En ormegård i Mellemøsten
“Når krig en gang er påtvunget os, er der intet andet alternativ end at anvende ethvert tilgængeligt middel til at få den hurtigt afsluttet. Selve krigens hensigt er - sejr - ikke en langvarig ubeslutsomhed.”
Således sagde general MacArthur i nogle af de klogeste råd den gamle soldat nogensinde gav sine landsmænd.
Alligevel synes “langvarig ubeslutsomhed” at være essensen af den krig præsidenten har påbegyndt for at “nedkæmpe og udslette” Islamisk Stat.
For efter blot en nat med bomber i Syrien blev general Bill Mayville, lederen af operationerne bedt om at vurdere hvor lang tid denne nye krig ville vare, han svarede; “Jeg ville tro årevis.”
“Årevis” sagde generalen.
Og selvom vi allerede bomber tungt har præsidenten ingen Kongres godkendt myndighed for denne krig i Syrien.
Selv Republikanerne er lunkne over for at stemme for en krig i Syrien før valgene i november. En tredjedel af Husets Republikanerne stemte Nej til at bevæbne og træne de syriske oprørere. Demokraterne er endnu mere forbeholdne.
Og hvordan skal vi kunne “ødelægge” ISIS når Obama har udelukket U.S. land kamptropper og ikke en eneste NATO eller arabisk allieret har tilbudt at sende landtropper?
Tænk, Tyrkiet. Med sin hær på 400000 mand, 1000 fly, 3600 tanks, 3000 artillerikanoner og masser af morterer er Tyrkiet det største militærmagt i Mellemøsten og ville kunne lave hakkebøf ud af Islamisk Stat.
Hvorfor har de så ikke gjort det?
Fordi Tyrkiets præsident Erdogan afskyr præsident Assad i Syrien og har vendt det blinde øje til mens frivillige, herunder tyrkere, har krydset grænsen til Syrien for at slutte sig til ISIS. Indtil nu har denne NATO allierede været en stiltiende partner med ISIS. Og selv nu, har Ankara ikke meldt sig frivilligt til at bekæmpe Islamisk Stat.
For Tyrkiet er overvejende Sunni og mange sunnier ser Islamisk Stat som en hensynsløs, men effektiv allieret mod en Shia trussel repræsenteret ved Teheran, Baghdad, Damaskus og Hezbollah.
Hvis den tyrkiske hær ikke vil intervenere i Syrien mod ISIS, og hvis Obama har udelukket U.S. landtropper i irak eller Syrien, hvor skal soldaterne så komme fra til at afmontere Islamisk Stat fra dets territorium på størrelse med Indiana de har indtaget?
Kurderne han holde Erbil med U.S. luftstøtte. Iraks regime støttet af dets Shia militser kan holde Baghdad. Man kan den irakiske hær generobre Fallujah, Mosul eller Anbar, som de for nylig flygtede fra?
Hvem er den større kampstyrke i Syrien der i årevis har holdt skansen mod ISIS? Svaret: Syriens Hær, Hezbollah tropper fra Libanon og iranerne, støttet af Putins Rusland.
I forhånelsen af Islamisk Stat for halshugningerne af to amerikanere og en britisk hjælpearbejder erklærede Obama i FN:
“Der kan ikke tales fornuft med - ingen forhandling - med denne Ondskabens manifestation. Det eneste sprog der forstås af disse drabsmænd er magtens styrke. Derfor vil United States of America arbejde med en bred koalition for at afmontere dette dødens netværk.”
Stærke ord, nogle af de stærkeste fra vor Nobel Freds Pris modtagende præsident i seks år.
Dog har det i tre år været det NATO allierede Tyrkiet og de arabiske allierede som Saudi Arabien og Qatar der i al hemmelighed for hjulpet dette “dødens netværk.” Og det har været Assad, Hezbollah, Iran og Rusland der har kæmpet imod dette “dødens netværk.”
For et år siden var der udbredt enighed i det amerikanske folk om kravet til at Obama og John Kerry holder os ude af Syriens borgerkrig, og især at de ikke påbegynder deres trussel om at bombe Bashar Assads hær.
Havde det ikke været for Assad, Hezbollah, Iran og Rusland kunne ‘dødens netværk’ som Obama med fuld ret tog afstand fra på podiet i FN, ikke alene have fået oprettet sit kalifat, ikke kun i Raqqa, men også Damaskus.
Før vi involverer os endnu mere i Syrien har Kongressen brug for at debattere og stemme om bemyndigelse til denne nye krig.
For denne krig mod Islamisk Stat forekommer, for nogle i den bloddrukne region, ikke så meget en krig om det gode mod det onde, men den første af adskillige krige de ønsker Amerika skal kæmpe.
For dem skal Islamisk Stat ødelægges af amerikanerne. Så skal Assad regimet bringes på knæ af amerikanerne. Så skal Iran smadres af amerikanerne. Alle i Mellemøsten synes hele tiden at tænke på en eller anden ny krig amerikanerne skal udkæmpe.
Hvor mange sådanne krige er i vor vitale interesse?
Selvom, Islamisk Stat, unægteligt har vist sit grumme, grimme ansigt med deres halshugninger af uskyldige og dets massakrer på soldater der har overgivet sig, så lad os ikke glemme at vore allierede opmuntrede disse uhyrer, mens vore modstandere som vi har betegnet terrorister og statssponsorer af terror bekæmpede dem.
Lord Palmerston havde fat i det helt rigtige da han sagde at Storbritannien ikke har nogen permanente venner, ingen permanente fjender, kun permanente interesser.
De interesser burde afgøre vor politik.
Patrick J. Buchanan is the author of the new book “The Greatest Comeback: How Richard Nixon Rose From Defeat to Create the New Majority.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar