Frivilligt kulturelt selvmord

Kulturelt selvmord

Man mener der lever cirka 60 millioner mennesker i Myanmar (Burma). Selvom de fleste lever langs kysten bor nogle i Himalyabjergne. En håndfuld af dem er en gruppe mennesker kendt som Taron; med en gennemsnitshøjde på under 130 cm, og dermed anses de som de eneste pygmæer i Asien - indtil nu. Der er færre end et dusin fuldblods Taron tilbage. Og når dette århundrede er forbi er de helt borte.

 

Det er helt bevidst. Det er ikke folkedrab. Det er deres eget valg.

Taron blev først opdaget af fremmede i 1960’erne. På den tid var der cirka 50 eller af lidt flere, og forskerne mente at befolkningen var stor nok til at opretholde sig selv i det mindste i nogle få flere generationer. Men genetiske fejl var almindelige, som det er tilfældet med indavl i lukkede samfund. Befolkningen svandt ind da antallet af levedygtigt afkom faldt drastisk. Som en overlevende Taron, ved navn Dawi fortalte videnskabsforskeren, antropologen Alan Rabinowitz (gennem tolke), “i mange år giftede Taron folk sig kun med hinanden. Når de fik børn havde disse små hjerner og små kroppe. Det var ikke godt.” Dette var i 2003, 2004.

Med fødselsdefekter som normen besluttede Taron lederne blot at holde inde med den etniske blodlinje. Dawi fortsatte: “Vi ønsker ikke Taron børn længere. For lang tid siden besluttede Taron ikke at få børn med hinanden. Kun med en nabo etnisk gruppe kaldet Htalu. Der kun få Taron tilbage. Mange dør alene.”

Dawi den yngste Taron med ‘rent blod’ i sin landsby, som var 39 dengang interviewet blev lavet vil sandsynligvis dø alene -- og sandsynligvis som den sidste af sit folk.

 

Rabinowitz med Dawi

Billeder af Dawi og andre Taron folk kan ses her fra en ekspeditioni 2011.

Bonus fakta: Myanmar er et af tre lande der ikke har adopteret metersystemet som sin officielle måleenhed ifølge  CIA World Factbook. De to andre er USA og Liberia.