Krigsparadokser. Pearl Harbor, Østfronten, Korea

Krigens paradokser: Pearl Harbor, Østfronten til 38. breddegrad

Victor Davis Hanson

Fra tid til anden holder jeg en pause med mine klummer her på Works and Days og vender mig til historien - ved denne lejlighed er foranledningen 71 årsdagen for Japans angreb på Pearl Harbor. Her følger nogle få af de mest almindelige spørgsmål jeg er stødt på mens jeg har undervist i krigene i det 20. århundrede i de sidste 20 år.

I. Pearl Harbor — December 7, 1941

Sp.. Hvorfor angreb japanerne på så tåbelig vis Pearl Harbor?

Svar: Japan mente slet ikke det var tåbeligt. Det som retrospektivt kunne forekomme selvmorderisk var ikke sådan på den tid. I bagklogskabens lys da ville en klogere japansk kurs have været at absorbere de ‘forældreløse’ kolonier i Fjernøsten som ellers var Frankrigs, Nederlandenes og Storbritannien der i det store og hele var uden forsvar efter juni 1941. Ved omhyggeligt at undgå Filippinerne og Pearl Harbor da kunne japanerne have ‘arvet’ det europæiske koloniimperium i Stillehavet uden at påbegynde en krig mod USA. Og havde Japan og Tyskland koordineret deres strategi da kunne de to samtidigt have angrebet Rusland i juni 1941 uden at det ville give anledning til en bredere krig med USA, eller i Japans tilfælde, en øjeblikkelig konflikt med Storbritannien.

Men efter Japans mening havde Sovjet vist sig som en stædig modstander i en række grænsekrige, og man følte det var klogere at sikre sig en base i Manchuriet for at aflede opmærksomheden mod vest (russerne, overholdt faktisk deres ikke-angrebspagt med Japan til sent 1945) - især når man tager den kendsgerning i betragtning at Wehrmacht i december 1941 så ud til at smadre Sovjetunionen i løbet af få uger eller tidligt 1942.

I det japanske sind, betød øjeblikket alt: Det var på høje tid at komme i gang med den lette opgave at ‘plukke’ Stillehavsregionen før Tyskland fik afsluttet krigen helt og aldeles.

Mens USA havde været alt for længe om at påbegynde en oprustning sent i 1930’erne var Japan stadig overbevist om at i en søkrig, var deres skibe, fly og personnel mindst lige så moderne og rigelige, om ikke mere talrige og kvalitativt bedre end det som USA kunne stille frem.

Den stadig større isolationisme i USA havde været fremført at ikonlignende typer som Walt Disney og Charles Lindbergh, den langvarige Depression og den kendsgerning at USA ikke havde interveneret i Europa, men i stedet betragtet Storbritannien få tæsk i over 26 måneder fra september 1939 til december 1941, og dermed formodede Japans militærkommando at USA måske enten ville forhandle eller blot svare halvhjertet igen efter Pearl Harbor.

I særlig grad efter det store tab af Amerikas hangarskibe.

Japanske efterretninger om det amerikanske produktivitetspotentiale var lige så begrænset som Tysklands viden om Sovjetunionens. I Tokyos øjne, hvis Japans flådestyrker fik elimineret de amerikanske Stillehavshangarskibe ved Pearl Harbor så ville der ikke være nogen mulighed for Amerika, i det mindste i den nære fremtid, at slå igen mod deres dagsorden i Stillehavet.

Den 7. december kunne japanerne slet ikke forestille sig at Tyskland kunne tabe krigen på den østlige front; det så snarere ud til at Hitler ville indtage Moskva og dermed afslutte den kontinentale konflikt i Europa, og dermed få mulighed for endelig at gøre op med Storbritannien. Faldet af Storbritannien ville betyde at alt fra Indien til Burma snart ville være uden ‘ejer’ i Stillehavsregionen, og Japan havde da blot et et i det store og hele ensomt og dårligt udrustet USA at kæmpe imod. Kort sagt for Japan var december 1941 et godt tidspunkt for et angreb mod USA  - en provokation der enten med stor sandsynlighed kunne forhandles på plads eller slutte i et militært nederlag for USA.

II. Den Russiske front - 22. juni 1941

Sp. Hvorfor angreb tyskerne Sovjetunionen så hovedkulds på et tidspunkt, hvor de næsten havde vundet krigen?

Sv. Endnu engang så var det som synes tåbeligt for os måske ikke så tåbeligt for Nazi Tyskland. Sandt at tyskerne hver måned modtog produkter fra Sovjet til gunstige priser, mange på kredit; men Hitler følte (forkert) at han ikke desto mindre kunne stjæle mad, brændstof og råmaterialer fra øst langt billigere end købe dem. Og mens tyskerne var paranoide for at åbne en to-fronts krig - som den der havde plaget dem mellem 1914 og 1917 - så argumenterede Hitler for at vestfronten var i ro, og husk at de britiske strategiske bombninger i 1941  stadig var ineffektive og ramte ikke deres mål.  

Under alle omstændigheder var Hitler mere paranoid over en britisk blokade der kunne give mangel på mad og brændstof som i 1918; med anvendelse af de enorme naturressourcer fra Sovjetunionen, især olien fra Kaukasus mente nazisterne, at de kunne være immune over for virkningerne af en maritim blokalde.

I tilgift var det aldrig hensigten at krigen kun skulle være fuldstændig rationel i en ren strategisk forstand, den blev også set som en National Socialistisk ideologisk korstog, hvor den fulde ødelæggelse og slaveholdelse af Europas formodede Untermenschen var umulig uden adgang til de enorme befolkninger af jøder og slaver i Rusland. For Hitler var Marxismen en perversitet og Operation Barbarossa betød han kunne dræbe to fugle med en sten.

Den perverse holdning at et Tyskland med 30% mere territorium og en befolkning på 80 millioner - ligesom i dag - stadig ikke kunne leve uden “lebensraum” appelerede tilsyneladende til mange i den tyske elite der havde visioner om godser og baronier i øst, hvor trælle arbejdede, med ferieture på super-autobahner til Krims strande - i det mindste hvis det blot betød en måneds krig. (læs denne på synopsis)

Med erobringen af Balkan i juni 1941, var landkrigen i Europa i praksis forbi. Storbritannien var alene og isoleret, og havde knap overlevet Slaget om Storbritannien. Der var ingen grund til at tro at USA ville gå ind i krigen; hvis Amerika ikke havde erklæret krig for at hjælpe Storbritannien så var det mest sandsynligt at man heller ikke ville gøre det for at redde det kommunistiske Sovjetunionen.

Ydermere havde den tyske hær vist sig som nærmest overmenneskelig med dens invasion af Polen og Vesteuropa; selv de rodede konflikter på Balkan, Kreta og de seneste delinger til Nordafrika havde ikke forsinket Wehrmachts fremskridt. Hitler, tog, for at være på den sikre side ingen chancer og samlede den største invasionsstyrke verden endnu havde set, over tre millioner tyskere og 500000 allierede. Operation Barbarossa var i sandhed en mangesidet indsats med delinger fra det meste af Østeuropa, Spanien og Italien med i det tyske angreb. Midt i 1941 var der intet sammenligneligt, i det mindste i tal, på østfronten til ME-109 (jagerflyet), Panzer Mark IV, eller  .88 flak/antitank kanonen. Sådan teknologisk overlegenhed blændede Hitler for den realitiet at der kun var få moderne veje i Rusland, og det meste af invasionen skulle stadig foregå ved heste, med utilstrækkelig luft, tog og lastvognstransport.

Stadig, i kontrast til Tysklands række af succeser var Sovjetunionens seneste militære indsats elendig. Stalin havde likvideret mange fra officersklassen (skønt ikke så stor en procentdel som man engang mente). Den Røde Hær havde ikke klaret sig godt i opdelingen af Polen i september 1939, og forekom nærmest inkompetent i de tidlige stadier af Sovjets invasion af Finland sent i 1939 (Hitler skelnede helt tåbeligt ikke mellem Den Røde Hær der kæmpede på hjemlandets jord og når den blev sendt til udlandet). Sådanne indtryk bekræftede Hitlers racemæssige synspunkter om at russerne var tilbagestående og ude af stand til at føre moderne mekaniseret krig - en underlegenhed som han formodede blev forstærket af Leninismens fallit.

Med elendige tyske efterretninger om kvaliteten af og produktionen af russisk artilleri, tanks (den nye T-34, der var klar til gå i fuld produktion) og fly, formodede tyskerne at Rusland med lethed ville falde -- idet man stolede på en beregning fra 1. Verdenskrig. Frankrig havde holdt ud i 4 måneder, mens Rusland var faldet på cirka 3; således nu her næste gang i 1940 var Frankrigs fald på cirka 6 uger, og derfor formodede man et russisk kollaps på cirka 4 uger.

Japan i krig i øst med Rusland i 1938-1939 havde følt sig svigtet da Aksemagtspartneren havde underskrevet, uden forvarsel, Molotov-Ribbentrop Pagten, der på effektiv vis sikrede, at Sovjet kunne holde fokus på een front mod Japan. Et besejret Japan tilbagebetalte på en måde forræderiet ved at underskrive en lignende neutralitetspagt med Rusland i april 1941. Den ‘handel’ sikrede at Stalin, kun ville have en en-frontskrig hvis Hitler skulle bryde sine aftaler - en kendsgerning der kunne have reddet Moskva mens forstærkninger fra øst strømmede ind.

Japans Udenrigsminister Matsuoka underskriver neutralitetspagten

Kort sagt, havde Hitler fastholdt sin pagt med Stalin og i stedet fokuseret på Nordafrika og oliefelterne i Den Persiske Gulf, måske i samforståelse med at japanerne rykkede frem mod Indien og Suez, da ville Storbritannien måske have tabt krigen. Men ved at invadere Rusland og erklære krig mod USA den 11. december (Da Army Group Center syntes på randen til at indtage Moskva, da Japan synes at have smadret Stillehavsflåden og havde sikret både Storbritannien og Amerika en to-frontskrig, og da U-Båds kommandørerne forsikrede Nazi overkommandoen om deres herredømme og mulighed for angreb mod USA’s østkyst, og at de kunne ødelægge skibsruterne og konvojsystemet mellem Nord Amerika og Storbritannien) da valgte Hitler de to veje der kunne koste ham krigen.

III. Et delt Korea?

Sp. Hvorfor standsede USA efter foråret 1951 ved den 38. breddegrad og dermed sikrede en efterfølgende 60 år lang Kold Krig der igen resulterede i kroniske bekymringer om et Nordkorea bevæbnet med atomvåben og med hensigt at invadere sin nabo i syd?

Sv. Amerikanerne var som hjemsøgt af mareridt fra november 1950 til februar 1951. Efter den fremragende Inchon invasion (læs denne på synopsis) og MacArthurs inspirerende hurtige fremrykning til Yalu Floden og grænsen til Kina, havde den pludselige indsættelse af, begyndende med 250000 kinesiske Røde Hær tropper med flere hundredtusinder der fulgte efter, sendt amerikanerne på tilbagetog hundrede af kilometer mod syd (den længste tilbagetrækning i amerikanske militærhistorie) tilbage til den 38. breddegrad, og med Seoul der længe så ud til at gå tabt til kommunisterne en gang til.

Matthew Ridgway var ankommet i december 1950 for at forsøge at redde krigen og det fik han gjort i april 1951, og i stedet overtog han kommandoen fra den nu frisatte MacArthur. Men amerikanerne var på permanent vis blevet traumatiseret af kinesernes indtræden i krigen og at Nordkorea kom sig efter den nærmest erklærede amerikanske sejr i oktober 1950.

Ridgway var efter FN styrkernes forbløffende fornyede indsats tidligt i 1951 ikke i humør til at krydse 38. breddegrad. Fra hans studium af MacArthurs indsats i efteråret 1950 vidste han, at halvøen i nord blev mere barsk og større og ville ‘opsluge’ tusinder af tropper mens de nærmere sig den kinesiske og russiske grænse, og de skulle fornyes fra baglandet hundreder af kilometer tilbage. En sådan anden indsats gennem Nordkorea følte man gav, om rigtigt eller forkert, risiko for en regional atomkrig med Sovjetunionen og at der ville blive trukket hundredetusinder af kinesiske Rød Hær tropper ind, og dermed ville krigen helt sikkert blive forlænget endnu et år eller to, på et tidspunkt da den amerikanske offentlighed var gennemført træt af dette nye koncept med “politiaktion” og en “efterfølgende krig.” 

Forberedelse til slaget om Inchon

Mens kritikere protesterede over tåbelige politiske restriktioner på U.S. Airpower der kunne have smadret de kinesiske og russiske bastioner langs grænsen så overvejede samme kritikere ikke at sådanne angreb kunne have foranlediget lignende fjendtlig opmærksom på U.S. forsyningscentrene i Japan.

Ydermere var FN koalitionen blevet oprettet under forudsætningerne fra efteråret 1950. Krigen anså man som værende forbi, og de allierede kunne meget vel begrænses til en garnison.

Europæisk deltagelse i Korea var også under forudsætning af at sikre en amerikansk forpligtelse til at holde Sovjet ude af Vesteuropa. Men på det tidspunkt FN tropperne ankom til Korea, var kineserne i færd med at invadere og slagte koalitionen på tilbagetog mod syd. De fleste europæiske deltagere ønskede en våbenhvile for enhver pris og en afslutning på krigen.

Ydermere var USA blevet trukket ind i en deprimerende propagandakrig. Vi var ansvarlige for at Japan, Italien og Tyskland kunne komme på benene igen og være pro-vestlige demokratier, mens russerne óg de kinesiske kommunister fremstod som krigens ofres ægte allierede der fortsatte deres kamp mod fascismen, med et kapitalistisk amerikansk imperium der havde sluttet sig til de gamle Aksemagter.

I tilfældet Korea, overtog amerikanerne de opgaver som det japanske militær havde forvaltet og støttede de sydkoreanske myndigheder, mens Sovjet og Kina bakkede op om hårdkogte kommunister i Nord der gik ind for landbrugsreformer -- eller sådan lød det i det mindste i den verdensomspændende venstreorienterede udlægning. For mange amerikanere var tanken om at udkæmpe en nærmest evig borgerkrig langt mindre ønskværdig end en våbenhvile og en afslutning på fjendtlighederne, skønt efter tre års kampe og med 36000 døde amerikanere (og over 1 million koreanere) da var grænserne nærmest uændrede.

Var denne remis-situation klog i lyset af de senere problemer med Nordkorea til nutidens vanvid? Måske ikke - men den amerikanske indsats fik ikke desto mindre kickstartet Sydkorea, der med tiden har udviklet sig til en nation med en demokratisk regering og er et verdensomspændende frit markeds kraftværk i dag.

Lektionerne?

Som historikere skal vi huske ikke at evaluere det som hændte udelukkende på basis af hvad vi nu ved set i bagklogskabens klare lys, men snarere afveje den information der var tilgængelig for de krigsførende parter på den tid - dog med behørig opmærksomhed på deres fordomme og deres begrænsninger.

Ydermere da forekommer de fleste ‘fejl’ ved frugterne af en formodet succes (f.eks.Tyskland efter sejren i Vesten, Japan efter de fornemmede at kolonimagterne alle var helt ‘færdige’ i Stillehavsregionen, MacArthur efter Inchon, kineserne efter de med succes drog ind i Korea, og måske endda USA i Irak efter den hurtige sejr over Saddam Hussein (tre uger) og i Afghanistan med kampen mod Taliban, da den vindende part sjældent evaluerer sin første succes efter taktiske hensyn og strategiske slutninger, så kan krigens stadig forandrende forhold og de fremskridt der blev opnået snart begynde at være en fordel for forsvarerne.

Kun få vovede at betvivle Hitlers formodede geni i 1941, eller den formodede alvidende Isoroku Yamamoto sent i 1941, eller den brillante MacArthur efter Inchon.

Endelig så kan ingen helt forudsige hvad der vil ske når skyderierne indledes, da selv fortiden kan være en bedragerisk guide. Hitler troede at Zarens Rusland, der ikke kæmpede så stædigt som franskmændene i 1. Verdenskrig ville kollapse som Frankrig i juni 1940.

Da kineserne krydsede den 38. breddegrad troede de ikke, at deres kommunistiske supermænd var underlagt de samme kendsgerninger - en langstrakt, sårbar forsyningslinje, elendigt vejr og en fjende med bedre logistik - det som havde plaget amerikanerne på vejen mod Yalu.

Mens Hitler kan have haft gode grunde til at betvivle den første effektivitet af U.S. Army, dens pludselige mobilisering, og dens utilstrækkelige udstyr, da så han ikke, hvor dødbringende de amerikanske styrtbombere var eller en stadig større strategisk bombekampagne, ingen forståelse for de amerikanske generaler genialitet på såvel korps som divisionsniveau og ingen forståelse af hvad Henry Kaiser (Willys Jeep og skibsbygning) og Charles Sorensen (jo den er god nok, dansk indvandrer) havde igangsat i USA.

Charles Sorensen havde en fremtrædende rolle i fremstillingen af B-24 bombemaskinen. 18400 produceret.

Logo for Henry Kaiser Automobildivisionen

Kaiser Custom 6, 1953 - fantastiske biler.

http://pjmedia.com/victordavishanson/20th-century-war-paradoxes/?singlepage=trueil