En gribende fortælling

En helt særlig eksamen

BEN STEIN

For lang tid siden og meget langt borte blev jeg venner med en kvinde i en selvhjælpsgruppe i Malibu. Hun var en pragtfuld, men meget ensom og forvirret kvinde midt i livet. Hendes mor en tysk/jødisk kvinde fra en lille by nær Frankfurt havde overlevet to år som slavearbejder ved en Siemens flyreservedelsfabrik i Berlin. Så var moderen blevet overført til slavearbejde ved arbejdslejren (modsat dødslejren) som var en del af Auschwitz. Der, som teenagepige, foretog hun hårdt arbejde med at bygge barakker for SS og gøre rent. Hun var del af en overførsel på 112 piger fra Berlin til Auschwitz.

Ved krigens slutning blev hun tvunget ud på en dødsmarch tilbage til Tyskland, på bare fødder i sneen, kun 8 overlevede.

Kvindens far, også en tysk jøde, havde været så heldig at være blevet sendt ud af landet for at arbejde som assistent ved en tinmine i Bolivia, hvor en onkel var bogholder. Da han vendte tilbage til Tyskland efter krigen var hele hans familie udslettet, myrdet af Nazisterne.

Kvinden i min selvhjælpsgruppe i Malibu var vokset op i Queens, New York, og var blevet kunshistorielærer ved jødiske skoler i Los Angeles.

Kort efter jeg mødte hende blev hun gravid som et resultat af en romance med en mand hun ikke kunne få. Som så mange moderne kvinder gør, bekymrede denne kvinde sig om, hvordan hun kunne forsørge babyen og om hun i det hele taget skulle have barnet.

“Du skal have barnet,” sagde jeg. “Det skal du så absolut. Hitler slap ikke af sted med at udslette din slægt og blodlinje. Du skal ikke gøre det for ham med abort. Jeg vil sørge for du ikke kommer til at sulte.”
 

Derfor fik kvinden barnet, en smuk pige. Jeg (ja jeg må virkelig sig at jeg og min hustru) har støttet barnet og moderen lige siden, så de har kunnet leve rimeligt og barnet gå på privatskoler.

Barnet er vokset op til at blive et flittigt, dejligt, pligtopfyldende ungt menneske. Hun har en bred kreds af venner, elskes af familien, og har fået de bedste anbefalinger fra den jødiske dagskole.

Her fornylig ansøgte hun om at komme på college og kom ind på adskillige af de gode. Hun valgte en i New York hvor hun vil lære en masse ud fra teologiske studier og også få kurser fra et supercollege om kunst.

I morgen får hun sin eksamen. Hendes bedstemor, Auschwitz overleveren, er her i byen til begivenheden. Jeg bragte bedstemoderen, som jeg vil kalde “C,” og moderen og datteren ud at spise i dag ved Polo Lounge ved Beverly Hills Hotel.

 

Det var en perfekt pragtfuld dag. Palmerækkerne og den blå himmel og de hvide duge var som et kunstværk.

“Hvad skete der i Auschwitz hvis du ikke havde det godt når du vågnede?” spurgte jeg. C lo, “Ja, du sikrede dig du havde det godt, for hvis ikke så kom du til bygning 85 og direkte op gennem skorsten. Du følte dig altid godt tilpas dersom du ville overleve.”
“Hvad så hvis du lavede fejl i det arbejde?”
“Op gennem skorstenen,” sagde hun.

Hun fortsatte. “Der var to smukke jødiske piger fra Berlin i Auschwitz. Bare så smukke. En SS officer forsøgte at skjule dem. Men vagter fik os til at tælle om og om igen og så søgte de efter pigerne og slog dem ihjel. De var bare så skønne.”

“Hvordan vidste du krigen var forbi?” spurgte jeg.

“De førte os ud på en march og da vi så kom til Ravensbruck var alle vagterne borte og så vidste vi krigen var forbi.  Russerne ville voldtage os, men da de så vore tatoveringer undlod de. En russisk officer der var ortodoks jøde fra Sibirien tog sig af os. Han sørgede for vi fik mad. Så bragte briterne mig tilbage til min landsby og jeg måtte med færgen for at komme dertil. Færgemanden spurgte hvem jeg var, og jeg sagde mit navn. Han sagde, ‘Åh, så der er stadig jøder i live.’ Jeg sagde, ja, jeg er virkelig meget i live.”  

Solen stod højt på himlen og C rullede sit bluseærme op. Hendes koncentrationslejr tatovering var på venstre arm. “Jeg vil altid huske den,” sagde hun, “Altid.”

“Den plejede at være koden til mit skab i motionsklubben. Det er nemlig forskellen mellem Amerika og Tyskland. Jeg benyttede det som mit kodeord til de lukkede samfund vi havde i Florida før min mand døde.”

 

Jeg så på hende. “Gud velsigne Amerika,” sagde jeg.

“Hvad andet kan man sige,” sagde hun og begyndte derpå at græde.

Men jeg troede at med alle vore nutidige problemer, recessionen, arbejdsløsheden, opsplitningen, vulgariseringen af medierne, de racemæssige spændinger -- dette er stadig Amerika, og jeg bedømmer det, som Tony Blair gjorde, efter den enkle målestok. Hvor mange ønsker at komme hertil og hvor mange ønsker at komme væk?

Da vi gik hen til bilen sagde C til mig. “Mange tak for mit barnebarn. Jeg ved jeg ikke ville have haft hende, og hun ville ikke have fået sin fine udddanelse uden dig.” Så græd hun igen.

“Uden min hustru og jeg,” sagde jeg. “Og det har været og er vor store glæde.”

Amerika du skønne!

ABOUT THE AUTHOR

Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes "Ben Stein's Diary" for every issue of The American Spectator.