tirsdag den 21. maj 2013

Romantiseringen af narko - Del 1.

Symposium: Romantiseringen af opiater Del 1.



[Redaktionens note: Vort seneste symposium, Sex Stoffer og Psykologisk Krigsførelse, modtog en overvældende positiv reaktion fra læserne således at Frontpage's redaktører har besluttet at gentage et meget kontroversielt symposium der også berører problemet med stoffer. Mens vi behandlede forskellige temaer, da omhandler dette symposium de utallige spørgsmål og fænomener som læserne påpeger i deres svar på Sex, Stoffer og Psykologisk Krigsførelse. Nedenstående symposium, der også har udløst en ophedet debat på Frontpage er et genoptryk fra den 13. oktober 2006 udgaven..]





Symposium: Romantiseringen af opiater

 

Theodore Dalrymple har igangsat en ophedet kontrovers med sin nye bog,  Romantiseringen af opiater: Farmakologiske løgne og afhængighedsbureaukratiet. Hans argumenter er at at den officielle doktrin vedørerende stofafhænggie er fejlagtigt og selvopretholdende og har dette har fremprovokeret meget kritik fra froskellige sider. I dag har vi inviteret dr. Dalrymbple til at imødegå noget af kritikken og vi har ogås en med der støtter hans synspunkter. Vi er sammen med: 
Theodore Dalrymple, en skrivende redaktør for City Journal og forfatter til en samling essays  Vor Kultur, Det som er tilbage af den: Mandarinerne og masserne. Han er forfatter til den nye bog der er emnet i denne diskussion: Romancing Opiates: Pharmacological Lies and the Addiction Bureaucracy.


Chris Rutenfrans, en kriminolog der tidligere arbejde ved  University of Nijmegen og Justitisministeriet i Holland. Siden 1998 var han en af to redaktører af det berømte tillæg "Brev og Ånd" i avisen Trouw.


Ron Fisher: en aktiv opiat bruger siden 1994. Efter adskillige forsøg på afvænning, møder og rehabilisering, blev han ved med at få tilbagefald, som så mange misbrugere af opiater. For at få en form for stabilt liv uden at skulle jagte stofferne, og den depression der følger med abstinenserne, fik han et liv gennem den langvarige metadonvedligeholdelse. Han er nu for tiden på en daglig dosis af 150 mg. Han har været borte fra de ulovlige stoffer (altså ikke receptpligtige) i 5 år, og han har fået lov til at få en måneds behov til selvmedicinering hjemme hos sig selv.


Percy Menzies, Leder af  Assisted Recovery Centers of America. Han har en doktorgrad i farmakologi og arbejdede for  DuPont Pharmaceuticals som udviklede naltrexone til behandling af heroinafhængighed. Hans særlige ansvar var at oplære læger og rådgivere om rationalet for udviklingen af naltrexone.


FP: Theodore Dalrymple, Chris Rutenfrans, Percy Menzies and Ron Fisher, velkommen til Frontpage Symposium.
Theodore Dalrymple, lad os begynde med dig. Venligst så klargør for os din hovedtese og dit argument.


Dalrymple: Min hovedtese er enkel: At afhængighed ikke er en sygdom og  behandling derfor er metaforisk fremfor ægte. Mao Tse Tung truede de afhængige med alvorlige konsekvenser, hvis de ikke stoppede, og det gjorde de så. Dette lader formode at der er en kategorisk forskel mellem afhængighed og lad os sige mavekræft.  - i mine øjne ikke et særligt godt svar, men jeg hævder heller ikke jeg har et et fuldkomment - og den såkaldte behandling er ikke det væsentlige.
Den gør ofte håndgribelig mere skade, på en uhåndgribelig måde samtidig med den overbeviser de afhængige, at de har brug for 'professionel' hjælp for at stoppe deres misbrug. Dette er jo selvfølgelig en fordel for en gruppe professionelle behandlere.


FP: Percy Menzies, Theodore Dalrymple synes blot at fastslå noget helt basalt, så hvad er helt præcist problemet? Mennesker er plaget af en åndelig hunger der ikke kan indfries af den fysiske verden, dog er det besættende forsøg på netop at opnå det ofte det som fører til afhængighed. Derfor er afhængighed ikke nødvendigvis en "sygdom" der nødvendigvis skal kureres af de professionelles medicinering af den.  Formodningen at de faktisk har en kur kan helt klart gøre tingene meget værre. Ikke sandt?


Menzies: Brugen af heroin kan begynde som en frivillig handling, men over en periode af tid bliver brugen ufrivilligt gennem negativ forstærkning. Symptomerne når man holder op er ikke livstruende, men de er yderst ubehagelige så derfor stopper kun få patienter frivilligt. Afhængigheden forstærkes yderligere gennem Pavlovske reflekser. Patienter der har været på opiater i en periode vil erfare alle symptomerne ved akut ophør (refleksbetingede abstinenser) når de udsættes for synet af, lyden af, mennesker, steder osv. med deres tidligere stofmisbrug. På min klinik kræver vi at afgiftede patienter skal indtage naltrexone under opsyn hver dag og overvære rådgivningssessioner og resultaterne er forbavsende gode. Naltrexone smadrer teorien om at opiat afhængighed har brug for medicinske erstatninger resten af deres liv. Jeg er overrasket over at Theodore Dalrymple ikke nævner naltrexone i sin bog.  




Rutenfrans:  Til forsvar for Dalrymples teori er der erfaringerne i US da Harrison Loven gjorde brug af opiater ulovligt i 1914. Før 1914 blev opiater, ofte i form af laudanum (opiumsdråber) benyttet hovedsageligt af kvinder for at hæmme ubehaget ved menstruationer. Da Harrison Loven gjorde det ulovligt, holdt de fleste kvinder, der ikke som mænd, bryder sig om at blive betragtet som kriminelle, op med at bruge opiaterne øjeblikkeligt, uden nogen medicinsk eller psykatrisk støtte. Hvordan kunne det ske, når opiater jo er netop så afhængighedsskabnde som mennesker tror?


Fisher: Jeg tror virkelig at afhængighed er en sygdom. Jeg mener ikke det kan sammenlignes med en standardsygdom som mavekræft eller en hjernesvulst, men så igen, ikke alle sygdomme kan sammenlignes med æbler og æbler.


Da jeg har lidt under afhængighed fra nærmeste hold, så er det jeg finder ligner afhængigheden, og som enhver anden sygdom  er nederdrægtig, og fatal hvis den ignoreres? Jeg bønfalder om at gå bort fra dr. Dalrymples udtalelse: "Mao Tse Tung truede afhængige med alvorlige konsekvenser hvis de ikke holdt inde, og derfor gjorde de det." Hvor er statistikkerne om hvor mange afhængige der var fra begyndelsen? Hvor mange holdt så op som et resultat? Hvor mange blev dræbt? Hvor mange led i tavshed? Hvor mange holdt op i en periode for senere at gå i gang igen? Hvis de vitterligt holdt op på grund af denne trussel, modsiger det så fuldstændigt at afhængighed er et problem? At benytte Maos eksempel er ikke gyldigt da kommunistregimet på den tid sandsynligvis ikke havde statistik over, hvor mange mennesker der kunne være tale om der kom under de alvorlige konsekvenser.


Den samme mangel på statistik gælder også det som hr. Rutenfrans omtalte med Harrison Loven fra 1914 der gjorde opiater ulovlige og resulterede i at brugerne holdt op. Begge eksempler, med deres indbyggede fejl og mangel på statistikker, skal altså benyttes som et argument for at afhængighed ikke er en sygdom, det er grundløst. Afhængighed er ikke svaret på evindelige eksistentielle problemer, da det selv er et evindeligt problem - man har måttet døje med i tidsaldrene. De to metoder til at behandle opiatafhængighed for at man skal være 'ren' i længere tid, har indtil for nylig været i 12 stadier, og metadon vedligeholdelsesbehandling. Mange afhængige er blevet hjulpet uden den såkaldte medicinske behandling. Det er baggrunden for de 12 trin programmet - afhængige hjælper afhængige. Imidlertid er der mange afhængige der gentagne gange er faldet igennem 12 trins programmet, som jeg selvr.


Da jeg ikke kender til nogen anden udvej at klare afhængighed effektivt følte jeg at nu var jeg virkelig løbet tør for muligheder og blev foreslået metadon medicinsk vedligeholdelsesbehandling. Det var ikke så meget et valg, da det enten var det eller ende i fængsel, under psykiatrisk forvaring, eller at dø. Overraskende nok har metadon givet tilstrækkeligt med ånderum så jeg kan begynde at tænke klart. Min besættelse af brugen blev fjernet. Metadon i sig selv gør dig ikke høj, men blokerer på en eller anden måde sulten efter opiaterne. Jeg begyndte at være i stand til at tænke klart igen. Jeg kunne nu endelig behandle vraggodset fra min fortid og se frem mod en fremtid.




Dalrymple: Jeg er ikke enig i, at tilvænning gør mennesker til automater. Hvis det var sandt at afhængige virkelig ikke kan gøre for det, at de mister al viljeskraft med problemet, det ville blot retfærdiggøre de allermest liberale virkemidler for at hjælpe dem, med at forhindre dem i at ødelægge sig selv og så videre.


Men hensyn til de forskellige behandlinger af stofafhængighed da lider de alle under de samme ens ulemper. Læserne vil være interesseret i at vide, at den nyeste udgave af the Lancet, der omtaler den 'epidemiske' brug af at sprøjte sig med fantanyl i midtvest Amerika, der hævdes at have kostet 'hundredvis' af liv, blev forklaret ved den kendsgerning at fantanyl giver en stærkere "rus" af velvære end andre stoffer - dermed antydes at det er selve denne higen efter velvære der er roden til problemet.


I en Lancet udgave blot to uger tidligere blev det omtalt af buprenorphine er blevet misbrugsstoffet der favoriseres mest af titusinder i Republikken Georgien - i løbet af de sidste 3 år, da afhængige i Frankrig begyndte at sælge deres middel til forhandlere der eksporterer det til Georgien (stoffet var allerede misbrugsfavoritopiatet i Finland, takket være den samme kilde). Det antyder i det mindste, hvor meget de afhængige værdsætter deres behandling.


På samme tid i New England Journal of Medicine, blev der rapporteret om et forsøg med et 'klogt' stof, der var kombineret af naloxone og buprenorphine, der hvis det blev sprøjtet ind forlængede perioden mellem lysten til at indtage stoffer.  Man må sige et meget 'klog' stofkombination.


Af de 497 emner (heroinafhængige) der blev benyttet, blev de 296 øjeblikkeligt udelukket på grund af deres antisociale opførsel eller brug af andre stoffer, og 35 nægtede at deltage. Af resten gennemførte kun 44 undersøgelsen (75) der kun varede 24 uger, og hvis kriterier for succes omfattede at man ikke undlod at tage midlet i længere tid, end en uge og ikke undlod mere end 3 aftaler. Når man tager den kendsgerning i betragtning at forsøg er mere succesrige end behandling i 'naturlige' omgivelser, og den kendsgerning at afhængige godt er i stand til og villige til at snyde lægerne med urinprøver og bevidste løgne, så var det vel næppe en terapeutisk triumf, og det er så absolut typisk for hele metodologien bag behandlingsmodellen, uanset hvilken farmakologisk 'behandling' der benyttes. Det afhænger at den såkaldte patients motivation og villighed til at tage det, og ifølge den teori at behandlingen er nødvendig, så har de ingen viljestyrke.


Med hensyn til Kina da er tallet jeg benytter meget almindeligt omtalt, dog er der undertiden omtalt højere tal. Under alle omstændigheder, er det sådan set ligegyldigt for argumentationen om det virkelige tal er 1, 5, 10 eller 100 millioner.


Metoderne der benyttes af den nye regime er omtalt i mange bøger om Kina.


Med hensyn til personlige erfaringer, er det af meget begrænset bevisværdi i marken, hvor de som er med i forsøg er så tilbøjelige til at bedrage sig selv og andre.


Menzies: Jeg er overrasket over at dr. Dalrymple afviser tilvænning som en medvirkende faktor til afhængighed. Alle de faktorer der er omfattet af arternes overlevelse, det vil sige, føde, ly mv. er en følge af tilvænning. Skolerne forsøger at reducere den nærmest epidemiske fedmetendens som værende en tilvænningsfaktor ved at fjerne adgangen til fedtholdig og sukkerholdig mad og således udrydde tilvænningen forårsaget af den lette adgang til disse fødevarer.


Mao eliminerede opiumsafhængigheden gennem ekstrem tvang over for både de som brugte det og de som forhandlede det. Ville det være lykkedes for Mao om strømmen af opium ikke blev hindret? Heroinafhængighed er tilbage med fuld styrke i Kina på grund af den heroin der kommer fra Laos og Burma. Netop i går meddelte Kina at man åbner 100 nye metadonklinikker til behandling af afhængige. Jeg fremhæver endnu engang at pris og mængde er de to største bidragydere til udbredelsen af afhængigheden. Vi kan se det i lande som Georgien, Pakistan, Iran m.fl.


Selve afhængighedens natur fører til neurotilvænning og tolerance. De afhængige vil gøre forgæves forsøg på at nå "højder" ved at forøge dosis, hyppigheden og når det ikke virker længere - blandingsmisbrug. Afhængige lærer meget hurtigt at få sat skub i virkningerne ved at blande andre substanser. 'Speedball' er en populær kombination af heroin og kokain der har dræbt hundredetusinder. Det nyeste 'turbomiddel' er fentanyl og afhængige vil opdage nye kombinationer til at nære deres narcissistiske væremåde


Videnskabsfolk lærte for mange år siden at stoffer der har endog et mildt tilvænningspotentiale kan forsårsage postyr. Denne gåde er om stoffer der slet ikke har afhængighedspotentiale. Den bedste eksempel er behandlingen for alkoholisme. De tre stoffer godkendt af FDA - antabus, naltrexone og acamposat er alle ikke afhængighedsksabende. Vi lærte dette gennem de katastrofale resultater i tidligere tiders behandling af alkoholisme med afhængighedsskabende midler som Laudanum, øl og jo også valium (Mors Lille Hjælper.)


Antitese er behandlingen af afhængighed af opiater Dette er med grundlag i en ubevist og falsk teori der går ud på at opioid afhængighed uundgåeligt forårsager 'metabolske læsioner' der kun kan behandles med en terapi i form af erstatninger. Som resultat er de tre mest udbredte stoffer der benyttes -metadon, LAMM og buprenorphine afhænggighedsskabende og de har holdt titusinder af patienter afhængige af disse stoffer i år efter år.


Denne accept af erstatningsterapistoffer er så indflettet i terapien og brugen af metadon er så udbredt at jeg kalder dette 'farmakologihegemoni.' Jeg er sikker på hr. Fisher ikke fik tilbudt naltrexone som en mulig behandling. Titusinder af patienter og endog læger er ligeså uvidende om naltrexone.




Naltrexone blev introduceret i 1984 for at beskytte afgiftede heroinafhængige fra at falde i og gå tilbage til heroin når de vendte hjem til de kendte omgivelser fra dengang de brugte stoffer. En enkelt 50 mg. naltrexone tablet ville hindre heroinen i at aktivere hjernen. Det kan bedst beskrives som en 48-72 timers vaccine mod alle opiater. Andre læger har udskrevet naltrxone som en 'forsikring' mod brug af opiater.


Vi har behandlet hundreder af afhængige med naltrexone og opnået ekstraordinært gode resultater. De fleste patienter tager naltrexone i 6 måneder. Hvis de falder i, går de tilbage til det. For yderligere at forstærke anvendeligheden er naltrexone nu også mulig som en depotindsprøjtning der holder en måned. Faktisk kender vi grunden når opiatafhængige nægter at tage naltrexone - de vil tilbage og bruge heroin. Vi behandler kun de patienter på vor klinik som er villige til at tage naltrexone.


Afvisning af naltrexone og lignende ikke afhængighedsskabende midler har overladt opiatafhængige i en evig cirkel af ineffektive behandlinger og tilbagefald.
Det ville være interessant at høre kommentarer om naltrexone fra panelmedlemmerne.




------ fortsættes ----------

Print
Indsendt af Olsen kl. 13.11
Etiketter: , , , , ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Related Posts with Thumbnails