Europæerne ophævede slaveriet, afrikanere/muslimer praktiserer det stadig
De black lives der ikke betyder noget for venstrefløjen
Først afslørede han History Channels miniserie “Roots” som den skinbarlige fiktion. Nu har den modige skribent Kunta (Jack) Kerwick rettet sin opmærksomhed mod at få korrigeret løgnene om slaveriet der fremmes i medierne og i lærde kredse.
En pointe der fremføres med stor overbevisning af Kerwick er, at skønt en aktiv, indfødt slavehandel blev udført et godt stykke ind i det 10. århundrede i det indre Vestafrika, så er slaveriet blevet det kors den Hvide Mand må bære.
Også helt udeladt i den “ærlige” samtale om race som dirigeres af vore politiske herrer er, at kreditten for at slavehandlen blev ophævet i Afrika tilhører europæerne. I sit omfattende studium, The Slave Trade, sætter den britiske historiker Jeremy Black (London 2006) spotlys på den “førende rolle Storbritannien spillede i ophævelsen af slaveriet ...(som) et eksempel på en etisk udenrigspolitik.” Briterne havde det absolut ikke godt med denne forkastelige institution kunne ikke forlige den med den kristne tro og som konsekvens heraf ophævede man den.
Professor Black fordømmer den særlige fokus på den Atlantiske - eller transatlantiske - slavehandel og vil gøre opmærksom på den robuste slavehandel som blev udført af araberne over hele Sahara ørkenen. Eller over Det Indiske Ocean og Det Røde Hav til markederne i Mellemøsten. Dette særlige fokus på vesterlændinge som slavehandlere og slaveejere bemærker Black “passer fint med den (politiske) narrativ om Vestens udnyttelse” af underudviklede lande og folk.
Den hidtil største udviklings økonom var Lord P.T. Bauer. Som The Economist betonede var Bauer for udviklingshjælp, hvad Friedrich Hayek var for socialismen - en Knuser. I sin Dissent on Development (London, 1971), fremførte Bauer Blacks pointe lang tid før sidstnævnte kom med den: “Slavehandlen mellem Afrika og Mellemøsten har fundet sted århundreder før den Atlantiske slavehandel og den har varet ved og ved. Ti millioner af afrikanere blev ført bort - nordpå gennem Sahara, og fra Østafrika, af arabiske og muslimske slavehandlere, lang, lang tid før europæerne beskæftigede sig med handlen fra Vestafrika.”
Arabisk forkærlighed for slaveriet, etniske fordomme og udrensninger lever til i dag i behandlingen af for eksempel sorte i Darfur og Yazidi kurdere i Irak.
Når man tænker over at europæerne ikke var alene om slavehandlen stiller Black især spørgsmål ved “den almindelige identifikation af slaveriet som racisme” da, ligesom det at være livegen, var et værktøj (dog ikke tilstrækkeligt) til at “sikre adgang til arbejdere og kontrol.”
Når det er allermest brutalt, så trives børneslaver stadig i Haiti i form af “Restavec system.” Børn fastholdes i den mest knusende fattigdom og må arbejde knaldhårdt. I anglo-amerikanske og europæiske verdener ville dette blive anset som perversitet til det ekstreme. I Haiti er det at eje en Restavec et statussymbol (Forresten er Haiti endnu et sted på kloden som “Hillarys udenrigsministerium” “hjalp med til at ruinere,” ved at fastholde en ulovlig og gennemkorrupt leder, med præference for korrupte NGO’er såsom ... The Clinton Foundation.)
Brutaliteten hos de indfødte slavehandlere i det indre af Afrika skyldtes en masse rivalisering og slægtsforhold mellem afrikanske kræfter. Black fortæller at “både arabere og europæerne arbejdede sammen med indfødte småstater der sørgede for at slaverne blev leveret gennem raids og krige udført mod deres naboer.”
Med hensyn til den Atlantiske Slavehandel har nutidens amerikanere og briter sagt undskyld ved enhver lejlighed. Men udover at være en kult af undskyldning har den atlantiske slavehandel været et værktøj i bestræbelsen på at kontrollere og definere fortiden som et “aspekt af vor nuværende politik” ikke mindst i udformningen af den historiske behandling af Civil War, Syden og the American Founding Fathers.
Jeremy Black forkaster disse rituelle undskyldninger som tomme eskapader der “alt for ofte tilpasser sig de tåbelige argumenter om ‘ophør’ beslutning og ikke være i stand til at komme videre før vi anerkender fortiden.” I virkeligheden er denne bukken og skraben af letbøjelige anglo-amerikanere og deres sorte politiske overherrer det modsatte af alt dette, og i stedet omfatter den genskabelse og institutionalisering af racemæssig klagen.
Kulten med at undskylde der har grebet Amerika og Storbritannien er unik i Vesten. Hvilke andre folk ville pines over ting de ikke havde del i, personligt for skader de ikke har begået?
Klagen over og forargelsen som et hele gælder så alle hvide, for ting de ikke har begået. Afrikanere der ikke blev taget som slaver betragtes som havende en uangribelig anklage mod europæere som ikke tog dem som slaver.
Sagens kerne er at argumentet mod racisme, i det mindste når det kan fremme sortes interesser, er et argument mod kollektivismen. Det er vel meningen man skal undgå at dømme et helt folk baseret på farven af deres hud eller ved deres betragtelige antal.
Det formodes imidlertid at være fuldstændig acceptabelt at malke og tilsværte europæerne for fuld styrke, baseret på at de mangler farvepigment i deres hud og deres langt bedre socioøkonomiske præstationer. **
Adapted from Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America From Post-Apartheid South Africa (2011) by ILANA Mercer. Ilana’s latest book is The Trump Revolution: The Donald’s Creative Destruction Deconstructed (June, 2016).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar