Alt går i opløsning
Da jeg var 3 år gammel smadrede Japan en række af U.S. Pacific Fleets fartøjer i Pearl Harbor. Før jeg var 7 stod General MacArthur i Tokyo og kunne se Kejserpaladset, og give diktater til et rystet Japan.
I 1956 beordrede Præsident Eisenhower, der var imponeret over de Autobahns han havde set i Hitters Riech at U.S. Interstate Highway System skulle bygges, og dermed binde Amerika sammen, et af historiens helt store offentlige projekter.
I løbet af et årti var systemet næsten færdigt.
I 1961 sagde John F. Kennedy at USA, der var kommet bagud i rumkapløbet med Nikita Khruschevs Sovjetunionen, at man ville sætte et menneske på Månen og lade ham komme tilbage inden årtiets udgang.
I juli 1969 bød præsident Nixon, på hangarskibet Hornets dæk Armstrong, Aldrin og Collins fra Apollo 11 velkommen hjem.
Hvad i alverden er det sket med det Amerika? Hvad i alverden er der blevet af den - vil og kan nation? Hvad er der sket med os?
Her i oktober kunne vi så opleve det fastlåste Center for Disease Control and Prevention fumle ved de helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan man beskytter amerikanerne mod en Ebola epidemi i tre små lande i Vestafrika.
I september brød en person med en kniv ind i Det Hvide Hus ved at kravle over hegnet, vader henover plænen, gik ind gennem en ulåst hoveddør til præsidentens hus, væltede en kvindelig officer og løb rundt i East Room før han blev pågrebet af en Secret Service Agent der ellers havde fri. Præsidenten havde netop forladt huset.
Nogle dage tidligere fik en bevæbnet sikkerhedsvagt i Atlanta med en voldelig kriminel fortid lov til at være i elevator med Barack Obama.
Her i sommers var der så rapporter om at 60000 børn og unge mennesker fra Centralamerika er kommet over grænsen til USA, vores Border Patrol kan intet gøre.
Sidste forår erfarede vi at syge og dårlige veteraner helt bevidst fik lov at vente i månedsvis for aftaler med VA læger, og dusinvis er døde i ventetiden.
Tidligere i år blev implementeringe af Obamacare, efter år med forberedelser, en national joke og en metafor for regeringens uduelighed.
Under præsident Bush kom så Katrina, hvor 30000 indbyggere i New Orleans i dagevis var strandet bag en mur af vand, efter orkanen. Byen og staten kunne ikke klare det.
Dog, i løbet af 5 dage i 1940 blev 350000 britiske tropper, der var under belejring ved Dunkirk, reddet over Kanalen af deres landsmænd i både og lystfartøjer under Wehrmachts og Luftwaffes beskydning.
Sådanne hændelser har bidraget til et kollaps i tilliden hos amerikanerne til deres lederes duelighed og til deres regeringers kompetence.
Store flertal mener nu at Amerika er på en nedtur, at fremtiden ikke vil være så god som fortiden, at vi går i den forkerte retning. Dårligdom gennemsyrer Republikken. Og der er stadig større grunde til disse følelser.
Vore seneste krige, i Afghanistan, Irak og Libyen synes alle at have efterladt dem og os i en værre tilstand. I vor nye krig i Irak og Syrien har vi hverken en troværdig strategi eller tilstrækkeligt med tropper til at vinde mod Islamisk Stat.
Amerikanerne spørger allerede: Hvorfor er dette dog vor krig?
Siden midt 1970’erne er reallønnen for arbejdende amerikanere stagneret mens vi har fået skabt os ukontrollerede budgetunderskud på mere end 10 billioner dollars. Under Obama har den nationale gæld oversteget BNP.
Vor fremstillingsbase er blevet udhulet med Detroit som bevismateriale A. Vi outsourcer vor fremtid ved at låne fra Kina for at købe fra Kina.
Vi låner af Japan og Europa for at forsvare Japan og Europa, skønt det er 70 år siden 2. Verdenskrig sluttede.
FedEx leverer med stor præcision millioner af pakker om dagen. Men U.S. regeringen kan ikke lokalisere og sende 12 millioner illegale indvandrere retur.
30 år efter en Reagan amnesti der indebar en forpligtelse til at sikre vore grænser forbereder Obama en amnesti for utallige millioner illegale, lige så snart valget er overstået. Dog er grænserne stadig ikke sikre.
Hvis regeringen bekymrer sig om noget så er det at bygge veje, broer, motorveje og lufthavne og drive offentlige skoler.
Dog er vor infrastruktur i en elendig forfatning. Børn i USA falder længere og længere bagud i international konkurrence, og racesplittelsen i de akademiske præstationer er aldrig blevet mindre, trods det man har investeret milliarder i uddannelse i de sidste 50 år. Selv Joe Biden kalder LaGuardia en “Tredje Verden” lufthavn.
Mange private institutioner klarer sig aldeles storartet. Men vore offentlige institutioner, udover militæret, synes at falde af på den i stor stil.
Kongressen er som fastlåst. Præsidenten betragter man som indkompetent. Højesteret er polariseret og kan ikke ‘repareres.’
Vor politiske, racemæssige og kulturelle sammenstød, der kan spores tilbage til 1960’ernes ‘revolutioner’ bliver dagligt forstørret og overdrevet af kabel TV, internet og de sociale medier.
“Alt går i opløsning, centrum kan ikke holde. Den rene anarki er løs i verden,” skrev poeten Yeats.
Clare Luce sagde det på anden vis. I denne verden er der to slags mennesker - optimister og pessimister. “Pessimisterne er langt bedre informeret.”
Patrick J. Buchanan is the author of the new book “The Greatest Comeback: How Richard Nixon Rose From Defeat to Create the New Majority.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar