EU et falsk håb for Ukraine

EU  -et falsk håb for Ukraine

Bruce Bawer

Det er i Europa og det er kæmpestort - efter Rusland og de 5 største EU medlemsstater har det Europas største befolkning, og dobbelt så mange indbyggere som Skandinavien tilsammen - men Ukraine er ikke en nation vi ofte har tænkt på i Vesten, undtagen, når det som i den senere tid, står midt i en krise.

Ukraine har i det meste af landets historie været erobret og brutaliseret af dets mere magtfulde naboer, og i løbet af det sidste århundrede gennemgik landet det ene mere brutale kapitel efter det andet: 1,5 millioner døde i en borgerkrig der sluttede med at det blev opslugt af Sovjetunionen; mange, mange millioner døde i Stalins bevidst påførte hungersnød i 1932-33; under 2. Verdenskrig slagtede Hitler yderligere tre millioner i det som skulle være første stadie i et program, der gik ud på at udslette to tredjedele af landets befolkning og slaveholde resten.

I dag, ikke overraskende, er Ukraine en parodi på et land, plaget af korruption og må leve med de historiske rædslers dystre skygger. Det er også et sprogligt og filosofisk splittet land, mellem en vestlig del, hvis befolkning taler ukrainsk og føler sig knyttet til Europa, og en østlig de, hvis befolkning taler russisk og stadig føler en tilknytning til deres enorme nabo mod øst.

Viktor Yanukovych, den korrupte autokratiske præsident, der forsvandt efter at have oplevet en voksende offentlig uro, er russisk sindet, hvis fatale fejl var beslutningen om at styrke båndene til Moskva og sige fra over for en frihandelsaftale med EU. De fleste af de protesterende der fik ham til at pakke sammen er Europaorienterede, flertallet er ivrige efter at Ukraine skal blive et demokrati som i Vesten, fri for Putins indflydelse, men nogle af dem, skal det bemærkes, er neo-Nazister der ser hen til Tyskland af nostalgiske årsager.

De ukrainere der helst ser bånd knyttet til Europa ønsker også at deres land kommer med i EU - der i deres øjne, som en svensk avis udtrykte det, er “frem for alt .. et symbol på et frit samfund uden korruption.”

Yulia Tymoshenko, den tidligere premierminister der blev løsladt fra fængslet efter Yanukovich tog flugten - og hvis år i embedet (sluttede i 2010) så langt fra var korruptionsfrit - fortalte mængden i Kiev, kort efter hendes løsladelse, at hun er “sikker på Ukraine vil blive medlem af EU i nær fremtid og dette vil forandre alt.”

Forandre alt!. Hvad er det der får tilsyneladende frihedselskende østeuropæiske politikere til at tale om EU som var det et magisk frihedseleksir, en mirakelkur for ofrene for tidligere tiders tyranner?

Jeg formoder en del af forklaringer er at disse politikere rejser til de store byer i Vesteuropa og nyder den relative frihed, den relative velstand og den relative mangel på korruption og bøllemetoder, og formoder så at alt dette har noget med EU at gøre.

En del af det er naturligvis den endeløse strøm af pro-EU propaganda der hældes ud over medierne i i Vesteuropa, og ikke mindst de vesteuropæiske politikere som typer Tymoshenko mødes med når de er i Vesten. Pudsigt er det dog at superstatens økonomiske trængsler ikke har givet anledning til at komme ud af fortryllelsen for mennesker som Tymoshenko.  

Hvor mærkeligt, at selv det mest overfladiske glimt af hvordan tingene fungerer i Bruxelles - hvor korruption har, behøver vel næppe at nævnes, det aldeles udmærket, selvom den utvivlsomt ikke når ukrainske højder -- ikke giver anledning til en pause hos politikerne fra øst. Og hvor besynderligt er det ikke når de kan se den arrogance der karakteriserer i bund og grund alle embedsmændene i Bruxelles - deres vane med at svare på rimelig kritik af EU, ikke med gode argumenter, men med ondskabsfulde ad hominem angreb - at de ikke straks genkender at de sådan set betragter tyranner på vej frem, den slags mennesker som man skulle mene de havde fået nok af i århundredernes løb. Tak for kaffe!

Tag EU-præsident Herman van Rompuy, den farveløse Politbürolignende middelmådighed, der i en tale i 2011 ublu ignorerede EU essentielle udemokratiske natur ved at beskrive det - alarmerende - som “faderlander, eller moderlandet for demokratiet.” Eller tag Europa Kommissionens præsident Jose Manuel Durrao Barroso der begyndte sin politiske karriere som Maoist, og som i 2012 argumenterede for at EU’s demokratiunderskud ikke er en skændsel, men en fordel:

“Regeringer har ikke altid ret. Hvis regeringer altid skulle have ret så ville vi ikke stå i den situation vi befinder os i i dag. Beslutninger taget af de mest demokratiske institutioner i verden tager meget ofte fejl.”

Eller tag dummernikken for EU udenrigspolitiske forhold Catherine Ashton, hvis artikel i 2011 i Guardian belærte Hosni Mubarak om behovet for demokrati i Egypten og som med rette og i brede kredse blev latterliggjort som et stykke arbejde af en anden, og som Brendan O’Neill så nænsomt udtrykte det i the Telegraph,

“aldrig nogensinde har bekymret sig om stemmeafgivning, aldrig nogen sinde bevæget sig ind i den offentlige menings barske arena for at vinde massernes støtte, og som blev ophøjet til sin nuværende stilling som EU’s høje repræsentant for udenrigsforhold gennem forhandlinger. og lokumsaftaler.”

Idet han hæftede sig ved Ashtons entusiasme, i det hun i sin artikel i Guardian kaldte “dyb demokrati,” forklarede O’Neill at “hun ikke mener dyb som i inderlig,- hun mener bureaukratisk, den sfære af grå, og uden at skulle stå til regnskab, demokrati hun jagter, det afsidesliggende rige af eksperter og uvalgte fine repræsentanter” - og som kontrast benyttede hun fænomenet “overflade demokrati,” det gammeldags, ikke bestræbelsesværdige system, hvor valgte embedsmænd faktisk søger (oh, rædsel) at behage deres vælgeres ønsker.

Selv et overfladisk blik på karrierer og udtalelser af disse olle valgte halvguder, disse selvbehagelig teknokratiske lejesvende er at anerkende dem som mennesker der bare er helt vilde efter at lede et imperium, og som ganske enkelt bliver oprørte når nogen vover at stille sig i vejen. I betragtning af gennemskueligheden i deres monolitiske magtsyge - en magt der ydermere er helt og aldeles befriet for enhver følelse af ansvarlighed overfor vælgerkorpset - er det forbløffende at som mange observatører faktisk kan tage EU alvorligt som en formel for europæisk fred frem for en formel for et europæisk autokrati.

Det Europa er med Barroso, Ashton og kompagni. er en flok mænd og kvinder der gjort det de formår for at mudre en ægte politisk debat, at sløre dens virkning og få den til at se ubrugelig, besværlig ud, og på enhver måde ikke ønskelig.

Den tidligere tjekkiske præsident og EU kritiker Vaclac Klaus spurgte i sin bog der udkom i 2011Europe: The Shattering of Illusions:

“Har vi ægte politik i dag i Europa - meningernes politiske konflikt - eller har vi politik der faktisk er elimineret ved at man har nedtonet vægten og betydningen af nationalstaterne og ved Bruxelles selverkendte apolitiske metoder?”

Hvilket er en anden måde at fremhæve at Bruxelles ikke er en by med politikere der har forskellige politiske filosofier og som mødes for at debater ideer og finde frem til kompromiser; det er en by bestående af teknokrater der deles om en ideologi, og som arbejder sammen som et hold for at formidle denne ideologi i politik - uanset hvad ‘pøbel’ mener. (Eller som Klaus udtrykte det så krystalklart: “EU er ikke længere symbolet på demokrati selvom man lader som om.”)

Klaus har lanceret begrebet “Europæismen.” Det er et brugbart ord, fordi det sætter den ureflekterede, realitetsfornægtende entusiasme for Europa i den kategori, hvor den hører til, sammen med andre tidligere Eurpopæismer. Blandt så meget andet, betragter Europæismen, det frie marked, som Klaus så fremragende siger det, som “en homogeniseret, ‘dekaffeiniseret’ verden (uden duft, smag, aroma)”

Klaus skriver at “Europæisterne ikke tror på den spontane, uregulerede og ukontrollerede menneskelige aktivitet. De tror på de udvalgte (ikke de valgte), de stoler på sig selv eller de som de er valgt af dem. De tror på et vertikalt, struktureret og hierarkisk menneskeligt samfund. De ønsker at overplanlægge, regulere, administrere de andre, fordi nogle (dem selv) bare ‘ved det hele’ og det gør andre ikke. De ønsker ikke at have tillid til det spontane i menneskelig væremåde, og på de resultater der kommer ved denne spontanitet, fordi de mener at rationalistisk menneskeligt design altid er bedre end det uplanlagte resultat af interaktioner mellem frie borgere, der ikke er blevet opbygget og styret af nogen. Selvom vi troede  efter kommunismens fald, at alt dette hørte fortiden til, så er det ikke tilfældet. Vi er omringet af det, igen. Europæismen er en ny utopisme, og føjer jeg til, det er en ekstrem naiv og romantisk utopisme.”

Frem for alt, skriver Klaus, at Europæsimen ”er baseret på ideen om at staterne, mere præcist nationalstaterne repræsenterer det Onde - fordi de engang var årsag til, blandt andet, krige, mens den overnationale, kontinentale og globale enheder repræsenterer det Gode, fordi de - ifølge eurokraterne - eliminerer, en gang for alle,alle former for nationalistisk fnidder.”

Denne forståelse af tingenes tilstand føjer han til, “er åbenlyst barnlig, dog er den i det store og hele accepteret i Europa.” Jovist er den accepteret, fordi millioner af dagens europæere er blevet hjernevasket til at tro, at en nationalfølelse - patriotisme - var roden til de værste ting der er hændt på kontinentet i det tyvende århundrede.

Nej, ideologi var roden - ideologi i form af Nazismen, Fascismen, og Kommunismen. Og Europæismen - der forresten, har multikulutralismen og fanatisk miljøkamp indbygget - er det 21. århundredes avl af de kollapsede tankesystemer.

Hvilket bringer os tilbage til udviklingen i Ukraine. Tymoshenkos tale blev fulgt op af nyheder om at EU - uagtet egne massive økonomiske vanskeligheder - nu er klar til at overrække mængder af kontanter til den nye Europa-venlige regering i Kiev. Nogle EU nationer, er helt sikkert, noget tøvende over de udgifter et sådant træk vil lægge på dem, og tøver med at byde Ukraine velkommen i EU folden alt for hurtigt; men magthaverne i Bruxelles er ved at savle over at få landet ‘denne store fisk’ - om ikke som straksmedlem, så som en lydig vasalstat og et fremtidigt begejstret medlem.

Olli Rehn EUs økonomiske og monetære kommissær synes at have opsummeret følelserne der hersker i magtkorridorerne i Bruxelles, da han sagde følgende: “Fra et europæisk synspunkt er det vigtigt at vi kommer med et klart europæisk perspektiv for Ukraines folk, der har vist de er tilhængere af de europæiske værdier.” Ordet europæer tre gange i samme sætning - det er EU retorik når det er mest Europæistisk! Men den grundlæggende pointe er denne, som Reuters så behjælpeligt forklarede: “Europæisk perspektiv, er EU-snak om udsigt til medlemskab.”

Sådan er situationen. Note til ukrainerne: At acceptere EUs penge er en ting. Stræb efter dem. Men hvorfor denne længsel, fra Tymoshenkos side eller andre i Jeres land, for at komme ombord i Superstats Ekspressen? Se bort fra, hvis i ønsker det, den økonomiske bagside af projektet, den lurende katastrofe i Eurozonen, og spørg Jer selv; Efter at have tilbragt det meste af Jeres historie med at tage imod ordre fra kapitalister der har befundet sig langt borte, det meste af det tyvende århundrede at have levet under Kommunismens mareridt, og størstedelen af den generation der fulgte under post-Sovjet Kremls voldsomme tyngdekraft med despotisme, hvorfor så være så desperat efter at underlægge Jer endnu et sæt arrogante fremmede herskere?

Hvorfor undgå at være under en tommel for blot frivilligt at komme under en anden?

Ukriane, her følger et simpelt velment godt råd: Stem for suverænitet. Stem for frihed. Snup pengene og løb så.

Bliv ude af EU.

About Bruce Bawer

Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His book "The Victims' Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind" is just out from Broadside / Harper Collins.

http://www.frontpagemag.com/2014/bruce-bawer/eu-offers-false-hope-for-ukraine/