Amerikas eneste sande religion
Jon N. Hall"Fortæl gamle Gud, at det sidste menneske du så på jorden var Quantrill”
Amerika er en kristen nation eller nogen ville gerne tro det. Men
ligesom i Europa, mister den traditionelle religion sit greb i Amerika,
og en erstatningsreligion tager over. Denne nye religion har imidlertid
ikke meget med Gud at gøre.
Nu
til dags er Amerikas ægte tro “selvets religion.” Som den afdøde digter
R.P. Dickey engang observerede “folk går rundt som var de udødelige.”
De spankulerer omkring som var de guder. Om færre mennesker fejrer
Messe, så fejrer de helt sikkert sig selv.
Hvis de ikke fejrer sig selv, så fejrer de andre dødelige. Vi kalder disse andre dødelige “kendte.” Amerika
har faktisk en kultur med ‘kendthed.’ Nogle af vore kendte fejres
udelukkende fordi, og for intet andet, end deres kendthed; de er
“berømte for at være berømte” og de forekommer ikke at have nogen
forsonende karaktertræk. Vi
hylder de forkerte kendte. Der har kun været 12 mænd der har betrådt
Månen. Dog glemmer vi dem og hylder Eminem og Snoop Dog.
Der en sfære i nutidens Amerika der hylder selvets religion med den mest maniske nidkærhed. Sportens
greb om den amerikanske psyke og indbildning er så omfattende, så
absolut at for nogle sølle sjæle er det deres eneste sande religion.
Hvis fans tilbeder visse atleter, så slutter disse atleter sig til deres
tilbedelse, bliver pralende, fremfusende og stoltserende.
“Ved
I ikke jeg er Gud?” spottede Muhammad Ali, i den første af de tre
episke kampe om sværvægtsmesterskabet mod Joe Frazier der tidligt i
1970’erne. Ali fulgte endog op med følgende ord - Ved - I - ikke - Jeg er - Gud?
samtidig med han slog med næverne i luften for hvert ord, for at bevise
hans lynhurtige slag. Frazier upåvirket, uden at spotte, uberørt af
Ali’s forhånelser og psykologiske spil blev ved med at arbejde sig ind
på sin modstander som en rolig, vuggende slagmaskine, og spyttede
tilbage gennem sit blodige mundstykke: “Se nu her Gud, nu får du tæsk i
aften.”
For
at tilpasse sig vor nye religion så har de fleste store aviser i byerne
en hel sektion tilegnet sporten. Og hvis noget hænder med en bys hold,
såsom et mesterskab, er det ikke alene på nyhedssiderne i
sportssektionen, men det er over hele forsiden.
Sportsnyhederne dækker scoringer, statistik, rekorder, betragtelige
indsatser, handler og fyringer. Der er dækningen af hæderen, såsom Cy Young Award, Americas Cup, og indførelserne i Hall of Fame. Og hvis en lokal sportsgud dør, så kan nyhedsdækningen af det fortsætte længe efter hans slægtninge er kommet over sorgen.
De
fleste lokale TV nyhedsmedier tilegner meget af deres halve time om
natten til sport. Læg så dertil reklamer og vejrudsigten og der er ikke
megen tid til ægte nyheder. Hele kabel/satelit TV kanaler, som ESPN og
ESPN Classic er tilegnet sport. Der er endog en kanal tilegnet en enklet
sport: The Golf Channel. Ligesom med The Weather Channel, har sporten eksperter, hvor paneler af guruer leverer deres guddommelige mening om hvem der vinder den næste store kamp.
Sportsnyhederne
bruger en masse plads på at dække den virkning et hold har på
samfundet: Parader efter mesterskaber, optøjer efter mesterskaber, fans
der ser kampe på værtshuse, ængstelse over om byens hold flytter til en
anden by. Postyret over om Lebron James forlader Cleveland er et bevis
på, at sport virkelig er en religion.
En
del af sportsnyhederne der bliver mere og mere fremtrædende er
opførselen: Våben i garderoberne, banden, forhånelser af dommere,
ballade og slagsmål, steroider, snyd, urene tricks, tyverier, krænkelser
af veninder, misbrug af hunde, løgne over for Kongressen, utroskab i
ægteskabet og så videre. Der var en tid da en sådan opførsel ville blive
anset som usportslig. Men det var før atleterne kom ned som Guder og Guder har jo deres egne regler.
Mod denne nedtur kommer så en Tim Tebow,
en mand der forekommer velsignet af mirakler af nogle fans så han
nærmest er en superstar i direkte kontrast til ‘selvdyrkerne.’ Denne
fortaler for gammeldags religion er i skarp kontrast til den
professionelle sport som et hele.
Sport
er en mange-milliard-dollars industri. Derfor er det naturligt at
sportsjournalistikken bruger en masse tid på pengeproblemer: Lønninger,
bonus, kontrakter, fagforeningskrav, strejker, støtte af varer og fri
handel. Golfspilleren Tiger Woods er nu milliardær, den første i nogen professionel sport. Parade magasinet fortæller at hr. Woods
indkomst i 2009 var 100 mllioner dollars. Det for at slå til en kugle
med en pind. Det er en særdeles god kompensation i en “sport” der ikke
kræver at man bliver forpustet eller kommer til at svede.
(De
sparsomme citater vedrørende “sport” er fordi golf faktisk ikke er en
sport. Med spillere som John Daley kan golf være en sport. Man holder af
John Daley; han er en rigtig fin fyr, og en kanongod golfspiller. Men
atlet er han ikke.)
Ser du, Charlton Heston var en atlet - en naturlig atlet. Chuck havde
et klassisk ‘chassis og så endog godt ud i lændeklæde. Da han vandt
stridsvognsløbet mod Rom og den store verden i den episke film fra 1959 Ben-Hur, (se denne video: http://www.youtube.com/watch?v=Pwi3xROzpSE) kommenterede Pontius Pilatus ham således:
En kæmpesejr.
Du er folkets sande gud....
....lige for tiden.
Tillad os at tilbede.
Jeg kroner deres Gud.
Således
er mentaliteten for sportsfans nu til dag; vi har brug for vores guder.
Men sport er mere en blot fysiske konkurrencer; de formodes at
demonstrere visse ubegribeligheder -- karakter, vilje og nåde under
pres. Amerikanske sportsfans ville gøre klogt i at tænke over disse
linjer fra Tennysons “Sir Galahad”:
Min styrke er som styrken hos ti,
Fordi mit hjerte er rent.
Hvor mange rene hjerter finder vi i nutidens sport? Og hvis
dagens sportsmand har styrken af ti, så er det fordi han slubrer
steroider i sig. Vi er ved at gå tilbage til hedenskabets dage, da det
var acceptablet af piske sin modstander midt i løbet. Vi har mistet vor
årværdighed for de førnævnte ubegribeligheder. I dag er det at vinde det
eneste der gælder.
Amerikas verdslige religion har virkelig brug for en Reformation. Udover det har vi brug for at hylde noget andet.
NOTE: Åbningscitatet er fra Quantrill's War: The Life and Times of William Clarke Quantrill, 1837-1865 af Duane Schultz, side 259. Det andet citat er fra et digt i Acting Immortal af R.P. Dickey (University of Missouri Press, 1970). Mr. Dickey var en interessant mand, uanset hvad man så mener om hans digtekunst. (her er endnu en sportsartikel fra min side til opklaring).Jon N. Hall is a programmer/analyst from Kansas City.
Read more: http://www.americanthinker.com/2012/02/americas_one_true_religion.html#ixzz1lUnNJgWt
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar