Dengang det var skammeligt at modtage hjælp
JACK ABRAMOFF
Da
jeg var barn sørgede mine forældre for at jeg havde masser at læse i.
Som de fleste børn, så jeg og mine søskende frem til helligdagene, når
vi ville få en af de Små Gyldne Bøger.
Den serie var påbegyndt i 1940’erne og indeholdt nogle af Vestens
civilisations mest kendte folkeeventyr. Skønt de blev udgivet for børn
så de kunne få et alternativ til den meget tunge religiøse og
moralistiske litteratur der var tilgængelig, så gav disse dejlige
historier nogle vigtige lektioner om livet til os alle.
Nogle
af fortællingerne - som “Dyrene hos Landmand Jones” - appellerede mere
til min bror og jeg. Andre, som “Tre små killinger,” var mere populær
hos min søster og hendes veninder. Men en historie synes at have noget
at sige til os alle, mere end nogen anden: “Den Lille Røde Høne.”
Vi havde kun meget lidt kendskab, dengang, til, at denne uskyldige
historie mange år senere ville tjene som en advarsel for vor nation.
. 
I
historien lever den lille røde høne i et charmerende hus med sine
venner, en gris, en and og en kat. Grisen, anden, katten tager det
stille og roligt. Hønen er flittig og ordentlig. Når det er på tide at
rengøre huset laver hun alt arbejdet mens de andre leger i mudderet, i
vandhullet og i solen. En dag finder hun noget korn og beder sine venner
om at hjælpe sig med at så det. Selvfølgelig afviser de det. De har jo
så travlt med at nyde livet. Derfor sår hun kornet og passer det. Da
tiden for høst så er inde tilbyder hun sine venner, endnu en mulighed
for at være med. De afviser. Derfor høster hun kornet selv. Så giver hun
dem lejlighed til at tærske det. Nej, tak. De nægter på lignende vis
med at hjælpe med at bage brød. Da
den fristende duft af nybagt brød lokker dem frem fra deres hvilesteder
vil grisen, anden og katten gerne være med til at fortære det, men
hønen afviser dem. Hun havde al arbejdet. Hun spiser brødet.
Denne
beretning om den lille røde høne har mange varianter. Undertiden er der
flere dyr. Sommetider har hun små kyllinger der spiser brødet sammen
med hende. Men
altid er budskabt det samme. Hvis du udfører arbejdet, ja så får du
også udbyttet. Det var denne livsvigtige kerneværdi vi unger lærte af
historien - og af vor kultur. At arbejdsetik, plus vor nationale
lidenskab for velgørenhed og venlighed har gjort denne nation stor,
magtfuld og velstående. I den gode betydning er vi blevet velsignet og
kan være stolte.
Mens
vor nation skabtes og tog form hjalp denne arbejdsetik med til at støbe
den særegne dynamik i Amerika. Den gjorde os det muligt at drømme og
arbejde for at opfylde de drømme. Vi er et folk der har taget ordene af
Kong Salomon i det 15. kapitel i Ordsprogene til os: “Den som hader
gaver skal leve.” Vi vidste at hvis vi ikke arbejdede for det, ja så
fortjente vi det ej heller. Intet er mere skamfuldt end at at modtage
almisser. Der er en klassisk scene i den fantastiske film fra
Depressionstiden “Cinderella Man” hvor protagonisten James Braddock, i den ultimative pengemangel, må acceptere assistance fra regeringen. (genindspillet i 2005 med Russel Crowe i hovedrollen synopsis-kommentar) Han
er sønderknust, og ligeså snart han er i stand til at betale tilbage
skynder han sig at gøre det. Det var det som gjorde Amerika stor. At vi
kunne være der for vore landsmænd i nød, men at de ville hade de
håndsrækninger.
Så
skete der noget. Da regeringen blev større og større, da begyndte vore
værdinormer også at forandre sig. I stedet for flittigt hårdt arbejde
for at nå vore mål, begyndte vi at række hånden frem, og det uden at
skamme os.
I stedet for at beundre de som benyttede deres viden og muskelkraft til
at gøre noget for sig selv, begyndte vi at forhåne dem. Pludselig var
vor store nation ikke længere den lille røde hønes nation, eller det
lille tog der kunne eller nogen af de andre positive billeder fra de
mere uskyldige dage. Snart ville de små røde høner ikke få lov til at
spise deres eget brød. Med tiden regnede grisene, hundene og kattene i
verden ud, hvordan de kunne organisere sig og stemte sig til stadig
større bidder af brødet.
I
sidste ende ville de små røde høner ganske enkelt blive nægtet frugten
af deres arbejde, de ville blive set ned på og hånet som værende
selviske. Faktisk så er samme Hollywood, der har frembragt så mange
inspirerende film der hyldede den amerikanske ånd, begyndt at udskifte
alle skurke så de i stedet er dagens hårdtarbejende succesrige små røde
høner.
Alexis
de Tocqueville, den franske filosof der besøgte grønskollingen Amerika i
1831, var dybt forundret over landets storhed og folkets flittighed.
Han kom også med en advarsel om, at vor frihed og demokrati kun ville
eksistere “indtil vælgerne opdager at den kan stemme sig til større
goder fra den offentlige skattekiste. Fra det øjeblik, vil flertallet
altid stemme for de kandidater der lover de største goder fra den
offentlige kasse med det resultat som følge, at et demokrati altid
kollapser over løsagtig pengepolitik, og altid efterfølges af et
diktatur.”
I
dag er den lille røde hønes lære blevet udskiftet med råbet om at
beskatte de rige - nutidens små røde høner. Voksne der er vokset op med
Little Golden Books, og kerneværdierne om hårdt arbejde og det
personlige ansvar stemmer på kandidater der marcherer under et banner af
retfærdighed og fordeling af hele brødet.
Men
ligesom grisen, andet og katten forstår de ikke at små røde høner ikke
er dumme, og man kan ikke spise brød hvis der ikke er nogen der har
virkekraften til at bage det.
JACK ABRAMOFF is the author of "Capitol Punishment: The Hard Truth about Washington Corruption from America's Most Notorious Lobbyist." He works to reform the system inside the Beltway.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar