ÅR NUL efter Khmer Rouge

ÅR NUL

Peter Wilson

Khmer Rouge erklærede revolutionsåret som ÅR NUL for 35 år siden, den 17. april 1975, den dag de kommunistiske guerillaer i sorte pyjamas og sandaler af bildæk marcherede sejrrigt gennem Phnom Penhs gaders. En antydning af regimets brutalitet kom blot 24 timer senere, da Khmer Rouge beordrede at de to millioner indbyggere i Phnom Penh, herunder patienter på hospitalerne skulle forlade byen.

Deres styre der varede tre år og otte måneder efterlod Cambodia fuldstændig ødelagt, med næsten en hel generation - anslået 1,7 millioner cambodianere ud af en befolkning på 7,9 millioner - udryddet med kugler, økser, skovle i baghovedet, kvælning med plasticposer, ubegribelig tortur, eller ved sult forårsaget af den ruinerede økonomiske politik.

Pol Pot Kliken ville skabe historiens mest rene form for kommunisme med et enkelt slag, og forsøge at overgå selv Mao's katastrofale Store Spring Fremad. Deres succes var Cambodias fiasko. Trods arven fra et andet rædselsfyldt marxistisk eksperiment, da forbliver læren af Khmer Rouge stadig indhyldet i udflugter og myter.

Samling af kranier fra Khmer Rouge velsignelserne

Myte #1: Trods eksemplet med Khmer Rouge, forbliver marxismen en gyldig politisk filosofi.

Marxistiske sympatisører, som klummeskribenten James Carroll, argumenterer stadig for det bløde samfund med "Marxismen er endnu ikke virkelig afprøvet." Sådan rent besynderligt tilfældigt så har kommunistiske regeringer altid være under korrupte brutale mænd.

Korruption og brutalitet er imidlertid ikke noget særtilfælde i kommunismen; det er selve ånden i det.

For at omfordele velstanden skal Staten tildele magten til fejlfyldte mennesker. Vort demokrati har kontrolmekanismer og balancer der hæmmer (håber vi) de som har magten. Khmer Rouge lederne havde den absolutte magt, der korrumperede absolut, med de forudsigelige tragiske konsekvenser.

Hver gang den er blevet afprøvet har Marxismen ført til et slagtehus, har forandret de underlagte lande til gigantiske koncentrationslejre, hver af dem en "Stor Belsen" som Robert Conquest har beskrevet Stalins Sovjetunionen. Pol Pot, Mao, Stalin, Lenin, Ho Chi Minh, Castro, Che Huevara, Abimael Guzman, Mengistu, Kim Jung Il er blandt historiens mest gennemførte slagtere. At argumentere for at den kommunistiske ideologi der motiverede dem er årsagen til deres forbrydelser devaluerer døden hos de 100 millioner der blev myrdet af kommunismen i det 20. århundrede.

Myte #2: Khmer Rouge var ikke ægte kommunister.

Ligesom Viet Cong var de "ris-nationalister." Eller frihedskæmpere der sloges mod franskmændene og amerikansk imperialisme. Eller Asiens nazister. Eller en eller anden perverteret buddhistisk bondesekt.

Det er ikke vanskeligt at finde bevis på det modsatte. Som studenter i Paris tilsluttede Pol Pot og Ieng Sary (Broder 1, og Broder 2) sig til Cercle Marxiste, hvor de absorberede Marx og Rousseau. For at påpege det helt åbenbare, så kaldte Pol Pot og Ieng Sary deres hær "Red Khmer," - rød er kommunismens farve. De blev finansieret af Beijing, Moskva og Hanoi. De var tættere på den maoistiske fortolkning af Marxismen end Stalins verdslige kommunisme med dens 5 års planer for stålværker og cementfabrikker. Khmer Rouges handlemønstre blev hentet fra Stalin og Mao: Brutaliteten, ødelæggelsen af familien, forbudet mod religion, terrorhunger, den interne renselse som George Orwell beskrev så præcist tre årtier tidligere med de rædselsvækkende scener om Napoleons styrker i bekendelserne i Animal Farm.

Myte #3: Nixon's hemmelige bombning af Cambodia var ansvarlig for Khmer Rouge's sejr.

At man beskyldte Amerika for Khmer Rouge begyndte tidligt med William Shawcross' Sideshow, Kissinger, Nixon og ødelæggelse af Cambodia (1979). Roland Jofff'es film The Killing Fields udbredte forstillingen om den amerikanske skyld til en hel generation, en skyld som ofte er blevet gentaget i mange amerikanske lærebøger.

Ifølge data der er frigivet ved Clinton Administrationen og fortalt om at Ben Kiernan og Taylor Owen, da kastede amerikanske B-52 bombefly "2.756,941 tons eksplosiver, ved 230.516 flyvinger på 113.716 steder," i årene 1969-1973. Langt mere, end der blev kastet i 2. Verdenskrig. Uskyldige Cambodianske landbybeboere blev helt sikkert slået ihjel, skønt vurderingen er helt vild med i sine tal fra mellem 5000 og helt op til 600000.

Ikke destomindre, var bombningerne ikke helt uden grund.

Bombekampagnerne havde to adskilte fremgangsmåder, med forskelligt obejektiv. Præsident Nixon's Operation Menu, begyndte i marts 1969, og slog til mod Nordvietnamesiske tilholdssteder hvor NVA leverede mad og våben til forsyningsdepoter mindre end 150 kilometer fra Saigon, under beskyttelse af Cambodias neutralitet under Geneve Konventionen.

Skønt Prins Sihanouk, gav grønt lys for gennemgangen af NVA forsyningerne der kom ned langs Ho Chi Minh Stien og gennem Sihanoukville, viser kendsgerningerne, at han voksede op med nordvietnamesiske indtrænginger i sit land, og at han gav Nixon grønt lys til at bombe NVA militære mål. I den anden fase, mens Vietnam krigen var for nedadgående, bombede amerikanerne fortsat efter anmodning af Lon Nol regeringen for at sløve Khmer Rouges fremgang.

Historien kan meget vel bedømme Nixon og Kissinger barsk for de humanitære omkostninger ved bombninger. Det kan se ud til at de hjalp Khmer Rouge med at få rekrutter, men i det store og hele forsinkede det magtovertagelsen af Khmer Rouge. Husk også de enkle kendsgerninger, at de kommunistiske land støttede Khmer Rouge med våben, materiel, penge og ideologi, mens U.S. støttede den pro-vestlige Lon Nol regering i et forsøg på at besejre Khmer Roguge og hindre udbredelsen af kommunismen. Som Peter Rodman skrev i en artikel fra 1981 i American Spectator, Sideshow: Selv ikke med den største elastik i moralsk logik, kan forbrydelserne ved massemord tillægges de som kæmpede for at forhindre at de kunne finde sted.

Myte #4: "Amerikansk hensynsløshed gjorde kommunisterne til totalitære fanatikere."

[Historikeren Philip Windsor, citeret af Noam Chomsky og Bernard Herman i Manufacturing Consent (1988).]

Oveni i at have skylden for at bringe Polt Pot til magten, har de amerikanske bombninger også skylden for at Khmer Rouge blev skubbet helt ud over kanten i galskab. Nixon og Kissinger er derfor skyldige i krigsforbrydelser og har blodet af 1,7 millioner cambodianere på deres hænder.

Denne myte er versionen, i internationalt snit, af "samfundet fik mig til at gøre det," forsvaret for brutal kriminalitet, der svarer til at give skylden for massemord på politibrutalitet. Det forvandler Khmer Rouge fra agressorer til hjælpeløse ofre der reagerer mod agression.

Teorien om at vold avler modvold kan være fornuftig i en psykologisk forstand, men den er uanvendelig med Khmer Rouge og at deres "selv-folkemord" --den systematiske kampagne af ødelæggelsen af deres eget folk -- var motiveret af et ønske om hævn mod amerikanerne. Under Khmer Rouge styret fra 1975-79 var Cambodia isoleret fra verden udenfor; den sidste amerikanske bombe faldt i august 1973.

Eksempler fra historien modsiger også denne teori: De hensynsløse nazisters blitzkrieg forvandlede ikke indbyggerne i London til totalitære fanatikere. Denne myte lindrer imidlertid Anti-krigs bevægelsen på venstrefløjen for noget ansvar den måske kunne have følt for at presse Kongressen til at fjerne den finansielle støtte til Sydvietnam, som man lovede i Paris Fredsforhandlingern, der virkelig spillede rolle i at dominobrikkerne i sydøst Asien faldt i 1975: Cambodia den 17. april, Sydvietnam den 30. april, og Laos den 28. november.

Idag har Khmer Rouge kun få der forsvarer dem. I Jean-Francois Revel beske kommentar, "En af de mest rige medlemsklubber på Planeten er Fjenderne af Fortidens Folkemord." Det er ikke tilstrækkeligt af fordømme Khmer Rouge. Vi skal fordømme Marxismens ideologi der motiverede dem.

Peter Wilson has a large extended family of Khmer Rouge survivors and has worked on children's television in Cambodia. His blog is walkingdogcapitalist.