Det er senere end man vover at tro
Ben Stein
Når republikker falder sker det ikke altid langsomt.
Lørdag
Der
er røg i luften her oppe i North Idaho i dag. Tilsyneladende er der
store skovbrande i Washington State og de frembringer røgen. Den røg
kommer med vinden ned til Idaho sletten. Jeg kan mærke den i mine
beklageligvis svage lunger selv med vinduerne lukket og aircondition i
gang. Jeg sov det meste af dagen, og så stod Alex og jeg op og kørte mod
vest og nord til Hill’s Resort. Turen er smuk langs Pendoreille River,
med dens store udstrakte og solbeskinnede nu røgfyldte enge. 
Pendoreille River
Vi
standsede ved en lille butik i Laclede og en venlig mand fra Canada gav
mig en dejlig Exacto kniv så jeg kunne åbne CD-æskerne. Sådan bare
lige. Det elsker jeg.
Derpå benzin i Priest River ved Mama Mac’s og op til Fall’s Cafe, en lillebitte bar/restaurant med et billardbord - det er sådan cirka halvvejs mellem Priest River og Luby Bay. Fall’s Cafe er måske af udseende den mest fuldkomne lille restaurant i verden. Den har glastag således at man kan se vandfaldene i en brat kløft nær bygningen.
I dag var der en familie, med tre generationer der spiste. Bedsteforældre, forældre, tante og børn. Så vidt jeg kunne se, holdt de en fødselsdag for en 12 årig, utrolig køn datter. Hun smilede til mig, og jeg sagde hun ville blive filmstjerne. Hendes bror muligvis en tvilling sagde, “Jamen jeg vil også være filmstjerne.”
Til den bemærkning forlod vi stedet. Jeg fandt dog ud af at familien var fra Priest River. Af en eller anden grund har Priest River et forbløffende stort antal særdeles smukke mænd og kvinder. Hele den familie så godt ud. Jeg mener de hedder “Clark.”
Ved Hill’s var der et stort bryllup så derfor spiste vi hurtigt i baren, men desværre fik jeg en skrækkelig halsbrand af en kartoffelchip, som jeg spiste på vejen op fra Falls’ Cafe. Intet ville kunne hjælpe udover min mors hjemmekur - en pebermyntepastil Lifesvars - og så min søsters middel, Tazo Refresh Tea.
Derpå benzin i Priest River ved Mama Mac’s og op til Fall’s Cafe, en lillebitte bar/restaurant med et billardbord - det er sådan cirka halvvejs mellem Priest River og Luby Bay. Fall’s Cafe er måske af udseende den mest fuldkomne lille restaurant i verden. Den har glastag således at man kan se vandfaldene i en brat kløft nær bygningen.
I dag var der en familie, med tre generationer der spiste. Bedsteforældre, forældre, tante og børn. Så vidt jeg kunne se, holdt de en fødselsdag for en 12 årig, utrolig køn datter. Hun smilede til mig, og jeg sagde hun ville blive filmstjerne. Hendes bror muligvis en tvilling sagde, “Jamen jeg vil også være filmstjerne.”
Til den bemærkning forlod vi stedet. Jeg fandt dog ud af at familien var fra Priest River. Af en eller anden grund har Priest River et forbløffende stort antal særdeles smukke mænd og kvinder. Hele den familie så godt ud. Jeg mener de hedder “Clark.”
Ved Hill’s var der et stort bryllup så derfor spiste vi hurtigt i baren, men desværre fik jeg en skrækkelig halsbrand af en kartoffelchip, som jeg spiste på vejen op fra Falls’ Cafe. Intet ville kunne hjælpe udover min mors hjemmekur - en pebermyntepastil Lifesvars - og så min søsters middel, Tazo Refresh Tea.
Jeg
fik det varme vand til teen tilbage ved Falls Cafe. Bartenderen
fortalte mig om sine 15 år som cowboy i Montana. Han fortalte han
arbejdede 15 timer om dagen. Ofte begyndte han kl. 02.00 om natten og
til 1500 dollars om måneden. Men han elskede sit job. Nu har han planer
om at dyrke og sælge organiske grøntsager og blive i Idaho. Hans navn
var Chance, og var venligheden selv.
Cirka 10 minutter senere da vi var på vej mod Priest River, falder hastighedsgrænsen særdeles hurtigt fra 60 til 35 miles. Jeg har fået mange fartbøder her. Helt sikkert kom der en politibil over til os, da vi nærmede os Mama Mac’s benzinstation og cafe og butik. Da politimanden så det var mig, lo han, var enig i at jeg ikke havde kørt for stærkt, og sagde han blot ville se om jeg havde fået for meget at drikke.
"Jeg har ikke drukket siden 1988”, sagde jeg.
“Uden tvivl en god ide,” sagde han.
Så lo han igen og gik.
Vi fik noget mere varmt vand ved Mama Mac’s som man var ved at lukke. En meget venlig mand med et glatbarberet ansigt der fejede og lukkede stedet råbte. “Kør forsigtigt, Ben.” Det rørte mig meget. Jeg elsker at være kendt i disse små byer i North Idaho.
Cirka 10 minutter senere da vi var på vej mod Priest River, falder hastighedsgrænsen særdeles hurtigt fra 60 til 35 miles. Jeg har fået mange fartbøder her. Helt sikkert kom der en politibil over til os, da vi nærmede os Mama Mac’s benzinstation og cafe og butik. Da politimanden så det var mig, lo han, var enig i at jeg ikke havde kørt for stærkt, og sagde han blot ville se om jeg havde fået for meget at drikke.
"Jeg har ikke drukket siden 1988”, sagde jeg.
“Uden tvivl en god ide,” sagde han.
Så lo han igen og gik.
Vi fik noget mere varmt vand ved Mama Mac’s som man var ved at lukke. En meget venlig mand med et glatbarberet ansigt der fejede og lukkede stedet råbte. “Kør forsigtigt, Ben.” Det rørte mig meget. Jeg elsker at være kendt i disse små byer i North Idaho.
Hvor
skal jeg dog være taknemmelig for, så tålmodigt min elskede hustru
venter på mig mens jeg køber Tums and Pepto, og to og så meget andet.
Jeg er gift med en gudinde.
Søndag
Nu tilbage til de aktuelle begivenheder.
Lad os begynde med nogle få kendsgerninger.
En mand lavede en vammel film om den person som muslimer kalder profeten Muhammad. Den mand har en kriminel historie og synes, i bedste fald, at være en marginal personlighed.
Men den mand er amerikaner. Han arbejder i Amerika, han har hele beskyttelsen ved Forfatningen, herunder ytringsfriheden. Han har således lov til at sige det han vil - udover bagvaskelse af levende personer, og udstilling af statshemmeligheder. Manden lavede filmen for nogle måneder siden - og der skete der intet.
Nu har radikale muslimer fået en marchordre af al-Queda eller andet steds fra. De laver optøjer over hele den muslimske verden. Som vi alle ved, myrdede en godt bevæbnet gruppe af dem U.S. Ambassadøren til Libyen for nogle dage siden, idet de benyttede den ‘gamle’ film som undskyldning. Sådan er sagens kerne: Myrde uskyldige mennesker er en forbrydelse, som vi ser det i dette land. At lave en film er ingen forbrydelse. Lad os begynde med det.
Da optøjerne og det vanvittige begyndte i udlandet, sagde hr. Obama intet om det i mange timer. Han havde travlt med at skaffe penge sammen med sine Hollywood venner og afviste en efterretningsorientering om begivenhederne (ifølge Fox News.)
På samme tid undskyldte U.S. Udenrigsministeriet for filmen via U.A. Ambassaden i Cairo. Mange timer senere siger hr. Obama at han er ked af at diplomaterne og sikkerhedsfolkene blev myrdet. (De “døde i angreb” som NY Times udtrykker det, som om de fik hjertetilfælde i stedet for at blive skudt.)
Samtidig snerper tiden hurtigt til hen mod krig i Mellemøsten mellem Israel og Iran. Iran har meget travlt med at få Kernevåben. Iran har lovet at benytte disse forfærdelige våben for at skabe et Holocaust nummer 2 ved “.....at udslette Israel fra kortet.” Naturligvis ønsker Israel ikke at Iran myrder alle israelerne.
Israel bønfalder USA om at hjælpe med til at bombe Iran og dermed forsinke Irans våbenprogram. Hr. Obama siger han for travlt til at mødes med Israels premierminister Nethanyahu om dette emne. Han skal på TV og mødes med fundraisere.
Så følger der ord fra Mitt Romney om at hr. Obama ikke optræder som præsident. Hr. Obama burde have fordømt drabene og det straks, siger hr. Romney. Vi skal ikke undskylde over for terrorister, siger hr. Romney. Og hr. Obama burde stræbe efter, dag som nat, at skabe fred og sikkerhed i Mellemøsten.
Sådan er det. Det igangsætter en “panikreaktion” i de førende medier. Nu er terroristerne der skød vore diplomater og sikkerhedspersonale ikke længere problmet. Det er hr. Romneys mangel på kompetence. Hvis han dog blot havde en tålmodighed som Obamas - at undskylde over for terroristerne i stedet for at fordømme dem ... jovist, Romney er en farlig mand.
Lad os begynde med nogle få kendsgerninger.
En mand lavede en vammel film om den person som muslimer kalder profeten Muhammad. Den mand har en kriminel historie og synes, i bedste fald, at være en marginal personlighed.
Men den mand er amerikaner. Han arbejder i Amerika, han har hele beskyttelsen ved Forfatningen, herunder ytringsfriheden. Han har således lov til at sige det han vil - udover bagvaskelse af levende personer, og udstilling af statshemmeligheder. Manden lavede filmen for nogle måneder siden - og der skete der intet.
Nu har radikale muslimer fået en marchordre af al-Queda eller andet steds fra. De laver optøjer over hele den muslimske verden. Som vi alle ved, myrdede en godt bevæbnet gruppe af dem U.S. Ambassadøren til Libyen for nogle dage siden, idet de benyttede den ‘gamle’ film som undskyldning. Sådan er sagens kerne: Myrde uskyldige mennesker er en forbrydelse, som vi ser det i dette land. At lave en film er ingen forbrydelse. Lad os begynde med det.
Da optøjerne og det vanvittige begyndte i udlandet, sagde hr. Obama intet om det i mange timer. Han havde travlt med at skaffe penge sammen med sine Hollywood venner og afviste en efterretningsorientering om begivenhederne (ifølge Fox News.)
På samme tid undskyldte U.S. Udenrigsministeriet for filmen via U.A. Ambassaden i Cairo. Mange timer senere siger hr. Obama at han er ked af at diplomaterne og sikkerhedsfolkene blev myrdet. (De “døde i angreb” som NY Times udtrykker det, som om de fik hjertetilfælde i stedet for at blive skudt.)
Samtidig snerper tiden hurtigt til hen mod krig i Mellemøsten mellem Israel og Iran. Iran har meget travlt med at få Kernevåben. Iran har lovet at benytte disse forfærdelige våben for at skabe et Holocaust nummer 2 ved “.....at udslette Israel fra kortet.” Naturligvis ønsker Israel ikke at Iran myrder alle israelerne.
Israel bønfalder USA om at hjælpe med til at bombe Iran og dermed forsinke Irans våbenprogram. Hr. Obama siger han for travlt til at mødes med Israels premierminister Nethanyahu om dette emne. Han skal på TV og mødes med fundraisere.
Så følger der ord fra Mitt Romney om at hr. Obama ikke optræder som præsident. Hr. Obama burde have fordømt drabene og det straks, siger hr. Romney. Vi skal ikke undskylde over for terrorister, siger hr. Romney. Og hr. Obama burde stræbe efter, dag som nat, at skabe fred og sikkerhed i Mellemøsten.
Sådan er det. Det igangsætter en “panikreaktion” i de førende medier. Nu er terroristerne der skød vore diplomater og sikkerhedspersonale ikke længere problmet. Det er hr. Romneys mangel på kompetence. Hvis han dog blot havde en tålmodighed som Obamas - at undskylde over for terroristerne i stedet for at fordømme dem ... jovist, Romney er en farlig mand.
Medierne
går bersærk i angreb mod hr. Romney. Dette er hvad de har ventet på.
MSM krigshundene er sluppet løs. Intet andet har betydning udover
mission Nummer 1.: Ødelæg Romney.
På en måde er det præcis det samme medierne gjorde med hans far, da de gik i selvsving, fordi han sagde han var blevet hjernevasket i Vietnam - hvilket var fuldstændig rigtigt. På en måde er det præcis det medierne gjorde med Gerald Ford, da han roste Polens folk og sagde de aldrig ville skulle være slaver. Det er præcis, hvad de gjorde med Richard Nixon, da han begik en række trivielle fejl, og de så korsfæstede ham for det, samtidig med at krigsmageren og kvindebedåreren JFK blev ophøjet til Helgen.
Ingen kandidat kan slå kombinationen af 95% afro-amerikanske stemmer og 99% MSM stemme. Derfor fører Obama.
Men tænk over hvad vi har mistet. Jeg skriver dette søndag aften, den 16. september 2012. Obama administrationen undskylder stadig over for muslimerne i hele verden, selv i Libyen selvom Libyens præsident siger drabene ikke var spontane, men havde været planlagt længe og at den skøre film kun var et dække. Vor regering siger stadig, “Undskyld,” til voldelige pøbel fordi en amerikansk borger benyttede sin 1. Amendment ret (ytringsfriheden)
Måske burde dette siges helt privat, mellem diplomater. Men at undskylde offentligt til drabsmænd og brandstiftere over ytringsfriheden i Amerika ...dette er ikke gjort ... og selvfølgelig beskytter 1. Amendment folk uden for de førende medier. Tom Paine, Samuel Adams, John Adams -- disse blev opfattet af briterne som værende skøre. Hele ideen er at beskytte alle ytringer. Og i Barack Obamas Amerika, så bliver den mand der skabte filmen afhørt. Dette skete blot i går.
Og hr. Barack Obama vil gerne være præsident i ydermere fire år, og så ganske sandsynligt fru Clinton, ærkeundskylderen for amerikanske værdier i årene derefter.
Når republikker falder, sker det ikke altid langsomt. Det kan være som at smække med en dør.
Det er langt senere end nogen vover at tro.
På en måde er det præcis det samme medierne gjorde med hans far, da de gik i selvsving, fordi han sagde han var blevet hjernevasket i Vietnam - hvilket var fuldstændig rigtigt. På en måde er det præcis det medierne gjorde med Gerald Ford, da han roste Polens folk og sagde de aldrig ville skulle være slaver. Det er præcis, hvad de gjorde med Richard Nixon, da han begik en række trivielle fejl, og de så korsfæstede ham for det, samtidig med at krigsmageren og kvindebedåreren JFK blev ophøjet til Helgen.
Ingen kandidat kan slå kombinationen af 95% afro-amerikanske stemmer og 99% MSM stemme. Derfor fører Obama.
Men tænk over hvad vi har mistet. Jeg skriver dette søndag aften, den 16. september 2012. Obama administrationen undskylder stadig over for muslimerne i hele verden, selv i Libyen selvom Libyens præsident siger drabene ikke var spontane, men havde været planlagt længe og at den skøre film kun var et dække. Vor regering siger stadig, “Undskyld,” til voldelige pøbel fordi en amerikansk borger benyttede sin 1. Amendment ret (ytringsfriheden)
Måske burde dette siges helt privat, mellem diplomater. Men at undskylde offentligt til drabsmænd og brandstiftere over ytringsfriheden i Amerika ...dette er ikke gjort ... og selvfølgelig beskytter 1. Amendment folk uden for de førende medier. Tom Paine, Samuel Adams, John Adams -- disse blev opfattet af briterne som værende skøre. Hele ideen er at beskytte alle ytringer. Og i Barack Obamas Amerika, så bliver den mand der skabte filmen afhørt. Dette skete blot i går.
Og hr. Barack Obama vil gerne være præsident i ydermere fire år, og så ganske sandsynligt fru Clinton, ærkeundskylderen for amerikanske værdier i årene derefter.
Når republikker falder, sker det ikke altid langsomt. Det kan være som at smække med en dør.
Det er langt senere end nogen vover at tro.
Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes "Ben Stein's Diary" for every issue of The American Spectator.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar