Islamisk homoseksuel pæderasti!

Islamisk homoseksuel pæderasti. "De Dansende Drenge"

Phyllis Chesler

Frontline’s Dokumentarfilm om “Bacha Bazi.”

I sidste uge i Ouetta, Pakistan angreb en selvmordsbomber en prominent shiitisk bankdirektør - og da hans venner og slægtninge fulgte ham til hospitalets skadestue, angreb endnu en bombemand dem og dræbte otte. Politiet formoder at dette var et "sekterisk" (muslimsk sunni mod muslimsk shia) angreb. Det er der intet nyt i; dette er en skabelon, et mønster.

I 2009, i Dera Ismail Khan, Pakistan blev en shiitisk leder skudt ned; næste dag ved hans begravelse, dræbte en selvmordsbomber sig selv og 28 sørgende. Igen beskrev politiet det som "sekterisk" vold.

I 2008, i samme by, efter drabet ved skydning af en shiitisk gejstlig, blev både hospitalet såvel som begravelsen efterfølgende angrebet enten af en selvmordsbomber eller der blev "placeret en genstand." Disse muslimer tager ingen fanger. I går blev viceborgmesteren i Kandahar, Afghanistan (170 kilometer fra Quetta) skudt ned mens han bad i en moske.

Hvilken nåde mon sådanne mennesker viser vantro, kvinder og børn, herunder deres egne?

Ingen. Absolut ingen. Folk fra Vesten er forvirrede over dette - ikke kun på grund af at de er hjernevaskede og ikke ønsker at blive kaldt "racister," men også fordi disse mennesker forekommer at være charmerende og virker "oprigtige."

Her forleden aften så jeg den sørgeligste lille film, en enestående Frontline dokumentarfilm, om "Bacha Bazi" de mindreårige "dansende drenge" i Afghanistan. Disse børn er sexslaver hos ældre magtfulde afghanske mænd - i dette tilfælde, tidligere krigsherrer fra Den Norlige Alliance, der har købt dem fra deres ludfattige familier, eller som forældreløse, blot har fjernet dem fra gaden. Når de forsøger at flygte, bliver de fundet igen og straffet - eller de bliver myrdet.

En afghansk dansende dreng

“Dagastir,” en tidligere krigsherre fra den Nordlige Alliance der i dag har hundredevis af politibetjente til sin rådighed har et medfølende, venligt ansigt. Han lyder ikke, og ser heller ikke skyldbetynget ud eller føler skyld for, hvad han foretager sig. Jo, han er selvfølgelig gift og har to sønner.

Human Rights Watch, citeret by Amnesty International, kom med historien første gang i 1997. De omtalte den som misbrug af Taliban. Jeg skriver om dette i min bog The Death of Feminism. Nu siger UNICEF at denne praksis "skal udryddes." Dokumentarfilmens beretning beviser at, skønt sådant sexslaveri er forbudt, foretager politiet ingen arrestationer, og at fængselsdomme er hurtigt overstået. Politiet selv udgør ofte det udelukkende mandlige publikum, der 'nyder' disse dansende drenges opvisninger.

Og folket er så utroligt fattigt og har så få muligheder.

Bacha bazi (de dansende drenge) bliver taget og optrænes i sang og dans når de er så unge som 6 år, oftest dog når de er ni eller ti. De iklædes kvinders tøj, kvinders smykker, kvinders make-up, og de lærer at danse med forførende "kvindelige" gestus. Her ville vi måske kalde dem "transvestitter," med det er jo ikke en nøjagtig sammenligning. Disse dansende drenge er børn, der er tvunget til at danse og derpå have sex med mænd der er gamle nok til at være deres fædre og deres bedsteforældre.

Afghansk dansende dreng med ældre mand

Homosexuel pæderasti er udbredt i den muslimske verden. Tænk på oldtidens Grækenland, (Alexander Den Store marcherede gennem Afghanistan helt til Indien); tænk på det Osmanniske Imperium, Tyrkiet; tænk på Persien, tænk på Saudiarabien, hvor voksne mænd stadig går rundt hånd i hånd i offentligheden. De dansende drenge er blot endnu et eksempel eller udtryk for det. Ikke desto mindre bliver fænomenet ihærdigt fornægtet, og "homoseksualitet" som folk fra Vesten forstår det er strengt forbudt og bliver ofte brutalt straffet i muslimske lande. På kamera påstår en mand at praksis blev lært i Pakistan da afghanske krigere flygtede fra den russiske invasion. Men homoseksuell pæderasti har også fundet sted oprindeligt i Afghanistan.

Bacha bazi formen for homoseksualitet er rent fængsels-sex: Der benyttes magt og det er udelukkende om penge og magt. (I fængsler omtales det som "beskyttelse.") De afghanske børn har intet valg, men må forsøge at få det bedste ud af det. Deres liv er "ødelagt" som en dreng sagde til kameraet.Når de er "for gamle" som 18-årige, håber de at kunne skabe en 'stald' af deres egne dansende drenge, som den eneste og bedste måde at tjene til livet på.

Udover Radhika Coomaraswamy fra UNICEF ser vi ingen kvinders ansigt på Frontline dokumentarfilmen. Vi ser afghanske kvinder iført chadors, bukkende sig, tiggende på gaderne; vi ser kvinder i chadors der går forbi. Kun engang hører vi en afghansk kvindes stemme. Den tilhører moderen til en myrdet "dansende dreng." Hun sidder, i gennemført fuld chador, hjemme, lige ved siden af endnu en utildækket søn, og taler til den utildækkede interviewer, den tapre afghanske journalist der lavede denne film: Den i London bosiddende Najibullah Quraishi. (Hans producer er Jamie Doran.) De lykkedes faktisk Quraishi at redde en meget ung dreng og genanbringe både ham og hans familie med hjælp af en tidligere krigsherre

De andre unge sexslaver må klare sig selv. Måske UNICEF eller endog præsident Karzai vil redde dem (Dette var en bitter sønderebrudt kommentar)

Hver gang kvinder tvinges til at bære chadors, burqas, niqab så vær sikker på at i tilgift er der misbrug af kvinder og had til kvinder, og børn bliver også misbrugt. For mænd, især krigere, der er vokset op væk fra kvinder, oplæres i at frygte og foragte kvinder, og deres fremherskende erotiske og sociale drifter vil være centreret om mænd, ikke om kvinder. Homoseksuelpæderasti følger med kønsapartheid i sin mest ekstreme form.

http://pajamasmedia.com/phyllischesler/2010/04/21/islamic-homosexual-pederasty-and-afghanistan%E2%80%99s-%E2%80%9Cdancing-boys-%E2%80%9D/?singlepage=true