Perversitetens magt
I sidste uge hørte jeg en ung kvinde tale med Rush Limbaugh om paradigmet, hvorunder den yngre generation må operere. Hendes tese var at de unge er blevet oplært til at føle sig så skyldige over at være hvide, at være godt ernærede, at være amerikaner, at være “undertrykker,” at de lader såvel deres personlige som politiske beslutninger tage udgangspunkt i denne angerens sindsstilling.
Når de skal tage et valg - det være sig om køb af et eller andet, eller stemme for et eller andet - vælger de det der kunne forekomme at være mindst gavnligt for dem selv. De stemmer og køber med en angerfuld indstilling, i smerte. De søger sådan set selvpiskning. De søger det de ved vil være skidt for - for dem og for landet, som de igen mener er kilden til al elendighed og uretfærdighed.
Jeg har beskæftiget mig med dette emne, fordi jeg i et stykke tid er blevet klar over den perverse natur ved de fleste venstreorienterede holdninger. Enhver opførsel, ethvert køb eller politisk beslutning som vi traditionelt ville betragte som enten moralsk udmærket eller økonomisk gavnligt afviser den yngre generation kategorisk. Indtil jeg hørte om dette unge menneske fra Alaska kunne jeg ikke rigtig regne det ud, jeg kunne heller ikke forstå den underliggende magt bag den stædige perversitet.
Hvis et tilstrækkeligt stort antal amerikanere af ren vanvare tager negative valg, i følelsen af, at de dermed soner indbildte synder fra forfædrene, så er vi alle negativt berørt. Vi vælger inkompetente mennesker til høje stillinger -- og dette er ikke kun et slag mod præsidenten -- vi kan finde bevis på dette fænomen på alle niveauer i regeringen, og disse inkompetente udpeger så igen endnu flere inkompetente til stillinger med et stort ansvar. Se blot på sikkerhedsbristerne i Det Hvide Hus, og det kaos der er med ObamaCare. Her i Oregon kan jeg nævne fiaskoen med Cover Oregon, vor stats tiltag -- ikke en eneste person har kunne melde sig til - dog koster den staten 200 millioner dollars.
Vi vil heller ikke lukke vore grænser, fordi vi har føler vi har så “undertrykte” latinoer, at vi skal kompensere for det ved at tillade illegale indvandrere fra Syd- og Centralamerika at komme ind i vort land, hvor vi så kan fortsætte med at undertrykke dem ved at ansætte dem til lave lønninger. Hvad? Det er kun en brøkdel af ligningen - billig arbejdskraft. Nogle af vore forfædre gjorde sig skyldige i at holde slaver, så vi vil få soning ved at fortsætte den proces, blot med en anden race. Hvilken ironi.
Vi kan ikke lægge begrænsninger på rejser fra Afrika, ikke på grund af en enkelt epidemi, trods alt købte nogle af vore stater engang slaver fra det kontinent, og derfor er det vor pligt at gå i sæk og aske, skære tænder og lade vore døre være vidt åbne. Intet at gøre med vor forkærlighed for at fremme det ineffektive - hvordan ellers skal vi forstå det utilstrækkelige svar på tilstedeværelsen af en Ebola patient der brugte adskillige dage med kontakter til mindst 100 personer?
Vi inviterer mennesker som Mumia Abu-Jamal, en eks-Black Panther og politibetjentmorder til at tale på vor colleges. Vi ansætter mennesker som Bill Ayers der brugte år på at sprænge bygninger i luften for anti-amerikanske sager, til at undervise vore lærere. Vore universiteters pensum er til overmål fyldt med studier i Bøsseproblemer, Øko-Gastronomi eller Cannabis Dyrkning. Til trods for alt det vi kunne lære af historien (og helt klart ikke gør) instruerer vi vore børn i kunsten at være vred, og i ondskaben ved moralske normer der har formet menneskelig civilisation. Falder vi i hurtig fart ud over den farlige klippeafsats i underforstået forestilling om, at vi fortjener det fald der vil være resultatet?
Vi glorificerer homoseksualitet og bøsseægteskab som om en sådan afvigende livsstil er noget vi nødvendigvis skal i gabestokken for. Hvem er vi til at dømme? Nu befinder vi os i den noget ubehagelige situation med at diskriminere uretmæssigt mod pædofile og de som foretrækker dyr. Meget snart, uden tvivl, bliver vi nødt til at tage en dyb indånding, intensivere vor anger, og slutte os til NAMBLA.
Denne blinde skyld efterlader os i svær grad villige til at tro på horrible løgne -- næsten som om vi var forpligtet til at sluge det latterlige og smile samtidig.
“ISIS er ikke islamisk” sagde vor præsident forleden og de som føler sig mest skyldige blandt os købte det. “Hvis du kan lide din læge , bla, bla, bla.” og intelligente vidende mennesker troede ham -- var det fordi de følte sig så dårligt tilpas over at have råd til sundhedsforsikring når andre ikke har, så de lukkede øjnene for den åbenbare økonomiske realitet -- det vil sige, hvis vi forsikrer alle for alt, så vil omkostningerne og reguleringerne øges.
Folk ved udmærket at hvis man køber to poser med købmandsvarer så betaler man mere end for een. De ved, at hvis du køber varer til to ekstra familier, jamen så koster det meget mere. Men Obama fortalte dem, at det kan lade sig gøre på sundhedsområdet og så stadig spare 2500 dollars, og selvom deres sunde fornuft burde have sagt fra, så slugte de det.
Vi ærer, officielt og på anden vis, de mest nederdrægtige personer. Jane Fonda vil modtage en “livstids” pris -- desuagtet hendes forræderiske optræden under Vietnam krigen. Præsidenten behandlede Bowe Bergdahl som en helt efter kamp, når han i realiteten var en desertør. Hvordan sker dette? Belønner vi de forkerte personer fordi vi ikke føler vi fortjener at belønne de rigtige? Meget muligt.
Vi har vedholdende valgt den mest korrupte, uærlige, hemmelighedsfulde regering i U.S. historien. Hvorfor stemte folk på denne? Måske er det fordi Obama lige præcis lignede den nihalede kats (pisk) haler som vi nationalt set havde brug for til soning for vore synder? Jovist han lovede os også alverdens ting helt ‘gratis’ sammen med “fairness,” hvad det så end betyder og som uden tvivl appellerede til de som ingen samvittighed har, men jeg nægter at tro på at halvdelen af landet består af egensindede sociopater.
Jeg har mistanke om at mange af disse seneste valg har været kraftigt påvirket af snyd med stemmer, men hvor mange af os er villige til at se den kendsgerning i øjnene? Er Demokraterne i stand til at bevare masken mens de siger nej til vælger ID regulativer, fordi de ved at mange af os ikke fortjener et ærligt valg?
Vi nægter at se farerne lige foran os. Iran er kun måneder fra at have et kernevåben, men vi kan intet gøre for at hindre denne katastrofe, fordi vi kan da ikke tillade os at være så barske overfor andre nationer, hvilken ret har vi til at bede dem om ikke at bygge de der centrifuger? Pisk, pisk, pisk. Vi kan ikke på den rigtige vis gå i flæsket på ISIS, fordi ikke alle muslimer er slemme, og vi burde ikke overskride vore grænser. Pisk, pisk. Vi burde i sandhed ikke kalde en spade en spade, fordi det er jo kun ‘vold på arbejdspladsen’ og vi ved jo hvor nederdrægtige visse arbejdspladser kan være. Pisk, Pisk.
Hvor længe kan en nation overleve hvis den skammer sig over sig selv? Hvor længe kan vi holde øjnene lukket for de farer der er rundt om os? Vi går gladeligt i selvsving over GMO’er og kemikalier, men lægger ikke mærke til de oplagte og nuværende farer. Nej vi fortjener ikke længere den sunde fornuft. Vor villighed til at tillade regeringen at kontrollerer hvad vore børn lærer har produceret adskillige generationer der er besudlet med dette perverse ønske om at ‘nyde’ en selvpåført og ufortjent straf, og det vil med stor sandsynlighed blive vor undergang.
Deana Chadwell blogs at www.asinglewindow.com
http://americanthinker.com/2014/10/the_power_of_perversity.html#ixzz3FXKgvO2x
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar