1. Verdenskrigs relevans for vor tid
100 året for udbruddet af 1. Verdenskrig er blevet hilst med ikke så meget andet end en gaben af borgere i Vesten.
Jovist er der, og kommer, de obligatoriske dokumentarfilm, de forsonende kram af Frankrigs og Tysklands ledere og mindeceremonierne der skal finde sted på Krigens vigtigste (blodigste) slagmarker.
Men i det store og hele forbliver krigen ikke andet end en lidt vag erindring. Ingen mand eller kvinde der kæmpede på den tid er i live i dag og begivenheder der fandt sted mellem den 4. august 1914 og 11. november 1918 har i det store og hele stået i skyggen af udbruddet af en langt mere dybdegående konflikt der omsluttede verden 21 år senere.
Men at undlade at anerkende betydningen af denne dato er det samme som at ignorere det som muligvis er den mest skelsættende begivenhed i verdenshistorien, en begivenhed der satte et århundrede med ekstraordinære menneskelig fremskridt i stå, og satte den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale dagsorden for resten af århundredet.
Ikke en eneste mand, kvinde eller barn der er født i det århundrede eller som er i live i dag er uberørt af konsekvenserne ved 1. Verdenskrig, og at ignorere hvad krigsudbruddet har lært os om vor egen nutidige verden er en alvorlig og meget dyr fejl.
1. Verdenskrig er blevet kaldet en nytteløs krig, kendetegnet ved militær uduelighed og diplomatiske fiaskoer, hvor 10 millioner menneskeliv blev ofret til ingen verdens gavn. Krigens mest erindringsværdige slogans -- “Gør verden sikker for demokratiet” og “Dit land har brug for dig” er nu her bagefter blevet anset som blot letkøbt og tom propaganda som ingen i dag tror på.
Men hvad nu om de slogans var sande? Hvis nu om krigen, meget ligesom den langt mere skelsættende afsluttede konflikt der fulgte efter, faktisk drejede sig om forsvaret af en levevis og udformningen af menneskelig fremskridt? Hvad nu om, hvis den militante absolutisme som De Allierede styrker stod konfronteret overfor i 1914 kan afspejles i nogle af den frie verdens betydeligste udfordringer i dag?
Vi bør så absolut ikke tage fejl, og dermed begå fejl: I den Islamiske Republik Iran, kan Vesten se direkte ind i øjnene på præcist den slags uhæmmet militarisme og hensynsløs opportunisme som man stod konfronteret med i begyndelsen af det 20. århundrede. Ikke at stå op imod dette med stor styrke vil medføre en katastrofe.
Før vi går over til den moderne tid kunne det imidlertid være en hjælp at se nærmere på spørgsmålet om, hvordan det var muligt for Europa at komme frem til de omfattende ødelæggelser, når så mange tilsyneladende sikkerhedsforanstaltninger var blevet oprettet af De Store Magter for at undgå det.
Siden aftalerne i Winerkongressen i 1815 og oprettelsen af Concert of Europe -- et traditionelt magtbalance system blandt de førende nationer i Europa -- havde man kunnet undgå en større kontinental krig ved flere lejligheder gennem fremme af statsdiplomatiet, udviklet af en række brillante ledere, som omfattede Prins Klemens von Metternich af Østrig, Charles Maurice de Talleyrand-Perigord fra Frankrig og Lord Castlereagh fra Storbritannien, som senere i århundredet blev efterfulgt at andre, såsom Lord Palmerston og Benjamin Disraeli. Sammen indførte disse mænd et system der ikke tillod nogen nation at blive for dominerende i Europa og således true den kontinentale fred.
Både Palmerston og især Disraeli havde set ødelæggelserne i Amerikas Civil War, og anerkendte udmærket, hvordan ny teknologi havde gjort at moderne krigsførelse med stor sandsynlighed ville føre til et frygteligt blodbad.
Med blomstrende økonomier, stadig større handel og med deres koloniimperier i vækst, var der et stadig ubehag blandt det 19. århundredes europæiske ledere over Napoleons krigenes ødelæggelser, de krige der havde plaget Europa i begyndelsen af århundredet.
Tilskyndelsen mod en varig fred kulminerede ved Haag Konventerne i 1899 og 1907, hvor man oprettede Convention for the Pacific Settlement of International Disputes, the Permanent Court of Arbitration, og the Convention with Respect to the Laws and Customs of War on Land -- der allesammen var udformet til at opbygge sikkerhedsgærder mod et udbrud af krig eller sikre, hvis en krig brød ud da ville denne militære konflikt ikke ende i barbarisme.
For slet ikke at nævne de familiemæssige bånd hos Europas monarker. I en bemærkelsesværdig opbygning af familiebånd knyttet til hinanden var lederne hos tre af De Fem Store Magter, kusiner, børnebørn af Storbritanniens Dronning Victoria. De havde kendt hinanden siden barndommen, omtalte hinanden med deres kælenavne og mødtes regelmæssigt til familiefester. Nevøer, kusiner, fætre mv. således lød den konventionelle visdom på den tid - ville ikke gå i krig mod hinanden.
Der var dog kræfter der arbejdede på at underminere Concert of Europe, og igangsatte en uundgåelig kollision med nationale interesser. Når vi erindrer at konceptet med krig i den europæiske tankegang altid var forbundet med ære, skabte fraværet af denne en slags national ‘kløe’ i mange europæiske lande, som kun kunne lindres ved en eller anden form for kampsports ånd.
Kejser Wilhelm II af Tyskland der var kommet på tronen i 1888 var legemliggørelsen at det han anså som selve den preussiske arv med tysk militarisme, der stammede helt tilbage fra Frederik den Store og længere tilbage til de teutoniske riddere og helt tilbage til Hunnerne der havde hærget Det Østromerske Imperium.
Hans anstrengelser for at opbygge Tysklands flåde til et niveau der kunne udfordre Storbritanniens herredømme på verdenshavene og gøre Tyskland stærk mod den ‘Slaviske’ plage mod Øst blev set på med stor ængstelse af Storbritannien og Frankrig der underskrev deres egen pagt (Entente Cordial i 1904) og som blev fulgt af en alliance med Rusland i august 1907 -- oprettelsen af den formidable Triple Entente.
Den begivenhed der uden for al diskussion igangsatte 1. Verdenskrig var mordet på den Østrig-Ungarske ærkehertug Ferdinand i Sarajevo den 28 juni 1914. Tyskland havde dog på aggressiv vis forberedt sig på en kontinental krig i hvert fald i de sidste to års tid.
I 1961 afslørede den tyske historiker Fritz Fischer i sin bog Griff nach der Weltmacht sensationelt et tidligere ukendt dagbogsnotat af Admiral Georg von Mueller fra 9. december 1912 der berettede om et uformelt møde med den tyske øverstkommanderende og Kejseren, hvori en kontinental krig i løbet af 18 måneder blev planlagt.
Hærens Stabschef Helmuth von Moltke fortælles der nævnte at “en krig er ikke til at undgå, og jo før des bedre.” Dagbogsnotatet konkluderede, at von Moltke blev overtalt til at udsætte krigen for at Flåden (Kriegsmarine) kunne blive bedre forberedt til udbruddet af fjendtlighederne.
Fischer understøttede sit argument med offentliggørelsen af September Programmet, et tidligere ukendt dokument udstedt af staben hos den tyske rigskansler Theobald von Bethmann-Hollweg i september 1914, der identificerede de tyske krigsmål.
Disse inkluderede en afvæbning af Frankrig, at store dele af Belgien og hele Luxemborg skulle opsluges i Det Tyske Imperium; skabelsen af en bufferstat i Polen (der skulle forblive under permanent tysk suverænitet), udvidelsen af de tyske kolonier i hele Centralafrika og indførelsen af et økonomisk forbund, som skulle repræsentere lighed, men faktisk domineret af Tyskland.
Man har ikke fundet sådanne dokumenter, der udstiller en lige så stor selvophøjelse og militant tilgang hos de andre større krigsførende magter i 1. Verdenskrig.
Hvis Den Store krig var en tysk krig, efterlader det os med vigtige spørgsmål om dens uundgåelighed og hvad det betød for fremkomsten af Nazismen. Hvis Tyskland var forhippet på ekspansion og indtage sin retmæssige plads som en verdensleder, og følte sig inddæmmet og hæmmet af de andre Store Magter, kunne noget så havde standset den Kejserlige Tyske Hærs march ind i Belgien i august 1914, eller på noget tidspunkt derefter?
Svaret er helt sikkert et Nej. Tysklands militære selvtillid var godt fyldt op efter det besejrede Frankrig i 1870; fulgt op af foreningen af de tyske stater det følgende år; sat i kraftig fremgang som en finansiel verdensmagt med Zollverein -- Tysklands succesrige økonomiske union -- var tysk nationalisme på sit højdepunkt og tyskerne - hierarkiske, beslutsomme, autokratiske og med meget lidt interesse i det liberale demokratis pænheder -- mente man ikke der var nogen grund til, hvorfor deres værdier og holdninger ikke skulle kunne konkurrere med Storbritanniens som de dominerende værdier i verden.
Konflikten mellem synet på verden gik ikke tabt for Adolf Hitler eller hans støtter. Faktisk synes nazisterne at have samlet det faldne banner fra Den Kejserlige Tyske Hær op, hvor det lå, og fremsatte et værdisæt der konkurrerede direkte med demokratierne og som de propaganderede for skamløst og intenst.
Nazisterne lærte helt sikkert nogle meget vigtige militære lektioner om underlæggelse af befolkninger der gjorde modstand af den Kejserlige Tyske Hær. Kejserens, ikke særlig godt kendte kampagne mod Herero og Namaqua stammerne i Sydvestafrika i 1904-07 var det første folkemord i det 20. århundrede og udførte med en metodik der ville have gjort Einsatzgruppen stolt. (Synopsis-kommentar - også tyskernes assistance med det armenske folkedrab i Tyrkiet bør erindres - læs denne på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/08/armeniens-golgata.html )
Og skulle nogen betvivle den ideologiske forbindelse mellem Kejser Tyskland og Naziregimet så lad dem huske, at blot nogle få uger efter han blev tvunget til at abdicere gav Wilhelm en antydning af den moralske afgrund som den tyske stat skulle havne i blot 14 år senere. I et brev til feltmarskal August von Mackensen, den 2. december 1918 hvor han beklagede sin abdikation som den “dybeste, mest forfærdelige skam der er overgået en person i historien, tyskerne har gjort mod dem selv ... opmuntret af og vildledt af Judas stamme ... lad ingen tysker glemme dette, eller dvæle før disse parasitter er blevet udslettet og ødelagt fra tysk jord!”
I det samme brev var Wilhelm fortaler for en “regulær international verdensomspændende pogrom a la Russe” som “den bedste kur,” og mente yderligere, at jøderne var “en plage som menneskeheden burde skaffe sig af med på en eller anden vis. Jeg mener det bedste ville være med gas!”
Set i dette lys var 1. Verdenskrig en desperat konflikt mellem to diametralt rettede opfattelser af fremgang i verden. Kampen mellem disse konkurrerende ideologier og idealer skulle opsluge verden i første halvdel af det 20. århundrede og derpå fortsætte ind i den 2. Verdenskrig og så Den Kolde Krig - krigen mod kommunismen.
Men efter langt om længe at have vundet en krig der har varet 75 år mod - fascismen/totalitarismen - har Vesten måske udmattet af den pris det har kostet, og med sin selvbevidsthed og moral i alvorlig grad rystet, været helt og aldeles uforberedt til at konfrontere fremkomsten af en tredje ‘plage’ hvis militante indstilling og opbygning truer Vestens overlevelse.
Lighederne mellem Wilhelms Tyskland og fremkomsten af Den Islamiske Republik Iran -- og den form for militant Islam det repræsenterer giver minder: Den samme følelse af national ret; den samme følelse af at man er frataget sin rette plads i verdens forhold; den samme vrede mod den dominante verdensmagt; den samme provokerende udenrigspolitik; den samme villighed til på hensynsløs vi at spille på en militær konfrontation, som man ikke kan vinde, og den samme beslutsomhed for at få sine værdier indført som erstatning for fjendernes dominerende sæt af værdier i verden.
I dag har det moderne Tyskland erfaret at det kan udøve dominans uden militær erobring og Tysklands åbenbare suverænitet over Europa er på sæt og vis blevet budt velkommen som en stabiliserende faktor på et kontinent, der ellers kunne se ud til at have mistet sin grundvold. Iran og satellitorganisationerne som landet kontrollerer vil måske komme til at stå ansigt til et totalt nederlag og afvæbning før landet kommer til erkendelse af, at det har den samme mulighed som Tyskland.
1. Verdenskrig, elendigt udkæmpet, endnu mere elendigt afgjort, og husket af de helt forkerte grunde burde i dag erindres for hvad den var -- en nødvendig krig udkæmpet retmæssigt lige så meget over værdier som over territorium og efterladende os med den overbevisning at hensynsløs militarisme aldrig bør ignoreres eller gøres grin med.
Samtidig med at millioner af vore unge mænd ikke burde være dømt til at dø i mudderfyldte, lusebefængte skyttegrave løber vi risikoen for at betale en endnu højere pris, hvis vi fortsat er forbeholdne overfor at erkende den direkte udfordring der er mod det sæt af værdier som vor civilisation blev grundlagt på og derpå undlader at opbygge den militær vilje til at forsvare det..
http://americanthinker.com/2014/08/the_first_world_wars_relevance_to_our_times.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar