Ulighedens Bøhmand
Ved en frokost på en restaurant var der en person der komplimenterede min hustru med hendes parfume. Jeg var slet ikke klar over hun havde parfume på, skønt vi havde siddet i bilen samme på vej til restauranten.
Min lugtesans er ret ringe. Men der er noget jeg kan dufte langt bedre end de fleste - gasudslip. Da jeg boede ved Stanford University og gik frem og tilbage til mit kontor, gik jeg flere gange forbi en fakultetsbygning og kunne lugte et gasudslip. Da der ingen var til stede, lagde jeg en besked, med en advarsel.
Da jeg så passerede den samme bygning nogle få dage senere, kunne jeg se at forsyningsselskabet havde gravet op - og derefter var der ingen duft af gas. Men tilsyneladende havde de mennesker der havde deres gang i bygningen ikke kunnet lugte noget som helst.
Disse små episoder har et meget større betydning. De fleste af os er rigtig gode til nogle ting som andre ikke formår, og det kan så variere ganske meget fra den ene til den anden. Trods den store interesse -- om ikke besættelse -- intellektuelle har med hensyn til lighed, så er vi alle ikke lige i hvad vi præsterer godt og dårligt.
Det kan være medfødt, som en god lugtesans, men forskellene i evner kan man ikke se bort fra, og de udgør således en stor forskel i hvad og hvor meget vi kan bidrage med til hinandens økonomisk og velbefindende. Hvis vi alle besad de samme evner og de samme begrænsninger, da ville et individs begrænsninger også være de samme som hos alle mennesker.
Hvor er det heldigt at vi er så forskellige, således af mange forskellige menneskers forskellige evner kan klare vore begrænsninger.
Et af problemerne med de mange diskussioner om indkomst og velstand er at intelligentsiaen er som besatte af de penge som folk får, at de ikke er noget særlig, eller slet ikke i første omgang opmærksom på hvad der skaffer de penge der betales.
Pengene i sig selv er ikke velstand. Ellers kunne regeringen gøre os alle rige ved at trykke endnu flere. Fra samfundets side, som et hele, er penge blev et kunstigt redskab der giver os et incitament til at skabe virkelige, håndgribelige ting - varer og tjenesteydelser.
Disse varer og tjenesteydelser er den ægte “Nationernes Velstand” som Adam Smith havde som titel på sin afhandling om økonomi i det 18. århundrede.
Når intelligentsiaen så alligevel diskuterer ting som de historiske formuer hos mennesker som John D. Rockefeller, så har de ringe opmærksomhed på - om nogen - hvad det var der forårsagede at så mange millioner mennesker frivilligt overdrog deres beskedne formuer til Rockefeller så han blev endnu rigere.
Det Rockefeller først og fremmest gjorde for at tjene penge var at finde metoder til at nedbringe omkostningerne ved at producere og distribuere olieprodukter, til en brøkdel af hvad de havde kostet før han gik ind på markedet. Dette ændrede derpå millioner ar arbejderes liv ganske markant.
Før Rockefeller dukkede op i det 19. århundrede blev den gamle talemåde, “Den nat kommer hvor ingen mand kan arbejde” stadig anvendt. Der var ingen elektrisk lys, og petroleumslamper der skulle brænde i løbet af natten var ikke noget almindelige mennesker havde råd til. For mange millioner var der ikke andet at lave når det blev mørkt - end at gå i seng.
Alt for mange diskussioner om store formuer handler om “grådighed” - som om det at ønske sig en masse penge er nok til at foranledige at mennesker får lyst til at give dig nogle. Det er en barnlig forestilling, når du tænker nærmere efter - men hvem standser op og tænker nu om stunder?
Det som forøgede samfundets velstand var Rockefellers billige olieprodukter der gav hundreder af timers lys til menneskers liv hvert år. Edison, Ford, Wright brødrene og utallige andre skabte også hidtil usete muligheder for almindelige mennesker. De individuelle formuer repræsenterede en brøkdel af den velstand der skabtes.
Selv de af os der skaber varer og tjenesteydelser på mere beskedne måder modtager indkomst der kan være meget vigtig for os, men det er hvad vi skaber for andre, med vore forskellige evner, der er den virkelige, den ægte Nationernes Velstand.
De intellektuelles besættelse af indkomststatistikken - kaldet “misundelsens sociale retfærdighed” - ignorerer de kæmpe forskelle i produktivitet der er af så langt større fundamental betydning for alles velbefindende. At slå den gås ihjel der lægger guldæg har virkelig smadret mange økonomier. 
Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Dismantling America" and "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar