Bryde seglet - Et knald af dimensioner
2. Verdenskrig krævede ti millionvis af døde i løbet af årtiet; nogle anslår at så meget som 2,5% af verdens befolkning gik tabt grundet konflikten. De krigende parter var hele tiden optaget af at opfinde større og bedre metoder til at skabe så megen ødelæggelse som muligt, og det var tilsyneladende kun få muligheder man anså som uacceptable.
Den frygteligste og mest ødelæggende opfindelse var naturligvis atombomben. Men krigen er til fulde fyldt med andre militære opfindelser, der hvis de var kommet i brug, ville have skyllet tusinder af bygninger og liv bort.
I et tilfælde, var det lige præcis - helt bogstaveligt - meningen. U.S. forsøgte nemlig at skabe en bombe der kunne udløse en tsunami.
Nazi Tyskland overgav sig til De Allierede i foråret 1945, og dermed sluttede konflikten i Europa - men ikke krigen. Krigshandlingerne i Stillehavet truede med at rase videre og da sommeren nærmede sig, viste Japan ingen tegn på at ville give op.
USA planlagde så Operation Downfall, en omfattende plan for invasionen af Japan -- en man formodede ville koste hundred tusinder af Allierede soldater livet (og helt sikkert endnu flere japanere).
En årsag til det enorme antal formodede døde: At De Allieredes landsætning med lethed kunne forudses. Japan er et ørige, og derfor måtte man anvende amfibie angreb, og de allierede havde allerede indtaget Okinawa, en af de fire største øer. Spørgsmålet drejede sig derfor ikke om underkastelse eller taktisk overlegenhed - alle vidste, hvor en U.S. ledet invasion ville begynde. Problemet var ganske enkelt om U.S. og dets allierede kunne mønstre en tilstrækkelig stor styrke (og blive ved om nødvendigt) for at indtage Japan.
I 1944 ifølge the Telegraph, sprængte United States koralrev i stumper og stykker i Stillehavet for at få lettere adgang for sine flådestyrker. En amerikansk officer bemærkede at disse undervandseksplosioner gav store bølger som ved kraftig tidevand. Amerikanerne greb den observation og gik i samarbejde med forskere fra New Zealand i projektet ‘Project Seal.’ Man brugte det næste år i krigen på at undersøge om en eksplosion (eller serier af eksplosioner) kunne være store nok til at skabe en kunstig tsunami, når man ønskede den. “Tsunamibomben” ville, hvis den fungerede efter hensigten skabe en bølge så stor at den ville skylle Japans kyst fr for tropper og befæstninger, og give De Allierede flådeindsatser den bedste arbejdsmulighed.
Ifølge the New Zealand Herald, ville planen have kunnet fungere: “Operationen mente at en serie på 10 større eksplosioner under vandet ville give en 10 meter høj tsunami.” Yderligere ville en større serie eksplosioner placeret “cirka 15 kilometer fra kysten skabe en gigantisk bølge der ville kunne oversvømme en mindre by,” igen ifølge the Herald. Dette ville svare til den skade som en tsunami forårsagede på Japans kyst i 1983, der også omfattede en bølge på 10 meter og kostede cirka 100 mennesker livet. (Tsunamien skete 160 kilometer fra kysten, hvilket forklarer det lave dødstal) Tsunamibomben kunne have været en af menneskehedens mest dødbringende påfund.
Det er da godt planen aldrig kom til udførelse. New Zealand's National Business Review forklarede, at da efteråret 1945 nærmede sig var teknologien ikke helt i orden. Bomben krævede en masse sprængstof og koordinationen i serien af bomber var altafgørende. Efter National Business Reviews vurdering “ville selv en mindre afvigelse fra det optimale kunne fratage bølgen energi og tsunamien ville være et skvulp frem for et brøl.”
Der er endog de der mener at New Zealand testområdet faktisk var noget fup, med den hensigt at snyde Sovjetunionen til at tro at United States og dets fremtidige Kolde Krigs allierede var i færd med at udvikle en pendant til atombomber. (Disse kritikere, igen the National Business Review, er også travlt beskæftiget med at jage UFO’er, så det er nok helt fair at afskrive deres påstand som en af mange konspirationsteorier).
På det tidspunkt mente De Allierede at de nu havde noget der virkelig ville kunne fungere, (A-bomben) og derfor var der ikke behov for ‘tsunamibomben.’ Project Seal blev skrottet kort tid efter Japan overgav og dokumenterne blev deklassificeret i 1999.
Bonus Fakta: I december 2004, ramte et jordskælv Det Indiske Ocean og var årsag til en enorm tsunami. Man mener dødstallet er et stykke over 250000. Det kunne have været højere, hvis ikke for en 10 årig pige ved navn Tilly Smith. Tilly var fra England og på ferie med familien i Thailand da jordskælvet indtraf. To uger tidligere, i hendes geografiklasse lærte de om de tidlige advarselsstegn på tsunami. Efter skælvet ramte så Tilly de samme advarselstegn på stranden hun var på og advarede sine forældre. De sagde det videre til andre strandgæster og mange nåede at flygte i tide og redde livet.
Dobbelt bonus!: I forventning om tabstallet ved Operation Downfall lod U.S. fremstille 500000 Purple Hearts (medaljen der gives til tropper ved fronten). Fordi Operation Downfall aldrig blev til noget blev disse medaljer aldrig uddelt. I stedet for at kassere dem eller på anden vis ødelægge medaljerne beholdt militæret dem til brug for fremtidige konflikter. I skrivende stund er antallet af Purple Hearts der er blevet givet siden omkring 100000. Så alle i militæret der i dag modtager et Purple Hearts vil altså få noget der oprindeligt blev reserveret til invasionen af Japan.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar