Bill Clinton's Narre aften
Ben Stein
Her følger nogle få observationer om Democratic National Convention.
Her
først på aftenen så jeg en fremragende dokumentarfilm om det
finansielle kollaps i Amerika i 2008. Det hedder “Inside Job.” Jeg var
enig i hvert eneste ord - lige til sidst da den blev for partisk. Men
den var et rigtig godt stykke arbejde.
Derfor
formodedes at jeg skulle holde af Elizabeth Warren, ‘Den ‘indfødte’
amerikanske kvinde der stiller op for Demokraterne i Massachusetts. Hun
er en meget ivrig kritiker af Wall Street, som jeg selv har været hele
livet.
Men
hvilket chok da hun så kom på. Hun er en rystende kamikaze af en
politiker, der som mål har at sprænge alt på sin vej i luften. Hun kom
simpelthen med en hoben anklager mod GOP (Republikanerne) og sagde, at
hun kunne gøre det meget bedre. Men hun sagde aldrig - Hvordan. Og
forresten er der ingen “hvordan” alligevel.
Mennesker
er grådige og uærlige på mange, mange områder. De er som besat af
penge. Det er religionen i Amerika. Både Demokrater og Republikaner
lider under besættelse af penge. Hr. Obama er lige så meget under denne
forbandelse som Hr. Bush, 43, var eller Hr. Romney er.
Se
blot på hvem han omgiver sig med: Valerie Jarrett, boligspekulant, åh
undskyld -ejendomsudvikler. Indtil fornylig Rahm Emanuel. En kraftigt
overbetalt tuskhandler. Han fik 7 millioner dollars for i bund og grund
at skabe kommunale behæftelser “gonnections”, (som Meyer Wolfsheim
kaldte det i “Gatsby”), Tim Geithner, tidligere boss for New York Fed,
der fuldstændig forkludrede jobbet da 2008 indtraf, og som Obama gjorde
til Skatteminister, Larry Summers, det ægte geni, men ingen fjende af
Wall Street.
Mennesker er mennesker og de elsker penge og Wall Street har masser af dem. De vil dermed få en masse magt.
Men
fru Warren gik helt og aldeles i selvsving da hun talte om, hvordan hr.
Romney har sagt at virksomheder er mennesker. Fru Warren nærmest
hulkede ind i kameraet om at virksomheder ikke har børn, ikke føler
smerte, ikke græder, derfor er de ikke mennesker. Hun var så altereret
at jeg troede hun ville gå i i gang med at synge til sine Indianske
Amerikanske Guder (samme Warren påstår hun nedstammer fra indianerne -
selvom det er blevet afvist som usandt synopsis kommentar)
Hold
lige inde et øjeblik, professor Warren. Hvem tror du ejer
virksomhederne? Hvem tror du får deres pensionmidler investeret i
virksomheder? Hvem tror du får gavn af det, når virksomheder klarer sig
godt? Hvem tror du arbejder i virksomhederne? Hvem tror du køber de
varer og serviceydelser som virksomhederne tilbyder? (Selvfølgelig, tåbe
som hun er, så hader hun dog allermest olieselskaberne)
Denne
forestilling om at virksomheder er på en eller anden måde - ikke
menneskelige - er bare så stupid. Er hun ikke professor ved Harvard Law
School? Hvad foregår der mon lige der?
Plus
at fru Warren har denne mærkelige vane med at presse sin tunge mod
læberne og kinderne som var hun ved at efterligne en seksuel handling.
Det var højst forstyrrende.
Men det var en god introduktion til Bill
Clinton. Denne bondesnu ‘mirakelolie’ sælger, som min ven John Coyne
kalder ham. begyndte straks med at belære Republikanerne om. hvor
umoralske de er. Jovist!! Denne mand der fik en ung elev til at give ham
oralsex i Det Ovale Værelse mens han talte i telefon med en
Congressional Committee Chair, der placerede cigarer i denne kvindes
private del, og derpå røg dem, efterfølgende løj om det, som blev
anklaget for embedsmisbrug, belærer GOP om moral.
Det er uforfalsket kunst.
Denne
mand der er med rette anklaget for noget der i umiskendelig grad ligner
seksuelt overgreb bliver så hyldet der fra lægterne af kvinderne ved
DNC. Det er bare helt fantastisk. Dette er ikke en opgave for den
politiske analytiker. Det er en kæmpeudfordring for en psykoanalytiker.
Og talen forsatte i det uendelige, men de bedste dele af den var da Hr. Clinton i substansen sagde, “Disse
nederdrægtige slyngler lyvende, hjerteløse vampyrer, myrdende
Republikanere...vi forsøger at være venlige over for dem og elske dem og
de er stadig de samme lyvende myrdende, stjælende slyngler de altid har
været. Se hvor storslået venlige vi er overfor disse bastarder og
alligevel vil de ikke samarbejde med os.”
De delegerede morede sig kosteligt.
Nogle
få ting som Hr. Clinton ikke dvælede ved: Hr. Obama har smidt rundt
regnet 5 billioner dollars ud af vinduet på tre og et halvt år, og vi
har stadig en høj arbejdsløshed og det i længere tid end på noget
tidspunkt siden Den Store Depression. Andelen af BNP der går til
forbundsregeringen er vokset med næsten en trededel, til nu nærmere en
fjerdedel af hele økonomien -- og hvad har vi fået for det?
Men
den mest kugleskøre del af talen - der blev leveret med det bedste
pokerfjæls a al Clinton var da han talte om den skrækkelige økonomi Hr.
Obama arvede. Og det er sandt. Den var forfærdelig.
Hvad
med den økonomi som George W. Bush overtog? En lurende recession. Den
værste nedsmeltning af børserne siden Den Store Depression. Et nationalt
nervøst sammenbrud over 9/11. Hr. Bush og hans hold fik trukket os
igennem alt dette med beslutsomhed og stædighed og med
skattenedsættelser der virkede.
Jovist, hans hold under Henry Paulson begik skrækkelige fejl i 2007 og 2008. Men
Hr, Bush, 43, overtog en krise, fup med Internettet og
børsmarkedskollapset, og fik bragt det under kontrol, fik beroliget
nationen efter 9/11 og det får han ingen kredit for overhovedet. Jeg kan
ikke lade være med at tænke på noget helt grundlæggende: Jeg erindrer
ikke at Hr. Bush gav Hr. Clinton skylden for internetboblen og
recessionen. Hr. Obama gør intet andet end at give George W. Bush
skylden for alt.
Nuvel,
den ægte tone ved konventet blev afsløret, da de delegerede Buuhede af
beslutningen fra præsidenten om at sætte “Gud given” før ordet “evner”
på en planche på scenen. Det var ikke et kønt syn.
Uanset
hvad så kan Demokaterne ikke vaske den plet bort af, at være partiet
der er begejstret over at nægte den ufødte rettigheder. Det er virkelig
ondt.
Ellers var Hr. Clinton storartet.
Dog
kunne jeg ikke lade være med at bemærke vor meget anderledes tilhørerne
ved DNC ser ud i forhold til deltagerne ved RNC. En gruppe var blond,
så glade ud, så tilfredse ud. De andre så ud som om at nu kunne de ikke
længere på bøddelkareten, et helt konvent af Mesdames Defarge. ( fra Charles Dickens bog To Byer - en hævngerrig dame der nyder at se sine fjender blive guillotineret.)
Der er forskellige stammer i Amerika. Nogle er glade. Nogle er glødrasende. Jeg ønsker de glade skal lede os.
Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes "Ben Stein's Diary" for every issue of The American Spectator.
http://spectator.org/archives/2012/09/06/bill-clintons-sham-night/1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar