Duller i politik
Duller tiltrækkes af magtfulde mænd, som natsværmere tiltrækkes af lys. Ligesom kurtisaner vil nogle kvinder ydmyge sig selv for magt eller personlig loyalitet. Politik er bedre end sex fordi magt måske kan være grim, men ulig sex, aldrig magt aldrig bliver gammel.
Uanset hvad - så er sex og politik helt bogstaveligt to alen ud af samme stykke.
Faktisk giver de interne programmer (studenterjobs) i Washington DC en nærmest uudtømmelig forsyning af unge piger (og drenge). De politiske ‘liderbukke’ bliver muligvis ældre, men byttet er altid ungt - og forudsigeligt naiv. Politikere, som professorer, har ofte sex med de unge som en slags frynsegode. Der er nye ‘talenter’ hvert år - ungdommens kilde for de aldrende politocos.
Naomi Wolf’s essay, The Silent Treatment, beskrev hendes erfaring med et ‘rovdyr’ en liderbuk ved Yale University som “det bløde punkt i kvindelig medfølgen.” G-punkts samarbejdet kunne måske have været en bedre metafor.
Wolf er ingen ‘dum gås.’ Måske er hun blot en modsætningernes model. At læse en modekommentator udbrede sig om skønheden eller modens overfladiskhed er nærmest som at høre Warren Buffet udbrede sig om kapitalismens farer. Wolf var en af William J. Clintons kvindelige “rådgivere.”
Den politiske kulturs udtryk kommer ovenfra. John F.Kennedy og Bill Clinton er den moderne standard vedrørende udnyttelse. Ironien her er at de såkaldte “feminister” og ‘rovdyrene’ kommer fra den samme politiske stald. Den politiske højrefløj er helt sikker ikke nogen model for oprigtighed, men ingen politiker a droit, kommer blot i nærheden af Kennedys og Clintons ikoniske status -- eller deres overgreb. Faktisk indrømmer Clinton åbent, at John F. Kennedy var et idol, en rollemodel.
Sådanne ikoner er “svangre” med modsætninger. Hvis hustru og børn ikke kan stole på en mand, hvorfor skulle en vælger -- eller for den sags skyld en nation? Amerikanske feminister hævder at det politiske er personligt, men anvender dog sjældent den målestok på deres idoler. .
Liberale kynikere kunne muligvis pege på La Belle France, hvor ministre skilter med deres liaisons. En sådan chauvinisme er i Frankrig uden omkostning. Det første offer for moderne fransk historie var troskaben. Da man stod over for Nazi pesten, blev “liberte, egalite og fraternite” smidt over bord. Paris’ jødiske befolkning var det brændoffer der forseglede aftalen med Berlin. At samarbejde er en dyr pris at betale for den personlige eller nationale dyd.
Udover den gennemsnitlige ‘løsagtige’ og den politiske ‘dulle’ er der forskellige afskygninger af villige kvinder. Tæven man kan møde i hverdagen er villig til at se bort fra ‘godterne’ blot for at komme nær magten. Den politiske ‘dulle’ er mere ambitiøs. Hendes ‘dyd’ går til en højere pris. En politisk ‘dulle’ kunne defineres som enhver kvinde der er villig til at ofre sin personlige eller feministiske integritet på målets eller korruptionens alter. Her bør vi ikke forveksle løsagtige med professionelle. Ikke som de politiske ‘duller’ giver sexarbejdere en ægte service og har et måske ærligt økonomisk incitament, i bedste kapitalistiske tradition, faktisk en del af bruttonationalproduktet.
Uden skøger ville grimme, fede politisk betændte mænd måske skulle besøge Internettet, andre mænd - eller lade fantasien råde. Sammenlignet med moderne feministisk politik, er prostitution et ‘højere kald’ -- og et frit marked. Ulig de politiske ‘duller’ er talent, evner og resultater det som kendetegner de ægte krav til jobs. Det er godt nok svært at begribe af rekreativt marihuana nu er lovligt, mens det at sælge et ‘knald’ kommercielt stadig er en forbrydelse.
Det var så ‘dulle’ teorien. Hillary Clinton, Susan Rice, Huma Weiner og Samantha Power, for blot at nævne nogle få følger som bevis på den.
Hillary
Alle kender Hillarys fortid: Loyal hustru til en guvernør og præsident. Da første seriebedrageriet kom frem i lyset i offentligheden indtog Mrs. Clinton forsvarsrollen som offer og blev hos sin mand. Ud fra enhver feministisk logik, skulle hun, eller burde, have sparket Bill et vist sted, men i stedet gav hun ham en ‘Jeg skylder dig.’ Feministisk dyd er virkelig prisværdig!
Så kom lønnen med to åbenbare fordele: Et ledigt sæde i Senatet fulgt af en ministerpost. Obama er ikke noget fjols. At holde Clinton cirkusset i kort snor - det var klogt. Hillary lavede meget lidt, ja nærmest intet, som senator eller Udenrigsminister, udover at fastholde sin politiske levedygtighed. Hun gjorde lige tilpas nok til at Bills hustru nu er ‘grydeklar’ til nomineringen for Demokraterne i 2016. Sig hvad du vil om Hillary, hun har fået mere ud af Bills mange ‘duller’ end hendes mand.
Susan
Den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice er en Hillary dobbeltgænger, der klæber sig til partilinjen af al kraft. Benghazi dækhistorien er klassisk Clinton: Benægt, benægt og undskyld så først når der ikke er andet at gøre. Benyt en politisk udnævnt, som Jim Clapper, eller Intelligence Community som syndebukke, om nødvendigt. Dog er Susans løgnagtighed ikke så profitabel som Hillarys. Rice vil aldrig komme ud for en høring. Catherine Sebelius er en anden udgave af Susan Rice, en partiapparatnik der forsvarer ethvert program, trods fiaskoer, med ideologisk smørelse.
Huma
Huma Abedin Weiner kommer med på listen her, fordi hun og hustru Anthony (også kaldet Carlos Danger) er levende beviser på at sex’liderbukke og politiske ‘duller’ er et generationsfænomen; Fra Kennedy til Clinton til Weiner, en ubrudt kæde af protégeer og udnyttere. Vi har ikke hørt til det sidste fra Mr. og Mrs. Weiner. De vil helt sikkert blive rehabiliteret under Clinton III.
Samantha
Samantha Power er langt den farligste af Obama pigerne; farlig af mange grunde. Den mest bekymrende er hendes syn på verden, ambitionen om at lade amerikanske nationale interesser underkaste sig en eller anden uklar, udvalgt, om ikke fordrejet holdning til global humanisme. Hun beklager skæbnen for Bosniens muslimer, men taler dog sjældent om de 1400 år med tilbageståenhed og brutal sociologisk patologi, herunder betændt kvindehad, i den arabiske og muslimske verden.
Hun har heller ikke meget at sige om de gejstliges misbrug af børn i Irland og Amerika. Ikke desto mindre har Ms. Powers den ideologiske frækhed til at udforme politik. Obama/Clinton undskyldningsturen i den muslimske verden er fine eksempler. Samanthas forkærlighed for Jane Fondas politik taler også for sig selv. Er Power en politisk Barbarella. Tanken kunne nemt strejfe en.
Powers hælden til islam har følgeskab af burkas, aggressiv nidkærhed og en direkte anti-judaisme; den slags anti-semitisme der falder i hak med nutidens irske og franske politik. Begge lande har historier om sympatier med, først politisk og nu religiøs fascisme.
Power har foreslået at Israel burde okkuperes, og tvinges til at underskrive det som ville være en dødsattest med de ustabile arabiske naboer. Ironisk nok har American Judenrat støttet hendes udnævnelse til FN. Powers nyeste kommentarer om Daniel Pearl genopvækker den gamle smædekampagne om at jøderne blot får hvad de fortjener. Samantha Powers ambition og syn på verden er et ekko af Internationale, Orientalismen , og alle de selvudnævnte og salvede profeter for globalismen, fyre som Harry Dexter White.
Sammen med ‘dulle aktivisterne er der knyttet forskellige hjælpemidler: Løgnens redskaber; selektive, om ikke modsatrettede feministiske eller humanitære værdier; retorik eller skrifter der betoner resultatet; og en villighed til at forkaste dyd ved duften af en politisk aftershave. Ved at handle således gør kvindelige ‘dumme gæs’ ansatte det muligt for mænd som Kennedy, Clinton, Obama og det post-kommunistiske patriarkat at eksistere.
Således kan det politiske ‘dulle’ fænomen i Amerika måske også forklare, hvorfor den feministiske venstrefløj i Amerika endnu ikke har skabt en Indira Gandhi, Benazir Bhutto, Jeane Kirkpatrick, Margaret Thatcher, eller Angela Merkel.
Hvor er de vrede amerikanske kvinder? - Leymah Gbowee
G. Murphy Donovan writes about the politics of national security
http://americanthinker.com/2014/03/bimbo_politics.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar