10 kaotiske Demokraternes konvent

Top 10 mindeværdige øjeblikke i Demokraternes konventer

                                
Human Events       

Med en Joe Biden der indtager podiet i Charlotte er alt muligt. Lad os se om den menneskelige fortalelsesmaskine bryder ud med noget der kan matche disse mindeværdige øjeblikke:
                        
1. 1968, Chicago

Det Demokratiske Konvent i 1968 huskes mere for hvad der skete i Chicagos gader end for det som fandt sted i International Amphitheatre, hvor delegerede samledes for at nominere efterfølgeren for præsident Lyndon Johnson. Anti-Vietnam demonstrerende anført af hippier og medlemmer af Radikale Studenter for et Demokratisk Samfund stødte smmen med Chicago politiet udenfor konventssalen, med volden i gaderne der overskyggede nomineringen af vicepræsident Hubert Humphrey. Den grimme tilbagegang i et år markered at nationale tragedier var helt sikkert en medvirkende faktor til hans endelige nederlag til Richard M. Nixon.

2. 1980, New York

Præsident Jimmy Carter havde brug for en succesrig konvent for at få ny energi i sit genvalg som præsident der var blevet omsluttet af dårligdom. Senator Edward M. Kennedy, der vandt 12 primærvalgsstater men ikke fik tilstrækkelig med delegerede til at erstatte den siddende, udfordrede Carter i 1980. Kennedy førte udfordringen helt op på gulvet i konventsalen ved at gennemtvinge en afstemning så de delegerede kunne frigøres fra deres forpligtelse til at stemme på Carter. Manøvren mislykkedes og efter Carters accepttale (hvori han omtalte Hubert Humphrey som Hubert Horatio Hornblower) blev præsidenten ydmyget til at følge Kennedy rundt på scenen, i et forfejlet forsøg på at sikre et forenende håndtryk fra sin rival.
 

3. 1984, San Francisco
 

Som det viste sig, hjalp det ikke Demokraterne at de valgte det ultra-venstreorienterede San Francisco som deres platform til at nominere tidligere vicepræsident Walter Mondale mod Præsident Reagan. Amerika blev vidne til skuespillet med bøsseaktivister udklædt som nonner der gik i parade udenfor Moscone Center. Senere med FN ambassadør Jeane Kirkpatrick der førte an ved Republikanernes konvent, smurte republikanerne med stor succes det andet parti ind i tjære og fjer grundet handlingerne af det forkastelige opførsel hos de demonstrerende ved at påføre den den sarkastiske etiket - “San Francisco Demokrater.” Mondale stegte med stor sandsynlighed sig selv ved i konventcentret at forpligte sig til at forhøje skatterne. Demokraterne begyndte også at genopføre deres slidte klassekamps leg med New York Guvernør Mario Cuomos hovedtale, der beskrev hvordan nationen var blevet en “en historie om to byer.” (det må vær en henvisning til bogen af samme navn af Charles Dickens om London-Paris- synopsis-kommentar) 
 

4. 1924, New York
 

Demokraternes konvent i 1924 oplevede en rekord med 103 afstemninger og skuespillet varede over to uger før nomineringen var klaret. New York Guvernøren Alfred E. Smith og tidligere skatteminister Williams Gibbs McAdoo stod nærmest helt lige under de fleste afstemninger da en genopstanden Ku Klux Klan afgjorde afstemningen ved at være imod den katolske Smith og støtte McAdoo. Endelig dukkede en relativ ukendt, John W. Davis, tidligere kongresmedlem fra Virginia, U.S. statsadvokat og ambassadør til Storbritannien op som en kompromiskandidat ved afstemning nummer 103. (læs denne på synopsis om Davis). Partiets venstrefløj var imod valget af den konservative Davis og gik ind for at støtte et bud fra en tredje part fra Wisconsin, Senator Robert M. La Follette fra det Progressive Parti. Den republikanske præsident Calvin Coolidge kørte begge modstandere over ved det store valg med 54% af stemmerne.

 

5. 2008, Denver

Ikke siden de romerske kejsere har der været en større udstilling af overmod end ved Demokraternes konvent i Denver, hvor Barack Obama vandt partiets nominering som præsident. Obamas accepttale blev leveret i det dystre Denver Stadium med 80000 deltagende, og en scene der var bygget op med græske søjler. Den palæagtige opstilling var mere passende til Obamas selvforherligende retorik som eksemplificeret ved hans grandiose udtalelse i talen: “Generationer fra nu, vil vi være i stand til at se tilbage og fortælle vore børn, at dette var det øjeblik, da vi begyndte at sørge for den syge og gode jobs til de uden arbejde ...dette var det øjeblik da havstigninger begyndte af falde og vor planet begyndte af blive helbredt.”



6. 1952, Chicago

Idet han gik ind til konventet i 1952 insisterede Illinois Guvernør Adlai Stevenson at han ikke var kandidat som præsident, men efter en inspirende tale, hvor han bød de delegerede velkommen, insisterede støtter på, at hans navn kom med blandt de nominerede og dermed sluttede sig til Tennessee Senator Estes Kefauver, Georgia Senator Richard Russell og diplomaten Averell Harriman fra New York. Kefauver førte de første to afstemninger, men Stevenson overhalede ham ved den tredje efter præsident Harry S. Truman fik overbevist Harriman om at trække sig og støtte guvernøren fra Illinois. Demokrater fra Syden ville have hævn ved at sætte Alabama SenatorJohn Sparkman, en der gik ind for segregation, på listen og som Stevensons vicepræsident. Stevenson gik så videre med at tabe til General Dwight D. Eisenhover og forsøgt så igen i 1956 med Kefauver som sin makker, men tabte for anden gang til Ike.

 

7. 1896, Chicago

Den gudsbenådede oratoriker og populistiske ildsjæl William Jennings Bryan, et tidligere toperioders kongresmedlem fra Nebraska vandt Demokraternes nominering tre gange. I 1896 som 36 årig blev Bryan den yngste præsidentnominerede i U.S. historien og gav sin “Cross of Gold” accepttale der hudflettede erhvervslivet for at støtte guldstandarden. Bryan tabte to gange til Republikaneren William McKinley og en tredje gang til William Howard Taft. Senere i livet fik Bryan en glorværdig rolle som den advokat der argumenterede mod undervisning i evolutionsteorien i offentlige skoler mod den berømte sagfører Clarence Darrow i 1925 retssagen Scopes Monkey trial. (læs denne på synopsis) 




8. 1988 Atlanta

I 1988 nominerede Demokraternes konvent Guvernør Michael Dukakis der havde en ganske særlig nederdrægtig tone mod Republikanernes nominerede vicepræsident George H.W. Bush. Skatteminister fra Texas Ann Reynolds hovedtale indbefattede den sætning at Bush “var født med en sølvske i munden.” Texas landbrugskommissær Jim Hightower kaldte Busk “en herretandpine,” og delegerede brølede af begejstring under Teddy Kennedys tale i hvilken han intonerende gentog: “Hvor var George.” En tale der ikke blev glemt lige med det samme gik særlig godt var en debut på den nationale scene af Arkansas Guvernør Bill Clinton, hvis 32 minutters tale medførte hyldester da han sagde, “Som konklusion...” Scenen i Atlanta var udsmykket med store amerikanske flag som baggrund, men organisatorerne ændrede farverne fra rød, hvid og blå til laksefarvet, azurblå og æggeskalsfarvet -- i håbet om at pastelfarverne så bedre ud på TV. Republikanerne benyttede flagnummeret til at angribe deres rivaler, idet man sagde det beviste man var “blødsøden i sin indstilling til problemerne.”

 



9. 1936, Philadelphia

Efter 1924 konventet der krævede 103 afstemninger før man fandt en nomineret, begyndte Demokraterne at ændre processen og 1936 var det første konvent der krævede et simpelt flertal af de delegerede fremfor de to tredjedele som tidligere nomineringer havde forlangt. Præsident Franklin Roosevelt gav den anden af sine fire accepttaler, og fortalte nationen, der stadig var langt nede i Den Store Depression, trods hans New Deal programmer, “Denne generation af amerikanere har et stævnemøde med skæbnen.” Konventet var også værd at bemærke på grund af Senator Ellison Smith fra South Carolina der gik ud af salen i protest over indledningen som blev givet af en sort præst.

 


10. 2000, Los Angeles
 

Demokraterne troede de havde en vinder efter at vicepræsident Al Gore plantede et langt, vådt kys på sin hustru efter at have modtaget partiets nominering. Gores accepttale distancerede ham fra den præsident han havde tjent i otte år ved at nævne at Bill Clinton kun en gang og på et tidspunkt erklære: “Jeg står her i aften som min egen mand.” Mens den nominerede som vicepræsident, Connecticut Senator Joe Lieberman fremhævede JFK New Frontier i sin tale, holdt Gore fast ved en kedelig politisk præsentation i sin. Meget passende i lyset af at sceneriet fandt sted nær Hollywood, var Gore’s navn placeret  i nomineringen af hans værelseskammerat fra college, skuespilleren Tommy Lee Jones. Ironisk nok, i lyset af  valgresultatet i år 2000 der gik George W. Bush imod,  var det staten Florida der gennem deres stemmer var med til at hindre at Gore blev præsident. 
 

           
http://www.humanevents.com/2012/09/01/top-10-memorable-democratic-convention-moments/