Wes Vernon
Lyt efter Mitt Romney, Mitch McConnell, og senatorerne fra din stat.
Da Ronald Reagan ankom til Det Hvide Hus med en dagsorden om at afslutte Den Kolde Krig forstod han, at for at få Sovjet Imperiet på knæ, da ville han også stå overfor en af kommunismens mest uforsonlige virkemidler -- presset efter 2. Verdenskrig for at opgive U.S. Suveræniteten.
Mange af de som var involveret i den bevægelse var overbeviste Marxister (mere om det senere) der var allieret med de uoplyste, ønsketænkere, forskellige andre kategorier af dem med gode-hensigter og fejlslutninger sammen med de politisk motiverede og de som blot var anti-amerikanske.
Det var af denne årsag, at ved fremsættelsen af Law of the Sea Treaty (LOST) og endog før han blev præsident, at Reagan studerede dokumentet og gennemskuede de direkte blomstrende fraser der maskerede en særdeles alvorlig hæmsko for USA.
Fra "get-go"
I en radiokommentar den 10. oktober 1978, gik Reagan ind for den ide, at “ingen af vore nationale interesser kan retfærdiggøre, at der overdrages kontrol af to tredjedele af jordens overflade til Den Tredje Verden.” Senere nægtede Præsident Reagan af underskrive LOST.
Snigende verdensregering
Uden for al tvivl da ville den farligste del af traktaten etablere en Internationalt Havbunds Myndighed (ISA), en ny form for FN-bureaukrati. Som en af mere end 160 lande i det råd ville USA pludselig have meget lidt indflydelse på rådets beslutninger om havbunden.
Som vi har set i årtier i FN Generalforsamlingen ville ISA være domineret af anti-amerikanske interesser. Men langt udover hvad selv FN Generalforsamlingen ville have været i stand til at udføre da ville ISA’s beslutninger være uomstødelige. USA ville ikke have nogen veto.
Nu for tiden har Amerika suverænitet over sin kontinentalsokkel, herunder olien, gas og andre mineralressourcer. Vor nation kan således få afkast fra de rettigheder som energiselskaberne betaler for at bore der. LOST ville kræve at USA overdrog summen af sådanne rettigheder til ISA for at de kunne “omfordeles” til “udviklingsverden,” herunder korrupte, diktatoriske og terrorstøttende regeringer.
Overvej et sådant arrangement et øjeblik. Vi hører konstant advarsler om et økonomisk kollaps der lige rundt om hjørnet da denne nation er ved at segne under en enorm gæld på 16-17 trillioner dollars. Dog vil tilsyneladende normale mennesker, der ikke er iført tryllehatte, have os til at frasige os et nettooverskud til Skattevæsenet og sende det afsted til et internationalt bureaukrati i Kingston, Jamaica. Helt ubegribeligt.
Nogen der sagde Cap and Trade?
Vort medlemskab af LOST ville kræve at USA går med hatten i hånden og retfærdiggør sig selv på påstande der fremføres mod os af et andet medlem. Du kan være helt sikker på, at ekstreme elementer i “miljø” bevægelsen på aktiv vis efterstræber besnærende klager mod USA vedrørende “forurenings” problemer.
Husk at præsident Obama i 2009 ikke magtede at få den overvejende Demokratiske Kongres til at indføre den job-dræbende “Cap and Trade” lov. Siden dengang red Republikanerne ind for at kontrollere Huset og har øget deres andel af Senatet ganske stort, på grund af dette forsøg på et angreb på middelklassen i “miljøets” navn. Hr. Obama har sagt at alles energiregninger ville ryge i vejret under hans “Cap and Trade.”
Mens præsidenten skubber på for LOST og dens potentiale for straffende “grønne” edikter, så kunne de se ud som om hans modus operandi er, at hvis Kongressen ikke vil give ham det han ønsker, eller en bemyndigende tilladelse er alt for politisk følsom, så er det ikke noget problem. Overlad det blot til de internationale bureaukrater der ikke kan fjernes fra embedet at de amerikanske skatteydere der hænger på regningen. Ganske kløgtigt, ikke sandt? (Jovist ville der være en international beskatning. USA ville skulle betale 7% i skat af hvad vi får frem fra på eller under havbunden.)
Der følger mere med
Washington Examiner klummeskribenten Holly Martin oplister flere grunde til at forkaste traktaten: 1 -- Vi vil blive krævet at skulle overdrage ikke kun noget af det overskud som USA får, vil ville også blive påkrævet at engageres os i “viderebringelse af teknologi og videnskabelige kundskaber” der gjorde os i stand til at udvikle udvindingen. 2 -- USA døjer allerede under de internationale love og andre konventioner der vedrører oceangående fartøjer. 3 -- Det vil ikke slutte her. Der er en endeløs række af suverænitetstruende traktater der venter på os, og som vi skal være opmærksomme på. Nu er det på tide at sig - Nok er Nok.
Reagan faktoren
Da Præsident Reagan forkastede LOST i 1982 så han en aftale der ville være en hindring mod hans tosidede bestræbelse for at lave om på to forfejlede formodninger der havde været toneangivende i udenrigspolitikken efter 2. Verdenskrig. De formodninger var - for det første at Sovjetunionen ikke kunne besejres med landets ambitioner om verdensdominans, uden man gik i færd med en altødelæggende krig; den anden fejl var, at for at bevare freden skulle USA være forberedt på at overdrage nogle nøgle suverænitetsrettigheder til internationale råd. Reagan havde til hensigt at få Sovjetunionen ned på knæ uden at indlede en krig, og uden at overgive amerikanske rettigheder til en “een-verdens” fraktion.
LOST venner og fjender
Det er interessant at bemærke hvor trofaste veteraner fra Reagan æraen har stået i de seneste år med Law of the Sea Treaty.
I det store og hele (sandsynligvis er der undtagelser) var Reagan rådgiverne der var imod dette dokument med i hans samlede bestræbelse for at få styrtet Sovjetunionen så tidligt som muligt, eller også støttede de med begejstring indsatsen.
Jeane Kirkpatrick
Ligesom Drakula, vender Law of the Sea Treaty tilbage som det vigtigste med års mellemrum.
Blandt de som gik ind for en traktatgodkendelsen i Senatet i 2004 var Senator Richard Lugar (der tabte sin plads i et primærvalg i 2012, delvist fordi indbyggerne i Indiana ikke var imponeret over hans hans forkærlighed for internationale traktater der truer USA’s suverænitet.)
Afdøde Jeane Kirkpatrick, en trofast Reagan administrator, kom for en Senats komite i 04 for at opfordre lovgiverne til ikke at give det to tredjedels flertal der ifølge forfatningen er påkrævet for en ratifikation af LOST medmindre og indtil traktaten blev revideret til at omfatte beskyttelse af amerikanske interesser.
Kirkpatrick der har haft “langvarige og grundige forhandlinger” om LOST, gjorde opmærksom på aftalens mange fejl, herunder følgende:
1 — Formlen for repræsentation af de industrielt “producerende” lande vil efterlade dem som en permanent minoritet.
2 — Der var ingen garanti “for at kvalificerede ansøgere (for udnyttelse af havbunden) ville få tilladelse til minedrift,” selvom de opfyldte alle traktatens krav.
3 — Den overdrog kontrol over havbundsminedrift til lande der ikke besidder den nødvendige teknologi.
4 — Den pålagde byrder på virksomheder der er interesseret i minedrift med usædvanlige omkostninger og forpligtelser, samtidig med man giver permanente fordel til deres konkurrenter.
5 — "Vi blev ikke garanteret et sæde i det 36 medlemmers store ledende råd,” men beslutningsstrukturen “skulle afspejle de økonomiske interesser og bidrag fra de deltagende stater.”
6 — Den holdning at havene eller Rummet er “menneskehedens fælles arv” er “en dramatisk venden sig bort fra Vestens opfattelser” af ejendomsrettighederne.
7 — Det er vanskelig for U.S. Senatet af godkende en aftale,hvis indhold efterfølgende kan ændres af andre traktatmedemmer.
8 — Beslutningen hos USA om ikke at deltage er endnu mere gyldig end først antaget. Vi er imod den “kavallerimetode som G-77 (udviklingslandene) er klar til ved at indføre tvungne byrder på de udviklede lande. “
9 — Endelig, som Kirkpatrick argumenterede “har det været en lejlighed til at se, at når USA ikke bøjer sig og går med på en plan der er inkompatibel med amerikanske interesser, men elsket af det globale etablissement, så falder Himlen ikke ned.”
Det opsummerer sagen mod LOST. Det er ganske svært at forbedre den liste.
Dette skal dog bemærkes......
I en ny bog Political Woman beskriver forfatteren Peter Collier Jeane Kirkpatrick uforlignelige tjeneste for sit land. Hendes sunde fornuft og vidnesbyrd som netop er beskrevet foroven er med til at bygge videre på den bedømmelse.
Præsident Reagan udpegede fru Kirkpatrick med det råd som (George H.W.) Bush fraktionen i Det Hvide Hus kom med. Da hun accepterede udnævnelsen fortalte præsidenten hende “Du har givet mig en god dag.” Det er blot en ud af mange eksempler på hvordan Gipperen ville lytte til råd fra forskellige perspektiver, men i sidste ende ikke kunne overtales mod at gå imod sin plan.
Ikke alene
Kirkpatrick's synspunkter om LOST deles selv i dag af - blandt andet veteranerne fra Reagan administrationen - Donald Rumsfeld, som præsident Reagan sendte jorden rundt for at diskutere med andre nationers ledere om hvorfor USA forkastede LOST, og Edwin Meese, en nær fortrolig med præsidenten. (læs denne på synopsis)
Faktisk erindrer Meese at Reagan “ikke blot ikke underskrev traktaten. Offentligt nægtede han at underskrive den. Han sagde også fra over for Udenrigsministeriets folk der var med til at forhandle den.”
Republikanerne der støttede LOST herunder Henry Kissinger (der blev nægtet en kabinetsstiling i Reagan administrationen, uimponeret af hans “détenté” holdning overfor Sovjet); James Baker (der lækkede information til medierne beregnet på at sætte præsidenten i et dårligt lys); og Colin Powell (støtte for Barack Obama i 2008).
Igen mindes vi om at præsident Reagan havde nogle folk der arbejdede for ham og som var i overensstemmelse med hans mål, og andre igen der ventede på at han trådte af således at George W.H. Bush kunne tage over. Rimeligvis var Bush loyal overfor Gipper, mens han var hans vicepræsident. Det var efter Bush selv blev præsident at han vendte ryggen til nøglepositioner i Reagan revolutionen.
LOST’s oprindelse
Cliff Kincaid's America's Survival Inc. website sporer oprindelserne til Law of the Sea Treaty til en socialist og en nøgleperson i World Federalist of Canada. Den tyskfødte Elisabeth Mann Borgese var oganisatoren af Oceans Conference der foreslog en “Havudviklingsskat.” Borgese proklamerede åbenlyst sin beundring for Karl Marx.
Hvad du kan gøre
Senatets formand for udenrigsforhold John Kerry (D) har indikeret at han muligvis ikke vil stemme for LOST og holde den i bero til efter valget, dermed muligvis gå ind for ratificering som en afskedsgave til sin besejrede kollega i komiteen, Senator Richard Lugar (R), hvilket sødt makkerpar på tværs af partier. Man får lyst til at forbyde Kongressens lammende møder, hvor en nyvalgt venter på at afløse den gamle, (som med Richard Lugar) hvilket er intet andet end at snyde vælgerne. Din indsats er påkrævet i bestræbelsen på at hindre denne “skide være med offentligheden” strategi:
1 — Mens dette skrives har 27 senatorer underskrevet et brev der går imod LOST. Der skal 34 senatorer til at hindre Senatets godkendelse af traktaten. Hvis senatorerne fra din stat ikke er på den liste, så lad din mening komme til udtryk overfor dem. Det vil hjælpe dem.
2 — Senatets Republikanske leder Mitch McConnell (R-Ky.) er ikke på den liste (skønt jeg har erfaret - som svar på et spørgsmål - at han er imod LOST). Han har brug for at høre fra dig, hans navn skal bare være på listen.
3 — Det gælder også guvernør Mitt Romney. Hvis han kan blive overtalt til at lægge sin personlige betydning mod LOST så vil det sandsynligvis betyde det ønskede knæfald. Forresten ville dette give kandidaten lejlighed til at få sat ild i sit partis nationale sikkerhedsbase.
Jeane Kirkpatrick havde tidligere været en liberal Demokrat. Efter hun havde læst The Federalist Papers som 15 årig, var hendes ultimative konversion til det konservative verdenssyn næsten uundgåelig. Hun og hendes mand havde været knyttet til Hubert Humphrey - Demokratisk Senator, tidligere vicepræsident og præsidentkandidat. Ved første glimt ville det være afskrækkende for nogle indtil man læser denne passage fra Alfred S. Regnery’s bog fra 2008 Upstream.
"[Senator Humphrey] døde tidligt i 1978 af cancer. En dag i sommeren 1977 bad han Paul Laxalt, den konservative Republikanske Senator fra Nevada om at komme til hans kontor, hvor han fortalte ham at han ikke længere troede på at liberalismen var det landet havde brug for, men at han var enig i det meste af hvad Laxalt sagde. Han var også for gammel og syg til at forklare, hvorfor eller til at give udtryk for sin nye overbevisning.”
Endnu en kopi af de mange post-tresserne neokonservative? Måske. Eller måske mere end det, hvis han var enig med Senator Laxalt om de fleste emner. Manden fra Nevada var en Reagan fortrolig og en helt og aldeles gennemført konservativ.
Set fra den vinkel er forbindelsen mellem Humphrey og Kirkpatrick ganske så fornuftig og forståelig.
http://www.renewamerica.com/columns/vernon/120618
Del 1: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/08/forlbet-op-til-den-kolde-krig.html
Del 2: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/08/historiens-hellige-ker-afkldes.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar