Den mærkelige historie om benægtere af “bøssefascismen.”
Dr. Scott Lively
En artikel har cirkuleret i et stykke tid på internettet af en, som han beskriver sig selv, “bøsse-venstreorienteret-mand,” ved navn Johann Hari en klummeskribent for London Independent. Artiklen har titlen: “Den rigtige besynderlige historie om bøsse-fascister,” du kan læse den her på den yderst pro-”bøsse” venlige Huffington Post på nettet. Den indeholder bemærkelsesværdig oprigtig indrømmelse af at homoseksualitet og fascisme altid er gået hånd i hånd. Hari skriver:
“Den fordrejede sandhed er, at bøssemænd har stået bag enhver større fascistisk bevægelse der har eksisteret - herunder Det Tredje Rige med det morderiske bøssegasningsprogram. Med undtagelse af Jean-Marie Le Pen, har alle de mest profilerede fascister i Europa været bøsser. Det er på tide at indrømme det. Fascismen er ikke noget der blot sker ‘derude’ en ækel indstilling som heteroknægte tilegner sig. Det er - delvist, i det mindste - en ‘bøsseforeteelse’ og det er på tide for ikke fascistiske bøsser at vågne og stå marchmusikken imod.”
Nuvel, jeg har en særlig interesse i denne artikel fordi jeg er medforfatter sammen med den ortodokse jødiske forsker Kevin E. Abrams til “Det Lyserøde Hagekors: Homoseksualitet i Nazipartiet,” der fremfører næsten den samme påstand, men en påstand der er bakket op af næsten 400 siders dokumentation.
Bogen og Scott Lively
Det som jeg finder mest interessant ved Hari’s artikel er at den har afstedkommet praktisk talt ingen opposition. De få kommentarer på HuffPo siden er for det meste positive, og hvis man søger på Hari’s navn da finder man ikke et eneste antydning af at hans artikel indeholder “Holocaust revisionisme” eller at han selv er en “homofobisk hykler.” Det er meget usædvanligt, fordi jeg er blevet kaldt både en revisionist og en hykler for at have været med til at skrive “Det Lyserøde Hagekors.” Faktisk har Southern Poverty Law Center (det legendariske fyrtårn af rimelighed og retfærdighed) givet mig etiketten af “hadgruppe” for at skrive den (skønt de nægter offentligt at diskutere emnet med mig).
På en talerækketur til Oklahoma City blev min ankomst skildret i en avis med en artikel der karakteriserede mig som en “Holocaust revisionist.” Den etiket har været knyttet til “bøsse” aktivisternes omtale af mig, ligesom den ‘and’ at “bogen er blevet afvist af historikere.” Hvilket den ikke er.
Haris artikel er ikke den eneste indrømmelse fra homoseksuelle om at Nazi Partiet var fyldt med “bøsser.” Mindst en femtedel af de kilder vi citerer i “Det Lyserøde Hagekors” var homoseksuelle. For eksempel så overvej denne utrolige udtalelse af Ludwig Lenz, vicedirektør og “bøsse” for Berlins Institutet for Sexologi (hovedkvarteret for Tysklands “bøsse” bevægelse i 1920’erne og tidligt 30’rne) efter angrebet på instituttet af brunskjorter fra Nazipartiet den 6. maj 1933.
“Hvordan kan det være, da vi jo var helt og aldeles ikke knyttet til noget parti, at vort udelukkende videnskabelige institut var det første offer for det nye regime? Svaret er ganske enkelt.....Vi vidste for meget. Det ville være mod lægeprincipper at udgive en liste med Naziledere, og deres perversioner, men .....ikke 10% af de mænd, der i 1933, tog Tysklands skæbne i deres hænder var seksuelt set normale ...Vor viden om sådanne intime hemmeligheder hos medlemmer af Nazi Partiet og andet dokumentarisk materiale - vi besad cirka 40000 indrømmelser og biografiske breve - var årsagen til den helt og aldeles fuldstændige ødelæggelse af Instituttet for Sexologi.”
[Haeberle, Irwin J. "Swastika, Pink Triangle, and Yellow Star: The Elite Rights Committee," 1992 p. 369.] (Er Haeberle en eller anden konservativ? Så langt fra. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Erwin_J._Haeberle.)
Hvad med dette citat af Adolf Brand, redaktør af Der Eigene, det første homoseksuelle magasin i Tyskland.
“Mænd som kaptajn Roehm, (Hitler’s bøssementor) er, efter det vi ved, slet ingen sjældenhed i det National Socialistiske Parti. Det flyder snarere over med homoseksuelle af alle slags der. Og glæden ved mand hos mand er blevet forhånet i deres aviser så ofte som værende en orientalsk synd skønt Edda’en helt åbent fremhæver det som den højeste dyd hos Teutonerne, en dyd der blomstrer rundt om lejrbålene, og dyrkes og fremmes på en måde der ikke ses hos mænd i noget andet politisk parti. Den truende hængning i galgen, med hvilken de hævder at udslette homoseksuelle, er derfor blot en rædseslvækkende gestus der formodes at få dumme mennesker til at tro at Hitler, folket, i spørgsmålet om mandlig indbyrdes tiltrækning, er ligeså uskyldige som duer og rene som engle, ligesom de fremme medlemmer af Jomfruen Kristne Samfund. ....”
[Oosterhuis, Harry, and Kennedy, Hubert (eds.). "Homosexualitet og Mandligt Samvær i Tyskland før Nazismen: Ungdomsbevægelse, bøssebevægelse og mandligt samvær før Hitler: Originale udskrifter fra Der Eigene, det første bøssetidskrift i verden.” New York, Harrington Park Press, 1991.] (Såvel Oosterhuis som Kennedy er “bøsse” universitetsprofessorer og historikere).
The Washington Blade, avisen for det homoseksuelle samfund i Washington D.C. rapporterer om forskningen af John Fout, en “bøsse” historieprofessor ved Bard College i New York:
“Nazisterne lukkede ned for to eller tre aktive bøssepolitiske organisationer der havde arbejdet i Tyskland ligeså snart Hitler greb magten i 1933. Imidlertid, følge Fout, forblev bøssebarer og badeanstalter åbne indtil sent i 1930’erne....’Bøsse subkulturen overlevede Naziperioden,’ sagde Foaut.”
["Forsker siger Nazi forfølgelse ikke var systematisk,," The Washington Blade, Maj 22, 1998.]
Den homoseksuelle jøde Gad Beck, chef for Berlins Jødiske Voksen Uddannelses Center har også udfordret “bøsse” dogmet om i hvilken udstrækning homoseksuelle blev forfulgt i Tyskland. I sin bog, “Et undergrunds liv: En bøssejødes memoirer i Nazi Berlin,” hævder Beck, “Det var ikke noget problem at være homoseksuel jøde. Alle vendte det blinde øje til uanset hvilke drenge vi var sammen med,” og han citerede blot et tilfælde af Nazi forfølgelse af en homoseksuel mand.
[Beck in "Fearless under the Fuhrer," The Advocate, Oct. 26, 1999.]
Disse er kun nogle få af de dusinvis af citater fra “bøsse” kilder i “Det Lyserøde Hagekors.”
Men tilbage til Hari og problemet med benægterne af “bøssefascismen.” Ved afslutningen af hans lange artikel, hvori han sammenfatter rigtig mange kendsgerninger citeret i “Det Lyserøde Hagekors,” og føjer et anseeligt antal flere til, som vi ikke kendte til, fastslår Hari:
“Den øgede opmærksomhed på den rolle bøssmænd spiller i fascistiske bevægelser har været misbrugt af nogle homofober. I et særligt skørt værk af revisionistisk historie kaldet ‘Det Lyserøde Hagekors, har ‘historikeren’ Scott Lively forsøgt at give skylden for hele Holocaust til ‘bøsser’ og beskriver mordene på bøsser i lejrene som udelukkende ‘bøsse mod bøsse vold.’ Et typisk website der kommenterer bogen hævder helt absurd, “Det Lyserøde Hagekors” viser at der var langt mere brutalitet, voldtægt, tortur og mord begået mod uskyldige mennesker af Nazi homoseksuelle end der var mod de homoseksuelle selv.’”
Heri ligger hele problemets kerne. Venstreorienterede vil forhåne en af deres egne der vover at fortælle sandheden om homoseksualitet i Nazi Partiet, men lad en pro-familie konservativ sammenfatte deres indrømmelser i et enkelt værk og så bliver det “et særligt skørt værk af revisionistisk historie.”
Bogen kaster ikke “skylden på bøssesamfundet for hele Holocuast og (beskriver) mord på bøsser i lejren som blot ‘bøssevold indbyrdes.’” Det er en fejlfortolkning, noget Hari har været rigtig god til indtil han blev suspenderet i 2011 af the Independent for at plagiere.
I modsætning til selviske (og i tjenesten for “bøssesagen”)injurier om “Det Lyserøde Hagekors,” har Haris’ gengivelse af kendsgerninger om homo-fascismen i historieb (ligesom fra andre “bøsse” kilder) en særlig høj grad af troværdighed. De falder ind i den kategori af beviser som vort juridiske system kalder “indrømmelser mod interesser.”
Homoseksualister kan man forvente vil fornærme pro-familie konservative, og man kan med rette mistænke dem for at de gør det med en dagsorden. Men når en “bøsse” aktivistisk skribent som Hari fortæller dig at “bøsse” mænd har været hjørnestenen bag enhver større fascistisk bevægelse der nogensinde har eksisteret,” og at “alle de mest højprofilerede fascister i Europa i de sidste 30 år (undtagen Le Pen) har været bøsser,” så er der dækning for checken.
Hvad så med de barske venstreorienterede som Southern Poverty Law Center og andre “eksperter” ud i homoseksualitet, der kender sandheden om “bøsse” fascismen, men undertrykker den? Nuvel det er derfor “Det Lyserøde Hagekors” er skrevet: En kilde fyldt med ubenægtelige kendsgerninger der viser dem som de uærlige “benægtere” der virkelig er. Jeg opfordrer dig til at få et eksemplar af “The Pink Swastika” ved WND Superstore, men i mellemtiden inviteres du til at læse en gratis PDF af 1. kapitel så du selv kan se hvad sandheden er.
Dr. Scott Lively is the founder and president of Defend the Family International and has been since 1997. An attorney, pastor and human-rights consultant, he has promoted and defended the biblical view of marriage and family in more than 30 countries. The author of five books, including “The Pink Swastika: Homosexuality in the Nazi Party” (with Orthodox Jewish co-author Kevin Abrams) and “Redeeming the Rainbow: A Christian Response to the ‘Gay’ Agenda,” Dr. Lively is currently based in Springfield, Mass., where he and his wife run an inner-city mission church they founded in 2008. He holds a Juris Doctor of law (J.D.) from Trinity Law School and a Doctor of Theology (Th.D.) from the Pentecostal Assemblies of God School of Bible Theology, as well as a Certificate in International Human Rights, from the International Institute of Human Rights in Strasburg, France.
http://www.wnd.com/2012/08/the-strange-strange-story-of-gay-fascism-deniers/
Læs også denne anmeldelse af Scott Livelys bog: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/03/det-lyserde-hagekors.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar