Smid tyrannerne der sidder i FN ud - NU!
FN’s Menneskerettigheds Råd er et stinkende, antidemokratisk organ, hvis dagsorden er drevet frem af verdens værste menneskerettigheds krænkere. Deres endemål er at se bort fra despoters krænkelse, og gøre de politisk svage til syndebukke. Og i FN, er ingen nation mere sårbar for denne procedure end Israel.
Beslutningen forleden om at nedsætte en undersøgelseskomite over påståede israelske “krigsforbrydelser” i Gaza burde være det sidste søm i kisten for Rådet som det er sammensat nu for tiden.
At Rådet hævder det er et “menneskerettigheds” organ er en falsk og vildledende påstand som Federal Trade Commission burde have forfulgt for år tilbage, hvis UNHRC sandfærdigt skulle følge egne regler. Kina, Rusland, Cuba og Saudi Arabien sidder lige for tiden i dette “menneskerettigheds” organ og er omringet af legioner andre teokratier, kleptokratier og sindssyge menneskerettighedskrænkere.
Enten skal det helt opløses, eller kun gennemførte demokratier skal sidde der.
Rådet er kilde til at man betragter FN systemet som ynkeligt, ligesom dets forgænger UN Commission on Human Rights, der blev opløst i 2006 efter at Kofi Annans usædvanligt ligefremme påstand om at Kommissionens “troværdigheds underskud” kastede en mørk skygge på United Nations troværdighed som et hele.
Annan refererede til et Råd der havde valgt Muammar Gaddafis Libyen som sin formand blot 50 år efter at den velestimerede Eleanor Roosevelt forlod stillingen. Derfor var det slut.
Men Version 2.0 er ikke et hak bedre. I løbet af det sidste år har UNHRC fuldstændig ignoreret massedrabene i Syd Sudan, det egyptiske regimes massemord på 1000 pro-Morsi demonstrerende og Tyrkiets skrækkelige massakre i Gezi Park sidste år, hvor tyrkerne endelig fik slukket det der var tilbage af deres verdslige demokrati.
Rådet forblev tavs om drabet på 75 demonstranter i Ukraine på Kiev Pladsen i februar i år, de igangværende terrorist massakrer i Irak, og nedslagtningen af 200 civile og bortførelsen af 276 skolepiger af Boko Haram i Nigeria.
Men i samme øjeblik Israel forsvarer sig mod tusinder af Hamas raketter affyret mod civile beboelsesområder, kommer Rådet i sandhed i omdrejninger - ikke mod Hamas’ raketter, men mod Israel, fordi man forsvarer sig.
Israel er den eneste nation på kloden der er underlagt en “stående dagsorden” - hvilket betyder, at Israel altid er i UNHRC’s søgelys. Fra 2006-12 godkendte UNHRC 76 fordømmende resolutioner - de 47 rettet mod Israel.
Tænk over at syrerne alene har slået over 100000 ihjel, og at resten af verden er chokerende fuld af morderiske regimer som det i Iran, og de brutale teokrater i Huset Saudi Arabien. Dog er over 60% af FN’s Menneskerettigheds Råds fordømmelser udelukkende med fokus på Israel.
Det er såmænd ikke nok. 40% af Rådets møder handler om Israel. Rådet opfandt en særlig “Øjeblikkelig Debat” mekanisme udelukkende beregnet på at angribe Israel endnu mere refleksivt. Og den tidligere Special Rapporteur, Richard Falk, en 9/11 Truther, der sagde at bomberne i Boston var forårsaget af “det amerikanske globale dominans projekt.” Hvis man ser bort fra påstandene om direkte anti-semitisme er Falk sagaen i sig selv en kæmpe skamplet på hele FN organisationen.
Set i denne kontekst er beslutningen om at oprette endnu en undersøgelseskomite over påståede israelske “krigsforbrydelser” blot at kunne betragte som ‘det sidste strå.’
Dette er især sandt da vi allerede ved, hvordan det vil slutte. Det er deja vu en gang til. I al væsentlighed fandt det samme sted i 2009. Efter Israel havde trukket sig ud af Gaza i 2005, tog Hamas over i 2007, og frem for at bygge en stat op, konstruerede man en terrorudgave.
Sent 2008, gik Israel ind i Gaza i “Operation Cast Lead” for at standse de tusindvis raketter der blev slynget mod israelske beboelser fra Hamas (Lyder bekendt ikke sandt?).
Israel strak sig bemærkelseværdigt langt for at minimere de civile tab under sin gengældelse mod terroristernes infrastruktur, mens Hamas benytte mennesker som ‘skjolde.’ Palæstinensiske kilder pustede de civile hævdede tabstal op, anklagede Israel for krigsforbrydelser og kom med den evindelige latterlige og krænkende beskyldning om folkemord.
Som man kunne forvente spildte “Human Rights” rådet ingen tid med at udfærdige den såkaldte Goldstone Report, og på iskold kynisk vis udnævnte man som chef den tidligere så højt respekterede sydafrikanske jødiske jurist, Dommer Richard Goldstone, en meget liberal støtte af Israel, fordi man måske fornemmede, at det at Goldstone er jøde og med hans zionisme, ville frisætte Rapporten fra anklagerne om en skjult dagsorden.
The Goldstone Report skadede i alvorlig grad Israel i pressen og i verdensopinionen. Goldstone selv måtte selv ændre det originale mandat, fordi det var, med hans egne ord, “fordrejet mod Israel.” Uden så at sige ikke nævne eller diskutere krigsforbrydelserne fra Hamas aggressorer, anklagede den Israel for helt bevidst og ubetinget at gå efter civile.
I kølvandet på rapporten blev det klart at det helt store flertal af sårede og døde i Cast Lead havde været soldater, kombattanter. Til overmål fyldt med fejl og halve sandheder bidrog Goldstone Report til en sådan tilsvining af den jødiske stat, at Goldstone følte behov for at skrive en slags mea culpa i the Washington Post, “genovervejende” mange af hans rapports konklusioner og især en tilbagekaldelse af hans påstand om at Israel bevidst havde civile som mål - netop den centrale anklage i Goldstone Report.
Alt dette var hele atmosfæren en der anklager en person for massemord i de internationale medier og det civile samfund for blot at trække påstanden tilbage 2 år senere, og som derpå kun blev omtalt med lille skrift på side 9.
Nu skal vi så til det igen, og målet er at lave en Goldstone II, hvor Israel tilsvines endnu mere. Dog undlod de ‘civiliserede’ stater i Rådet - bortset fra USA - at stemme imod.
Her er den britiske udenrigsminister om hvorfor de ikke stemte imod:
“UK kunne ikke støtte denne resolution, men anerkender de stærke følelser vedrørende tab af liv og ønsket hos et større antal medlemmer af Rådet for at udtrykke deres følelse i en resolution, og UK har sluttet sig til de andre EU lande i at undlade at stemme.”
Dette kujonagtige svar fra europæerne lader formode at det at begrænse Rådet til demokratier kunne lette det politiske pres på civiliserede lande som Storbritannien fra at deltage i disse former for falskheder. Husk på at de ikke-demokratiske lande er ekstremt magtfulde i FN.
Fra et idealistisk synspunkt burde demokratier havde rygrad nok til at modstå pres, men hvis vi ikke helt og aldeles skal opløse dette problemfyldt FN råd, så skal vi insistere på det skal reformeres.
Det er samvittighedsløst at Rusland, Kina, Saudi Arabien og deres kolleger sidder i dommersædet og skal dømme en demokratisk stat der forsvarer sig mod en terrororganisation der på må og få affyrer raketter mod dets byer.
Sent sidste år da FN Generalforsamlingen var ved at forberede sig på at vedtage en hoben anti-Israel resolutioner blev en FN tolk ‘fanget’ i at sige følgende til en kollega for åben mikrofon:
“Jeg mener at når man har samlet ti resolutioner om Israel og Palæstina så er der altså et eller andet — c’est un peu trop, non? [Det er lidt for meget, ikke sandt] Jeg mener det er vel ikke det eneste, der er andet virkelig skidt og møg der foregår rundt omkring, men ingen siger noget om alt det.”
Så sandt, så sandt. Og hvis det er sandt med Generalforsamlingen er det endnu mere sandt med det såkaldt “Human Rights Council.”
Få sparket tyrannerne ud af Rådet, eller opløs det helt. At ignore menneskerettigheds krænkelser rundt om i verden, og så samtidig forhåne den jødiske stat: Det er en gåde og gode mennesker burde få det standset. NU!
Gabriel Sassoon is an Australian political consultant and foreign media advisor to Knesset Deputy Speaker Hilik Bar (Labor). You can find him on Twitter at @GabrielSassoon.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar