Ariel Castro, Cleveland Kidnapper, er Demokrat
Ifølge
vælgerregistreringsoptegnelserne er Ariel Castro, bortføreren af 3
kvinder i Cleveland en registreret Demokrat. Han var også den formodede
leder af de tre Castro brødre, der blev arresteret i denne uge, og ejer
af huset på 2207 Seymour Avenue, hvor de tre bortførte lokale kvinder
blev holdt fangen i over et årti.
Hvorfor
er det nu vigtigt? Når en forbrydelse eller en skandale oprører
nationen er mønstret i de førende medier enten at udpege ‘synderen’ som
Republikaner eller være tavse -- og så kan vi være helt overbevist om at
misdæderen er en Demokrat.
Når
identiteten eller partitilhørsforholdet endnu ikke er kendt, er det
sædvanen offentligt at spekulere i muligheden af at den kriminelle er
konservativ, kristen, hvid, Republikaner og et medlem af Tea Party -- og
aldrig at han kunne være en hispanic Demokrat der spiller bas i et
Meringue band.
I
nutidens opslittende klima er en overtræders identitet altid et
politisk emne, især når en forbrydelse går ud over kvinder og er udført
af mænd. Ifølge Daily News,
“Det naboerne så var rædselsvækkende og umenneskeligt: Nøgne kvinder i
hundesnore, der kravler rundt i skidt. En dame der holdt om et barn og
slog på vinduer efter hjælp.”
Hvis nogen af brødrene var Republikaner, så ville denne nyhed være blevet blæst op i de førende medier som gyldigt bevis på Den Republikanske Krig mod Kvinder
-- et eventyr opfundet af Demokraternes strateger og fasthold at medier
i en succesrig bestræbelse på at slå de Republikanske kandidater i 2012
valget.
Når
en ægte ‘krigshandling’ mod kvinder udføres af en Demokratisk vælger,
og det på en måde de selv de nidkære Demokratiske strateger ikke kunne
have forestilllet sig i deres værste mareridt -- omfattende
bortførelse, tilfangetagelse, voldtægt, tortur, elendig ernæring,
gennembankninger selv under graviditet og at slå babyer ihjel -- da
mener medierne ikke partitilhørsforholdet er relevant.
Jeg
hævder heller ikke det er sådan. Det som dog er relevant er den
hensynsløse mediedagsorden med forhånelse og nedværdigelse af
konservative og Republikanere.
Noget
utilfreds med den overordnede mediedækning besluttede en af vore læsere
selv at foretage en undersøgelse af Castro brødrenes
partitilhørsforheold og overdrog mig som skribent sine resultater med
denne note:
“Jeg
kunne intet finde om deres politiske holdninger i aviserne, hvilket er
et tegn på at de IKKE er Republikanere. Jeg har søgt over hele landet i
vælgerregistreringsoptegnelser og fundet denne gigantiske fil. Det er nu
officielt: Cleveland bortføreren er en registreret Demokrat. Dette
besvarer spørgsmålet om, hvilken side der faktisk ønsker barfodede,
uvidende og gravide kvinder.”
Endnu
et godt spørgsmål er, hvad der fik denne læser til at endog bare
overveje denne forskning? Tilsyneladende er han en af mange Republikanere
som den fortsættende medieforhånelse har givet grundlag for hele tiden
at sig over skulderen og ved enhver antyning af problemer, lige tjekke
om den skyldige kunne være Republikaner, og så med et lettelsesn suk
konstatere at det ikke var tilfældet.
Det
er ikke et godt symbol på en sund nation når et stor del af landets
befolkning, herunder mænd og kvinder af alle hudfarver og etnisk
baggrund systematisk og uretfærdigt bliver nedgjort og fordømt af et
andet segment af landet med hjælp af medierne og det politiske
etablissement, der skaber et fjendtligt kulturelt arbejdsmiljø, der igen
medfører vedholdende følelser præget af bekymring, ubehag, frustration
og angst.
Måske er det på tide at udvide ordbogens definition af intimidering, som kunne lyde:
POLITISK INTIMIDERING:
Systematisk og fortsat plagen af et parti eller en gruppe, herunder
fornærmelser, forhånelser og påstande med den hensigt at forvirre, skabe
vrede og demoralisere politiske modstandere. Metoderne kan omfatte,
fordomme, personlige verbale angreb, forsøg på at anvende pres på
Kongressen for at få en lov vedtaget, tvinge nogen til at trække sig
eller give politiske begunstigelser, afpresning (Jeg går direkte efter din chef, medmindre du ændrer din holdning på visse områder), eller blot sadistisk glæde ved at gøre nogen angste eller ængstelige.
På
en måde forsøger den Demokratiske politiske maskine, der omfatter de
førende medier, at gøre det ved Republikanere og resten af landet som
Castro brødrene gjorde mod de kvinder de bortførte og med tvang “tog sig
af.”
Det er derfor nyheden om at Ariel Castro er Demokrat kan være ganske så relevant.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar