Obama, muslimer og spisning af hunde!

Muslimer spiser ikke hunde, det gør vietnamesere

Jack Cashil

Det kan vise sig at præsidenten har været noget ubetænksom med åbenbaringen sidste uge at “Barack Obama” karakteren i “Dreams From My Father,” hans påståede memoire, spiste hunde.

Som forklaret i “Dreams,” introducerede Obamas muslimske stedfar, Lolo Soetoro Obama for “hundekød (sejt), slangekød (endnu sejere) og stegte græshopper (sprøde).”

Obama forsvarerne gik hurtigt til modsvar ved at fastholde, ganske umiddelbart korrekt, at muslimer ikke spiser hunde. Åbenbart var det Muhammad, der “forbød at spise kødet (fra) enhver fugl med rovdyrkløer, og ethvert rovdyr med hundetænder.” Dette omfatter selvklart hunde.

Hos andre lærde tilbød John Hinderaker fra Powerline, den ene syntese der giver mening i disse to modstridende opfattelser: “Således hævder Obama i sin selvbiografi at han spiste hund i Indonesisen, det kan meget vel være forkert - en fejl indført af Bill Ayers eller hvem det nu er der faktisk skrev Obamas selvbiograf.”

Hinderaker føjede durkdrevent til, “Men det er alt for sent for Obama at afvise selvbiografien som han hævder har skrev.”

I søgningen for at se om, hvorvidt Ayers har spist hund i sin farverige fortid, da snublede jeg over den morsomme iagttagelse at “Dreams” er på listen over Ayer’s Google Book side.

Trods en sund interesse i hunde - er der 20 helt tydelige henvisninger til hund i hans 2001 memoir - “Fugitive Says” - og Ayers synes ikke at have spist nogen af dem. Imidlertid truede han med “at brænde en hund ihjel med napalm i protest mod krigen.”

Lykkeligvis for hans fremtid så var det blot bluff fra Ayers side. Hans venner på venstrefløjen har tilgivet ham hans karriere som bombemand, der slog mindst 4 personer ihjel, men de ville ikke have glemt eller tilgivet ham for at slå en hund ihjel.

Spørg blot Michael Vick.

Ayers retfærdiggjorde sin bombekarriere som en måde for at undergrave det han anså som et endnu større onde - Krigen i Vietnam. Ayers og hans radikale venner var som besat af Vietnam. Krigen definerede dem og gør det stadig.

Dette er grunden til at jeg mener Hinderaker har ret. Gennem “Dreams” kan man følge Ayers vision om Vietnam blive påført efterkrigstidens Obama, og det kan meget vel have drejet sig også om maden. Hunde blev spist og er stadgi en delikatesse i Vietnam. Wikipedia omtaler landet som en af fire hundespisende steder.

Det at spise hund, synes at være en af et antal af øjeblikke i “Dreams”, hvor Obama synes at være Vietcong wannebe, Bill Ayers talerør.

For eksempel, for at vise deres overlegne indsigt i det land, da har Ayers og kammesjukker vist en forkærlighed for at benytte “Mekong Deltaet” som et synonym for Vietnam.

Mekong Delta regionen i Vietnam

I “Fugitive Days” forestiller Ayers sig “en patrulje i Mekong Deltaet,” da han fremkalder et billede af Vietnam. I et interview fra 1998 docerer Ayers hustru, Bernardine Dohrn, “en landsby ved navn My Lai” men for at fremhæve sine radikale punkter placerer hun den “midt i Mekong Deltaet.”

I virkeligheden ligger My Lai adskillige hundred kilometer fra Mekong Deltaet, men hvad betyder det?

Obama var 13 da Saigon faldt, men det hindrer ham ikke i at skrive i “Dreams” om “de vrede unge mænd i Soweto eller Detroit eller i Mekong Deltaet.” At sige “Vietnam” ville have lydt alt for kedeligt.

Både Ayers og Obama forbinder Indonesien med Vietnam. I hvert tilfælde, uvidende embedsmænd - adskillige - fra “Statsministeriet” forsøger at forklare, hvordan kommunismens march gennem “Indokina” - mere indforstået jargon - i særlig grad vil udsætte “Indonesien” for fare.

I det mindste lyder Ayers beretningen rimelig ægte. Obama beretningen lyder som et Ayers hukommelseskort er indopereret i Obamas mors hoved. Hun diskuterede som det påstås geo-politisk strategi med sin søn, endnu ikke teenager,  der i Indonesien.

Når det kommer til naturbeskrivelse da opdagede Obama “to paradisfugle” der levede i hans indonesiske baggård sammen med høns, ænder og en “gul hund med en truende hylen.”

I “Fugitive Days” er er endnu mere “hylen” end der er i “Dreams.” Ayers placerer sit “fugleparadis” i Guatemala. Han placerer sine ænder og hunde sammen i en vietnamesisk landsby der udslettes af de nådeløse amerikanere.

I sin bog, “A Kind and Just Parent,” taler Ayers helt specifikt om en “gul hund.” Og han benytter ordet “truende” til at beskrive et “øje” i “Fugitive Days.” For en god ordens skyld så betyder “truende” “varslende fare.” Jeg måtte slå det op.

Mere eksotisk er dog at ‘begge’ forfattere fremmaner billeder af en “knægt” der rider på ryggen af en “vandbøffel,” og som kommanderer med dyret ikke kun med grene, men med “bambuspinde.” Ayers placerer meget forudsigeligt sin dreng i Vietnam. Obama sin i Indonesien.

Jovis, jeg er udmærket klar over det. Intet af ovennævnte beviser noget. Jeg har hørt det tusind gange. Og jeg ved at Ayers “blot drillede,” da han påstod at have skrevet “Dreams.”

Dog for de som ikke har den set denne indrømmelse er det da værd at se på, som skildret af mine New Jersey naboer, Billy Baer og Dan Haggerty.


Lige yderligere en detalje. I “Audacity of Hope,” fortæller Obama om hans første besøg i sine kommende svigerforældres hjem. “Det eneste der manglede var hunden,” klager han.

Helt klart var rygtet om ham gået i forvejen.

Jack Cashill is an Emmy-award winning independent writer and producer with a Ph.D. in American Studies from Purdue. His latest book is the blockbuster "Deconstructing Obama."