Patrice Lewis
Jamie's tale var en meget eftertænksom analyse over, hvordan han ville skabe klasseværelset om til et bedre sted at være, hvis han blev valgt. Han fik entusiastiske bifald.
Olivia's tale var mere præcis. "Hvis I stemmer på mig, giver jeg gratis is."
Behøver jeg at nævne at klassen gik amok. Ved yderligere spørgsmål kunne Olivia ikke forklare, hvem der skulle betale for isen. Klassen var ligeglad. De var trods alt kun 9 år. De ville bare have den gratis is.
Tilsyneladende var Olivia også ligeglad med, hvem der betalte for isen. Det eneste hun ikke var ligeglad med var at blive valgt. Hun manipulerede som en anden ekspert sine klassekammerateter, fik dem til at spjætte som dukker på en snor. Hun vidste hun kunne komme med tomme løfter, ikke give nogen anvisning på hvordan løfterne kunne indfries og vinde. Hun fik ret.
Lyder det bekendt?
Et år inde i sin administrationsperiode er Obama blevet ekspert i at manipulere sine barnagtige klassekammerater....øhh....tilhængere. Han lover en endeløs strøm af "is" uden at stå til ansvar for hvem der skal betale for det, udover et svagt "beskat de rige" mantra.
Jeg tror ismentalitet er tegn på umodenhed. Vi forventer at børn i 3. klasse vil stemme for gratis is, fordi de er 9 år gamle, og ikke forstår økonomien. Men modne mennesker ved at der må være nogen der skal betale for den der is. Dette kaldes DEINDHEF: Der Er Ikke Noget Der Hedder En Gratis Frokost.
Mine damer og herrer, det er du og jeg . De hårdtarbejdende borgere i dette land, der på desperat vil klynge os til enhver beskæftigelse vi kan finde - der skal betale for den dér is, sammen med generationer af vore efterkommere. Må jeg også tilføje, så får vi også selv en smule.
John Stossel's klumme "Hastigt på vej mod trældom" forklarer det åbenbare: "Hvis regeringen frigører os for ansvaret ved livet ved at købe os fri, da forfalder karakteren. Velfærdsstaten, uanset de gode hensigter bag med at skabe materiel lighed, kan ikke hjælpe os til at være uafhængige."
Dette, tilføjer Stossel bør ikke være kontroversielt. Eller som jeg kan lide at sige, det er altså ikke raketvidenskab (undtagen måske for venstreorienterede).
Jeg kender flere med en "is" mentalitet. "Charlie" har været uden arbejde det meste af et år, og har slet ikke forsøgt at finde et. Hans "is-goder" (arbejdsløshedsunderstøttelse) blev stadig større og større og større. Vi har forsøgt at gøre opmærksom på at Rigtige Mænd ikke tager imod regeringens penge, hvis de kan undgå det; de tager det job der er, uanset hvad. Men han er immun overfor at bryde ud, og først nu søger han efter arbejde fordi hans bistand er ved at løbe ud.
Det sørgelige er at "is" goderne ofte er mere givtige end det man får ud af at arbejde. Charlie ved det, han får nemlig mere ud af ikke at arbejde, end han får ved noget som helst andet, så han er ikke motiveret til at søge arbejde der måske ville give mindre, især for kun småører. Udover det med den gratis "is" har han også rigeligt med tid til at fiske. God Handel.
Robert Ringer skriver, "Kendsgerningen er at når mennesker siger de ikke kan finde et arbejde, så er det de ofte mener, at de ikke kan finde det arbejde de ønsker, til den løn de ønsker , og med de arbejdsbetingelser de ønsker - hvilket betyder at den høje arbejdsløshed er, i vid udstrækning, et resultat af arbejdernes ganske enkle nægtelse af at acceptere lavtlønsarbejde, og i stedet foretrækker de at leve af regeringens gavmildhed." Han tilføjer, "Det frie marked, virker faktisk. Det er blot ikke på den måde de progressive gerne vil have det til at virke på."
Ifølge Tax Foundation får 60% af befolkningen nu mere i regeringsgoder end de betaler i skat. Med andre ord betaler 40% af os for at de 60% kan komme u d og fiske. Lyder det som noget vore Grundlæggende Fædre havde i tanke da de skabte en nation af uafhængige, selvansvarlige mennesker? (for at give et fingerpeg til "is"-modtagerne, så er svaret altså: NEJ!!!)
Obama blev valgt på sine løfter om de endeløse "is"-goder. Hvis vi alle var enige om de "forandringer" han lovede, da skulle vi æde al den is vi ønskede helt gratis.
Men der vil komme end dag da kravet om gratis "is" vil overgå evnen hos disse usynlige arbejdere til at kunne blive ved med at forsyne. Når den dag kommer vil der være en alvorlig mangel, og folk vil begynde at skrige i protest. "Jeg vil have is! Du lovede mig is!"
Så vil de begynde at løbe forvirrede rundt stampe med fødderne i vildt raseri: "Jeg vil have is, jeg kræver is!" Så vil der komme optøjer i gaderne, og mennesker vil fare rundt og kræve at nogen giver dem deres is, fordi, hallo - vi har jo ret til det. De fik det lovet. Det er en rettighed.
Her har de ret: De blev lovet is. Små børn, som de er, forstår ikke økonomi nok til at vide at is ikke er gratis. Det er betegnende at de stater der er i den værste finansielle krise også er de mest venstreorienterede, på grund af omfattende offentlige programmer. Med andre ord, disse stater giver en masse gratis is.
Jeg frygter en erkendelsens dag snart vil indtræffe, hvor det ikke kun er rigeligheden af is der tørrer ud. Det vil være så meget mere. Vor godgørende og generøse regering vil være i så dyb gæld, at den vil implodere under de glade, - men fuldstændig umodne og urealistikse - løfter om gratis is til alle.
Må Gud hjælpe os når den dag oprinder.
Patrice Lewis
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar