Fra pionerer til tøsedrenge

Fra pionerer til tøsedrenge

---

Patrice Lewis

Husker du Laura Ingalls Wilders bøger? Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvordan du ser på dem, men disse klassiske historier om et barn i pionertiden giver mig et gennemført indre kompleks. Når man overvejer, hvad Laura's forældre Charles og Caroline (og senere Laura og hendes mand) foretog sig i en normal dags arbejde - ja da skammer jeg mig. Med kun nogle få redskaber og en masse praktisk viden, skabte de, af det rene ingenting, et hjem, og producerede deres egen mad. De forsøgte ikke at være afhængige af nogen, fordi der netop ofte ikke var nogen i nærheden man kunne støtte sig til. Det de ikke havde råd til, klarede de sig så foruden. Når de så endelig lånte penge, så fik det dem ofte ud i problemer og de fortrød det.

Ingalls familien forsøgte aldrig at være "nogen noget skyldig." Den eneste gang de tog imod en håndsrækning fra regeringen var da de var med i Homestead Act. (fordeling af land efter Civil War)

I afsnittene af "Det Lille Hus på Prærien" skrevet af Rose Wilder Lane's arvtager Roger Lea MacBride flyttede Laura og hendes mand Almanzo til Missouri, købte noget land og brugte mange år på at gøre det til et produktivt landbrug. I disse bøger omtaler Laura Homestead Act'en med nogen foragt. "Det er en synd og skam det regeringen i Washington gjorde mod folk, ved at love dem gratis land," siger Laura. "Gratis land! Det viser faktisk kun at intet godt kommer af at få noget for ingenting. Det ruinerede næsten min far, og vi så hvad det gjorde med os. Hver sjæl bør søge at betale for sin vej i denne verden. Det er den eneste ærlige og ægte måde at leve på."

Hvad mon Laura ville sige til de omfattende velfærds- og rettighedsprogrammer der hærger i dag?

I Thomas Sowell's klumme "Fattigdomsmyter," (ligger her på synopsis)  siger han,

"Vi har ikke brug for at dette land går fallit, i de fattiges navn, ved at forbruge billioner af dollars på mennesker der ikke er fattige, og som kan sørge for sig selv. De fattige er blevet benyttet som menneskelige skjold bag hvilke den ekspanderende velfærdsstat kan gå frem i størrelse."

Og hvorfor, vil ethvert fornuftigt menneske spørge, skulle regeringen ønske af udvide velfædsstaten? Hvad godt kommer der ud af millionerne på regeringsvelfærdsydelser? Hvilket pengespor burde vi følge?

"Målet" fortsætter Sowell, "er ikke at holde den fattige væk fra at sulte, men væk fra den skabte afhængighed, fordi afhængighed overføres til stemmer til politikere der leger Julemanden.....'Rettigheder' er blot en smart udtryk for afhængighed."

 

Jeg anser denne afhængighed som en af de helt store snublesten mod dette land, om vi nogensinde igen skal erhverve os den uafhænghedens pionerånd vi engang besad. Rettigheder og afhængigheden der er skabt bringer denne nation på knæ, både økonomisk og moralsk. Faktisk er det allerede sket for millioner af mennesker.

Når man ser bort fra det forbavsende koncept med en forsamling af uuddannede bondeknolde der kunne opbygge hjem og byer som stadig består i dag (samtidig med at de moderne hjem skal imødekomme stringente regeringspålagte regulativer, og dog alligevel forfalder i løbet af årtier) da har meget få af os de evner, den moral og den mentale styrke til at komme gennem livet uden at søge efter en håndsrækning.

Problemet med rettigheder bliver des mere vigtigt fordi vi (som en nation) er blevet mindre i stand til at klare os uden dem. Når de svære tider kommer, og vi står overfor den meget reelle mulighed af et økonomisk kollaps, så vil der være millioner af mennesker, hvis rettigheder så bare forsvinder. Hvad vil de så gøre?

Problemet med regeringshåndsrækninger er når - ikke hvis - men når - de forsvinder, da efterlades mennesker på et meget ujævn og dårlig vej. Det vil være som hvis de pludselig stod uden arbejde. Men i det mindste antyder arbejdsløshed, at du har haft et arbejde. Du har et arbejdsliv og arbejdsfærdigheder du kan benytte positivt når du leder efter et andet job. Men den afhængige klasse fik aldrig chancen for at kæmpe, at opnå jobfærdigheder, at opbygge et arbejdsliv. De fleste bliver som hjælpeløse småbørn. De er som slaver i et system skabt af vor regering for ("host, host") at hjælpe dem.

Et problem er, at alt for mange amerikanere ikke længere ønsker at kæmpe. Hvis vi er slået ind på et forkert spor eller har foretaget en elendig beslutning da søger vi ikke hos os selv, vor familie eller vor kirke for at få hjælp til at komme på fode igen. Vi søger hen til regeringen. Regeringen klarer vore problemer med "gratis" mad, "gratis "bolig" "gratis" lægehjælp og så videre. Vi bliver afhængige af disse rettigheder, og dermed mindre tilbøjelige til selv at klare vore egne problemer, så længe vi bruger disse rettigheder. I stedet slår vi måsen i et stolesæde, og aktivt gør vi vort til at disse håndsrækninger ydes os. Får endnu en baby? Påstår vi har et handicap? Ballade i gaden? Hvad der nu kræves?

Vi har ikke længere lyst og ønske om at gå i krig med de besværlige, karakteropbyggende erfaringer som pionererne gjorde. Faktisk aner vi nemlig ikke, hvordan man gør. Resultatet: Vi er blevet en nation af blødagtige klynkende tøsedrenge med hånden strakt ud hele tiden.

Hvad mon Laura ville sige?

Rigtig mange medlemmer af vor ældre generation er glade for at påpege, at det at kæmpe giver en sund karakter. At kæmpe giver lærerige erfaringer. Kampe viser os, hvad vi gjorde forkert og hvad vi kan gøre i fremtiden for at rette vor kurs ind. Kæmper du altså? Vidunderligt. Det er nemlig historien om menneskeheden, folkens! Det der er værd at stræbe efter er det værd at kæmpe for. At kæmpe betyder, at mennesket bevarer sin værdighed og stolthed intakt. At kæmpe hårdt igennem besvær er dog stadig en fremadrettet bevægelse.

Men hvis regeringen tager disse kampe bort, så læres der intet. Mennesker vil gøre de samme fejl igen og igen, fordi der ikke er nogen konsekvenser. I stedet bliver "fejltagelserne" en levevis, fordi de jo - hallo - virker.

I Wayne Allen Root's flotte essay "Why the Greatest Depression of All Time Has Begun," forklarer han, hvorfor et kollaps i økonomien i fremtiden ville være uendeligt meget værre end Den Store Depression. "I 1929, havde børn håb for fremtiden. Idag er de uden håb, hjælpeløse og uden mål og retning - en hel generation, der kun kender til stoffer, bander, rappere, håndsrækninger fra regeringen, teenagegraviditeter - og det går kun ned ad bakke fra nu af."

Vort eneste håb for at genvinde vor stolthed, vort selvværd, og vor pionerånd er i det store og hele at forkaste ethvert og elle rettigheder fra regeringen.

Tiden er inde at drukne eller svømme, folkens! Laura ville være helt enig.

Denne bog af Steen Steensen er forbilledlig velskrevet om det berørte emne

Learn how to achieve a simple lifestyle without "going green" or joining a monastery. Read Patrice Lewis' helpful new book, "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable"

Patrice Lewis is a freelance writer whose new book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.

Read more: From pioneers to pansies http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=306857#ixzz1OJl9t9Y6


http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/10/kultivere-taknemmelighed.html  Artikel af Patrice som også omtalter Ingalls