Jeffrey Lord
Schmuel vidste det.
Schmuel var Schmuel Gelbfisz, født i Warszawa, Polen juli måned 1879.
Han
var det ældste barn af Hannah og Aaron Gelbfisz, der var Hasidiske
jøder. Familien havde boet i Polen i generationer. Schmuel var den
ældste af seks børn.
To
år efter Schmuels fødsel, blev den russiske Zar Alexander II myrdet og
skylden blev lagt - falskeligt - på jøderne. De russiske pogromer
begyndte. Titusinder af jøder flygtede til Warszawa, dengang en udpost i
det russiske imperium. Selvom det var en en form for en sikker havn, så
begyndte ret hurtigt den bølge af morderisk anti-semitisme der havde
oversvømmet Rusland at sprede sig til det russisk-styrede Polen. Polske
jøder blev udsat for vold, restriktive love og højere skatter - rettet
direkte mod jøderne.
Den
ludfattige Gelbfisz familie på otte boede i to værelser i den jødiske
sektor i Warszawa, og overlevede på en diæt af kartoler, udner tiden
spiste man udelukkende kartofler i en hel uge. Schmuel erindredre senere
at hans polske barndom som værede fyldt med evig frygt - for
anti-jødisk vold - og meget “fattig, fattig, fattig.”
Aaaron
Schmuels far døde som 43 årig, Schmuel var da 15. Idet han indså at
hans mor ville overleve med hans brødre og søstres støtte begyndte
Schmuel at pleje det han kaldte en “fantasi.”
“Da
jeg vart barn,” fortalte Schmuel langt senere i livet, “så var det
eneste sted jeg ønskede at gå til Amerika. Jeg havde hørt dem tale om
Amerika, om hvordan mennesker var frie i Amerika...Selv dengang var
Amerika, dog liggende langt, langt borte en vision om paradiset.”
Derfor
som 16 årig med sin mors velsignelse og intet andet end det tøj han gik
og stod i og nogle småmønter i sin lomme drog Schmuel afsted mod
Amerika og det af den eneste vej han kendte til.
Han gik.
Først
gik han 480 kilometer til Oder Floden. Der benyttede han nogle af
mønterne til af blive færget over. Schmuel gik derpå endnu 280 kilometer
til Hamburg, Tyskland. Der blev han et lille stykke tid, drog af sted
og kom tilbage, fandt et elendigt arbejde gennem en familie fra Warszawa
der for lang tid siden var udvandre til Hamburg. Schmuel lærte at
fremstille handsker -- og overhovedet for den jødiske familie der
ansatte ham fik det jødiske samfund overtalt til at rejse nogle penge
således at de atten schillings som Schmuel ejede kunne suppleres således
at der blev råd til en rejse med båd til London.
I
London stadig ludfattig ovrlevede Schmuel ved at stjæle mand og æde
madaffald, han sov i buskene i Hyde Park. Endelig så begyndte han at gå
igen, denne gang de 160 kilomter fra London til Midlands. Udmattet
vandrede han ind i Birmingham, hvor han fandt sin moster og hendes mand.
Han blev budt velkommen med åbne arme - men de havde ingen penge til en
dreng nu sent i teenageårende. Underernæret, undervægtig blev Schmuel
ansat som smedelærling. Han belv afskediget, han var for svag til at
klare arbejdet. Han forsøgte igen - og igen og igen og igen - med
arbejde, der i industribyen Birmingham uundgåeligt krævede virkelig
hårdt fysisk arbejde. Schmuel blev fyret fra dem alle. Om natten i
mosterens hjem, småhulkede han over sine fiaskoer.
Da
hun ikke anede hvad hun kunne gøre overdrog mosteren han til nogle
andre slægtninge, og en af dem sagde det ville være nødvendigt at han
angliserede sit navn, hvis han ville distancere sig fra hans helt
igennem jødiske herkomst. Schmuel Gelbfisz blev nu til Samuel Goldfish,
og hans slægtninge begyndte at kalde ham “Sam.”
I
denne periode fejrede Storbritannien Dronning Victorias Diamant
jubilæum - der markede monarkens 60 år på tronen. Ligesom under Dronning
Elizabets II Diamat Jubilæum der fej
redes
juni 2012 var Storbritannien en overdådighed af pomp og pragt. Den
ludfattige Sam Goldfish, der nu solgte svampe og det gik ikke særlig
godt, bemærkede det stilfærdigt altsammen - fremvisningen af velstand og
luksus, af fine klæder, perfekt tale, opmærksomheden på at se godt ud,
og den atmosfære af selvtillid der strålede ud fra de som var knyttet
til den britiske overklasse. Han var så tæt på det hele - og dog så
langt fra det.
Mens
Sam talte noget polsk og kunne læse og skrive hebraisk, var hans
hovedsprog jiddisch. Det måtte der laves om på, derfor besluttede han at
studere engelsk. Han faldt over et særligt citat i sin engelske lærebog
som han ville holde fast ved. Citatet var af Benjamin Franklin, der
havde skrevet et essay med titlen, “Information til de som ville flytte
til Amerika.” Citatet?
“Amerika, hvor folk ikke udspørger en fremmed om “Hvad han er?” men “Hvad kan han?”
Amerika
et sted, hvor folk ikke ville spørge ham “hvem er du” men “hvad kan du
udrette.” Sam besluttede sig til at blive ved med at gå. I desperation
forlod Sam ganske enkelt Birmingham og begyndte af vandre igen. Til
Liverpool for at komme med et skib til Amerika. Og, således lyder
beretningen, tog han med sig de penge han havde fra at sælge svampe. En
venlig måde at sig han at blot forlod byen med penge.
På
en passagererliste - “Skema A -- Navne og beskrivelse af passagerer” --
er der nævnt en 19 årig arbejder født i “Rusland.” -- det vil sige,
Warszawa, Polen, Sam hvis engelsk var ringe og ligeledes hans evne til
at skrive engelsk blev benævnt “Sam Goldberg,” passagerer nummer 90,
med destinationen “New York.” Den 26. november 1898 gled Dominion Line’s
Labrador med
Sam Goldfish (Goldberg) ombord ud fra Liverpool på vej ud i Det Irske
Hav, lagde kort ind til Londonderry, Irland for at få flere passagerer
ombord og endelig kursen mod vest -- til Canada.
Dominion Lines Labrador
Sam
sejlede på tredje klasse for 15 dollars, for de penge fik han enten en
“jernseng, en hængekøje eller .... feltseng.” Hans tøj var hans
sengelinned. Labradors nederste dæk var uden frisk luft og meget
elendigt lys, og denne kombination med et stormomsust Nordatlanten om
vinteren gjorde de fleste passagerer syge.
Kl.
15.45 den 4. december 1898 sejlede Labrador ind i havnen Halifax, Nova
Scotia. Om “Sam Goldberg” gik fra borde den dag eller blev ombord mens
Labrador sejlede videre til St. John, Brunswick er uklart. Det som er
klart er at Sam vandrede resten af vejen til sit bestemmelsessted. Den
1. januar 1899 beretter hans Declaration of Naturalization,
menes han at have krydset grænsen til USA et eller andet sted i
nærheden af Milltown, Maine. Det er dog muligt at Sam krydsede grænsen
på ulovlig vis -- optegnelserne er ikke fuldstændige.
Men snart derefter, efter den påkrævede tid, præsenterede han sig for myndighederne og blev endelig en amerikansk borger.
Sneen
på jorden var tyk den 1. januar da Sam krydsede grænsen, og det var
bittert koldt. Sam huskede senere, skriver hans levnedsskildrer, at da
han kom ind i Amerika “gik han i bogstavelig forstand ned på hænder og
knæ og kyssede jorden. Han kendte ikke en eneste indenfor 5000
kilometer.”
Videre
gik han, traskede “gennem mere sne end New England havde oplevet i ti
år. Et eller andet tidspunkt sent januar 1899 ankom han til Manhattan,
med hvoedet fuldt at alt det som drømme om Amerika er lavet af.”
Sam havde ingen penge. Men i det mindste var han på vej til at blive det han altid havde drømt om. En amerikaner.
Sams
historie fylder så meget mere. Rigtig meget mere. Du kunne muligvis
genkende Sams navn i dag, ikke som Schmuel Gelbfisz, eller Sam Goldfish,
eller Sam Goldberg, men som Samuel Goldwyn. Netop! Den Samuel Goldwyn
fra det legendariske Hollywood filmstudie MGM - Metro Goldwyn Mayer. Og fra Samuel Goldwyn Productions.
Den
Sam Goldwyn der arbejdede sig fra New York til Californien for at blive
en 1930’ernes Konge af Hollywood. Forfatteren Scott Berg fortællers
Sams historie i sin bog Goldwyn: A Biography.
Fra de selskaber der bærer Sams nævn væltede film efter film ud under
Den Store Depression der hyldede Amerika og amerikanske værdier.
Det var Sams selskab der gjorde Mickey Rooney til stjerne i klaasiskeren af amerikanske fortællinger ‘Huckleberry Finns Eventyr.’
Det var Sams selskab der bragte Mickey Rooney fra Huckleberrry Finn til
serien af film der udødeliggør en amerikansk knægt der levede med sin
gennemført amerikanske familie i en gennemført amerikansk by, Carvel
Idaho -- Andy Hardy.
Det
var Sams selskab der fortalte eventyret om Dorothy til amerikanerne
(Judy Garland) der mente “det aller bedste sted er hjemme” i “Troldmanden fra Oz.” Det var Sams selskab der stod bag Borte Med Blæsten
I 1940 så Republikanernes præsidentkandidat Wendell Willkie, som Sam støttede mod FDR’s tredje bud på endnu en periode, The Pride of the Yankees.
Filmen har Gary Cooper i hovedrollen, som skæbneramte New York Yankee
kæmpe Lou Gehrig. I stedet for blot at holde fokus på Gehrigs basseball
karriere begyndte filmen med beretningen om Lou Gehrigs
immigrantforældre, og viste Lous mor, en kok, der arbejder på Columbia
University for at betale for sin søns uddannelse så han kunne blive
ingeniør. I stedet blev Gehrig basseballspiller - da hans mor skulle
opereres og han accepterede en indbydelse til at spille for Yankees, og
kunne benytte de penge til at betale for operationen.
Willkie
sagde til Sam, de begge var udmærket klar over at Europa der allerede
var involveret i en krig der ville bringe Amerika med: “Sam du har gjort
noget meget vigtigt med dette. Du hjælper demokratiet overalt ved at
vise hvilke muligheder der er i Amerika.”
Manden der havde gået den halve jord rundt for at komme til netop Amerika svarede:
“Hvorfor skulle jeg ikke - jeg kender bedre, end så mange andre, til de muligheder Amerika tilbyder.”
Mulighederne i Amerika.
I 1971, blev Sam Goldwyn belønnet med Medal of Freedom af USAs præsident.
Det
har netop været den 236. årsdag for 4. juli siden den første i 1776.
Det var den 223. 4. juli siden USA blev skabt under Forfatningen i 1789.
Uanset
den afskyvækkende beslutning om Obamacare forstår millioner af
amerikanere stadig helt ind i sjælen, ikke kun hvad Amerika skulle være -
men hvad det kan være igen.
I 1979 skrev min tidligere chef, afdøde Jack Kemp, en bog der hedder An American Renaissance: A Strategy for the 1980's.
På den tid håbede hans udgiver at det var Kemps “plan for en
tilbagevenden til velstand.” Kemp citerede fra sin ven, forfatteren og
frimarkedsforkæmperen George Gilder. Gilder havde opsummeret det i en
forudseende artikel for Harper’s i 1978 med titlen “Den Bundne
Prometeus.” Husk at i 1978 var Jimmy Carters præsidentskab allerede midt
i en deprimerende situation der ville gøre scenen klar til Ronald
Reagan, og en genfødsel af den amerikanske ånd. Hverken Kemp eller Gilder
kunne selvfølgelig forudse valget af Reagan og det som ville følge. Men
uden tvivl kendte begge mænd deres land og Gilders ord som citeret
tilbage i 1979 er værd at huske på i denne tid med Obama Tidslalderen.
Således skrev Gilder, citeret af Kemp:
“Den
mest dystre og fatale arrogance hos nogen leder er at afskære sit folk
fra forsynet, fra chancens mirakuløse genialitet ved at understøtte et
lukket system med menneskelig planlægning. Innovation er altid
uforudsigelig og således er resultat af tro og frihed.”.....
“I
United States i dag står vi overfor den sædvanlige kalkule af det
umulige, reciteret af de velkendte aspiranter for en Masterplan. Det er
blevet sagt vi skal gå bort fra økonomisk frihed, fordi vor grænse er
lukket: Fordi vor biosfære er begrænset, fordi vore ressourcer er ved at
løbe tør, fordi vor teknologi er pervers, fordi vi er for tæt befolket,
fordi vor horisont er for snæver. Vi går, siges der, i dødens skygge, i
forurenet luft, på forgiftet jord, med forgiftet vand, i en atmosfære
der har en fremtidig eksplosiv vækst i en stille cancerfremkaldende
regn. I denne ekstreme tilstand har vi ikke råd til spild, til den
luksus at konkurrere, og til frihed. Vi er nået til den åbne vejs
afslutning; vi banker imod en lukket grænses porte. Vi skal beskatte og
regulere og planlægge, omfordele vor velstand og rationere vort forbrug,
fordi vi er nået til åbenhedens ende.” ......
“Lige
tværtimod er disse problemer og kriser selve den nye grænse, de er
selv mandatet for individuel og virksomhedsmæssig konkurrence og
kreativitet, de er selve årsagen til, hvorfor vi ikke har råd til
planlægningens trøstpræmier og stagnation”....
“...For
mange mennesker synes fortiden uundgåelig og fremtiden helt umulig.
Historien betragter man ikke som fremstået af uforudsigelige strømme af
genier og heltemod, men mere eller mindre uundgåelig fra forudbestemte
mønstre af naturlige ressourcer og befolkning. For de som tvivler på genialitetens afgørende rolle, på modet, og muligheden i historien, vil fremtiden altid forekomme umulig;
de kan ingen udvej se for frie nationer fra den skæbnebestemte nedtur,
forfaldet og tvangen, mens deres stadig større befolkninger presser imod
en lukket grænse.”
Jack Kemp tog tråden op, og siger:
Sandheden
er at ingen grænse behøver være lukket særlig længe. Jovist, den rige
overdådige jord er begrænset i hvad den kan yde, men der er ingen
naturlige grænser for menneskeånden og dets opfindsomheder, undtagen for
så vidt vi er forkrampet af menneskelig frygtsomhed eller af
menneskelige institutioner. I 1980’erne, det første årti med den
Amerikanske Renæssance, er det de grænser vi skal bearbejde, således at
det kan blive sagt om vor nation i vor tid. “Hende og især for hende -
tilhører fremtiden.”
Formodentlig
mødte Jack Kemp og George Glider aldrig Sam Goldwyn, der døde som en
velstående, utrolig succesrig ældre herre i 1974, som 95 årig.
Men
begge mænd -- og Kemps plan var grundlaget for “Reagannomics” succesen,
der gav 21 millioner jobs i Reagan-æraen -- ville helt sikkert have
forstået knægten Schmuel Gelbfisz om de havde mødt ham da han som
sekstenårig begyndte at gå ... og gå ... og gå.
Vandrende
ud af en fortid fyldt med fattigdom og religiøs forfølgelse. Vandrende
bogstaveligt talt, skridt for skridt til en forbløffende fremtid der
ville bringe en renæssance til hans eget liv -- og gennem hans
livsarbejde med film, på vidunderlig vis, nogle hjertevarmende
fortællinger til millioner. For ikke at nævne de tusinder af jobs som
blev skabt ved produktionen af de film.
Schmuel
Gelbfisz vandrede fordi, selv uden nogensinde at have læste
Uafhængighedserklæringen, så vidste han - han vidste - at “alle
mennesker er skabt lige, at de er velsignet af deres Skaber med visse
ukrænkelige rettigheder blandt disse er Livet, Friheden og Søgen efter
Lykke.”
Derfor gik Schmuel Gelbfisz derhen.
Han ville gå til Amerika.
Det
lykkedes ham. Og hvis blot ‘mesterplanæggerne’ her i 2012 vil forsvinde
fra din vej, så vil vi alle være i stand til at gå hen mod vore egne
amerikanske fremtider.
Jeffrey Lord is a former Reagan White House political director and author. He writes from Pennsylvania at jlpa1@aol.com.
http://spectator.org/archives/2012/07/03/walking-to-america/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar