Fup og svindel i erindringsbøger - også Obamas

Obama’s store amerikanske fuproman

Vi har alt for travlt til at være interesserede i sandheden.

Mark Steyn
   

Takket været David Maraniss’ nye bog ved vi nu, at endnu en nøgleposition med Barack Obamas identitet er falsk. Hans kenyanske bedstefar blev ikke brutalt torteret eller endog ikke-brutalt tilbageholdt af hans britiske koloniherrer. Den opdigtede bessefar slutter sig til en stadig svulmende række af personer fra Baracks’ “erindringer” der for at udtrykke det på en pæn måde, adskiller sig en del fra virkeligheden med deres brudstykker i den ‘Store’ Obama fortælling.

Den bedste ven i skolen skildres i Obamas ‘selvbiografi’ som “et symbol på unge sortes identitet,” men var faktisk, halvt japaner og ikke nogen nær ven. Den hvide veninde han tog med til et Broadway skuespil der skulle opføre et vredt show om racefordomme så aldrig skuespillet, og daterede Obama til en helt anden tidszone, og hun havde ingen omtalt verdenshistorisk betydende samtale med ham.

Hans indonesiske stedbedstefar der formodedes at skulle være slået ihjel af Hollandske soldater under hans folks tapre kamp mod kolonialismen mødte faktisk sin skæbne da han “faldt ned fra en stol hjemme da han forsøgte at hænge gardiner op.”

David Maraniss er ikke en person fra højrefløjen, og kan ikke forstå hvorfor kedelige ikke-litterære typer har benyttet hans bog som bevis på at præsidenten for USA er et Kæmpe Fupnummer. Han fortalte Soledad O’Brien på CNN. “Det er et helt i orden spørgsmål at stille om, hvor linjen i hans memoir er.”

Min Oxford ordbog definerer “memoir” som en “historisk fortælling eller biograf skrevet ud fra personlig kundskab.” Og hvis Obama ikke har “personlig kundskab” om sin torterede bedstefar, sin krigshelt stedbedstefar og den racebesatte teatertossede veninde, hvem har så?

Men i de seneste år har Venstrefløjen fået vendt den falske memoir til en af de mest prestigiøse litterære genrer.

Oprah’s Book Club anbefalede James Freys’ A Million Little Pieces, hyldet af Bret Easton Ellis som “hjerteskærende memoir” af “poetisk ærlighed,” men blev efterfølgende afsløret som værende ret så tung med “poesi” og yderst let med “ærlighed.” Den “hjerteskærende memoir” om en stofafhængig der blev smidt i fængsel efter at have skændtes med betjente da han var høj på crack sammen med sin narkoluder veninde viste sig at være et værk af en eller anden forstads Pat Boone type med nogle parkeringsbøder. (Jeg overdriver, men ikke så voldsomt som han gjorde.)

Oprah blev også smittet af The Education of Little Tree, den hjertevarmende ærlige erindring om en barndom hos en Cherokee, der viste sig at være opdigtet af et tidligere medlem af Ku Klux Klan hvis eneste tidligere bemærkelsesværdige litterære værk var George Wallace’s “Segretation Forever” speech.

Fragments: Memories of a Wartime Childhood er en hjerteskærende ærlig, poetisk gennemsyret, flænsende smertelig, smertelig ærlig mv. beretning om Binjamin Wilkomirski’s ubegribeligt rædselsvækkende barndom i en jødisk ghetto i Riga, og i nazikoncentrationslejren Auschwitz. Efter hans erindring vandt Amerikas respekterede National Jewish Book Award, blev hr. Wimorski efterfølgende afsløret som værende født i Schweitz og havde tilbragt krigen i et velstående kvarter i Zürich, opfostret af et par fra middelklassen.

Han havde helt sikkert en besynderlig barndom i det mindste ud fra en litterær agents synspunkt, som lod det gå videre til et større forlag. Men den “ubegribelige” rædsel i hans bog viste sig at være alt for let at forestille sig. Falske memoirer har vundet Nobel Fredsprisen og der bliver undervist i dem på Ivy Leagu skoler til skarer af mellemklassefamilier der betaler sekscifrede beløb for det previlegium  (I, Rigoberta Menchú).

 

Rigoberta Menchu modtager af Nobels Fredspris

De deles ud af Pentagon til seniorofficerer der skal på tur til Afghanistan (Greg Mortenson’s Three Cups of Tea) med de ganske så fornuftige grunde, at en gennemført fantasifortælling næppe kunne være mindre troværidg end den nuværende NATO-strategi.

I en sådan verden var det helt sikkert kun et spørgsmål om tid for en falsk memoirskribent blev valgt som præsident for USA. Faktisk var førnævnte Rigoberta Menchu kandidat i 2007 og 2011 i præsidentvalgene i Guatemala, skønt hun blev slået ud i første runde -- guatemaleanerne er åbenbart ikke tilbøjelige til at vælge en person til det højeste embede i landet som ikke har præsteret noget som helst, udover at være del af en luset svindelmemoir. Hvilket jo blot viser at de jo så er en flok usofistikerede fjolser.

I en ‘inspireret’ argumentationsrække har Ben Smith fra websitet BuzzFeed antydet at kontroversen over Dreams from My Father, er en fejl fra de konservatives side, fordi de har “antaget den som værende direkte sand.”

Tænk vi er så uvidende, ikke belæste og godtroende at vi mener en erindringsbog handler om ting der faktisk er sket frem for en litterær  jeu d’esprit (leg med åndrigheder) der spiller på nuancer af formodninger, af forudfattede sammenbiksninger af opfundet sludder og fup. 

Og således anser vi det første medlem af det opdigtede amerikanske samfund der har banet sig vej til Det Hvide Hus som en slags kugleskør udvikling frem for et opmuntrende tegn på, hvorledes en ny post-race, post-køns, et postmoderne Amerika bevæger sig ud af de gamle spændetrøjer af sort og hvidt, mand og kvinde, bøsse og hetero, ægte og hallucination.

Spørgsmålet er nu om USA selv er det sidste kapitel i Obamas falske memoir. Du vil bemærke, i ovenanførte eksempler, at ‘opfindelsen’ kun går en vej.

Ingen barndom som Cherokee, ingen Holocaust overlever, eller stofafhængig der er kommet sig, og forestiller sig at være George Wallaces taleskriver. I stedet søger de gennemført kedelige hyldere af mellemklasse livet i Vesten at få fortællingerne til at passe og dermed nyde en elektrificerende gysen over de fashionable offergrupper. Således går det med den offentlige orden i Vesten her ved tusmørke.

Således er Obamas erklæring om immigration der lader en million mennesker slippe for at være under United States love gennemført forfatningsstridigt, men det er ikke sådan en lytter af NPR ser på det: For ham er Obamas ensidige amnesti noget der beriger det latterlige hvide Amerika med en million små kære Rigoberta Menchus og med deres hjerteskærende beretninger.

Hele Eric Holders optræden som chefanklager er i sig selv en falsk erindring og hans indførelse af “exekutiv privilegium” i Fast og Furious skandalen er foragteligt, men amerikanske venstreorienterede kan ikke høre: Indtil nu aner de intet om Fast and Furious, det har noget at gøre med at regeringen opsporer de våben som fyre, hos de der Alabama “Segregation For Evigt” tosser, fremfor et middel hvormed hundreder af uskyldige Rigoberta Menchus syd for grænsen der blev skudt ned med våben solgt til deres mordere af venstreorienterede politikere fra Obama dministrationen. Hvis det er den alternative narrativ, jamen så antager de den falske erindring.

 

På lignende vis handler Obamacare tilsyneladende om den undertrykkende patriarkalske hvide mand der fører sin “krig mod kvinder.” Kvinderne kæmper mod den 30 år gamle Georgetown Lov om ligeløn, hvor startlønnen efter eksamen er 140 af de store om året, men lad os nu ikke hænge os i detaljer.

Dodd-Frank finansreformen der også afventer Højesterets dom er endnu et forfatningstridigt greb om magten, men de udpegede skurke er mustache udstyrede hattesvingende bankfolk, så hvorfor dog bekymre sig om det?

Man kan meget vel forstå, hvorfor de som har gavn af efterkrigstidens ekspansion i Vesten af middelklassens velstand hellere vil afskrive sig som medlemmer af langt mere seje offergrupper; det er et karrieretræk mod endnu mere. Se Sandra Flukes forbløffende forsøg med Fake Memoir: The High School Musical, hvori en 30 årig Georgetown Law medarbejder, hvis startløn efter eksamen er 140 af de store ønsker at fremstå som den Lille Roberta, Hussein, Wilkomirski i rækken af de som skal hjælpes.

Men forvandlingen af en hel nation ind i en falsk erindring vil ikke være halv så lukrativ. De hjertevarme indvandrere, de præventionsmanglende medarbejdere, de mustache udstyrede bankfolk dækker over over en langt mere appellerende dagsorden: Udvidelsen af den centraliserede magt i et omfang man hidtil ikke har oplevet i republikken.

I virkeligheden døde Obamas stedbedstefar ved at falde ned af en stol mens han hængte gardiner op. I den falske erindring står Stor Regering på stolen og det er ved at være lukketid for Amerika.

 
— Mark Steyn, a National Review columnist, is the author of After America: Get Ready for Armageddon. © 2012 Mark Steyn

http://www.nationalreview.com/articles/303776/obama-s-great-american-novel-mark-steyn