Boris Johnson siger tingene som de er - det må man ikke

Englands udenrigsminister siger tingene som de er, det er ikke noget hans chef og U.S. udenrigministeriet bryder sig om

Daniel Depetris

Ved en Med 2 konference i Rom førte Boris Johnson, den temperamentsfulde tidligere borgmester for London, og Storbritanniens nye udenrigsminister, samtalen hen på det han anså som hovedårsagen til nogle af Mellemøstens prøvelser og besværligheder.

Mellemøstens ledere, bemærkede Johnson, synes aldrig at lade en lejlighed til at kaste deres folk ud i vold, økonomisk kaos, og sekterisk konflikt, gå deres næser forbi. Hvis blot de arabiske ledere ville præstere noget militær ledelse, så måske kunne den vold der for tiden hærger regionen komme under kontrol.

 

“Der er politikere der fordrejer og misbruger religion og forskellige holdninger til den samme religion for at fremme deres egne politiske mål,” sagde udenrigsministeren ved konferencen. “Og tragedien, for mig - og det er derfor man har disse proxy krige der udkæmpes hele tiden i regionen - er at der ikke er tilstrækkleig med stærk lederskab i selve landene.” Konkluderede Johnson i en deprimerende note: “Det er derfor vi har saudierne, iranerne, alle og enhver kommer dertil, og spiller magthavere og udkæmper proxy krige.”

Boris Johnson, slog ned på noget væsentligt som mange mennesker i Washington enten foretrækker at ignorere eller lade som om ikke eksisterer,  trods en masse kritik rettet mod ham i de sidste par måneder.

Mellemøstens regionale magter, Iran og Amerikas stærkeste allierede, Saudiarabien og De Forenede Emirater, bidrager til ustabiliteten ved at udføre magtpolitik og økonomisk understøtte proxy grupper der er gennesyret af sekterisk hævngerrighed og følelsen af religiøs overlegenhed.

Den britiske premierminister Theresa Mays kontor kom hurtigt med en udtalelse hvor hendes regering distancerede sig fra Johnson bemærkninger, og dermed skabte en splittelse i toppen af den britiske regering.  

Der er dog noget vi alle kan lære af denne historie: At udfordre konventionel visdom og objektivet vurdere en vens opførsel offentligt vil uden tvivl bringe dig i problemer mere end at du vil få et anerkendende klap på skulderen af dine chefer. Et integreret karaktertræk ved at være en effektiv international diplomat er trods alt en faldgrube: Konventionelle aftaler kan næppe indgås når de mennesker der forhandler dem giver udtryk for deres vrede uden for forhandlingslokalet eller benytter pressen til at komme med deres ærgrelser - underminerende den selvsamme forhandlingsproces de håber at kunne støtte.  Johnson fejlede ved at gå efter Riyadh offentligt frem for at fremføre sine bekymringer over for de royale under private former. Imidlertid var selve súbstansen i Johnsons bemærkninger korrekt, uanset om London og Washington vil indrømme det eller ej.

Amerikas strategiske relation med Saudi Arabien er en af de mere vedholdende i Mellemøsten. Den bilateriale relation mellem Washington og Riyahd blev indledt under Franklin D. Roosevelt og Kong  Abdulaziz Ibn Saud. Hvis begge lande kan få et godt udbytte af deres investering så kan relationen bestå i generationer. Men blot fordi USA har haft en så omfattende alliance med saudierne i så mange år betyder det ikke at saudierne har ret hele tiden. Hvis der er en talemåde der præcist kan udtrykke saudisk udenrigspolitik siden Kong Abdullas død i 2015 er det “åbenbart aggressivt.”

Om det er i USA eller i U.K. så kan der ikke længere dækkes over visse pinedød nødvendige spørgsmål. Er saudiernes opførsel i de sidste to år med til at hjælpe, eller skader de regionens stabilitet? Er bombekampagnen mod Houtihs i Yemen faktisk med til at gøre en forhandlet løsning mere smidig eller er den med til at forhærde de kæmpendes beslutsomhed og forårsage mange unødvendige civile ofre? Ville leveringen af luftforsvarsmissiler til oppositionsenheder i Syrien lægge nok pres på Assad regimet til at forhandle en løsning? Eller ville det give Iran, Rusland og regionens shia militser anledning til at gøre konflikten endnu værre?

Kort opsummeret: Er saudierne en del af problemet, og hvis det er sådan, hvordan kan USA tilskynde Riyadh til at være en mere konstruktiv medspiller?

Der er helt sikkert nogle i US regeringen der stiller de samme sp’ørgsmål. Udenrigsministeriet fastholder processen med at genovervehe hele US militærhjælpepakken til saudierne grundet de mange civile ofre i Yemen, og har allerede besluttet at suspendere salget af smart bomb til koalitionen som svar på en strøm af civile ofre, som dokumenteret af FN.

Imidlertid ser det ud til at det udenrigspolitiske bureaukrati i Washigton ikke er særlig bekymret, eller vil genoverveje relationen mellem USA og Saudi Arabien. Underskrivelsen af kerneaftalen med Iran har overbevist udenrigspolitiske analytikere i Washington om at mere våbeneksport til Riyadh er en metode til at sikre relationen.

Johnsons kommentarer om saudierne var ikke belejlige for en masse politiker i hans regering. De giver hans premierminister grund til ærgrelse, og har givet Labour Party mere ammunition til at angribe Theresa Mays administration. Det var var bestemt ikke klogt af ham at sige disse ting offentligt i en tid, hvor alles telefoner har et kamera og en optager.

Men måske kan U.S. embedsmænd lære noget af Johnson udgydelser. Undertiden kan det at være en god ven være det samme som at stille ‘ubehagelige’ spørgsmål og fortælle partnerne at de ikke gavner sig selv. U.S. udenrigspolitik burde være langt mindre på autopilot og langt mere skeptisk.

https://spectator.org/silver-lining-to-boris-johnsons-kerfuffle/