Trump kunne blot ignorere domstolens beslutning om at sætte indrejseforbudet på pause
Den status quo vi oplever nu er den med til at gøre the Constitution til en selvmordspagt?
Thomas Jefferson mente det helt sikkert, idet han advarede om at ved at acceptere juridisk overherredømme ja så ville vort ‘dokument’ der skabte vor nation blive til en felo de se, (forbrydelse begået mod en selv - selvmord) som han udtrykte det på latin. Does our current status quo make our
Accept af domstols overherredømme er forresten, præcis derfor præsident Trumps indførte et midlertidigt forbud mod immigration fra syv overvejende muslimske land
Forestil dig at Alexander Hamilton skulle have skrevet i The Federalist, No. 78 at domstolene er den “mindst farlige” del af regeringen fordi den “ingen indflydelse har over hverken sværdet eller økonomien.” Dog tr(u)amper’ den på manden med sværdet: Præsidenten. Skal det virkelig være således?
Nej, Trump kunne ganske enkelt ignorere afgørelsen der suspender hans forbud.
Oprørende? Mod Foratningen? Niks, faktiske er det helt i overensstemmelse med Forfatningen.
I sin afhandling fra 2015 Obergefell v. Hodges om ægteskabsregler advarede afdøde Højesteretsdommer Antonin Scalia om at med “hver beslutning.....ufortrødent ikke baseret på loven,”bevæger Domstolen sig videre “et skridt nærmere en påmindelse om dens mangel på magt.” Hvad vidste Scalia om Domstols magt.?
Det er i bund og grund en illusion.
Lad os tage en borger quiz. Hvorfor har den lovgivende gren magt til at lave love? Hvorfor har den udøvende gren (præsidenten) magten til at indføre love? Svaret i begge spørgsmål er, fordi the Constitution giver lov til det. .
.
O.K., hvordan er det nu at Domstolene har “magt” til at bestemme lov og hele tiden får sine beslutninger med til at få indflydelse, ikke blot på egen ‘gren’ men også de to andre? Hvordan er Domstolene blevet til Kongen? Fordi det giver the Constitution adgang til.... hold inde. Det er ikke i the Constitution - ingen steder der.
Denne ‘magt’ blev snarer
e erklæret af Domstolene selv, mest kendt i afgørelsen i 1803 Marbury v. Madison.
e erklæret af Domstolene selv, mest kendt i afgørelsen i 1803 Marbury v. Madison.
Den er god nok. Højesteret gav Højesteret den suveræne magt til at have det afgørende ord i fortolkning af love.
Pointen er at den dømmende magt nyder denne magt. Lige så snart sidstnævnte siger, for at citere Andrew Jackson, “Domstolene har taget deres beslutning, lad dem nu håndhæve den,” så går den myndighed - ‘farvel farvel.’ Domstolene mindes om deres impotens.
Derfor er det ikke blot det at Domstolene mangler sværdet eller ‘pungen’ som hvis de besad dem ganske enkelt svarer til at magten gør det helt rigtige. Domstolene har også ingen forfatningsmæssig hævd på juridisk overherredømme. Faktisk er magten lagt i deres hnder en krænkelse af alt som Amerika står for.
Jefferson forklarede i 1820 hvorfor da han skrev at “at betragte dommerne som de ultimative afgørere i alle forfatningsrelaterede spørgsmål” er “en i sandhed meget farlig doktrin, og en som vil sætte os under et Oligarkis despoti” Dette er så hvor vi er nu, og har været det længe - selvmordspagt territoriet. Viljen hos en nation bestående af 320 millioner individer kommer til udtryk ved deres korrekt valgt repræsentant og de love som forelægges og vedtage....
Og så kan den hensigt, vilje, laves helt om, knægtes af 5 sortklædte advokater i en regeringsdomstol? Lyder det for dig som en regering af, ved og for folket?
Som tiden er gået er den dømmende magt blevet mere og mere dristig, har udstedt regler der ligger mere og mere borte fra the Constitution. Dette er ingen overraskelse. Som Jefferson udtrykte det, “Vore dommere er ligeså ærlige som andre mænd, og ikke mere. De har, som andre, den samme passion for selskab, for magt,og de deres stands privilegier.”
De fremholder endog rationaliseringer for at retfærdiggøre deres magt og privilegier. For eksempel opfandt de, for lang tid siden, konceptet med at the Constitution var et ‘levende dokument’ der kan fortolkes så det “passer til alle tider.” Dog, da fortolkningerne så ofte er i konflikt med folkets vilje, så er det fælles træk at det passer dommerne.
Disse ærede jurister lægger derpå en en lovlighedens glatte finer over deres krænkelse af lov og deres pligt ved at give sig selv en påtaget intellektuel stilling. “Hvorfor, vi er ikke underlagt et 200 år gammelt stykke pergament, ligesom de der holder stædigt fast ved det oprindelige,” siger de. “Vi er pragmatikere!”
For at forstå hvor oprørende dette er så tænk over en analogi som Højesteretsdommer John Roberts fremførte, da han blev udspurgt før han fik stillingen. Han sagde hans job var udelukkende at agøre “om der var offside eller ikke,” (balls and strikes)
Hvis man skulle videreføre denne analogi kan dommerne faktisk opfattes som dommere i en baseball kamp, hvor spillets grundregler er lovgivningen og regelbogen er the Constitution. Hvad nu om en dommer anså regelbogen som til at ændre og sagde, “Med de fremragende kastere vi har nu om stunder, så er tre strikes ikke nok, jeg vil give den der slår med battet fire strikes”? Hvad nu om han så fastslog. “Jeg fraviger ikke min opgave, jeg er blot pragmatiker!”
Ville man tage en sådan holdning alvorligt? Eller ville han blive leet ud af dommersædet.
Naturligvis er det opgave hos de som fastlægger reglerne at ændre disse - om nødvendigt. På samme vis er der en lovlig måde at gøre the Constitution “levende.” Amendment (undtagelses) Processen. Den er lang og besværligt, og dette sikrer at før der laves en ændring så er et flertal af folket enig. Dette fører os til problemet som det ses fra dommerstandens perspektiv:
Det kan dommerne nemlig ikke kontrollere.
Derfor foretager de indgreb i folkets magt med en påtale og en udtalelse. Det skal bare standses.
Der er flere end en måde at gøre dette på. En anden kun lidt kendt kendsgerning er at Artikel III i the Constitution giver Kongressen magten til at begrænse forbundsdomstolenes jurisdiktion under Højesteret og appellere deres beslutninger. Med andre ord kunne Kongressen ganske enkelt have forhindret forbundsdomstolene under SCOTUS (Højesteret) fra at udstede regler om immigration (og andre emner) til en begyndelse og SCOTUS fra at genoverveje lavere domstoles beslutninger om disse emner. .
Kongressen har også magten til, under Artikel III, helt at fjerne enhver forbundsdomstol, udover SCOTUS. Derfor kunne Kongressen have fået the U.S. Court of Appeals for the Ninth Circuit - en samling tåber der nu ser på Trumps immigrationsforbud - til helt at forsvinde - for lang tid siden.
Dog ville dette kræve at vore kujonagtige politikere indtager et fast standpunkt på et omstridt problem. De ville frem for dommerne, der ikke skal genvælges, kunne tage krystalklare afgørelser. De kan derpå lade som om de gjorde alt de kunne og sige, “Domstolene har bestemt. Lov er Lov.”
Så det kan næppe overraske at domstolene følger egne normer,vel? “Absolut magt, korrumperer absolut,” som Lord Acton advarede om. Og hvordan kan vi have en afbalanceret magt i de tre grene i regeringsførelse, som vore grundlæggere havde til hensigt, når to grene nægter at udøve deres magt?
Jeg har hørt at dersom præsidenten ignorerer domstolene så ville det sætte gang i en forfatningskrise.
Når en gren af regeringen fortsætter med at trampe på andres rettigheder og krænker the Constitution, så er vi allerede midt i en forfatningsmæssig krise. At vise at Domstolene er impotente er ikke sygdommen - det er selve kuren.
Kun magt neutraliserer magt. Det er chokerend,e hvordan vi har forrådt ånden og skriften hos vor nations grundlæggere og har tilladt domstolene at gå amok. Vi kan fortsætte med at nedsvælge Domstols overherrernes Koo-Aid, og dermed begå nationalt selvmord, eller vi kan udtørre sumpen der er inficeret med sortklædte tyranner. Det betyder impotens for dem - eller irrelevant for os
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar