Kriminelle afskyr klassisk musik - hvorfor mon?

Hvorfor kriminelle afskyer klassisk musik

       

Enza Ferreri        

           

Mange unge mennesker især de antisociale, bryder sig ikke om klassisk musik og det i en sådan grad, at den kan benyttes til at afskrække dem fra at genere, intimidere, hærge og røve.

Dette eksperiment er med succes blevet udført i mange år og på mange lokationer.

En af de første var midt i 1980’erne, da den 7-eleven salgssteder i Canada spillede let musik, og klassisk musik til af få teenagere der befandt sig uden for forretningerne til at forsvinde. Derefter har virksomheder fra McDonald’s til Co-op, transportvirksomheder, beboelsesejendomme og butikscentre rundt om i verden anvendt metoden.

I UK var den første Tyne-and-Wear Metro systemet i 1997, der fulgte op på Montreal’s undergrundssystemet i Canada.

Andre britiske transportmyndigheder herunder det langt større London Underground, imiterede ideen. De bedste musikstykker til at få uønskede til at forsvinde var alt sunget af Pavarotti eller skrevet af Mozart.

Herudover, uanset om det er ved New York's Port Authority Bus Terminal, La Guardia, Newark International og John F. Kennedy International lufthavnene, og Pennsylvania Station; ved Portland, Oregon, light-rail stations; på Seattle's parkeringspladser; eller i Anchorage, Alaska, Town Square, har klassisk musik hjulpet mod forbrydelser som handel med narkotika.

Det samme gælder i Australien og New Zealand. I Queensland, blev hærværk og graffiti reduceret.

Bevisernes synes at være rigelige. Hvorfor mon det er sådan?

Den enkleste forklaring, i denne tid der ærer den videnskabelige tradition med Occams razor, burde først overvejes.

Teenagere, især de med ringe uddannelse og dannelse, bryder sig ikke om klassisk musik, og de mener det ikke er “cool” at blive set af deres ‘venner’ hvis man lytter til det.

Dog går andre forklaringere ud på at der er noget i selve den klassiske musik opstilling og natur. Meget af den klassiske musik følger et mønster med orden, symmetri og skønhed, der er i konflikt med den uorden og grimhed der hersker i hooligans sind.

Musikologen Giovanni Bietti forklarer at Beethoven -- var overbevist om at musik kunne udgøre noget ‘stort’ i samfundet - Mozart og Haydn havde en mere rationel holdning til musik, hvilket er derfor man i deres værker kan opleve kontraster der altid opløses gennem kompositionens sammensætning og dermed giver stof til eftertanke. Dette bryder de som ikke accepterer regler sig ikke om.  

Det er på samme vis at denne forbindelse mellem kriminel handlemåde og rap hænger sammen - rap teksterne og “musikken” -- eller snarere kakofonien selv.

Et samfund der er indhyllet af f.eks. Amy Winehouses akustiske vulgaritet og Tracey Emin visuelle er på vej ned af en æstetisk og moralsk rutsjebane, som vi kan se ud af mange andre forskellige indikatorer.

Der er udtryksformer der ophøjer og bringer det bedste frem i os og der er udtryksformer der bringer det værste frem i os.

På sæt og vis kan man sige at mens rap giver næring til det anti-sociale i hver af os, holder klassisk musik det i ave.

Enza Ferreri is an Italian-born, London-based Philosophy graduate, author and journalist. She has been a London correspondent for several Italian magazines and newspapers, including Panorama, L’Espresso, La Repubblica. She is in the Executive Council of the UK’s party Liberty GB.

She blogs at www.enzaferreri.blogspot.co.uk.

http://americanthinker.com/blog/2014/07/why_criminals_are_afraid_of_classical_music.html