At skære eller ikke skære: Alternativer til omskærelse
Nye ritualer anviser måder, hvorpå jøder symbolsk kan vedkende sig deres pagt med Gud uden at omskære drengebørn
Da min nevø Eli blev født skulle han så absolut ikke omskæres. Hans far er ikke jøde, men britisk, fra en kultur, hvor omskærelse er sjælden. Hans mor - min svigerinde Ellen, der voksede op i Reform jødedom i Milwaukees forstæder - var heller ikke særlig interesseret i indgrebet. (brit milah)
“Det var aldrig vigtigt for mig” fortalte hun. “For mig er omskæring noget latterligt. Jeg tror ikke på Gud, så hvorfor skulle jeg dog nuppe et stykke af mit barn på grund af noget jeg slet ikke tror på? Det er ligesom at ofre en ged eller noget andet. Jeg vil ikke slå en ged ihjel?”
Det er ikke det eneste ved Judaismen hun har negative holdninger til. “De store højtiders ritualer forekom mig hykleriske, ligesom et modeshow ingen var interesserede i,” fortalte hun mig. “Jeg var ikke med på de lejrture som alle de andre jødiske børn kom med på; de havde alle deres fællesskabs ting og jeg følte mig ekskluderet fra det.”? Jeg har ofte talt med Ellen om, hvor trist jeg har det med at hun sammenkæder det at være jøde med patriarkatet og undertrykkelse. Jeg ville ønske hun havde været introduceret til feministisk judaisme, om at stille spørgsmål, have en intellektuel debat og den helhjertede fælles birkat-hamazon taksigelse som jeg voksede op med.
Med til at forklare Ellens forbehold er den kendsgerning, at hun som ung kvinde først i 20’erne giftede sig med en noget ufleksibel jødisk mand, der ønskede et kosher hjem, men ikke ønskede at bidrage til arbejdet, som direkte nægtede ligestilling (ketubah) (ægteskabskontrakt, der indbefatter, at man kan blive skilt.) og kom med egenrådige beslutninger om penge og ejendele. Efter Ellen giftede sig igen, og Eli født, forsøgte jeg slet ikke at ‘sælge’ hende brit milah.
Min svigermor var som fortvivlet. Da hun ikke var i stand til at få Ellen til at være med på det jødiske omskærelsesritual, krævede hun til sidst, “Så få det lavet på et hospital! Det tager kun et øjeblik!” Ellens svar: “Og hvad så? Hvis det ikke gøres med en religiøs baggrund og der ingen lægelige grunde er til at skære i ham, hvorfor skulle jeg så gøre det?”
Den kendsgerning at emnet er så følelsesbetonet, og at disse følelser er helt ude af proportioner, er ironisk, når man tænker på at det er et lille stykke væv der er tale om. Men judaismen har altid handlet om at debattere og gøre småting til kæmpe bjerge.
Jeg føler mig heldig ved at have to piger, så derfor har jeg aldrig skulle spekulere over, hvad jeg ville beslutte dersom jeg blev konfronteret med en lillebitte jødisk forhud. Jeg havde dog navngivnings ceremonier i vort hjem for begge mine døtre med ritualer og bønner udvalgt fra
the Reconstructionist site RitualWell. Det var virkelig bevægende, at fremvise mine babyer til min familie og venner - og især at meddele af Maxine var opkaldt efter min far, der var død blot to måneder før hun blev født. Det gør mig trist dersom familier der fravælger brit milah også glemmer denne lejlighed til symbolsk at byde deres baby velkommen i det jødiske samfund.
Dog har nogle jøder valgt at se bort fra brit milah og har i stedet skabt nye ritualer der byder babyer velkommen og symbolsk anerkender pagten (eller brit) mellem Gud og jøderne der går helt tilbage til Abraham. Disse ceremonier har forskellige navne:
Brit shalom er den mest almindelige, men et site kaldet Circumstitions nævner andre, såsom brit chaiim, “alternativ brit,” brit ben, brit b’li milah. De har alle en ting tilfælles: Ingen af dem omfatter faktisk omskærelse.
En hel del jøder, som min svigermor, kan faktisk ikke sætte ord på, hvorfor brit milah er vigtig. Det kan rabbi Joshua Ratner. Han skrev en artikel for My Jewish Learning kaldet “At nuppe eller ikke at nuppe: Hvorfor jeg siger Ja til omskæring,” og citerer 1. Mosebog 17 om Guds bud til Abraham og bekræfter værdien af at følge mitzvah. I et interview sagde han til mig:
“Brit milah er knyttet til identitetsskabelse, den forbinder den ene generation med den næste. Den sikrer at pagten ikke kun er historisk, ikke kun noget vi læser om, men noget vi handler efter. Det er en individuel bekræftelse af pagten med Gud sammen med en let forståelig, instinktiv metode til at knytte os til vore forfædre.”
For et par uger siden blev Ratner interviewet af Beyond the Bris, en jødisk hjemmeside for “omskæringsmodstandere - (intaktivister) altså mennesker der går mod omskæring. Jeg spurgte ham, hvorfor han var villig til at have noget at gøre med de som med ildhu er uenig med ham:
“Som en konservativ rabbi, ønsker jeg at alle jøder skal føle de hører hjemme i det jødiske samfund,” sagde han til mig. “Hvis nogen besøger hjemmesiden og har spørgsmål om halakhic indstillingen før de tager en beslutning synes jeg det er godt for dem at se det fra mit perspektiv, da det ellers ikke blev fremholdt på siden. Jeg mener vi skal arbejde sammen og være inkluderende og arbejde for at nå ind til hinanden, og få nogen til at føle, at uanset beslutningerne man tager om hvilket som helst emne, om det er omskæring eller blandede ægteskaber er der altid plads i det jødiske samfund til dig.” (Jeg roste Ratner for at være så åben og foreslog han ikke læste kommentarerne efter interviewet)
For at slå det fast så er de lægelige beviser til fordel for omskæring blandede. Tre tilfældige kontrollerede undersøgelser i Afrika fandt, at det at være omskåret betød man havde en lavere risiko for at få HIV, kønsvorter og type-2 herpes hos voksne; amerikanske studier har antydet lignende resultater. Men omskæringsmodstandere (intaktivister) sagde, at disse undersøgelser var fejlbehæftede og med en skjult dagsorden, og at de kun fokuserede på renlighed, og at brug af kondom ville have samme effekt. Et kerne argument for en masse omskæringsmodstandere (intaktivister), er under alle omstændigheder, at forældre ikke har ret til at underlægge deres babyer en procedure de er for unge til at samtykke i.
Og selvom de lægelige goder skulle være tydelige så er det ikke det der driver troende jøder til at følge religiøs lov. Når nogen fortæller mig at grunden til at overholde kosher er, fordi det er renere og sundere, da ruller jeg med øjnene. Det kan måske have været sandt tilbage i tiden, men i dag mellem skandalerne på jødiske slagterier, og mulighederne for adgang til kød der er produceret på åbne grønne marker uden brug af antibiotika og hormoner gælder det argument ikke længere. Argumenter til fordel for traditionen, til fordel for vigtigheden af hele tiden at blive mindet om den forskel vor kultur udgør er helt i orden, men at argumentere for, at “fordi Guds sagde det, derfor “... benyt ikke Tora til at diskutere videnskab.
Måske er de ikke helt afgørende lægelige beviser mod omskæring årsagen til at antallet af omskæringer i USA har været faldende i 30 år.
Siden 1979 er procentdelen af omskårne amerikanske børn dykket fra 64,5% til 58.3%. (Ændret demografi og den kendsgerning, at mange delstatsregeringer har fjernet Medicaid dækningen for indgrebet kan også være en medvirkende faktor).
Det er nærmest umuligt at fastslå, hvor mange jødiske familier der vælger fra, men Rebecca Wald, der leder Beyond the Bris med Lisa Braver Moss, siger at antallet søgninger og forespørgsler på sitet er steget voldsomt siden man oprettede siden i 2010.
Den israelske avis Haaretz anslår at 1% til 2% af de jødiske spædbørn født i Israel i det sidste årti ikke er blevet omskåret - der er en omskæringsmodstander- (intaktivist) bevægelse også i Israel. En undersøgelse i 2006 udført på forældregruppen Mamys hjemmeside i Israel fandt, at antallet var højere: 4,8% af de israelske drenge var ikke omskåret, fordi forældrene var imod ‘lemlæstelsen’ af kroppen - en bevæggrund der omtales af skuespillerinden Alicia Silverstone—man ønsker ikke at påføre barnet smerte).
Skuespillerinden Mayim Bialik er forældreintaktivist, der synes umiddelbart at passe på profilen af en jødisk mor der ikke går ind for omskæring.... men hun har dog ladet sine sønner omskære. Hun bliver angrebet for det så ofte, at hun i det store og hele ikke vil diskutere det. “Det holistiske samfund har gjort at det er nærmest umuligt at tale om det ... hvilket vil sige at der ikke har været rum for dialog,” fortalte hun sitet Evolutionary Parenting. “[Det] fører kun til at jeg bliver kaldt en der lemlæster.”
Og så er der filosoffer som Jay Michaelsohn der ikke ønsker at skille sig helt af med brit milah, men som spekulerer over, om der mon er et alternativ: En metode til at udføre mitzvah hvor der fjernes mindre væv. (Undersøg hans beskedne forslag med benene over kors, de Herrer)
Jeg spurgte så Wald, hvorfor der er al denne nye debat og bekymring og ængstelse over en oldgammel praksis. “Jo ser du det jødiske folk har altid været optaget af deres børns velbefindende,” sagde Wald, “Vi ønsker alle at gøre det bedste for vore rollinger. Og der er stadig flere beviser på at omskæring ikke er det bedste.”
Hun fortsatte, “Tænk over en penis’ anatomi. Hvis de fratager penis dens forhud, så eksternaliseres det som er et internt organ. Nogle mennesker har det ikke godt med at sammenligne omskærelse med kvindelig genital omskærelse, men at fjerne eksterne labia, selvom det kan være mere kompliceret er ikke helt sammenlignelig med at fjerne forhuden; du har forvandlet slimhindevæggen med ikke slimhindevæv. Hvis man ved dette er det vanskeligt at forsvare den praksis.”
Jeg undrede mig over om Wald, en person med eksamen i jura, havde været udsat for irettesættelser på grund af sine synspunkter, der jo går direkte mod førende jødisk tradition. Hun lo, “Jeg er gift med en ikke jøde, jeg er helt sikker på min jødiske identitet, jeg er uddannet i medicin og i hvad Toraen siger - når folk taler med mig er det svært for dem at afvise mig, fordi de indser, ‘Åh jo det er som om hun er en ægte jøde!’”
Tilfældigvis falder Maimonides’ (1138-1204) mening sammen med Wald’s om at brit milah har en negativ påvirkning af den seksuelle nydelse.
I “The Guide for the Perplexed,” skrev Maimonides om omskærelse, “Jeg tror at en af metoderne til at begrænse seksuelt samleje er at svække generationsorganet så vidt som muligt, og således forårsage, at manden er tilbageholdende. Nogle mennesker tror, at omskæring er at fjerne en defekt ved mandens udformning; men enhver kan med lethed svare igen: Hvordan kan naturens frembringelser være så mangelfulde at de kræver en ydre fuldendelse, især da forhudens tilstedeværelse for det organ er så åbenbar....(?) Indgrebet på denne kropsdel er lige præcis det som er ønsket; det skader ingen vital funktion, det skader heller ikke forplantningsevnen. Omskæring er blot en modvægt mod overdreven begær; for der er ingen tvivl om at omskærelse svækker den seksuelle ophidselses kraft, og sommetider også den naturlige nydelse.”
Der er videnskabelige beviser på at omskæring nedsætter den seksuelle følsomhed. I 1999 ændrede the American Academy of Pediatrics sin holdning til omskæring fra at have været neutral til en holdning der svarer til, at de data der er tilgængelige ikke er tilstrækkelige til at anbefale en rutinemæssig neonatal mandlig omskærelse.
På Beyond the Bris, foreslår Wald og Moss alternativer til at højtideligholde en jødisk drengs fødsel. Der er ingen der fremhæves frem for andre og forslagene er rigelige online. Nogle familier udfører ceremonien på barnets ottende dag, som ved en konventionel brit milha; nogle gør ikke. Nogle kæder det sammen med ritualer fra Kiddush, der tændes lys sammen, barnet salves og babyens fødder vaskes, der sættes en stol frem til Elijah, eller man udfører Havdalah. De fleste forældre fremfører deres barns navn og forklarer, hvorfor ved ceremonien.
Wald og Moss har lavet en indsamlingsfond for at udgive en bog om de oprindelige brit shalom ceremonier sammen med forslag til, hvordan man kan hjælpe familiemedlemmer der, billedligt talt er ligesom forstenede over det nye. Hvis midlerne er der (man er nået halvvejs) vil bogen udkomme med et album af brit shalom- lignende sange produceret af Jason Paige, sangeren af det originale Pokémon tema og tidligere forsanger i Blood, Sweat & Tears.
En ceremoni som Wald og Moss har skabt indbefatter en ny symbolsk rituel handling: Et granatæble skæres igennem. “Granatæblet repræsenterer frugtbarhed og overflod,” sagde Wald, “og det ‘bløder’ når man skærer i det. Nogle mennesker kunne muligvis ønske faktisk at skære i noget dersom de ønsker et ritual der kommer så tæt på en brit milah. Det er en metode til anerkendelse af den rolle omskærelsen har spillet i det jødiske folks historie; det er ikke blot at give babyen et hebraisk navn og så slut. Granatæblet har længe været et jødisk symbol.”
Hvis man laver en ceremoni for en dreng, hvor kniven også kunne benyttes til at skære i bagels, så kan jeg ikke forstå, hvorfor der skal være en ekspert til stede. Men for mange jøder er det ikke en ægte begivenhed medmindre det er en rabbi eller kantor der leder ceremonien. Sitet Circumstitions har en liste med 187 officielle godkendte religiøse personer i United States, Israel, og ni andre lande.
En af disse officianter er Elyse Wechterman, en Reconstructionist rabbi med base i Massachusetts. (Hun udfører også særlige tjenester for familier med særlige behov i Rhode Island). Hun kalder sin ceremoni for en brit atifah, en Pagt mellem Gud og Menneskeheden - ritualet kan benyttes til drenge der ikke er blevet omskåret, til drenge der er, og til piger.
For Wechterman, er det vigtigt, at ritualet er bredt omfavnende for mange. “Jeg føler dette normaliserer samtalen og byder barnet velkommen i det jødiske folk på en måde der giver mening, tilfredsstiller forældrenes behov, og afspejler visdommnen og dybden af traditionerne,” sagde hun til mig. “For mange mennesker er tallit et symbol på beskyttelse, en kærlig omfavnelse under ‘Schechinahs Vinger.’ Jeg har en positiv tilgang: Hvilken autentisk jødisk visdom og indsigt kan vi bringe til dette barn der bydes velkommen?”
For Wechterman, mangler brit atifah det forsvar der undertiden kendetegner brit shalom og de som går ind for det. “Jeg siger ikke at brit shalom ikke giver mening,” sagde hun. “Men det forekommer mere defineret af hvad det ikke er, end hvad det er. Jeg er ikke interesseret i at udføre ‘ikke-omskærelse’ - jeg er interesseret i at byde den næste generation af jøder velkommen ind i pagten på de mest meningsfyldte mulige måder, hvilket ikke nødvendigvis skal omfatte brit milah for drenge.” (Kendsgerningen at forskellige udøvere at omskærings-frie ritualer har problemer med andre omskærings-frie udøveres ritualer minder mig om vittigheden “to jøder, tre synagoger.”)
Wechterman opsummerede nogle af grundene til at folk ikke vælger brit milah: “En af de vægtigste incitamenter er fremkomsten af bevægelsen for naturlig fødsel; forældre stiller en masse spørgsmål til de hidtidige opfattelser af fødsler, og af gode grunde. Og jeg tror at påvirkningen fra feminismen ikke må undervurderes. Et kernepunkt ved nutidens feminisme er holdningen til kroppens integritet og selvbestemmelse.”
Det at afholde en ceremoni frem for intet at gøre kan hjælpe med til at lindre familierne. “Jeg har set bedsteforældre der var dybt chokerede og oprørte over at deres børnebørn ikke var omskårne, og jeg foretager en ceremoni der bekræfter et jødisk liv for deres børnebørn og de bliver bevæget til tårer,” sagde Wechterman.
Hun fortsatte, “Jeg er ikke imod omskærelse. Men hvis vi skal sætte grænser for hvad der er væsentligt for det jødiske folk at gøre, er jeg ikke sikker på at brit milah vil være med. Jeg vil hellere fokusere på at få folk til at overholde sabbaten og nogle meningsfyldte valg vedrørende fødevarer. Jødisk sammenhængskraft er mere end blot at gå ind for jødisk praksis der omfatter vort liv, ikke dette lille øjeblik i en søns liv.” Hun fortsatte, “modstanden for at fravælge brit milah har mange årsager. Men en af dem er, at beslutningstagerne altid har været mænd der selv er omskåret. Mænd der ikke er omskåret kan ikke forestille sig at gøre det, ligesom mænd der er omskåret ikke kan forestille sig det ikke at gøre det.” Og hun påpegede “Men med et betragteligt antal kvindelige rabbinere så ændrede tingene sig.”
Og med flere forældre der stiller spørgsmål til alt, fra vacciner til genetisk modificerede fødevarer til behovet for organiseret religion så kan tingene ændre sig ret så hurtigt
Marjorie Ingall, a Life & Religion columnist for Tablet Magazine, is the author of The Field Guide to North American Males and the co-author of Hungry.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar