Mellemøsten og dønningerne fra 1. Verdenskrig

Besejr ISIS a la 1. Verdenskrig

Blackjack Pershing viste, hvordan det skulle gøres.

H. W. Crocker III

Mange mennesker endog formodede konservative lægger skylden på Vesten når man skal forklare islamisk terrorisme. Hvis det ikke var Korstogene, så var det afslutningen på 1. Verdenskrig, da Winston Churchill og T.E. Lawrence (of Arabia) blandt flere opdelte det moderne Mellemøsten på et landkort.

Men hvis Det Osmanniske Imperiums kollaps og skabelsen af det moderne Irak, Syrien, Jordan og Palæstina (der blev til Israel) var baggrunden for bevægelser som ISIS, hvorfor var regionen så relativt ‘roligt’ efter 1. Verdenskrig. Faktisk forudså Lawrence i 1922 at blandt de altid rastløse arabere ville der “ikke være nogen seriøse problemer i mindst syv år.” I de områder Storbritannien var ansvarlig for, viste det sig at være i det store og hele sandt. I 1935 skrev han til Robert Graves, “Hvor udmærket Mellemøsten har klaret sig: Det, mere end noget andet sted i verden har haft udbytte af krigen.”

Lawrence mente at Vesten ikke havde meget at frygte fra arabisk nationalisme, fordi araberne var “endog endnu mindre stabile end tyrkerne,” og hvis “de blev behandlet på rette vis vil (araberne) forblive i en tilstand af politisk mosaik, et væv af små indbyrdes jaloux sheikdømmer ude af stand til samarbejde,men dog altid klar til at slutte sig sammen mod en udefra kommende magt.”

Briterne var vant til at slå ned på jihadister, uanset om det var i Sudan eller i Indien, eller endog i 1920’ernes Irak, og gjorde det særdeles omkostningsbevidst. At knuse jihadisterne, var tænkt som (og viste det sig) ikke at være dyrt. Da Lawrence bemærkede en “Wahhabi-lignende muslimsk form for bolschevisme” der brød ud i det sydlige Irak, var det RAF (Royal Air Force) der udslettede den, ved at benytte observatører på landjorden som John Bagot Glubb, hvis Southern Desert Camel Corps, bestod af irakiske grænsearabere, der senere hen patruljerede langs grænsen for at holde Wahhabist Ikhwan ude.

Briterne var vant til at der blev udstedt jihads mod dem - Det Osmanniske Imperium gjorde det i 1. Verdenskrig (del af Lawrences mål i ørkenrevolten var at opsplitte det Islamiske Kalifat mellem Tyrkiet og Arabien) - og briterne vidste at Islam, altid og for evigt, ville beskæftige sig med den slags forehavender. Man accepterede det, arbejdede ud fra det, når det var nødvendigt slog man det ned, og man gjorde også brug af den når det var belejligt (muslimer kunne være trofaste soldater). Det var ikke imperialismen der skabte den moderne islamiske terrorisme: Det var det at Vesten trak sig tilbage som hersker, og Vestens civilisation har sat liv i den igen.

Vi kunne også negligere vor egen historie med at slå ned på jihadister. General John J. “Blackhawk” Pershing, kommandøren over American Expeditionary Forces i 1. Verdenskrig havde ikke kun kæmpet mod indianerne på hans tid, han havde kæmpet mod fanatiske jihadist Moro på Filippinerne. Mange Moro havde forpligtet sig ved ed til at være knivsvingende mordere af vantro (lyder det bekendt?). De tog stoffer og iklædte sig så stramtsiddende klæder, at de kunne angribe gennem enkugleregn fra Hærens .38 kaliber revolver. Hæren svarede så igen med at uddele .45 kaliber pistoler, der med kraftig ammunition endelig fik standset Moro permanent.

I sin handlemåde over for Moro, handlede Pershing såvel som reformist og formilder. I udslettelsen af jihadist plagen var han altid klog nok til at undgå unødvendige tab blandt egne mænd - og han havde altid som mål at slå så få af sine fjender ihjel. I alle hans kampagner søgte han at udslette hårdkogte jihadister, men lod der være flugtruter for kvinder, børn, og Moro der ikke lige var opsat på at kæmpe til døden: Han udmålte sejren i forsoningsmuligheder, ikke antal af lig.

Pershing forsøgte ikke at lave om på Moros; han førte ikke kampagne mod polygami eller slaveri eller noget andet aspekt af deres kultur. I stedet benyttede han deres kultur til egen fordel, ved at bede dem udlevere forbryderes hoveder, hvilket de med glæde gjorde. Pershing begravede faldne jihadister sammen med svin, således at de stod over for udsigten at komme direkte i helvede (ifølge deres muhamedanske tro) frem for at komme i paradis med jomfruer.

Og i samarbejde med Moro udførte han alle “den hvide mands byrder”: Byggede skoler, lavede veje, oprettelde lægeklinikker. Moro kom til at beundre ham så meget at de gjorde ham til høvding; og i 2. Verdenskrig jagtede de japanerne.

Talemåden “min fjendes fjende er min ven” kan altid benyttes i den muslimske verden. I 1. Verdenskrig vidste mænd som Lawrence of Arabia og General John J. Pershing noget om hvordan det skulle skæres. Det er deres viden som vi burde benytte endnu en gang.

About the Author

H. W. Crocker III is a bestselling author. His most recent book is The Yanks Are Coming! A Military History of the United States in World War I (Regnery).