Hvorfor raketangreb mod Israel ikke når overskrifterne?
Giulio Meotti
Sderot,
Ashkelon, Ashdod, Beersheba….Alle er de større byer i det sydlige
Israel som igen er under kraftig raketbeskydning fra det Hamas
kontrollerede Gaza. Der er jøder der er døde, spædbørn der er såret,
skoler og synagoger der er ødelagt, byer og landsbyer terroriseres. Den
seneste bølge af raketter skete i sidste uge. Men Israel, som det mest
bombede land i verden når aldrig rigtig overskrifterne. Hvorfor?
Sderot
repræsenterer belejringen af det jødiske folk og modstanden mod Israel,
men afslører også resten af verdens ligegyldighed overfor det
folkedrabs had som jihadismen er.
Der
er faldet 12000 palæstinensiske raketter over Sderot og Ashkelon i de
sidste ti år. Fornemmelsen af død har gennemtrængt gaderne, skolerne,
husene og den lokale lægeklinik, hvor en vidunderlig og tapper
rumænskfødt psykiater, Adriana Katz, tager sig at disse ofre.
“Der
er mennesker der tager en taxi for at komme til vor klinik, når alarmen
lyder,” fortalte dr. Katz mig. “Mange mennesker mister høreevnen, fordi
de bor så tæt på alarmen. Der er endog mennesker, der hører alarmen
selvom den ikke er i gang. Hjertet græder.” Men verden er døv. Og
Vestens medier er tavse.
Der er kun et historisk fortilfælde, hvor et moderne demokrati er blevet belejret under raketangreb.
Om
eftermiddagen den 7. september 1940, dukkede der Nazi bombefly op over
London. I de næste 57 dage blev byen bombet dag og nat. Ildebrande
opslugte dele af byen. Indbyggerne søgte skjul, hvor de kunne finde et -
mange flygtede ned i undergrundsbanen der gav ly til så mange som
177000 i løbet af nætterne.
Der er imidlertid en stor forskel på de to situationer: Vesten støttede den britiske modstand mod Nazi Uhyret. Israel er alene i kampen og for os alle. Og Sderot’s skæbne er blevet skæbnen for hele Israel.
Israelske
rapporter antyder at advarselstiden for et raketangreb mod den større
by Tel Aviv er faldet fra 2 minutter til 90 sekunder. De islamiske
terrorister var for et par år siden i stand til at ramme, fra Gaza, det
meste af Sderot, der ligger blot 3 kilometer fra Gazastriben.
Så
kunne de nå Ashkelon (20 kilometer), Beersheba (40 km) og Ashdod (31
km), og også ramme udkanterne af Rehovot (42 km) og Rishon Lezion (58
km). Det større Tel Aviv område, hvor en fjerdedel af hele den israelske
befolkning er bosat, er målet i den næste krig. Ingen ved, om og
hvornår den begynder.
Man anslår at der er cirka 200000 missiler rettet mod landet i dag. Tel Aviv kunne snart være Irans “dommedag.”
Mange sikkerhedssystemer er med udtryk som “NBC” der betyder, Nuklear, Biologisk og Kkemiske trusler.
I 1992 indikerede en russisk rapport, at Irans militærindustrier
fremstillede to typer af kemiske våben: Sennepsgas og nervegassen Sarin.
Sammen med den kemiske våbenindustri, sagde rapporten at “det er muligt
at tale fortroligt om tilstedeværelsen af et militært anvendeligt
biologisk program.”
Syrien har også produceret hundreder af tons kemiske våben og bomber fyldt med sarin og en anden dødbringemde gas, VX. Man forestiller sig, at botulisme, antrax og andre dødbringende vira kan benyttes sammen med eksplosiver.
Det
israelske udenrigsministerium gav fornylig ambassaderne en liste over
bunkers der kunne benyttes af diplomater. Alene i Tel Aviv er der så
mange som 240 bunkers. Jerusalem Jernbanestation har plads til 5000
mennesker. Teatre som Habima i Tel Aviv, har plads til tusinder af
mennesker.
Et Home Front Command
postkort uddelt til israelske borgere opdeler landet i seks regioner,
fra Negev til Golan. Hver region har forskellige reaktionstider i
tilfælde af angreb. Hvis man bor nær Gazastriben har du 20 sekunder for
at komme i skjul. I Jerusalem er det tre minutter. Men hvis du bor tæt
på Libanon og Syrien, da antyder den røde farve, at medmindre du
allerede befinder dig i en bunker, så er der intet andet er at gøre end
at vente på raketten.
I mellemtiden betaler befolkning i syd den højeste pris.
70%
af de israelske børn i Negev viser symptomer på trauma, mens tusinder
af børn behandles for fysiske skader fra palæstinensiske bomber.
Der
er børn der ønsker at befinde sig hele tiden i bunkerne, eller i de
sikrede værelser i deres hjem. Der er børn der ikke vil ud af sengen
længere. Mange mennesker har fået deres hørelse skadet, fordi de bor for
tæt på sirenen.
Londonerne,
der holdt stoisk ud under Blitzen, med britisk mod og stædighed, fik så
derpå 1200 V-1 bomber regnende ned over sig fra himlen, efterfulgt af
hundreder af større V-2 missiler, som kom uden advarsel. Israels folk er
på lignende måde tapre, fortsætter med deres daglige liv, vel vidende
at drabsmænd kan få en bombe til at eksplodere eller en raket kan falde
på ethvert offentligt sted, på hvilket som helst tidspunkt.
Nogle
af Sderots indbyggere er flyttet til Netivot og Ashkelon i de senere
år, har lejet eller købt lejligheder der, blot for at erfare at
raketterne fortsætter med at forfølge dem. Nu lever en stor del af
Israel som de i Sderot - i søgen efter ly og frygter for deres liv.
Araberne omtaler Sderot og Ashkelon som “bosættelser” og ser ingen forskel på disse byer fra før 1967 og bosættelser som Beit El, Elqana og Yitzhar. Hamas’ grundlægger Ahmed Yassin, blev født i landsbyen Jorat Askalan, nær Ashkelon, og flyttet til Gaza i 1948. Abdel Aziz Rantisi, en af de seks grundlæggere og medlemmer af Hamas blev født i Yibneh, nær Ashkelon, og flyttede med sin familie til Gazastriben. Hamas affyrer i dag raketter mod Sderot og Ashkelon, fordi islamisterne aldrig vil opgive deres “ret til at vende tilbage.”
Historien fra Israels sydlige byer fortæller os lignelsen om Vestens civilisation. Dette er den eneste befolkning i Vesten der er tvunget til leve med øjnene rettet mod himlen. Sidste vinter affyrede terrorister fra Gaza fosforgranater mod israelske civilie. Dette er kemiske våben der er i stand til at brædne huden, internationale aviser, og TV stationer rapporterede ikke nyehden. Jødernes brændte hud har aldrig interesseret Vesten. Siden oprettelsen af Staten Israel er der faldet mere end 60000 raketter i Israel. Hvor mange medier har nogensinde fortalt om det antal?
Israel vil falde og rejse sig med Sderot. Dette er det israelske Guernica der aldrig vil få sin egen Picasso. I 1937 blev den baskiske by offer for en brutal og nådelsløs Nazi Blietzkrieg der snart skulle feje hen over Europa. Sderot er det lille symbol på Vestens civilisation der kan blive opslugt at Dar al-Islam.
De ønsker at ødelægge Sderot, fordi de ønsker at ødelægge os alle.
Araberne omtaler Sderot og Ashkelon som “bosættelser” og ser ingen forskel på disse byer fra før 1967 og bosættelser som Beit El, Elqana og Yitzhar. Hamas’ grundlægger Ahmed Yassin, blev født i landsbyen Jorat Askalan, nær Ashkelon, og flyttet til Gaza i 1948. Abdel Aziz Rantisi, en af de seks grundlæggere og medlemmer af Hamas blev født i Yibneh, nær Ashkelon, og flyttede med sin familie til Gazastriben. Hamas affyrer i dag raketter mod Sderot og Ashkelon, fordi islamisterne aldrig vil opgive deres “ret til at vende tilbage.”
Historien fra Israels sydlige byer fortæller os lignelsen om Vestens civilisation. Dette er den eneste befolkning i Vesten der er tvunget til leve med øjnene rettet mod himlen. Sidste vinter affyrede terrorister fra Gaza fosforgranater mod israelske civilie. Dette er kemiske våben der er i stand til at brædne huden, internationale aviser, og TV stationer rapporterede ikke nyehden. Jødernes brændte hud har aldrig interesseret Vesten. Siden oprettelsen af Staten Israel er der faldet mere end 60000 raketter i Israel. Hvor mange medier har nogensinde fortalt om det antal?
Israel vil falde og rejse sig med Sderot. Dette er det israelske Guernica der aldrig vil få sin egen Picasso. I 1937 blev den baskiske by offer for en brutal og nådelsløs Nazi Blietzkrieg der snart skulle feje hen over Europa. Sderot er det lille symbol på Vestens civilisation der kan blive opslugt at Dar al-Islam.
De ønsker at ødelægge Sderot, fordi de ønsker at ødelægge os alle.
Giulio Meotti
Giulio Meotti, a journalist with Il Foglio, is the author of the book, "A New Shoah: The Untold Story of Israel's Victims of Terrorism."
http://frontpagemag.com/2012/giulio-meotti/why-dont-rocket-attacks-against-israel-get-headlines/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar