Amerika går til pot(ten)
1960’ernes flugt fra virkeligheden er fuldført.
Et lægemiddel er per definition et stof, et behandlingsmiddel, man håber kan kurere. Der er noget galt, eller i hvert fald er noget ikke så godt som det burde være. Her har du så en smule det vil klare det for dig....
Meget af det som sker i Amerika i det 21 århundrede synes meget mindre godt end det burde være. Som vidne i denne kontekst er legaliseringen af marihuana - der spreder sig over landet - den markante offentlige markering på steder som Colorado for retten til at benytte pot til diverse formål overlades til brugerens egen bedømmelse.
Mulige formål omfatter lindringen af fysisk smerte. Det omfatter lindringen af, nuvel, man kan ikke afgøre det - men muligvis lindringen af uopfyldte ønsker.
Begæret er en stor del af den moderne menneskelige konstruktion - derfor formodes vi at være klar til tilfredsstillelse - og vi bør derfor ikke undre os over at holdningerne til pot skifter, og at liberaliseringen af gamle forbud og regler er undervejs. Præsidenten for United States indrømmer at have røget pot da han var ung. Det er vist rimeligt sikkert at formode, at Harry Truman ikke ville være kommet med en sådan udtalelse.
Hvad er så forskellen nu?
Vi burde, dersom vi ønsker at undersøge problemstillingen genkalde os det historiske øjeblik da den karakteristiske duft af pot - en substans indtil nu knyttet til jazzmusikere og visse beboere i langs grænsen til Mexico - i stor stil flød over grænserne til det amerikanske samfund. Vi plejer at kalde det historiske øjeblik 60’erne.
Vi er mange der husker det lyslevende - om ikke altid med glæde.
60’erne - især perioden der begyndte i 1964 med efterdønninger a la en a-bombe til et godt stykke ind i 70’erne -- proklamerede utilfredsstillelse og utilfredshed af næsten enhver variant. Hvis utilfredsheden i 50’erne havde simret lige under overfladen, da kogte 60’erne over. Intet var godt nok; intet var som det burde være dersom du spurgte millioner af “studerende” (sådan blev de ofte kaldt) der hadede Vietnam Krigen og borgerskabskulturen.
Ingen myndighed - forældre, rektorer, militærindkaldelser, politikere, Evangeliets præster - var for ophøjede eller mægtige til at ikke at blive ramt af den øgede vrede. Indkaldelsespapirer blev afbrændt; joints blev tændt.
“Those were the days, my friend, we thought they’d never end,” kvidrede Marianne Faithful, (var godt nok Mary Hopkins -synopsis-olsen) idet hun slog på forestillingerne om dårlige tider.
To elementer i revolten konspirerede til at gøre pot populært; det at det var ulovligt og - noget meget mere dybdegående - et hurtigt akkumulerende behov for at undgå sociale krav og forventninger; og i alt for mange tilfælde - selve virkeligheden.
.
Voksne der betragtede dette med skræk og alarm blev mødt med kritik. Hvorfor, I hyklere - er I da ikke berusede 3 dage om ugen? Sammenligningen af pot med alkohol, et middel til adspredelse og tidsfordriv fra oldtiden blev ofte benyttet. Sjældent gjort opmærksom på blev det besynderlige i at tilføje - hvis man betragtede alkohol som et flugtmiddel, som muligvis kun et mindretal gjorde og gør - en splinterny opfordring til at ‘melde sig ud.’
Behovet for at ‘melde sig ud’ fra virkeligheden voksede eksplosivt i 60’erne. Menneskeheden, som T.S. Eliot så knastørt bemærkede, kan ikke klare for megen virkelighed: Det vil sige for megen alvor i opgaver, at skulle skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. 60’erne var Eliots store opblomstring. Vi brød os ikke om virkeligheden i alle dens udformninger. Ikke kun pot var udvejen af det dilemma. For hvis det ikke var pot, så var det LSD; om ikke LSD, kokain; om ikke kokain, heroin; alt for en hurtig flugt, ned med persiennerne så ansvar, pligt og andre sådanne besynderlige opfattelser kunne slippe ind.
Narkokulturen var en fantasikultur i 60’erne. Det vedbliver den med at være. Behovet, søgen efter flugten er nedarvet umodent: Måske ikke så meget forkert som den bevidste, følelsesmæssige flugt fra følelser.
Du formodes at lægge de fleste af sådanne fristelser bag dig omkring de 16 år. Det var alligevel det man i det store og hele formodede før fremkomsten af hippiekulturen og dennes uundgåelige følgesvend - udslettelse af normerne fra virkelighedens verden.
Ønsker vi at opmuntre til fejlbehæftede handlemønstre ved at gøre pot lovligt udelukkende til personligt brug? Hvorfor? Cui Bono? Hvem får det bedre hvis vi ikke gør det? Sådanne spørgsmål mangler resonans. Ønsket om at undslippe på få øjeblikke, trække sig ind i en verden med private normer og udsyn - hvis det er det du vil, og det er det måske, så er du landet i det rigtige land og det rette øjeblik.
About the Author
William Murchison is a Dallas-based columnist for Creators Syndicate. His latest book is The Cost of Liberty: The Life of John Dickinson.
http://spectator.org/articles/57649/america-goes-pot
Læs også denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/06/lsd-og-den-frygtelige-stank.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar