Planen for at gøre Amerika smældfed
Kan amerikanerne blive slankere?
I Pixarfilmen WALL.E
fra 2008, har menneskene fået jorden fyldt så meget op med affald at de
må flytte ind i rumskibe. Motoriserede stole færgede de kanonfede
klumper der skal forestille fremtidens mennesker rundt samtidig med at
de slubrer væsker i sig fra kæmpekrus og sidder som hypnotiserede foran
videoskærme.
Det
var både morsomt og skræmmende på samme tid, denne vurdering af
Amerikas -brug og smid bort og fastfood kultur, hvor det eneste det
drejer sig om er magelighed og selvbeherskelse og vejledning er
overdraget teknologien. På den tid var filmen en del af det stadig
større kor af stemmer der forhånede Amerikas stadig større livrem.
Fem
år senere er det nærmest umuligt at der ikke går en dag uden vi ser en
nyhedshistorie om fedme; førstedamen Michelle Obama har gjort det at
børn skal motionere og spise sundt til en topprioritet; og selv
forsynere af triumviratet salt, sukker og fedt, føler sig tvunget til at
komme med indrømmelser for at sælge de ting der for størstedelen får
skylden for alt, fra de ekstra kilo, til sukkersyge og hjertelidelser.
Coca-Cola
lovede her for nylig at skabe lavkalorie drikke og give
ernæringsinformation om deres produkter der kan fås overalt i verden.
Den
fremherskende mening er at fast food fremstillerne har skylden for den
kendsgerning at 69% af Amerika er enten overvægtig eller direkte fed.
2013’s Salt Sugar Fat: How the Food Giants Hooked Us af Michael Moss, en Pulitzer Pris- vindende journalist fra New York Times,
kommer med en af de allermest påtrængende argumenter for den side der
har samlet en hoben af beviser for at amerikanerne er ofre for en lumsk
plan for at maksimere profitter, og det på bekostning af vort
kolesterol, vort blodtryk og vor BMI.
Som
Moss afdækkede, har fødevareindustrien gjort det til en videnskab af
finde “glædes” punktet for sukker, salt og fedt og har derfor skabt
fødevarer der er ligeså afhængighedsskabende som alkohol og stoffer.
Den
har også fundet metoder der gør det nærmest umuligt at undgå deres
produkter i butikkerne, og man har stået bag omfattende opbygning af
dagligvarebutikker over hele USA - et af de bedste midler til at få
‘tag’ i børn og teenagere med deres mad og gøre dem til kunder for
livet.
Jeg
er enig i, at de er en stor del af problemet - ligesom de som solgte
huslån til mennesker de vidste ikke havde råd var en stor del af
problemet bag den finansielle krise. Dog er Moss så fokuseret på at
kaste skylden på en gruppe, at han behændigt undlader vanerne og
normerne der har tilladt at amerikanerne er blevet så nemt et bytte for
virksomheder der lever af at give os det vi kræver.
For
eksempel nævner Moss hvordan fremkomsten af dagligvarebutikker i
1950’erne falder sammen med at kvinder i hobetal kommer ud på
arbejdsmarkedet. Men han dykker ikke nærmere ned i, hvordan det skifte
påvirkede vor kollektive evne til at stå op imod usund mad - det sker
for eksempel når der er færre familiemiddage - og hvad der kan gøres ved
det i et samfund, hvor det ikke bare kan laves om.
Om
så det gjorde da er dagligvarebutikskulturen alt for indgroet og det at
opfostre børn for tidskrævende til at sende kvinder og mænd ud i
køkkenet for den daglige portion madlavning - selv om de gerne ville
det - udover nogle få undtagelser.
Hvad
med de millioner mennesker der sådan set er ligeglade med hvad de
spiser og bare vil have dækket et øjeblikkelig madbehov, som det gælder
på så mange områder af deres liv? De mennesker vil sandsynligvis aldrig
læse hans bog.
Den
sandsynlige konklusion som mange får af hans udmattende forskning i
fabriksfremstillede fødevarer og industrien er at der burde lægges sag
an mod den. At give andre skylden for vore problemer er en amerikansk
metode og det virksomhederne har gjort er manipulerende om ikke
ulovligt. Men hvis hele formålet er at gøre amerikanerne slankere, da
skal man til en begyndelse opfatte fabriksfremstillede fødevarer som
overflødig og det som giver overvægt.
Hvis
du lever i velstående enheder, da er småfedme ligeså forkasteligt som
cigaretter og sund mad er nærmest en religion. Helt sikkert er der
kreative hjerner i reklame og markedsføringsbranchen der er villige til
og i stand til at få proselytter for disse synspunkter over hele
Amerika.
Hvis ikke - ja så er mit gæt at advokaterne vil blive rigere mens amerikanerne bliver endnu federe.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar