Om at frelse Dronningen
Det er åbenbart kun på Themsen at Storbritannien ‘rules the wawes’
Mine
følelser har sjældent været så blandede, som da jeg betragtede paraden
for Dronning Elizabeths Diamantjubilæum på Themsen - cirka 1000 små
både, herunder et antal veteraner fra Dunkirk, dampslæbebåde, store
robåde og som midtpunktet Dronningens store rødlige og guldbelagte
pram, Spirit of Cartwell, - det udgjorde det forbløffende skuespil.
Kendsgerningen,
at flere end en million mennesker trodsede den iskolde regn for at se
til fra flodbredden sammen med de utallige andre der overværede
gadefestivalerne over hele Storbritannien sagde rigtig meget om, hvor
meget man holder af monarkiet.
Dronningen,
86, og Duke of Edinburgh, 91, (om fem dage) stod i den samme regn i en
rullende båd mens den sejlede op ad Themsen i de fire timer for også at
vinke til mængden. Det var inspirerende. Det kan derfor ikke være til
nogen undring at en støjende håndfuld Republikanere blev dysset ned og
tilsyneladende drevet bort.
Men
der var noget der i den grad manglede - Royal Navy. Skønt adskillige
medlemmer af den kongelige familie var iført marineuniformer, synes de
eneste flådefartøjer at være et par gamle relikvier fra 2. Verdenskrig,
et enkelt lille eskortfartøj og nogle få små både, herunder en fra den
nu oplagte Royal Yacht Britannia.
Der
var pudsigt nok også en kinesisk junke fra Hong Kong som Storbritannien
jo overdrog til kommunist Kina, ved kaskaden af den nærmest kvalmende
Unfreedom Celebrations i 1999.
Tidligere
store royale begivenheder, såsom kroninger og jubilæer har været
markeret af Naval opvisninger med en stor del af flåden liggende for
anker ved Spithead. Skønt dette kun er det andet Diamant Jubilæum
nogensinde var der ingen opvisning fra flåden fordi der faktisk ingen
flåde er tilbage.
Daily Telegraph
citerede en Flådeofficer om den virkning som Forsvarsministeriets ordre
om ikke at komme med kommentarer til offentligheden om problemet. Hans
sagde “Det ville bare være for pinligt.”
Lord
West, en tidligere First Sea Lord, Navys professionelle chef sagde at
et forsøge på at iscenesætte en parade kun ville resulterer i en
national ydmygelse, “Fordi antallet skabe er blevet reduceret så
dramatisk at begivenheden ville være for lille til at give et
meningsfyldt og fornuftigt billede af flåden.”
The Telegraph
udgav et foto af Dronningens kroning i 1953, da Storbritanniens BNP var
en fjerdedel af, hvad det er nu. Rækkerne af hangarskibe, krydsere, og
destroyere fyldte hele horisonten -- 300 skibe 100 fly deltog. Andre var
borte i Koreakrigen og på baser over hele verden.
Denne
gang var der ingen, for flåden er under premierministrene Blair, Brown
og Cameron blevet skåret ned til blot 19 fregatter og destroyere og to
små helikopterhangarskibe. Nogle af disse støtter operationerne i
Afghanistan og ved Falklands Øerne.
Blandt al glæden var der derfor en skrækkelig hulhed i at synge “Land of Hope and Glory” ("Wider still and wider/shall thy bounds be set/ God who made the mighty/ make thee mightier yet") og "Britannia Rules the Waves." Man kunne fornemme noget rudimentært i de medaljebehængte uniformer på admiralerne uden skibe. På grund af vejret var der ingen opvisning af jetkampfly - Royal Navy har nemlig ikke længere nogen.
“En
flådeopvisning er en lejlighed for Dronningen til at se sine skibe og
søfolk og for mændene i Raoyal Navy at vise deres respekt for monarken,”
sagde Steve Bush, redaktør for " British Warships & Auxiliaries
(nu en meget kort bog). “Det er en begivenhed med en stor tradition og
opvisning. Trafalgar opvisningen i 2005 havde mere end 100 skibe
mønstret men næsten halvdelen af dem var fra udlandet, det største det
franske hangarskib Charles de Gaulle.”
Den
officielle holdning er at skibene der udgør den overlevende lille del
af Flåden faktisk kan mere end deres forgængere. Det er sandt, men andre
flådestyrker har også nogle der kan langt mere. Indien, Kina og Rusland
for eksempel, udvider og moderniserer deres flåde alt det de kan. Kinas
nye flåde omfatter hangarskibe og sofistikerede langdistancemissiler.
Indien, end ikke en nation med flådetradition, har betragteligt flere
skíbe end hele Royal Navy. Telegraph konkluderede:
“Storbritannien, en maritim nation afhængig af havets veje, har givet lov til at dets Flåde smelter bort. Regningen venter.”
Mænd
bliver premierministre, fordi de søger sig en plads i historien. Vil
Blair, Brown og Cameron blive husket som krysterne der svigtede deres
land?
Man
kan kun håbe at de folkemængder der stod i timevis i den kolde regn er
et tegn på at den ånd som skabte Storbritannien ikke er helt uddød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar