Dårlige skoler et tegn på en dårlig nationalkarakter
Det hårde slid ved læring er gået tabt
Ralph PetersSidste weekend så og lyttede jeg da Undervisningsminister Arne Duncan beklagede sig over vore “skoler i forfald.” Undskyld, men det er ikke vore skoler der er i forfald, hr. minister: Det er vore værdier.
Den
gennemført uens, alt for ofte utilstrækkelige tilstand - fra vor
Børnehave - til gymnaisum - er et symptom på en kulturel kræftknude: Vi
er blevet en nation af dovne, selvtilstrækkelige og selvmedlidende
klynkere der er rigtig gode til masser af undskyldninger. Vi ønsker alle
topkarakter for - ingen præstation. Vore lærere og deres elever
afspejler vor generelle kultur med mangel på disciplin og
selvbevidsthed. Det er heller ikke udelukkende den surmulende
venstrefløj der har inficeret vore offentlige skoler med en
middelmådighedens indstilling, når den ikke er direkte en fiasko. Vi har alle del i skylden
Men vi kan ikke endog diskutere problemet åbent og ærligt og må trimme samtalen for at holde den indenfor det politisk korrekte mønster. Når så endnu en undersøgelse udpensler at U.S. er faldet til en sjetteplads i matematik og fysik, eller at vi er på en 15. plads i uddannelse generelt er min reaktion, “Javel, så lad os lave om på de pladser ved specifikke skoler.”
I det store og hele kan skolerne i forstæderne og mange skoler i de små byer stadig levere konkurrencedygtige (dog ikke helt optimale) uddannelser. Vor statistik peger kraftigt i nedadgående retning på grund af de frastødende forhold i de store byer og i de spansktalende områder med lærernes fagforeningers ‘bunkers,’ og som vi lader som om er ægte skoler.
Selv indenfor vor generelt sjuskede kultur, klarer visse sub-kulturer - der opmuntres til at vælte sig i en offerrolle - sig langt værre end andre. Men det har vi ikke lov til at sige. Vi skal lade som om vor nationale tilstand virkelig er national. Hvis det dog ikke var for de vanærende forhold (og vi kan ikke give venstrefløjen skylden for disse) som de narkotiserende “sociale” programmer har skabt blandt minoritetsbefolkningerne ville vi stadig være ved, eller nær toppen i uddannelse. De fleste børn der klarer sig godt, uanset race, har stadig adgang til solid (om dog uinspirerende) uddannelser. Men venstrefløjen, af hensyn til en politisk fordel, har uddannelsesmæssigt afskrevet de fattige sorte og brune - og ladet dem høre til i skoler der kun tager hensyn til de fagforeningsorganiserede lærere, og ikke de studerende.
Men vi kan ikke endog diskutere problemet åbent og ærligt og må trimme samtalen for at holde den indenfor det politisk korrekte mønster. Når så endnu en undersøgelse udpensler at U.S. er faldet til en sjetteplads i matematik og fysik, eller at vi er på en 15. plads i uddannelse generelt er min reaktion, “Javel, så lad os lave om på de pladser ved specifikke skoler.”
I det store og hele kan skolerne i forstæderne og mange skoler i de små byer stadig levere konkurrencedygtige (dog ikke helt optimale) uddannelser. Vor statistik peger kraftigt i nedadgående retning på grund af de frastødende forhold i de store byer og i de spansktalende områder med lærernes fagforeningers ‘bunkers,’ og som vi lader som om er ægte skoler.
Selv indenfor vor generelt sjuskede kultur, klarer visse sub-kulturer - der opmuntres til at vælte sig i en offerrolle - sig langt værre end andre. Men det har vi ikke lov til at sige. Vi skal lade som om vor nationale tilstand virkelig er national. Hvis det dog ikke var for de vanærende forhold (og vi kan ikke give venstrefløjen skylden for disse) som de narkotiserende “sociale” programmer har skabt blandt minoritetsbefolkningerne ville vi stadig være ved, eller nær toppen i uddannelse. De fleste børn der klarer sig godt, uanset race, har stadig adgang til solid (om dog uinspirerende) uddannelser. Men venstrefløjen, af hensyn til en politisk fordel, har uddannelsesmæssigt afskrevet de fattige sorte og brune - og ladet dem høre til i skoler der kun tager hensyn til de fagforeningsorganiserede lærere, og ikke de studerende.
Lad
os være ærlige: Konservative har heller ikke gjort sig nogen alvorlige
anstrengelser for at reforme de skoler. Det eneste venstrefløjen skulle
gøre var at råbe “Racisme!” og så vendte vi gladeligt ryggen til vore
medborgere, og det med glæde over at have en undskyldning for ikke at
gøre noget ved en national vanære. (lærerne kan måske hade “Intet barn lades tilbage”
(loven som Bush indførte) men det program var et oprigtigt forsøg på at
gøre noget i et miljø, hvor det intet at gøre var blevet accepteret).
Af forskellige grunde har alle (herunder også minoriteterne) afskrevet sig nogen inderlige bestræbelser på at give vor underklasse de elementære færdigheder der kræves for at komme ind i, og overleve i det 21. århundredes arbejdsstyrke. Dette menneskelige spild, som vi alle har en del af skylden for, er i ubegribelig grad skammeligt og ødelæggende for vort lands fremtid. Vi skal trækkes med de som godt kunne blive trukket frem selv. For at låne temaet fra en 1960 roman
Af forskellige grunde har alle (herunder også minoriteterne) afskrevet sig nogen inderlige bestræbelser på at give vor underklasse de elementære færdigheder der kræves for at komme ind i, og overleve i det 21. århundredes arbejdsstyrke. Dette menneskelige spild, som vi alle har en del af skylden for, er i ubegribelig grad skammeligt og ødelæggende for vort lands fremtid. Vi skal trækkes med de som godt kunne blive trukket frem selv. For at låne temaet fra en 1960 roman
Everybody Knows and Nobody Cares.
Der
er endnu et større problem knyttet til lærernes fagforeninger, og
hvorfor de er blevet så dysfunktionelle: Den triste middelmådighed hos
så mange der går efter karrieren som lærere nu til dags. I politisk
henseende, da bærer højrefløjen en stor del af skylden fordi, i også i
dette tilfælde, har vi overladt uddannelsessystemet til venstrefløjen.
Som jeg altid har fortalt de på venstrefløjen der hylede op om vort militærs formodede dårlige kultur, “Jamen, så meld Jer ind og lav om på det!” da må jeg fortælle de borgerlige, at hvis de virkelig ønsker uddannelsesreformer, “Så bliv lærere.” Vi har overladt en hel vital profession til Venstrefløjen, ved at give lov til at det kan være en karrieretilflugt for de som er bange for konkurrencemiljøerne, for de som bare ønsker et sikkert job og regelmæssig arbejdstid, mens kun få af de som er dynamiske og har mod på nyt, endog ikke overvejer at lade undervisning være en levevej.
Som jeg altid har fortalt de på venstrefløjen der hylede op om vort militærs formodede dårlige kultur, “Jamen, så meld Jer ind og lav om på det!” da må jeg fortælle de borgerlige, at hvis de virkelig ønsker uddannelsesreformer, “Så bliv lærere.” Vi har overladt en hel vital profession til Venstrefløjen, ved at give lov til at det kan være en karrieretilflugt for de som er bange for konkurrencemiljøerne, for de som bare ønsker et sikkert job og regelmæssig arbejdstid, mens kun få af de som er dynamiske og har mod på nyt, endog ikke overvejer at lade undervisning være en levevej.
Glade tider: Et klasseværelse i 1940’erne.
Lad
mig sige det helt klart: Jeg ønsker ikke politiseret undervisning, det
være sig højre eller venstre. Jeg ønsker ikke aktivistiske lærere under
nogen form. Men hvis borgerlige giver venstreorienterede lov til at
trænge ind i professionen med undervisning, da har vi også en skyld for
den lave undervisningskvalitet. Hvis
der ingen er på et fakultet der kan udfordre den venstreorienterede
gruppetænkning, så vil den gruppetænkning sejre som en selvfølge.
Problemet har sin rod i den seneste historie: To enslignende udviklinger har reduceret kvaliteten af læreren i de sidste to eller tre generationer. For det første - den lige mulighed for kvinderne, og dermed drænedes talentmassen. Uden tvivl har overførslen af kvinder fra at være andenklasse til fuldt ligeværdige deltagere i samfundet og for økonomien i overvældende grad været gavnligt: Det har medført at vor nation er blevet rigere, mere lige, retfærdig, human, og mere interessant og morsom. Jeg kan kun komme på en ulempe: De ofte fremragende kvinder der underviste mig i 1950’ernes grundskole i den lille by i Pennsylvania blev lærere fordi det var den bedste mulighed (af meget få) der var til rådighed for dem. Disse enestående lærere blev fanger i et socialt system der nægtede dem andre muligheder. Deres modparter i dag er guvernører, senatorer, NAVY piloter, investeringsrådgivere, selskabsledere...
Selv for mænd var der få muligheder der midt i århundredet. Eksplosionen i velstand og arbejdsstyrken som vi oplevede i det sidste halve dusin årtier gav også mændene flere muligheder og valg. Således ville det være højst usandsynligt at de par stykker af livsformende engelsk-lærere jeg havde i high school tilbage i 60’erne - og som overlevede på en elendig løn - at de i dag ville være i de samme jobs. (ingen af dem ville alligevel overleve i en nutidig high school, da deres læselister ikke kun var yderst krævende - fra oversættelser af Euripides og Sofokles, til James Joyce og D.H. Lawrence - for det ville gøre konservative forældre rasende, de forældre som tror at “børn” ikke skal udsættes for stor litteratur - eller virkeligheden).
Den triste kvalitet ved så meget af undervisningen i dag har bragt mig til at erindre det sidste dusin år. Til ære for en af de engelsklærere, en mand der døde alt for tragisk ung, har jeg givet en lille årlig pris til den elev i min gamle high-school der skriver den bedste novelle, essay eller artikel. Selv når de “bedste” anstrengelser når mig pr. email, for at jeg kan vælge vinderen, så har ingen af dem været af tilstrækkelig kvalitet til at få en topkarakter af den afdøde Hr. Boyer. Værre er det at, vurderingerne som sendes til mig af engelsklærerne i dag selv ofte er fyldt med grammatiske fejl. Mine gode intentioner er blevet en gåde: Disse top-studerende kræves det ikke af, at de skal kunne skrive, men det forekommer også som de ikke læser meget litteratur af værdi.
Således har vi nu et system, hvor unge mennesker med ‘ringere’ intelligens og færre ambitioner stiger ind i lærergerningen, og de uetisk og uansvarlige fagforeninger beskytter selv de værste af dem. For børnene er det ikke i orden. I stedet for at få en velordnet korrekt undervisning får de oppustede karakterer for at hjælpe dem til at komme på college (er det egentlig ikke værd at bemærke at “ansvarlige” forældre er mere tilbøjelige til at klage over lave karakterer end de lave standarder?) “Hvert barn får en belønning,” er formlen for senere fiasko. Vort system forsinker blot dommen indtil de unge kommer ud på arbejdsmarkedet.
Udover den lave kvalitet hos de som bliver lærere (med mange individuelle undtagelser, selvfølgelig) står vi overfor en alvorlig mangel på indhold i grundskoleprogrammerne, der jo i teorien forbereder dem til klasseværelset. Undervisnings teknikker og filosofier har erstattet den kontante erhvervelse af kundskab, og det bliver uundgåeligt afspejlet i K-12 klasseværelset. Som resultat har vi altså engelsklærere der ikke selv kan læse ordentligt; historielærere der ingen meningsfyldt begreb har om historien; og matematiklærere der ikke mener det er nødvendigt at børnene lærer tabellerne udenad.
I samtalerne med K-12 lærere (Fra K - Kindergarten - 12. klasse) i årenes løb, har jeg kun kunnet bedømme dem som oprigtige og med de bedste intentioner. Jeg har også fundet at de fleste af dem er dumme som skovle. Hvis en engelsklærer kun læser pop-romaner (hvis han eller hun i det hele taget læser), og hvis en historielærer mener Livy er en af Kardashian søstrene og Parkman en videospil, nuvel så kommer unge Nathan og Emma ikke til at kunne huske meget Shakespeare eller lave opgaver om Føderalister. Og det har betydning: At kunne beherske sit sprog er et utroligt stærkt værktøj i karrieren, mens den borger der ingen grundviden har i historie mangler referencerne og rødderne til at kunne forstå verden rundt om sig - for slet ikke at tale om at kunne skille de sindssyge påstande fra politiske demagoger fra sandheden. (Mit favorit nuværende eksempel på vor historiske analfabetisme er den ofte hørte påstand at “Vort land har aldrig været splittet!” Her ser man jo helt bort fra vor Civil War, hvor 620000 amerikanere døde, eller Jackson æraen, eller William Jennings Bryan og Populismen eller Depressionen, eller de voldelige optøjer i de sene 1960’erne og tidlige 1970’ere...)
Ingen anden del af uddannelse har fået et sådan uretfærdigt slag som det - at huske udenad. Hvis der er en ting jeg fortryder fra mine egne år i skolen (udover min stædighed) er det at jeg ikke blev krævet at huske en hel del mere udenad - og jeg skulle trods alt lære langt, langt mere udenad end nutidens børn. At lære udenad udvikler “hjernemusklerne” og giver os en database som internettet ikke kan erstatte. Jeg er altid misundelig på de studerende fra de eksklusive engelskskoler der kan citere lange dele af vers og finde det rette citat fra klassikerne (indrømmet, selv de skoler er ikke hvad de har været). Hjernerne som kroppene trives ved streng øvelse, og “kreativitet” er ikke det sted man begynder. Kreativitet er endestationen. Man begynder med at lære, med at tilegne sig en stor volumen af kundskab. Indtil sindet har suget tilstrækkeligt med omfattende ressourcer til sig som man derpå kan trække på, forsøger man at skabe et vakuum. Det vi kalder “kreativitet” er fingermaling af blinde.
At gå i skole behøver ikke være “sjovt.” Det skal være effektivt. Og en skole skal være et selvopretholdende præstationssamfund. Dens første prioritet kan ikke opnås ved en falsk selvbevidsthed. Ægte selvbevidtshed stammer fra hårdt arbejde, ikke ved at få at vide at man er brillant fordi man kan søge oplysninger. Enhver der har mødt - og skulle ansætte - unge jobansøgere der kommer friske fra universitetet nu om stunder står overfor enslydende ansøgere (lige fra det tøj de har på til interviewet) som strømmer over af selvtillid til et punkt, hvor det næsten giver pletter på gulvtæppet, men som når de først er antaget ofte ikke har nogen arbejdsetik, ingen referencer og er utilstrækkeligt klædt på til selv grundopgaver. For eksempel kommer der fra “top” universiteternes mesterprogrammer håbefulde journalister der ikke kan stave, ingen begreb har om tegnsætning eller kan konstruere en sætning der dækker et emne, og som ikke kan analysere problemer uden at være følelsesmæssigt engagerede, men som har vildt oppustede forventninger om hvad arbejdspladsen og samfundet skylder dem.
Men hensyn til de som går ud af high-school … nuvel mulighederne for dem skrumper ind for hver dag. Ikke desto mindre skal vi finde metoder til at reducere antallet som stopper før tid. En ung der mangler sit high-school diplom er dømt til at være en byrde for samfundet gennem hele sit liv. Var det op til mig da ville jeg også kræve et high-school dilom for at erhverve sig et førerbevis eller for at modtage hvilken som helst ydelse fra regeringen.
Problemet har sin rod i den seneste historie: To enslignende udviklinger har reduceret kvaliteten af læreren i de sidste to eller tre generationer. For det første - den lige mulighed for kvinderne, og dermed drænedes talentmassen. Uden tvivl har overførslen af kvinder fra at være andenklasse til fuldt ligeværdige deltagere i samfundet og for økonomien i overvældende grad været gavnligt: Det har medført at vor nation er blevet rigere, mere lige, retfærdig, human, og mere interessant og morsom. Jeg kan kun komme på en ulempe: De ofte fremragende kvinder der underviste mig i 1950’ernes grundskole i den lille by i Pennsylvania blev lærere fordi det var den bedste mulighed (af meget få) der var til rådighed for dem. Disse enestående lærere blev fanger i et socialt system der nægtede dem andre muligheder. Deres modparter i dag er guvernører, senatorer, NAVY piloter, investeringsrådgivere, selskabsledere...
Selv for mænd var der få muligheder der midt i århundredet. Eksplosionen i velstand og arbejdsstyrken som vi oplevede i det sidste halve dusin årtier gav også mændene flere muligheder og valg. Således ville det være højst usandsynligt at de par stykker af livsformende engelsk-lærere jeg havde i high school tilbage i 60’erne - og som overlevede på en elendig løn - at de i dag ville være i de samme jobs. (ingen af dem ville alligevel overleve i en nutidig high school, da deres læselister ikke kun var yderst krævende - fra oversættelser af Euripides og Sofokles, til James Joyce og D.H. Lawrence - for det ville gøre konservative forældre rasende, de forældre som tror at “børn” ikke skal udsættes for stor litteratur - eller virkeligheden).
Den triste kvalitet ved så meget af undervisningen i dag har bragt mig til at erindre det sidste dusin år. Til ære for en af de engelsklærere, en mand der døde alt for tragisk ung, har jeg givet en lille årlig pris til den elev i min gamle high-school der skriver den bedste novelle, essay eller artikel. Selv når de “bedste” anstrengelser når mig pr. email, for at jeg kan vælge vinderen, så har ingen af dem været af tilstrækkelig kvalitet til at få en topkarakter af den afdøde Hr. Boyer. Værre er det at, vurderingerne som sendes til mig af engelsklærerne i dag selv ofte er fyldt med grammatiske fejl. Mine gode intentioner er blevet en gåde: Disse top-studerende kræves det ikke af, at de skal kunne skrive, men det forekommer også som de ikke læser meget litteratur af værdi.
Således har vi nu et system, hvor unge mennesker med ‘ringere’ intelligens og færre ambitioner stiger ind i lærergerningen, og de uetisk og uansvarlige fagforeninger beskytter selv de værste af dem. For børnene er det ikke i orden. I stedet for at få en velordnet korrekt undervisning får de oppustede karakterer for at hjælpe dem til at komme på college (er det egentlig ikke værd at bemærke at “ansvarlige” forældre er mere tilbøjelige til at klage over lave karakterer end de lave standarder?) “Hvert barn får en belønning,” er formlen for senere fiasko. Vort system forsinker blot dommen indtil de unge kommer ud på arbejdsmarkedet.
Udover den lave kvalitet hos de som bliver lærere (med mange individuelle undtagelser, selvfølgelig) står vi overfor en alvorlig mangel på indhold i grundskoleprogrammerne, der jo i teorien forbereder dem til klasseværelset. Undervisnings teknikker og filosofier har erstattet den kontante erhvervelse af kundskab, og det bliver uundgåeligt afspejlet i K-12 klasseværelset. Som resultat har vi altså engelsklærere der ikke selv kan læse ordentligt; historielærere der ingen meningsfyldt begreb har om historien; og matematiklærere der ikke mener det er nødvendigt at børnene lærer tabellerne udenad.
I samtalerne med K-12 lærere (Fra K - Kindergarten - 12. klasse) i årenes løb, har jeg kun kunnet bedømme dem som oprigtige og med de bedste intentioner. Jeg har også fundet at de fleste af dem er dumme som skovle. Hvis en engelsklærer kun læser pop-romaner (hvis han eller hun i det hele taget læser), og hvis en historielærer mener Livy er en af Kardashian søstrene og Parkman en videospil, nuvel så kommer unge Nathan og Emma ikke til at kunne huske meget Shakespeare eller lave opgaver om Føderalister. Og det har betydning: At kunne beherske sit sprog er et utroligt stærkt værktøj i karrieren, mens den borger der ingen grundviden har i historie mangler referencerne og rødderne til at kunne forstå verden rundt om sig - for slet ikke at tale om at kunne skille de sindssyge påstande fra politiske demagoger fra sandheden. (Mit favorit nuværende eksempel på vor historiske analfabetisme er den ofte hørte påstand at “Vort land har aldrig været splittet!” Her ser man jo helt bort fra vor Civil War, hvor 620000 amerikanere døde, eller Jackson æraen, eller William Jennings Bryan og Populismen eller Depressionen, eller de voldelige optøjer i de sene 1960’erne og tidlige 1970’ere...)
Ingen anden del af uddannelse har fået et sådan uretfærdigt slag som det - at huske udenad. Hvis der er en ting jeg fortryder fra mine egne år i skolen (udover min stædighed) er det at jeg ikke blev krævet at huske en hel del mere udenad - og jeg skulle trods alt lære langt, langt mere udenad end nutidens børn. At lære udenad udvikler “hjernemusklerne” og giver os en database som internettet ikke kan erstatte. Jeg er altid misundelig på de studerende fra de eksklusive engelskskoler der kan citere lange dele af vers og finde det rette citat fra klassikerne (indrømmet, selv de skoler er ikke hvad de har været). Hjernerne som kroppene trives ved streng øvelse, og “kreativitet” er ikke det sted man begynder. Kreativitet er endestationen. Man begynder med at lære, med at tilegne sig en stor volumen af kundskab. Indtil sindet har suget tilstrækkeligt med omfattende ressourcer til sig som man derpå kan trække på, forsøger man at skabe et vakuum. Det vi kalder “kreativitet” er fingermaling af blinde.
At gå i skole behøver ikke være “sjovt.” Det skal være effektivt. Og en skole skal være et selvopretholdende præstationssamfund. Dens første prioritet kan ikke opnås ved en falsk selvbevidsthed. Ægte selvbevidtshed stammer fra hårdt arbejde, ikke ved at få at vide at man er brillant fordi man kan søge oplysninger. Enhver der har mødt - og skulle ansætte - unge jobansøgere der kommer friske fra universitetet nu om stunder står overfor enslydende ansøgere (lige fra det tøj de har på til interviewet) som strømmer over af selvtillid til et punkt, hvor det næsten giver pletter på gulvtæppet, men som når de først er antaget ofte ikke har nogen arbejdsetik, ingen referencer og er utilstrækkeligt klædt på til selv grundopgaver. For eksempel kommer der fra “top” universiteternes mesterprogrammer håbefulde journalister der ikke kan stave, ingen begreb har om tegnsætning eller kan konstruere en sætning der dækker et emne, og som ikke kan analysere problemer uden at være følelsesmæssigt engagerede, men som har vildt oppustede forventninger om hvad arbejdspladsen og samfundet skylder dem.
Men hensyn til de som går ud af high-school … nuvel mulighederne for dem skrumper ind for hver dag. Ikke desto mindre skal vi finde metoder til at reducere antallet som stopper før tid. En ung der mangler sit high-school diplom er dømt til at være en byrde for samfundet gennem hele sit liv. Var det op til mig da ville jeg også kræve et high-school dilom for at erhverve sig et førerbevis eller for at modtage hvilken som helst ydelse fra regeringen.
Uretfærdigt?
Så absolut ikke. Alle rettigheder udover de mest elementære
menneskerettigheder skal rettes til individets forståelse af sit ansvar
for samfundet og staten. Sagt helt direkte, alle unge amerikaner der
ikke er i alvorlig grad handicappede skylder vort land at bestå
high-school.
Alle problemerne går dog stadig tilbage til de ineffektive lærere, ikke til stakkels minister Duncans “forvitrede skoler.” En ‘ stor’ lærer kan gøre underværker på en skole i elendig forfatning, men en elendig lærer underviser ikke et hak bedre i en supermoderne skole. Nye computere i klasseværelset er jo storartet, men kvaliteten af læreren der forrest i lokalet er dog langt mere vigtig.
Medmindre
en ung opdager glæden - og det er en glæde - ved at læse stor
litteratur eller blot gode bøger valgt af egen vilje, da er det
usandsynligt at eleven opnår en passion for at læse i vort
uddannelsessystem. Det samme gælder for kærlighed til matematik eller
fysik. Vi har sænket forventningerne, ikke kun til eleverne. De
studerende forventes det ikke af, at de skal arbejde rigtigt (og nej
“socialisering” fra ekstra aktiviteter uden for pensum er ikke en
erstatning for at kunne mestre geometri). Lad mig gå tilbage de de
high-school engelsklærere jeg havde: De elskede
litteratur, og selvom de ikke kunne få os alle til at elske den som de
gjorde, var de dog helt sikre på at vi skulle udsættes for den. Med
tiden bestod jeg high-school (på trods af at have været en skuffende
elev om dagen og en rockmusiker om natten), så havde jeg altså læst
Aristoteles, Lucretius, de græske dramatikere, Shakespeare (ikke kun
brudstykker af Romeo & Julie, men “Hamlet” “Othello” og “Macbeth”),
Thomas Kyd, Dickens, Conrad, Lawrence, Tjekhov, Dostojevski, Tolstoj,
Shaw, Steinbeck, Hemingway, Ibsen, Strindberg, Beckett, Arthuer Miller,
Tennessee Williams, de store engelske poeter og andre. Hvor mange der
går ud af college i dag har læst halvdelen af de forfattere på den
liste?
Jeg
vil ikke lade de konservative slippe for dette krydsforhør: Forestil
dig, hvordan en håndfuld “vrede” forældre ville hyle op om det latterligt
godmodige seksuelle indhold i de bøger. Deres børn ser og hører langt
langt værre ting på TV - eller deres smart phones -- men skolerne skal
være renset for seriøs litteratur i Dydens Hellige Navn.
Ligesom uddannelse i dag ikke drejer sig om de studerende men om lærerne, således er også meget uoplyst aktivisme om forældrene frem for eleverne. Hvis man ønsker at “beskytte” sit barn fra umoralitet, så fjern barnets smartphone, computer, TV, iPod og radio, der alle giver adgang til langt syndigere sager end noget af det Faulkner eller Steinbeck kunne drømme om.
Jovist, giver jeg konservative nogle venlige dask: Den mest vanærende bevægelse på uddannelsesfronten fra vore rækker har været at insistere på at “Kreationismen” skal undervises i Videnskabsfag, som et ægte alternativ til Evolution. Kreationismen hører hjemme i Søndagskolen. Vi har så absolut ikke brug for at vore allerede syge skoler til blive til krisnte madrassaer. Der er bare ikke tid i de begrænsede timer der i klasseværelsen til at lade som om at Adam og Eva havde dinosaurer som kæledyr. Fossiler er ikke “teorier” som en republikanske håbefuld præsidentkandidat gerne så det. Ligesom venstrefløjens nonsens skal fjernes fra pensum, således skal religion udelukkes fra videnskabsfag: Af alle de fag som vi er begyndt nedtone, giver videnskabsfagene den største sårbarhed.
Lad os nu tage os gevaldigt sammen. (Og til mine medkristne: Jeg er ikke overbevist om at Gud har et Timex. En af hans “Dage” kunne være milliarder af vore år. Vor Frelser talte i lignelser således at vi kunne forstå. Er det så for langt ude at tro, at den evindelige og grænseløse storhed hos Gud også skal kommunikeres til os dødelige i lignelser? Jeg kan ikke komme i tanker om nogen større ‘synd’ med hensyn til stolthed, end formode at nogen af os kan kende Guds storslåethed. Overlad det til blasfemikerne hos de islamiske ekstremister.)
Når alt dette er sagt så kan der ikke være tvivl om at den største skyld for den intellektuelle fattiggørelse i K-12 uddannelserne ligger hos den politiske venstrefløj, der har gjort ‘fattigdom’ til en ‘levedygtig’ livsstil man kan vælge; man har forsvaret fagforeningerne der sætter lærernes velfærd højere end at eleverne får succes; man har gjort selvbevidsthed til et højere mål end at få lært noget; og man har kæmpet for at holde minoriteterne “nede, dumme og som Demokrater.” Men intellektuelle seriøse konservative har alt for ofte vendt sig bort, og overladt uddannelsesmarken til venstreorienterede svampehjerner.
Ligesom uddannelse i dag ikke drejer sig om de studerende men om lærerne, således er også meget uoplyst aktivisme om forældrene frem for eleverne. Hvis man ønsker at “beskytte” sit barn fra umoralitet, så fjern barnets smartphone, computer, TV, iPod og radio, der alle giver adgang til langt syndigere sager end noget af det Faulkner eller Steinbeck kunne drømme om.
Jovist, giver jeg konservative nogle venlige dask: Den mest vanærende bevægelse på uddannelsesfronten fra vore rækker har været at insistere på at “Kreationismen” skal undervises i Videnskabsfag, som et ægte alternativ til Evolution. Kreationismen hører hjemme i Søndagskolen. Vi har så absolut ikke brug for at vore allerede syge skoler til blive til krisnte madrassaer. Der er bare ikke tid i de begrænsede timer der i klasseværelsen til at lade som om at Adam og Eva havde dinosaurer som kæledyr. Fossiler er ikke “teorier” som en republikanske håbefuld præsidentkandidat gerne så det. Ligesom venstrefløjens nonsens skal fjernes fra pensum, således skal religion udelukkes fra videnskabsfag: Af alle de fag som vi er begyndt nedtone, giver videnskabsfagene den største sårbarhed.
Lad os nu tage os gevaldigt sammen. (Og til mine medkristne: Jeg er ikke overbevist om at Gud har et Timex. En af hans “Dage” kunne være milliarder af vore år. Vor Frelser talte i lignelser således at vi kunne forstå. Er det så for langt ude at tro, at den evindelige og grænseløse storhed hos Gud også skal kommunikeres til os dødelige i lignelser? Jeg kan ikke komme i tanker om nogen større ‘synd’ med hensyn til stolthed, end formode at nogen af os kan kende Guds storslåethed. Overlad det til blasfemikerne hos de islamiske ekstremister.)
Når alt dette er sagt så kan der ikke være tvivl om at den største skyld for den intellektuelle fattiggørelse i K-12 uddannelserne ligger hos den politiske venstrefløj, der har gjort ‘fattigdom’ til en ‘levedygtig’ livsstil man kan vælge; man har forsvaret fagforeningerne der sætter lærernes velfærd højere end at eleverne får succes; man har gjort selvbevidsthed til et højere mål end at få lært noget; og man har kæmpet for at holde minoriteterne “nede, dumme og som Demokrater.” Men intellektuelle seriøse konservative har alt for ofte vendt sig bort, og overladt uddannelsesmarken til venstreorienterede svampehjerner.
Op når vi så endelig engagerer os, så er det for at gøre læringen ‘sundere,’ rense ud eller insistere på at påtvinge vore religiøse synspunkter i klasseværelset. Undervisning skal være kendsgerning baseret, krævende og politisk neutral. Den eneste dagsorden skal være at skabe så mange effektive, succesrige borgere som muligt, som så igen kan give støtte til vort lands storhed og magt.
I Det Herrens År 2011, bruger United States langt flere penge per borger på uddannelsen end noget andet større land - og får langt mindre retur. Udover al politiken og selvinteressernes netværk er grunden ganske så simpel, ligesom to og to giver fire: Vi har fjernet læring fra uddannelsen.
Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters is a retired Army officer who had to learn just about everything the hard way—despite having had a number of terrific teachers. He is the author of 28 books, including the forthcoming historical novel, Cain at Gettysburg. Had he not had such fine, patient and knowledge-loving teachers, he would have had few, if any, of the successes he has enjoyed in life.
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/failing-schools-a-sign-of-failing-national-character
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar