Pocahontas’ 400 år senere
The Washington Post havde for nylig en pæn omtale af mindehøjtideligheden i Jamestown, Virginia på 400 årsdagen for det berømte bryllup mellem Pocahontas og John Rolfe. Det var på præcist det samme sted som i 1614, stedet for den oprindelige kirke i det gamle fort som man opdagede for adskillige år siden. Blandt kunstværkerne man fandt var en medaljon som man mener viser Pocahontas’ kongelige fars profil, den sejrende høvding der skabte Powhatan Konføderationen.
John Rolfe
Til at repræsentere Pocahontas var en 25 årig bankassistent fra Richmond og medlem af Virginias Pamunkey stamme, der engang hørte til Powhatan. Den oprindelige brud var sådan cirka 19 år. Hun huskes ofte bedre for sin relationer til Jamestowns Kaptajn John Smith, der hævdede hun havde reddet ham fra henrettelse ved hendes far, og som hun ofte romantisk portrætteres sammen med i populær underholdning. Smith gjorde dog klart at det udelukkende var venskab med pigen der knap var teenager da de mødtes første gang.
Trods sin unge alder blev Pocahontas venner med de engelske kolonister og hjalp dem under deres hungerperioder. Hun blev holdt fanget af dem for at tvinge hendes far til at løslade engelske fanger. Som det fortælles afviste hun at vende tilbage til sit folk, idet hun sagde at hendes far var ligeglad med hende, skønt hun ellers var favoritdatter. Englænderne betragtede hende som prinsesse, men af hendes stammemedlemmer blev hun betragtet som en ikke så vigtig person. Hendes far fik sine mange børn med almindelige kvinder og senere bortviste han dem. Dog var hun stadig datteren af den hersker der underkastede sig mange stammer i det som nu er den østlige del af Virginia.
Under fangenskabet konverterede, og døbtes, Pocahontas til Church of England, giftede sig derefter med Rolfe, og var som 29 årig allerde enke. Han havde på bemærkelsesværdig vis fået skaffet sig tobaksfrø som spanierne ellers bevogtede nidkært, og dermed blev han ‘far’ til Virginas første velstand. Han fik en søn med Pocahontas og bragte dem til England, hvor hun blev præsenteret ved King James’ hof og for Dronning Anne. Som der fortælles indså Pocahontas ikke i begyndelsen af James var konge, da han var en lille og firskåren skotte, og dermed ikke besad hendes fars majestætiske fremtoning og udstråling.
Det eneste portræt af Pocahontas der har overlevet viser hende i fuld Elizabethansk skrud. Sørgeligt nok blev hun syg, da hun forsøgte at forlade England for at komme til Virginia med sin mand, og måtte vende tilbage hvor hun som det fortælles døde i hans arme og erkendte at hun havde fred i sjælen da hun vidste hendes barn levede. Deres søn blev i England med en onkel, mens hans far drog tilbage til Virginia. Rolfe giftede sig igen, men døde på tragisk vis under eller lige efter den store indianer massakre i 1622, da 20% af Virginia Colony blev udslettet en tidlig morgen efter 7 års fred opnået ved hans ægteskabspagt med Powhatan.
Pocahontas’ onkel, Opechancanough, der havde efterfulgt hendes far som høvding havde ventet i årevis på at indlede sit overraskelsesangreb og sendte krigere til farmene og landsbyerne i Virginia på tilsyneladende fredelig rutinebesøg. Der skulle aldrig igen komme en varig fred mellem kolonisterne og stammerne, der med tiden selvfølgelig blev fordrevet ud af Virginia. Hvis Pocahontas havde været i live og var vendt tilbage ville historien måske være gået anderledes. Den unge kvinde der portrætteres ved hendes bryllupsceremoni i dag kommer fra en stamme, med et lille reservat nær Jamestown og som hævder at stamme tilbage fra 1640’erne og som søger om anerkendelse af myndighederne. Heldigvis har de et casino og bor i fred og ro.
Skønt hun blot blev cirka 22 år blev Pocahontas en legende og en elsket figur i amerikansk historie, derfor en genopførelse af hendes bryllup, åbenbart det første nedskrevne ægteskab mellem en engelsk kolonist og en indianer i Amerika. Senere lovgivning i Virgina gik mod blandede ægteskaber, men undtagelse af Pocahontas efterkommere, hvis blod løber i de stolte årer hos mange af Virginas fine familier.
Nogle fortørnede indfødte amerikanske aktivister og radikale multikulturalister, som the Post artiklen nådigt blot kort henviser til, skildrer Pocahontas som et offer for Vestens imperialisme eller muligvis en forræder for sit folk. For de fleste amerikanere er hun et mytisk ikon, legemliggørelsen af den indfødtes ånd, og agent for harmoni mellem racerne. Et af de store malerier i U.S. Capitol Rotunda viser hendes dåb, og symboliserer Kristendommens triumf i Amerika. Her i nyere tid er hun portrætteret i Disney tegnefilm og andre steder som en slags magisk jomfru der kanaliserer naturens kræfter for det godes skyld. .
Kun meget lidt om Pocahontas udover disse få omrids af hendes liv er faktisk optegnet. Men hun var helt sikker noget helt for sig selv ved med succes at have knyttet to meget forskellige kulturer sammen, og fortryllet adskillige formidable mænd der selv er ikoner.
Hendes far og onkel havde ikke succes med at modstå den pågående nye civilisation der skulle overtage deres eget Stenaldersamfund. Men Pocahontas, knap voksen, trådte modigt ind i den moderne verden og blev eksempel for en ny nation. Det er i sandhed passende, at hendes ægteskab med en ambitiøs engelsk immigrant i Amerika for 400 år bliver mindet.
About the Author
Mark Tooley is president of the Institute on Religion and Democracy in Washington, D.C. and author of Methodism and Politics in the Twentieth Century. You can follow him on Twitter @markdtooley.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar