistere 
på at “Kreationismen” skal undervises i Videnskabsfag, som et ægte 
alternativ til Evolution. Kreationismen hører hjemme i Søndagskolen. Vi
 har så absolut ikke brug for at vore allerede syge skoler til blive til
 krisnte madrassaer. Der er bare ikke tid i de begrænsede timer der i 
klasseværelsen til at lade som om at Adam og Eva havde dinosaurer som 
kæledyr. Fossiler er ikke “teorier” som en republikanske håbefuld præsidentkandidat gerne så det. Ligesom
 venstrefløjens nonsens skal fjernes fra pensum, således skal religion 
udelukkes fra videnskabsfag: Af alle de fag som vi er begyndt nedtone, 
giver videnskabsfagene den største sårbarhed.
Lad
 os nu tage os gevaldigt sammen. (Og til mine medkristne: Jeg er ikke 
overbevist om at Gud har et Timex. En af hans “Dage” kunne være 
milliarder af vore år. Vor Frelser talte i lignelser således at vi kunne
 forstå. Er det så for langt ude at tro, at den evindelige og grænseløse
 storhed hos Gud også skal kommunikeres til os dødelige i lignelser? Jeg
 kan ikke komme i tanker om nogen større ‘synd’ med hensyn til stolthed,
 end formode at nogen af os kan kende Guds storslåethed. Overlad det til
 blasfemikerne hos de islamiske ekstremister.) 
Når alt dette er sagt så kan der ikke
 være tvivl om at den største skyld for den intellektuelle fattiggørelse
 i K-12 uddannelserne ligger hos den politiske venstrefløj, der har gjort
 ‘fattigdom’ til en ‘levedygtig’ livsstil man kan vælge; man har 
forsvaret fagforeningerne der sætter lærernes velfærd højere end at 
eleverne får succes; man har gjort selvbevidsthed til et højere mål end 
at få lært noget; og man har kæmpet for at holde minoriteterne “nede, 
dumme og som Demokrater.” Men intellektuelle seriøse konservative har 
alt for ofte vendt sig bort, og overladt uddannelsesmarken til 
venstreorienterede svampehjerner. 
Op
 når vi så endelig engagerer os, så er det for at gøre læringen 
‘sundere,’ rense ud eller insistere på at påtvinge vore religiøse 
synspunkter i klasseværelset.  Undervisning
 skal være kendsgerning baseret, krævende og politisk neutral. Den 
eneste dagsorden skal være at skabe så mange effektive, succesrige 
borgere som muligt, som så igen kan give støtte til vort lands storhed 
og magt. 
I
 Det Herrens År 2011, bruger United States langt flere penge per borger 
på uddannelsen end noget andet større land - og får langt mindre retur. 
Udover al politiken og selvinteressernes netværk er grunden ganske så 
simpel, ligesom to og to giver fire: Vi har fjernet læring fra 
uddannelsen. 
 
Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters
 is a retired Army officer who had to learn just about everything the 
hard way—despite having had a number of terrific teachers. He is the 
author of 28 books, including the forthcoming historical novel, Cain at Gettysburg.
 Had he not had such fine, patient and knowledge-loving teachers, he 
would have had few, if any, of the successes he has enjoyed in life.
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/failing-schools-a-sign-of-failing-national-character